Riget skal forkyndes i vor tid

7. Hvad sagde Jesus om et forkyndelsesarbejde der skulle udføres ved „afslutningen på tingenes ordning“?

⁷ I Jesu profeti om de begivenheder der skulle finde sted ved „afslutningen på tingenes ordning“ sagde han: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:3, 14) I Markus 13:10 gengives hans ord på denne måde: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ — Se også Åbenbaringen 14:6, 7.

8. (a) Hvad omfattede den gode nyhed på apostlenes tid? (b) Hvad omfatter den gode nyhed i dag?

⁸ Nu i „de sidste dage“ omfatter den gode nyhed om Riget mere end den gjorde på Jesu tid. Han forkyndte at Riget var kommet nær og henledte folks opmærksomhed på at han var iblandt dem som Messias og Konge. (2 Timoteus 3:1; Mattæus 4:17; Lukas 17:21) De første kristne forkyndte en god nyhed som omfattede Jesu opstandelse og himmelfart, og den tilskyndede de ydmyge til at sætte deres håb til det kommende rige. (Apostelgerninger 2:22-24, 32; 3:19-21; 17:2, 3; 26:23; 28:23, 31) Nu da vi lever under „afslutningen på tingenes ordning“ indbefatter forkyndelsen af den gode nyhed det forbløffende budskab at Riget er blevet oprettet i himmelen. — Åbenbaringen 11:15-18; 12:10.

Hvem vil forkynde den gode nyhed?

9. (a) Hvordan vil nogle måske argumentere for at ikke alle kristne i dag har pligt til at forkynde den gode nyhed? (b) Hvem lod Jehova forkynde sit ord i fortiden, og hvad betyder det for os i dag?

⁹ Hvem bør være med til at forkynde i dag? I kristenheden føler man åbenbart ikke at alle er forpligtet til det, og det er da også sandt at da Jesus sagde at den gode nyhed skulle forkyndes, nævnte han ikke hvem der skulle udføre arbejdet. Men hvem skulle Jehova benytte til et sådant arbejde andre end dem der tror på hans ord og lever efter det? Da Jehova på Noas tid besluttede at advare den onde menneskehed om den kommende ødelæggelse, gjorde han brug af en mand som „vandrede med den sande Gud“. (1 Mosebog 6:9, 13, 14; 2 Peter 2:5) Da han ønskede at nogle profetiske budskaber skulle fremholdes for Israel, sendte han „sine tjenere profeterne“. (Jeremias 7:25; Amos 3:7, 8) Israel var en nation af vidner for ham. (2 Mosebog 19:5, 6; Esajas 43:10-12) Ja, Jehova benytter sine indviede tjenere som sine vidner.

10. Hvordan viser formuleringen af Mattæus 28:19, 20 at befalingen til at gøre disciple gælder alle kristne?

¹⁰ Nogle har indvendt at den befaling til at gøre disciple som gives i Mattæus 28:19, 20, kun var rettet til apostlene og derfor ikke gælder kristne i almindelighed. Men læg mærke til hvad Jesus sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ Jesu disciple skulle lære andre at holde alt det han havde befalet dem. Og en af de befalinger han havde givet dem drejede sig om at de skulle ’gå ud og gøre disciple’. Alle de nye disciple skulle naturligvis også lære at holde netop denne befaling.

11. (a) Hvilken forpligtelse påhvilede den kristne menighed i det første århundrede? (b) Hvad er en betingelse for at man kan blive frelst, og hvad indbefatter dette?

¹¹ Den kristne menighed i det første århundrede blev kaldt ’Guds folk til at være en særlig ejendom, for at de vidt og bredt skulle forkynde hans dyder, han som havde kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. (1 Peter 2:9) Denne menigheds medlemmer forkyndte nidkært om Guds rige. (Apostelgerninger 8:4, 12) Paulus skrev til alle de „hellige“, de salvede kristne, i Rom at man „med munden bekender . . . offentligt til frelse“ og at „enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst“. (Romerne 1:7; 10:9, 10, 13) Denne offentlige bekendelse til frelse foretager man ved sin dåb, men den omfatter også offentlig forkyndelse af den gode nyhed om Jehovas rige.

12, 13. (a) Hvad omfatter „den offentlige bekendelse af vort håb“ som omtales i Hebræerbrevet 10:23? (b) Hvordan viser Salme 96 at den gode nyhed skal forkyndes uden for menigheden, og hvordan bekræftes dette i Åbenbaringen 7:9, 10?

