Kristne vidner forkynder Guds suverænitet
„’I [skal vidt og bredt] forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 PETER 2:9.
1. Hvilket stort vidnesbyrd blev der aflagt om Jehova i førkristen tid?
I FØRKRISTEN tid fandtes der en lang række vidner der frimodigt forkyndte at Jehova er den eneste sande Gud. (Hebræerne 11:4–12:1) De havde en stærk tro og adlød derfor frygtløst Jehovas love og nægtede at gå på kompromis med hensyn til deres tilbedelse. De aflagde et magtfuldt vidnesbyrd om Jehovas universelle suverænitet. — Salme 18:21-23; 47:1, 2.
2. (a) Hvem er Jehovas største vidne? (b) Hvem har erstattet nationen Israel som Jehovas vidne, og hvordan ved vi det?
2 Den sidste i rækken af bemærkelsesværdige vidner i førkristen tid var Johannes Døber. (Mattæus 11:11) Han fik den forret at forkynde den udvalgtes komme, og det var ham der præsenterede Jesus som den lovede Messias. (Johannes 1:29-34) Jesus er Jehovas største vidne, „det trofaste og sande vidne“. (Åbenbaringen 3:14) Eftersom de kødelige israelitter forkastede Jesus, forkastede Jehova dem og valgte en ny nation til at være hans vidne, nemlig det åndelige Guds Israel. (Esajas 42:8-12; Johannes 1:11, 12; Galaterne 6:16) Peter citerede en profeti om Israel og viste at den skulle møntes på „Guds Israel“, den kristne menighed, da han sagde: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:9; 2 Mosebog 19:5, 6; Esajas 43:21; 60:2.
3. Hvilken hovedopgave har Guds Israel og ’den store skare’?
3 Peters ord viser at Guds Israels hovedopgave er at aflægge offentligt vidnesbyrd om Jehovas herlighed. Denne åndelige nation har i vor tid fået tilslutning af „en stor skare“ af vidner der også offentligt herliggør Gud. De råber med høj røst så alle kan høre det: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åbenbaringen 7:9, 10; Esajas 60:8-10) Hvad sætter Guds Israel og dets medarbejdere i stand til at fuldføre deres vidnegerning? Det gør deres tro og deres lydighed.
Falske vidner
4. Hvorfor var jøderne på Jesu tid falske vidner?
4 Man viser sin tro og lydighed ved at leve efter Guds principper. At dette er vigtigt fremgår af noget Jesus sagde om sin tids jødiske religiøse ledere. De ’havde taget sæde på Moses’ stol’ som lovlærere. De sendte endog missionærer ud for at omvende ikketroende. Alligevel sagde Jesus til dem: „I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt, og når han bliver det, gør I ham til et emne for Gehenna, dobbelt så slem som I selv.“ Disse religionsudøvere var falske vidner — arrogante, hykleriske og ukærlige. (Mattæus 23:1-12, 15) Ved en lejlighed sagde Jesus til nogle jøder: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker.“ Hvorfor sagde han dette til nogle der tilhørte Guds udvalgte folk? Fordi de undlod at give agt på det Jehovas mest fremtrædende vidne forkyndte. — Johannes 8:41, 44, 47.
5. Hvordan ved vi at kristenheden har aflagt et falsk vidnesbyrd om Gud?
5 I de århundreder der er gået siden Jesu tid, har hundreder af millioner i kristenheden hævdet at være hans disciple. De har imidlertid ikke gjort Guds vilje og vil derfor ikke blive godkendt af Jesus. (Mattæus 7:21-23; 1 Korinther 13:1-3) Kristenheden har udsendt missionærer, hvoraf mange uden tvivl har været oprigtige. Ikke desto mindre har de lært andre at tilbede en treenig gud der brænder syndere i helvede, og størsteparten af dem de har omvendt viser ingen særlige tegn på at være kristne. I det afrikanske land Rwanda har katolske missionærer for eksempel haft stor fremgang. Ikke desto mindre har katolikker i Rwanda deltaget ivrigt i den senere tids etniske krig i landet. Den frugt man kan se i denne missionsmark viser at kristenheden ikke har aflagt det rette kristne vidnesbyrd. — Mattæus 7:15-20.
