Om at blive døbt ’i nogens navn’
NÅR man studerer nogle af de tusinder af ikkereligiøse papyrusdokumenter fra gammel tid der i begyndelsen af dette århundrede blev fundet skjult i sandet i Egypten, får man ofte samtidig en større forståelse af Bibelens græske skrifter. Det sker ved at man får indblik i hvordan de forskellige ord blev brugt i fortiden, og derved bedre forstår deres betydning i Bibelen.
Et eksempel på dette er nogle af de ord Jesus benyttede over for sine disciple lige før han steg til himmelen: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ — Mattæus 28:19.
Hvad betød det når noget blev gjort ’i nogens navn’? Forskere har fundet at et lignende udtryk blev brugt når betalinger indførtes ’på nogens konto’. Det var netop denne anvendelse af udtrykket i papyrusdokumenter der fik dr. G. Adolf Deissmann, som var professor i teologi, til at sige: „Den tanke der ligger i . . . udtrykkene at døbe i Herrens navn, eller at få tro i Guds Søns navn, er at den enkelte på grund af sin dåb eller tro kommer til at tilhøre Gud eller Guds Søn.“ — Kursiveret af Deissmann.
Det er interessant at jøderne på Jesu tid brugte et lignende udtryk, som det fremgår af Theological Dictionary of the New Testament: „En proselyt omskæres . . . ’i denne proselyts navn’, hvorved han optages i jødedommen. Denne omskærelse sker . . . ’i pagtens navn’, hvorved han indlemmes i pagten.“ Der knyttes således en forbindelse, og ikkejøden bliver proselyt under pagtens myndighed.
Når den kristne, efter sin indvielse til Gud, bliver døbt, indtræder han også i et nært forhold til Jehova Gud, til hans søn, Jesus Kristus, og til den hellige ånd. Den omvendte anerkender den myndighed som disse hver især øver i hans nye liv. Lad os se hvordan dette gælder i forbindelse med hver af de tre nævnte.
Idet vi erkender Guds myndighed, nærmer vi os ham og træder ind i et nært forhold til ham. (Hebræerne 12:9; Jakob 4:7, 8) Vi bliver Guds ejendom som hans trælle, købt ved Jesu Kristi genløsningsoffer. (1 Korinther 3:23; 6:20) Apostelen Paulus skrev til de kristne i det første århundrede at de tilhørte Jesus Kristus, ikke den person der eventuelt havde bragt dem sandheden. (1 Korinther 1:12, 13; 7:23; jævnfør Mattæus 16:24.) At blive døbt i Sønnens navn indebærer at man erkender dette — det vil sige at man anerkender Jesus som „vejen og sandheden og livet“. — Johannes 14:6.
Også den hellige ånd er central i forbindelse med vort forhold til Jehova og Jesus Kristus. Når vi døbes i den hellige ånds navn viser vi at vi forstår hvordan Gud bruger sin ånd i den måde hvorpå han tager sig af os. Vi går ind på at følge åndens ledelse og ikke se bort fra den eller handle i modstrid med den, så vi blokerer for dens virke i os. (Efeserne 4:30; 1 Thessaloniker 5:19) At ånden ikke er en person gør det ikke vanskeligere at forstå dens betydning eller virke — lige så lidt som udtrykket „i pagtens navn“ i forbindelse med jødedommen var vanskeligt at forstå.
Når vi indvier os og lader os døbe, bør vi derfor under bøn meditere over hvad det nye forhold vi indtræder i betyder. Det kræver at vi underkaster os Guds vilje, som vist ved Jesu eksempel og ved det offer han bragte. Og Guds vilje udføres gennem hans hellige ånd, der leder alle hans tjenere i kærlighed og enhed verden over.