¹² Apostelen Paulus skrev til de kristne hebræere: „Lad os uden vaklen holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb, for trofast er han som gav løftet.“ (Hebræerne 10:23) Den offentlige bekendelse er ikke begrænset til menighedens møder. (Salme 40:9, 10) I Salme 96:2, 3, 10 finder vi en tydelig profetisk befaling til at forkynde uden for menigheden, blandt nationerne: „Fortæl dag efter dag den gode nyhed om hans frelse. Forkynd om hans herlighed blandt nationerne, om hans undere blandt alle folkeslagene. Sig blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge.’“ Ja, i Mattæus 28:19, 20 og Apostelgerninger 1:8 befalede Jesus de kristne at forkynde for nationerne.

¹³ Det var denne offentlige forkyndelse Paulus hentydede til da han videre skrev til de salvede kristne hebræere: „Lad os gennem ham altid bringe Gud lovprisningsofre, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ (Hebræerne 13:15) I Åbenbaringens bog siges der at ’den store skare’ fra alle nationerne med høj røst råber: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åbenbaringen 7:9, 10) I denne periode, afslutningen på tingenes ordning, forkyndes den gode nyhed af Jehovas indviede vidner, resten af Kristi åndelige brødre, og deres medarbejdere, de symbolske får som udgør ’den store skare’. Men hvordan bør de udføre dette arbejde?

„Offentligt og fra hus til hus“

14. Hvor forkyndte Jesus, og hvilket princip kan vi udlede af det?

¹⁴ Jesus forkyndte direkte for folk. Vi læser for eksempel at han forkyndte i synagogerne. Hvorfor dér? Fordi folk samledes der på sabbatten og lyttede til at Skrifterne blev oplæst og udlagt. (Mattæus 4:23; Lukas 4:15-21) Jesus forkyndte også for folk langs vejen, ved en sø, på en bjergskråning, ved en brønd uden for en by og i folks hjem. Ja, Jesus forkyndte hvor som helst der var mennesker. — Mattæus 5:1, 2; Markus 1:29-34; 2:1-4, 13; 3:19; 4:1, 2; Lukas 5:1-3; 9:57-60; Johannes 4:4-26.

15. (a) Hvilke instruktioner gav Jesus sine disciple da han sendte dem ud at forkynde? (b) Hvordan har nogle bibelkommentatorer forklaret dette?

¹⁵ Da Jesus sendte sine disciple ud for at forkynde, sendte han dem også direkte til folk. Det fremgår af hans instruktioner til dem, som er nedskrevet i Mattæus 10:1-15, 40-42. I vers 11 siger han: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det, og dér skal I blive indtil I tager videre.“ Rosenørn-Lehns oversættelse siger i dette vers: „I [skal] spørge jer for, hvem der paa det Sted er værdig,“ som om disciplene skulle spørge en fremtrædende eller velinformeret person i landsbyen om hvem der havde et godt ry og derfor fortjente at høre budskabet. (Se også den danske autoriserede oversættelse og Kalkars oversættelse.) Det er denne forklaring nogle bibelkommentatorer giver på Mattæus 10, vers 11.

16. Hvilken mere objektiv bedømmelse af Jesu ord i Mattæus 10:11 viser hvordan apostlene skulle finde frem til dem der fortjente det?

¹⁶ Man bør imidlertid tænke på at kun de færreste af kristenhedens teologer går fra hus til hus, og mange bibelkommentatorer er tilbøjelige til at fortolke Skrifterne ud fra deres egne erfaringer. En mere objektiv betragtning af Jesu instruktioner viser at han talte om at hans disciple skulle finde frem til de enkelte mennesker, fra hus til hus eller offentligt, og fremholde budskabet om Riget for dem. (Mattæus 10:7) Deres reaktion ville så vise om de fortjente det eller ikke. — Mattæus 10:12-15.

17. Hvad viser at disciplene ikke blot besøgte mennesker som fortjente det, mennesker de i forvejen havde en aftale med eller som andre havde opfordret dem til at besøge?

