Ikke symbol på evig pine. Jesus forbandt Gehenna med ild (Mt 5:22; 18:9; Mr 9:47, 48), og det samme gjorde disciplen Jakob, den eneste bibelskribent ud over Mattæus, Markus og Lukas der anvender ordet. (Jak 3:6) Nogle bibelkommentatorer sætter ilden i Gehenna i forbindelse med de menneskeofringer der blev foretaget i dalen før Josias’ tid, og hævder på dette grundlag at Jesus brugte Gehenna som symbol på evig pine. Men eftersom Jehova Gud udtrykte afsky for denne praksis og sagde at det var noget ’han ikke havde påbudt og som ikke var opkommet i hans hjerte’ (Jer 7:31; 32:35), forekommer det yderst usandsynligt at Guds søn i en omtale af Guds dom skulle bruge denne afgudspraksis til at skildre Gehennas symbolske betydning. Ifølge Guds profetiske udsagn skulle Hinnoms Dal være et destruktionssted for lig, ikke et pinested for levende. (Jer 7:32, 33; 19:2, 6, 7, 10, 11) Der er derfor almindelig enighed om at „lavningen med ådslerne og fedtasken“, som omtales i Jeremias 31:40, er en betegnelse for Hinnoms Dal, og at den port der kaldes „Askedyngeporten“, vendte ud mod dalens østende, hvor den støder sammen med Kedronslugten. — Ne 3:13, 14.

Hvad Bibelen siger om Gehenna, svarer derfor stort set til den traditionelle opfattelse der kommer til udtryk i rabbinske og andre skrifter. Denne opfattelse går ud på at Hinnoms Dal blev anvendt som byen Jerusalems losseplads. (I J. B. Phillips’ The New Testament in Modern English gengives geʹenna i Mt 5:30 med „affaldsdynge“.) Den jødiske kommentator David Kimhi (1160?-1235?) giver følgende historiske oplysning om „Gehinnom“ i sin kommentar til Salme 27:13: „Og det er et sted i landet i nærheden af Jerusalem, og det er et afskyeligt sted, og dér kaster man urene ting og ådsler hen. Der var også en stadig ild dér til at brænde de urene ting og ådslernes ben. Derfor kaldes dommen over de onde billedligt Gehinnom.“

Da Jesus beskrev Gehenna som et sted „hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes“, havde han uden tvivl Esajas 66:24 i tanke. (Mr 9:47, 48) At det ikke drejer sig om et billede på pine, men på fuldstændig tilintetgørelse, fremgår af den omstændighed at skriftstedet i Esajas’ Bog ikke taler om mennesker som var levende, men om „de døde kroppe af de mænd som begik overtrædelser“ imod Gud. Hvis Hinnoms Dal, sådan som de forhåndenværende vidnesbyrd giver grund til at tro, var et sted hvor man henkastede affald og døde kroppe, har ild — muligvis tilsat svovl for at øge forbrændingen (jf. Es 30:33) — været det eneste egnede middel man kunne destruere affaldet med. Hvor ilden ikke nåede hen, levede der orme eller maddiker som fortærede alt hvad der ikke blev fortæret af ilden. På den baggrund betyder Jesu ord at Guds ugunstige doms ødelæggende virkning ikke vil høre op før den fuldstændige tilintetgørelse er nået.