Inden der er gået tre måneder, marcherer den romerske landshøvding i Syrien, Cestius Gallus, sydpå med 30.000 mand for at slå jødernes opstand ned. Hans hær når frem til Jerusalem under løvhyttefesten, og den trænger hurtigt gennem forstadskvartererne. Zeloterne, der er i undertal, søger tilflugt inde bag templets mure. Inden længe begynder de romerske soldater at underminere tempelmuren. Jøderne er rædselsslagne. Tænk, hedenske soldater er i færd med at besudle jødedommens helligste sted! De kristne i byen husker nu hvad Jesus sagde: ’Når I får øje på afskyeligheden der står på et helligt sted, så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene.’ (Mattæus 24:15, 16) Vil de tro på Jesu profeti og føle sig tilskyndet til at handle i overensstemmelse med hans ord? Som det viser sig, afhænger deres liv af at de gør det. Men hvordan skal de kunne flygte?

Pludselig og tilsyneladende uden grund trækker Cestius Gallus sine tropper tilbage, og de marcherer mod kysten skarpt forfulgt af zeloterne. Trængselen over byen er overraskende nok blevet afkortet. De kristne viser at de tror på Jesu profetiske advarsel ved at flygte fra Jerusalem til Pella, en neutral by i bjergene på den anden side af Jordanfloden. Det er i rette tid de flygter, for kort tid efter vender zeloterne tilbage til Jerusalem og tvinger de tilbageblevne indbyggere til at slutte sig til dem i deres oprør.a I mellemtiden afventer de kristne, som befinder sig i sikkerhed i Pella, begivenhedernes videre udvikling.