¹⁷ Dette fremgår af Jesu ord i Mattæus 10:14: „Hvor man ikke tager imod jer eller hører på jeres ord, dér skal I gå ud af det hus eller den by og ryste støvet af jeres fødder.“ Jesus talte om at hans disciple uopfordret skulle besøge folk for at forkynde for dem. De kunne ganske vist også tage imod tilbud om logi hos en af de husstande der reagerede positivt på budskabet. (Mattæus 10:11) Men forkyndelsen var det vigtigste. I Lukas 9:6 står der: „Så tog de ud og gennemgik distriktet fra landsby til landsby, idet de overalt forkyndte den gode nyhed og kurerede folk.“ (Se også Lukas 10:8, 9.) De retsindige som modtog disciplene i deres hjem som profeter og måske gav dem „et bæger koldt vand“ eller endda logi, ville ikke gå glip af deres belønning. De ville få budskabet om Riget at høre. — Mattæus 10:40-42.

18, 19. (a) Hvordan udførte de første kristne deres forkyndelse ifølge Apostelgerninger 5:42? (b) Hvordan viser Paulus’ ord i Apostelgerninger 20:20, 21 at han talte om forkyndelse for ikketroende, og ikke om hyrdebesøg blandt menighedens medlemmer?

¹⁸ Efter den kristne menigheds grundlæggelse siges der om apostlene: „Hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ (Apostelgerninger 5:42; se fodnoten i den engelske studieudgave af Ny Verden-oversættelsen.) Det græske udtryk der oversættes med „fra hus til hus“ er kat’ oiʹkon. Kataʹ står i distributiv (fordelende) form. Man kan således sige at disciplenes forkyndelse blev fordelt fra hus til hus. Det var ikke blot forud aftalte, selskabelige besøg de aflagde. En tilsvarende anvendelse af kataʹ findes i Lukas 8:1 i udtrykket „fra by til by og fra landsby til landsby“.

¹⁹ Det samme udtryk i flertal, kat’ oiʹkous, bruges af apostelen Paulus i Apostelgerninger 20:20. Han sagde: „Jeg . . . holdt mig [ikke] tilbage fra at . . . undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ Udtrykket „fra hus til hus“ gengives i nogle oversættelser med „i hjemmene“. Nogle af kristenhedens bibelkommentatorer mener derfor at Paulus her hentydede til hyrdebesøg i de troendes hjem. Men Paulus’ næste ord viser at han talte om en forkyndelse for ikketroende, for han sagde: „Jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus.“ — Apostelgerninger 20:21.

20. (a) I hvor stor udstrækning har Jehovas vidner forkyndt den gode nyhed om riget i vor tid? (b) Hvilke spørgsmål stiller nogle måske angående forkyndelsen?

²⁰ Det er derfor denne metode til at kontakte folk der bør benyttes i vor tid hvor „denne gode nyhed om riget“ skal forkyndes „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Mattæus 24:14) I over 65 år har Jehovas vidner nidkært forkyndt den gode nyhed om Guds oprettede rige offentligt og fra hus til hus — nu i 210 lande. Der aflægges et vældigt vidnesbyrd! Og dette på trods af at de fleste i dag hører budskabet „modvilligt“, nogle endda med irritation. (Mattæus 13:15)

Bliv ved med at forkynde om Riget

„Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — MATTÆUS 24:14.

1, 2. (a) Hvad er dette århundredes vigtigste arbejde, og i hvilken udstrækning udføres det? (b) Hvad viser at Jehova velsigner dette arbejde?

FORKYNDELSEN af den gode nyhed om Guds rige er dette århundredes vigtigste arbejde. Den almægtige Gud ønsker at der skal forkyndes nu, og det sker som en opfyldelse af hans profetiske ord. Vor holdning til dette arbejde vil være afgørende for vor evige skæbne. — 1 Korinther 9:16, 23.

² Det er dejligt at se at flere og flere får en andel i forkyndelsen, så der nu er over tre millioner der deltager i dette arbejde. Flere end nogen sinde begynder i heltidstjenesten, og mange interesserede tager imod et bibelstudium og bestræber sig for at lære at gøre Guds vilje.

3. Hvorfor mener nogle måske at det ikke er nødvendigt at blive ved med at forkynde den gode nyhed?

³ Fra tid til anden sker det imidlertid at nogle ’giver op med hensyn til at gøre det der er rigtigt’ og ’bliver trætte’ af at forkynde. (Galaterne 6:9; Hebræerne 12:3) De siger måske at den gode nyhed allerede er blevet grundigt forkyndt i deres distrikt og at folk har taget standpunkt og nu blot bliver irriterede når vi besøger dem. Når man forkynder i distriktet får man kun få eller slet ingen resultater. De mener måske derfor at arbejdet stort set er fuldført og at der ikke er nogen grund til at fortsætte. Men hvad er der i vejen med dette ræsonnement?