Lev efter Guds principper
6. Hvorfor er den rette adfærd en vigtig del af vidnesbyrdet?
6 Når de der hævder at være kristne har en uret adfærd, bringer det skam over „sandhedens vej“. (2 Peter 2:2) Sande kristne lever efter Guds principper. De hverken stjæler, lyver, bedrager eller begår umoralitet. (Romerne 2:22) De slår afgjort heller ikke deres næste ihjel. Kristne ægtemænd tager sig kærligt af deres familie. Kristne hustruer støtter respektfuldt deres mands ledelse. Kristne forældre opdrager deres børn til at blive ansvarsbevidste kristne som voksne. (Efeserne 5:21–6:4) Vi er ganske vist alle ufuldkomne og begår fejl. Men sande kristne respekterer Bibelens normer og gør en ihærdig indsats for at følge dem. Det lægger andre mærke til, og derved aflægges der et godt vidnesbyrd. Det sker at nogle der tidligere har været modstandere af sandheden, har iagttaget en kristens gode adfærd og har ændret indstilling. — 1 Peter 2:12, 15; 3:1.
7. Hvor vigtigt er det at kristne elsker hinanden?
7 Jesus pegede på et vigtigt aspekt ved den kristne adfærd da han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Satans verden er kendetegnet af ’uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed, misundelse, mord, strid, svig, ondsindethed’. Mange er „sladderagtige, bagtalere, gudshadere, uforskammede, hovmodige, pralende, opfindsomme med hensyn til at gøre fortræd, ulydige mod forældre“. (Romerne 1:29, 30) I et sådant miljø vil en verdensomspændende organisation der er kendetegnet af kærlighed være et magtfuldt vidnesbyrd om Guds ånds virke. Jehovas Vidner udgør en sådan organisation. — 1 Peter 2:17.
Sande vidner studerer Bibelen
8, 9. (a) Hvordan blev salmisten styrket ved at studere Guds lov og grunde over den? (b) Hvordan vil bibelstudium og meditation styrke os til at fortsætte med at vidne?
8 For at kunne aflægge et godt vidnesbyrd må kristne kende og elske Jehovas retfærdige principper og virkelig hade verdens fordærv. (Salme 97:10) Verden gør en ihærdig indsats for at fremme sin tankegang, og den ånd der præger verden kan være vanskelig at modstå. (Efeserne 2:1-3; 1 Johannes 2:15, 16) Hvad kan hjælpe os til at bevare den rette indstilling? Det kan et regelmæssigt og meningsfyldt bibelstudium. Den der skrev Salme 119 gentog mange gange at han elskede Jehovas lov. Han læste og grundede over den „dagen lang“. (Salme 119:92, 93, 97-105) Derfor kunne han skrive: „Falskhed hader, ja, afskyr jeg. Din lov elsker jeg.“ Desuden tilskyndede hans dybe kærlighed ham til handling. Han sagde: „Syv gange om dagen har jeg lovsunget dig for dine retfærdige domme.“ — Salme 119:163, 164.
9 Når vi regelmæssigt studerer og grunder over Guds ord, vil det også påvirke vort hjerte og bevæge os til ofte, „syv gange om dagen“, at lovsynge Jehova eller vidne om ham. (Romerne 10:10) Den der nedskrev den første salme siger også at den der regelmæssigt grunder over Jehovas ord „skal blive som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes“. (Salme 1:3) Apostelen Paulus viste også kraften i Guds ord da han skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.
10. Hvad er tydeligt når man betragter Jehovas folk her i de sidste dage?
10 Den hast hvormed antallet af sande tilbedere vokser her i det 20. århundrede, vidner om at Jehova velsigner arbejdet. Som gruppe betragtet har disse nutidige vidner for Guds suverænitet opdyrket kærlighed til Jehovas love i deres hjerte. De har ligesom salmisten lyst til at adlyde Jehovas love og trofast vidne om hans herlighed „dag og nat“. — Åbenbaringen 7:15.
Jehovas vældige gerninger
11, 12. Hvilket formål tjente de mirakler Jesus og hans disciple udførte?
11 I det første århundrede satte den hellige ånd trofaste kristne vidner i stand til at udføre mirakler, hvilket var et stærkt bevis for at deres vidnesbyrd var sandt. Da Johannes Døber sad fængslet, sendte han sine disciple hen for at spørge Jesus: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“ Jesus svarede ikke direkte, men sagde i stedet: „Gå blot og meddel Johannes hvad I hører og ser: Blinde ser igen og halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst og fattige får den gode nyhed forkyndt; og lykkelig er den som ikke i mig finder nogen årsag til snublen og fald.“ (Mattæus 11:3-6) Disse kraftige gerninger var for Johannes et vidnesbyrd om at Jesus virkelig var ’den der skulle komme’. — Apostelgerninger 2:22.
