SALT
Natriumklorid (NaCl), det hvide, krystallinske mineral der også kaldes kogsalt eller køkkensalt. I jordens undergrund findes store, flere hundrede meter tykke aflejringer af bjergsalt. Verdenshavene indeholder ca. 3,5 procent salte, hvoraf størstedelen er natriumklorid. Det lyder måske ikke af meget, men en kubikkilometer havvand indeholder alligevel næsten 27 millioner tons salt. Det Døde Hav (Salthavet) i Palæstina er omkring ni gange så salt. (1Mo 14:3) Salt var let tilgængeligt for israelitterne. Ved inddampning af vand fra Det Døde Hav fik de rigelige mængder, men af dårlig kvalitet. Ved sydenden af Det Døde Hav, ikke langt fra det sted hvor Lots hustru blev til en saltstøtte, fandtes saltgruber. (1Mo 19:26; Zef 2:9) I det nordlige Palæstina kan en del af saltforsyningerne være kommet fra fønikierne, som menes at have udvundet det ved inddampning af vand fra Middelhavet.
Til trods for at jordens saltreserver er så godt som uudtømmelige, har det ikke altid været nemt at skaffe salt. Der er ført krige og udbrudt revolutioner på grund af salt. I det gamle Kina blev salt kun overgået af guld i værdi. Hustruer og børn er blevet solgt som trælle for kogsalt. Cæsars soldater fik udbetalt penge til at købe salt for; beløbet kaldtes salarium; heraf kommer det danske ord „salær“. — Jf. Ezr 4:14.
Bibelen nævner salt som en vigtig bestanddel af kosten, som noget der bruges til at sætte smag på maden med. (Job 6:6) Under Moseloven skulle alt hvad der blev ofret til Jehova på alteret, saltes, ikke af hensyn til smagen, men uden tvivl fordi salt symboliserede frihed for fordærv eller forrådnelse. (3Mo 2:11, 13; Ez 43:24) Der var øjensynlig oplagret store mængder salt på tempelområdet til dette formål. Ezra sørgede for at der var rigeligt af det til ofrene. (Ezr 6:9; 7:21, 22) Det oplyses at Antiochos III (ca. 198 f.v.t.) gav 375 medimner (ca. 20.000 l) salt til tempeltjenesten.
Salt tillægges visse helbredende, medicinske og antiseptiske egenskaber. Nyfødte blev undertiden gnedet med salt. (Ez 16:4) I begrænset mængde kan salt være nyttigt på sur jordbund eller blandet med gødning; men hvis der ophobes for meget salt i jorden, ødelægger det plantevæksten, og landet bliver goldt og ufrugtbart — som det er sket med den engang så frugtbare Eufratdal. Når en by var viet til udslettelse, blev der undertiden strøet salt på den som et udtryk for ønsket om at stedet måtte forblive øde og ufrugtbart for bestandig. — 5Mo 29:22, 23; Dom 9:45; Job 39:5, 6; Jer 17:6.
Brugt billedligt. Salt bruges ofte billedligt i Bibelen. Jesus sagde til sine disciple: „I er jordens salt,“ eftersom de havde en bevarende indflydelse på andre, idet de modvirkede åndeligt og moralsk forfald. Den gode nyhed de forkyndte, ville virke livsbevarende. Han fortsatte imidlertid med at sige: „Men hvis saltet mister sin kraft, hvordan skal det da gøres salt igen? Det duer ikke længere til andet end at blive smidt ud hvor folk kan træde på det.“ (Mt 5:13; Mr 9:50; Lu 14:34, 35) En bibelkommentator siger om Mattæus 5:13: „Det salt der bruges her i landet [De Forenede Stater], er en kemisk forbindelse — natriumklorid — og hvis det mister sin salthed eller sin kraft, bliver der intet tilbage af det. Det opløses i sine grundbestanddele. Det salt man brugte i Østen, var imidlertid urent, blandet med plantedele og jordbestanddele; det kunne derfor miste al sin salthed ved at der kun var en mængde jordbestanddele tilbage. Da duede det ikke længere til andet end, som der siges, at blive strøet ud på stier eller veje, sådan som vi bruger grus. Denne form for salt er stadig almindelig der i landet. Det forekommer i årer eller lag i jorden, og når det udsættes for solen og regnen, mister det helt sin salthed.“ — Barnes’ Notes on the New Testament, 1974.
Da salt modvirkede at noget blev fordærvet, blev det et symbol på bestandighed og stabilitet. Når pagter blev indgået, indtog parterne ofte et måltid sammen hvor de blandt andet spiste salt — som et tegn på varig loyalitet og troskab i pagtsforholdet. En „saltpagt“ var derfor en pagt der blev anset for at være meget bindende. (4Mo 18:19) Kong Abija af Judas bemærkning om at Jehova havde indgået „en saltpagt“ med David og hans sønner, betød derfor at pagten med Davids slægt om et kongedømme ville bestå for evigt. Dette kongedømme er nu overdraget til „Davids søn“ og „Davids rod“, Jesus Kristus, som vil forvalte det for evigt. — 2Kr 13:4, 5; Sl 18:50; Mt 1:1; Åb 5:5; Es 9:6, 7.
Jesus sagde: „Enhver skal saltes med ild.“ Sammenhængen viser at der er tale om at blive saltet med Gehennas ild, hvilket vil ske for alle som bringer andre til snublen og fald, eller som selv snubler og falder, det vil sige enten forårsager at andre henfalder til et liv i synd eller selv gør det. — Mr 9:42-49.
Jesus brugte derefter ordet i en anden betydning idet han videre sagde: „Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden.“ (Mr 9:50) Apostelen Paulus brugte det på lignende måde da han skrev: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kol 4:6) Vor tale og adfærd bør altid være smagfuld, sund og hensynsfuld og bør bidrage til at andre bevarer livet.