Hvorfor blive ved?

4. Hvad bør tilskynde os til at blive ved med at forkynde, selv i distrikter hvor vi ikke opnår de store resultater?

⁴ Først og fremmest bør det ikke være folks reaktion der afgør om vi holder trofast ud i forkyndelsen. Jeremias forkyndte i 40 år i Jerusalem skønt meget få lyttede til ham og mange modstod ham med vold. Hvorfor blev han ved? Fordi Jehova havde befalet ham at udføre dette arbejde og fordi hans profetiske viden om hvad der ville ske med Jerusalem tvang ham til at blive ved med at tale. (Jeremias 1:17-19) Han sagde: „I mit hjerte blev det som en brændende ild lukket inde i mine knogler; og jeg blev træt af at holde igen, og jeg var ude af stand til at udholde det.“ (Jeremias 20:7-10) Vi er i samme situation. Det er Jehova der gennem Jesus Kristus har befalet at ’den gode nyhed’ skal forkyndes på hele den beboede jord. (Mattæus 24:14) Når folk ikke vil lytte, giver det os lejlighed til at vise dybden af vor kærlighed til og hengivenhed for Jehova ved at vi bliver ved med at gøre det rette. (1 Johannes 5:3) Hvordan kan vi desuden lade være med at advare vore medmennesker når vi tænker over hvad den nærmeste fremtid vil indebære for dem? — 2 Timoteus 4:2.

5. (a) Af hvilken anden grund bør vi holde ud i forkyndelsen? (b) I hvilken forstand danner forkyndelsen et grundlag for dom?

⁵ Det var i virkeligheden et domsbudskab Jeremias forkyndte. Ingen af dem der døde eller blev ført i trældom i år 607 f.v.t. da Jerusalem faldt, kunne hævde at de ikke vidste hvad det var der skete. I omtrent 40 år havde Jeremias advaret dem om at det ville gå netop sådan hvis de fortsat var opsætsige mod Jehova. (Jævnfør Ezekiel 2:5.) I vor tid danner forkyndelsen af den gode nyhed „til et vidnesbyrd for alle nationerne“ et tilsvarende grundlag for dom. Det påpegede apostelen Paulus da han skrev at Kristus Jesus vil bringe hævn over „dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. (2 Thessaloniker 1:8, 9) Folk vil blive dømt efter deres reaktion på den gode nyhed. Derfor er det nødvendigt at budskabet bliver forkyndt højt og tydeligt, lige til enden. (Åbenbaringen 14:6, 7) Intet bør hindre os i at bringe dette livsvigtige budskab ud til folk ved enhver lejlighed. Dette pålægger alle Jehovas indviede tjenere et stort ansvar.

6. Hvorfor skal vi blive ved med at forkynde når de fleste kender budskabet?

⁶ Sandt nok er den gode nyhed måske blevet forkyndt længe og grundigt der hvor vi bor, men der sker så meget i verden at selv om mange har hørt vort budskab, ville de snart glemme det hvis vi holdt op med at forkynde. Tænk over hvor mange revolutioner, terroraktioner, strejker, skandaler og lignende der ustandselig omtales i medierne. Desuden er der mange former for underholdning og adspredelse som kan distrahere folk. Derfor er det nødvendigt at vi bliver ved med at forkynde budskabet, så de ikke glemmer det på grund af alt det andet der lægger beslag på deres opmærksomhed.

7. Hvordan svarer manges reaktion i dag til israelitternes på Esajas’ tid, og hvorfor bør dette ikke afholde os fra at forkynde?

⁷ Når mange er ligegyldige over for budskabet, kan vi tænke på hvilken indstilling der prægede de mennesker som profeten Esajas skulle forkynde for. Jehova sagde til ham: „Det er et opsætsigt folk, usandfærdige sønner, sønner som ikke har villet høre Jehovas lov, som har sagt til dem der ser: ’I må ikke se,’ og til seerne: ’I må ikke se ærlige syner for os. Tal til os med glatte ord; se bedragende syner. Vig bort fra vejen; bøj af fra stien. Få for vores skyld Israels Hellige til at holde inde.’“ Alligevel sagde Esajas trofast til folket: „Jehova er den retfærdige doms Gud. Lykkelige er alle der nærer forventning til ham.“ (Esajas 30:9-11, 18) Vi bør gøre det samme. Hvis vi blot holder ud, vil vort budskab altid finde grobund hos nogle mennesker. Nogle vil lytte, og andre vil ikke. Men de vil alle have mulighed for det.