12 Også nogle af Jesu disciple helbredte syge og oprejste døde. (Apostelgerninger 5:15, 16; 20:9-12) Disse mirakler var som et vidnesbyrd fra Gud selv. (Hebræerne 2:4) De viste desuden Jehovas almagt. Det er sandt at Satan, „verdens hersker“, er i stand til at forårsage død. (Johannes 14:30; Hebræerne 2:14) Men da Peter oprejste den trofaste kvinde Dorkas fra de døde, kunne han kun gøre det ved hjælp af kraften fra Jehova, da han er den eneste der kan give mennesker livet igen. — Salme 16:10; 36:9; Apostelgerninger 2:25-27; 9:36-43.
13. (a) Hvordan er Bibelens mirakler stadig et vidnesbyrd om Jehovas magt? (b) Hvordan vidner profetiernes opfyldelse om Jehovas guddommelighed?
13 I dag finder der ikke længere sådanne mirakler sted. De har tjent deres hensigt. (1 Korinther 13:8) Beretningerne herom findes dog stadig i Bibelen, og mange var vidne til disse mirakler. Når kristne i dag henviser til disse historiske beretninger, er de stadig med til at aflægge et vældigt vidnesbyrd om Jehovas magt. (1 Korinther 15:3-6) På Esajas’ tid pegede Jehova desuden på at hans nøjagtige profetier er et stærkt bevis for at han er den sande Gud. (Esajas 46:8-11) Mange af de profetier der er inspireret af Gud får deres opfyldelse i dag, og flere af dem opfyldes på den kristne menighed. (Esajas 60:8-10; Daniel 12:6-12; Malakias 3:17, 18; Mattæus 24:9; Åbenbaringen 11:1-13) Foruden at opfyldelsen af disse profetier er et vidnesbyrd om at vi lever i „de sidste dage“, viser de at Jehova er den eneste sande Gud. — 2 Timoteus 3:1.
14. Hvordan er Jehovas Vidners historie i nyere tid et magtfuldt vidnesbyrd om at Jehova er den suveræne Herre?
14 Jehova gør stadig store og underfulde ting for sit folk. Jehovas ånd medvirker til at der bliver kastet større lys over sandheden i Bibelen. (Salme 86:10; Åbenbaringen 4:5, 6) Den store vækst der finder sted rundt om i verden, vidner om at Jehova ’fremskynder det når tiden er inde til det’. (Esajas 60:22) Når der her i de sidste dage er udbrudt voldsom forfølgelse i det ene land efter det andet, har Jehovas folk modigt kunne holde ud fordi han har styrket det ved hjælp af sin hellige ånd. (Salme 18:1, 2, 17, 18; 2 Korinther 1:8-10) Jehovas Vidners historie i nyere tid er således et magtfuldt vidnesbyrd om at Jehova er den suveræne Herre. — Zakarias 4:6.
Den gode nyhed skal forkyndes
15. Hvilket stort vidnesbyrd skulle aflægges af den kristne menighed?
15 Jehova udpegede Israel til at være sit vidne over for nationerne. (Esajas 43:10) Gud befalede imidlertid kun nogle få israelitter at forkynde for ikkeisraelitter, og dette skete normalt for at bekendtgøre Jehovas domme. (Jeremias 1:5; Jonas 1:1, 2) Profetier i De Hebraiske Skrifter viser ikke desto mindre at Jehova en dag i stor målestok ville vende sin opmærksomhed mod nationerne, og det har han gjort gennem det åndelige Guds Israel. (Esajas 2:2-4; 62:2) Før Jesus steg til himmelen gav han sine disciple følgende befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ (Mattæus 28:19) Mens Jesus koncentrerede sig om at forkynde for „de bortkomne får af Israels hus“, blev hans disciple sendt ud til „alle nationerne“, ja, „til jordens fjerneste egne“. (Mattæus 15:24; Apostelgerninger 1:8) Det kristne vidnesbyrd skulle høres af alle mennesker.