’Hvordan kan man høre?’

8. Hvad kan få folk som tilsyneladende har taget standpunkt imod sandheden, til at ændre holdning?

⁸ Vi føler måske at folk i et bestemt distrikt allerede har taget et afgjort standpunkt og er besluttede på at afvise budskabet eller endda modstå det. Men husk at folks situation hele tiden ændrer sig. I morgen, i næste uge eller i næste måned står de måske over for et nyt problem eller en ny situation der gør dem modtagelige for sandheden. Måske hører de om foruroligende begivenheder i verden eller de bliver ramt af økonomisk modgang, sygdom eller et dødsfald i familien. Det kan få dem til at vågne op og spekulere over årsagen til at de har det så svært. Hvis vi bliver ved med at forkynde, vil de vide hvor de skal henvende sig for at finde svaret.

9. Hvordan kan vort arbejde sammenlignes med det arbejde der udføres af et redningsmandskab efter en katastrofe?

⁹ Vi er faktisk i samme situation som redningsfolkene i et katastrofeområde, for eksempel efter et jordskælv. Nogle der arbejder i et område hvor der ikke er særlig mange overlevende at finde, vil ikke holde op blot fordi andre finder flere overlevende i et andet område. Nej, alle redningsfolkene vil utrætteligt blive ved med at lede, selv om der ikke synes at være flere overlevende i det område de har fået tildelt. Og fra tid til anden finder de måske alligevel endnu en overlevende. Redningsaktionen afblæses først når der er gået så lang tid at man med sikkerhed kan sige at alt håb er ude. Vor redningsaktion er endnu ikke blevet afblæst; vi finder stadig i tusindvis af mennesker som ønsker at blive frelst fra denne gamle verden og at overleve „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:9, 14) Selv i områder der er blevet grundigt gennemarbejdet og hvor kun de færreste viser interesse, får vi stadig resultater. Men det er ikke den eneste grund til at vi skal blive ved med at forkynde.

10. Hvad er, ifølge Romerbrevet 10:13, 14, en betingelse for at folk kan vide hvor de skal henvende sig hvis de ønsker at finde sandheden?

¹⁰ Folk må til stadighed mindes om „at enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst“. Men som Paulus videre skriver i sit brev til romerne: „Hvordan kan man påkalde ham som man ikke har fået tro på? Og hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ (Romerne 10:13, 14) Disse ord bør minde os alle om at det er nødvendigt at vi bliver ved med at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

11. Hvilken ny generation viser sig, og hvilket ansvar har vi over for den?

¹¹ Efterhånden som vi kommer længere hen på endens tid vokser nye generationer op og må tage stilling. Mange af disse unge har ikke tidligere lyttet til sandheden. Deres forældre har måske afvist budskabet eller endda talt nedsættende om det. Men efterhånden som disse unge vokser op, begynder de at tænke alvorligt over verdensforholdene, fremtiden og hensigten med livet. Også de må påkalde Jehovas navn for at blive frelst. Men ’hvordan kan de få tro på ham som de ikke har hørt om?’ (Romerne 10:14) Mange af disse unge vil tage imod sandheden — hvis vi finder frem til dem og forkynder for dem.

12. I hvilken forstand er det et udtryk for Jehovas barmhjertighed at vi bliver ved med at forkynde?

¹² Det er et udtryk for Jehovas barmhjertighed at forkyndelsen endnu ikke er blevet standset. Apostelen Peter skrev: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring. Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse.“ (2 Peter 3:9, 15) Jehova lader ikke blot sit ønske om at alle slags mennesker skal blive frelst komme til udtryk ved at han tålmodigt lader tiden gå før han fælder dom, men også ved at han hele tiden appellerer til mennesker om at vende om til ham og blive frelst. (1 Timoteus 2:4) Når vi bliver ved med at forkynde den gode nyhed, henleder vi folks opmærksomhed på Guds barmhjertighed, og derved priser vi ham.

Undgå blodskyld

13, 14. (a) Hvordan kan vor forkyndelse sammenlignes med en vægtergerning, som omtalt i Ezekiels profeti? (b) Hvorfor kunne Paulus sige at han var „ren for alles blod“, og hvad er en betingelse for at Jehovas vidner i dag kan sige det samme?