16. Hvilken opgave udførte den kristne menighed i det første århundrede, og i hvilket omfang?
16 Paulus var udmærket klar over dette. Omkring år 61 e.v.t. kunne han sige at den gode nyhed „bærer frugt og vokser i hele verden“. Den gode nyhed blev ikke blot forkyndt for en enkelt nation eller en enkelt sekt, som for eksempel dem der gav sig af med „engletilbedelse“. Den blev derimod åbent forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:6, 23; 2:13, 14, 16-18) Guds Israel i det første århundrede fuldførte sin opgave med ’vidt og bredt at forkynde hans dyder som havde kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. — 1 Peter 2:9.
17. Hvordan fortsætter Mattæus 24:14 med at blive opfyldt i stort omfang?
17 Dette forkyndelsesarbejde i det første århundrede var blot en forsmag på det der ville blive udrettet i de sidste dage. Det var især med henblik på vor tid at Jesus sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Er denne profeti gået i opfyldelse? Så afgjort. Fra en ringe begyndelse i 1919 er forkyndelsen af den gode nyhed i dag nået ud til over 230 lande. Der er blevet aflagt vidnesbyrd i det kolde nord og i de hede troper. Der forkyndes på store kontinenter, og fjerntliggende øer besøges så der kan blive aflagt et vidnesbyrd for indbyggerne. Selv når der er krig, som for eksempel i Bosnien-Hercegovina, forkyndes den gode nyhed fortsat. Ligesom i det første århundrede bærer forkyndelsen frugt „i hele verden“. Den gode nyhed forkyndes åbent „blandt al skabningen under himmelen“. Med hvilket resultat? For det første er de resterende af Guds Israel blevet indsamlet fra „hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“. For det andet er millioner af mennesker der tilhører ’den store skare’ blevet indsamlet blandt „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åbenbaringen 5:9; 7:9) Mattæus 24:14 fortsætter med at blive opfyldt i stort omfang.
18. Hvad udrettes blandt andet ved den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed?
18 Den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed er med til at bevise at Jesu nærværelse som Konge er begyndt. (Mattæus 24:3) Desuden er det hovedsagelig gennem forkyndelsen at „jordens høst“ indsamles, eftersom forkyndelsen henleder folks opmærksomhed på det eneste virkelige håb for menneskeheden, nemlig Jehovas rige. (Åbenbaringen 14:15, 16) Eftersom det kun er sande kristne der deltager i forkyndelsen af den gode nyhed, hjælper dette vigtige arbejde os til at skelne de sande kristne fra de falske. (Malakias 3:18) Forkyndelsen er desuden til frelse både for dem der forkynder og for dem der reagerer positivt på forkyndelsen. (1 Timoteus 4:16) Det vigtigste er dog at forkyndelsen af den gode nyhed priser og ærer Jehova Gud, der har befalet at dette arbejde skal udføres og som støtter dem der udfører det og får arbejdet til at bære frugt. — 2 Korinther 4:7.
19. Hvad opfordres alle kristne til nu hvor de er gået ind i et nyt tjenesteår?
19 Apostelen Paulus følte sig bevæget til at sige: „Ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ (1 Korinther 9:16) Kristne i dag føler det på samme måde. Det er en stor forret at være „Guds medarbejdere“ og lade sandhedens lys skinne i en formørket verden. (1 Korinther 3:9; Esajas 60:2, 3) Det arbejde der havde en ringe begyndelse i 1919, har nu nået et forbløffende omfang. I dag forkynder omkring fem millioner kristne om Guds suverænitet, og de bruger over en milliard timer om året på at bringe frelsesbudskabet ud til andre. Det er en stor glæde at have en andel i dette arbejdet med at hellige Jehovas navn. Lad os nu da vi er begyndt på tjenesteåret 1996 være besluttede på ikke at sætte tempoet ned. Lad os i stedet, mere end nogen sinde, følge den opfordring Paulus gav Timoteus: „Forkynd ordet, vær på færde.“ (2 Timoteus 4:2) Samtidig beder vi inderligt om at Jehova fortsat vil velsigne vort arbejde.
Husker du?
◻ Hvem erstattede Israel som Jehovas „vidne“ for nationerne?
◻ Hvordan bidrager en kristen adfærd til at der aflægges et vidnesbyrd?
◻ Hvorfor er det vigtigt at et kristent vidne studerer Bibelen og grunder over den?
◻ Hvordan er Jehovas Vidners historie i nyere tid et vidnesbyrd om at Jehova er den sande Gud?
◻ Hvad udrettes der ved at den gode nyhed forkyndes?
[Illustration på side 15]
Den gode nyhed forkyndes nu ikke kun i et begrænset omfang, men „blandt al skabningen under himmelen“