¹³ Jehovas indviede vidners ansvar for at advare folk om Guds kommende dom kan sammenlignes med det ansvar der var pålagt Ezekiel. Ezekiel var sat som vægter over Israels hus, og han havde den opgave at advare israelitterne om at de ville dø hvis de ikke vendte om fra deres onde veje. Hvis han, som vægter, ikke lod advarselen lyde ville de onde dø, men deres blod ville komme over den forsømmelige vægters hoved. Jehova har givet udtryk for hvordan han selv ser på det at fælde dom: „Jeg finder ikke behag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin vej og bliver i live. Vend om, vend om fra jeres onde veje, hvorfor vil I dø, Israels hus?“ — Ezekiel 33:1-11.

¹⁴ Apostelen Paulus erkendte også at han havde et ansvar som vægter. Til de ældste fra Efesus sagde han: „Jeg [kalder] jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod.“ Hvordan kunne han sige det? Han fortsatte: „For jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds beslutning.“ (Apostelgerninger 20:26, 27) Det samme gør sig gældende for vægterskaren i dag, resten af Jesu Kristi salvede disciple. Hverken de eller deres over tre millioner medarbejdere, som har håb om at overleve afslutningen på denne tingenes ordning og opnå evigt liv på jorden, må nogen sinde holde op med at forkynde den gode nyhed om Kristi rige eller med at advare om eksekveringen af hans dom. Gør de det, vil de pådrage sig blodskyld.

15. Hvem blev i profetien i Ezekiel, kapitel 9, mærket i panden, og hvem udførte dette mærkningsarbejde?

¹⁵ Vore dages forkyndelse beskrives profetisk i Ezekiel, kapitel 9. Det siges her at Jehova havde besluttet at fælde dom over byen Jerusalem. Før denne dom blev eksekveret fik en mand klædt i linned og med et skrivesæt ved hoften besked på at gå gennem byen og sætte et mærke i panden på alle dem der sukkede over de vederstyggeligheder som blev øvet der. Når denne mærkning var fuldført ville alle i byen blive dræbt, undtagen dem der var mærket til overlevelse. Da den linnedklædte mand havde fuldført sin opgave, kunne han sige: „Jeg har gjort som du bød mig.“ (Ezekiel 9:11) Ja, han fuldførte trofast den opgave der var blevet ham pålagt.

16. (a) Hvem symboliserer manden der var klædt i linned? (b) Hvordan bør hævdelsen af Jehovas suverænitet tilskynde os til at blive ved med at forkynde?

¹⁶ Manden der var klædt i linned symboliserer den salvede rest af Kristi disciple; og ’en stor skare’ af „andre får“ er deres medarbejdere. Ligesom på Ezekiels tid er hævdelsen af Jehovas suverænitet i dag det vigtigste af alt. Om afslutningen på denne onde tingenes ordning ved krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, har Jehova sagt: „Nationerne skal vide at jeg er Jehova.“ (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16; Ezekiel 39:7) Hvis nationerne skal vide dette, er det bydende nødvendigt at Jehovas tjenere på jorden fortsat forkynder hans navn og hensigt som et vidnesbyrd for alle nationerne.

17, 18. (a) Hvordan kan vor fortsatte forkyndelse hjælpe os til at holde os vågne? (b) Hvad ønsker vi alle at kunne sige til Jehova når han standser forkyndelsen, og hvad er en betingelse for at vi kan sige det?

¹⁷ Hvis vi bliver ved med at forkynde den gode nyhed om riget, kan det også hjælpe os selv til at bevare vor årvågenhed. Vi holder os hele tiden betydningen af Jehovas navn og hensigt for øje. Hvis vi slækker på vor indsats kunne vort håb om Riget blegne og vi kunne blive revet med af ’dette livs bekymringer, rigdom og sanselige nydelser, og intet bringe til fuldendelse’. (Lukas 8:14) Hvis vi nidkært holder ud med hensyn til at forkynde „den gode nyhed“ følger vi trofast vor Herres, Jesu Kristi, befaling: „Vær agtpågivende, våg, for I ved ikke hvornår den fastsatte tid er inde. Men hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“ — Markus 13:10, 33, 37.

¹⁸ Lad os da alle blive ved med at søge efter ’dem der sukker’ så længe Jehova giver os tid til det. Måtte vi alle, både den salvede rest og ’de andre får’, trofast fuldføre vor opgave og forkynde den gode nyhed om Riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. (Mattæus 24:14) Og når Jehova standser dette arbejde ved at lade „den store trængsel“ begynde, måtte hver eneste af os da kunne sige til Jehova: ’Vi har gjort som du bød os.