De gjorde Jehovas vilje

Jesus sender 70 disciple ud

DET var efteråret år 32, kun seks måneder før Jesu død. For at fremskynde forkyndelsesarbejdet og give nogle af sine disciple yderligere oplæring udpegede Jesus 70 disciple og „sendte dem ud i forvejen to og to til hver by og hvert sted hvor han selv ville komme“. — Lukas 10:1.a

Jesus sendte sine disciple ud „i forvejen“ så folk hurtigere kunne afgøre om de var for eller imod Messias når han senere selv kom. Men hvorfor sendte han dem ud „to og to“? Øjensynlig for at de kunne opmuntre hinanden når de kom ud for modstand.

For at tilkendegive at forkyndelsesarbejdet var presserende, sagde Jesus til sine disciple: „Høsten er i sandhed stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Lukas 10:2) Sammenligningen med en høst var rammende eftersom enhver forsinkelse under høsten kunne betyde tab af værdifulde afgrøder. Hvis disciplene på samme måde forsømte deres forkynderopgave, kunne dyrebare liv gå tabt. — Ezekiel 33:6.

Tjeneste uden distraktion

Jesus gav endvidere sine disciple følgende instruktion: „I skal ikke bære pengepung eller madpose eller sandaler, og I skal ikke til hilsen omfavne nogen på vejen.“ (Lukas 10:4) På en rejse var det almindeligt at man foruden en pengepung og en madpose tog et ekstra par sandaler med, da sålerne kunne blive slidt igennem eller remmene gå i stykker. Jesu disciple skulle imidlertid ikke bekymre sig om disse ting, men stole på at Jehova ville sørge for dem gennem andre israelitter der havde tradition for at vise gæstfrihed.

Men hvorfor sagde Jesus til sine disciple at de ikke til hilsen skulle omfavne nogen? Mente han at de skulle være kølige og afmålte eller endog uvenlige? Bestemt ikke. Det græske ord aspazomai, der betyder at hilse med omfavnelser, kan betyde mere end et almindeligt, høfligt „goddag“. Det kan have indbefattet en hilsen med kys, omfavnelser og lang samtale, sådan som det var skik når venner mødtes. En bibelkommentar siger: „Hilsener blandt orientalerne bestod ikke som hos os i et lille buk eller et håndtryk, men i mange omfavnelser og i at man bøjede sig eller endog kastede sig ned. Alt dette krævede tid.“ (Jævnfør Anden Kongebog 4:29.) Jesus gav således denne vejledning for at hjælpe sine disciple til at undgå de meget almindelige, men unødvendige skikke som kunne distrahere dem i deres tjeneste.

Endelig sagde Jesus til sine disciple at de når de gik ind i et hus hvor de var velkomne, skulle ’blive i det hus og spise og drikke det der blev serveret’. Men hvis de gik ind i en by som ikke tog vel imod dem, skulle de „gå ud på dens brede gader og sige: ’Selv det støv som hænger ved vore fødder fra jeres by, tørrer vi af til jer.’“ (Lukas 10:7, 10, 11) At tørre eller ryste støvet af sine fødder var et tegn på at disciplene fredeligt gik videre og overlod huset eller landsbyen som ikke tog imod dem, til Guds dom. Men de der tog venligt imod Jesu disciple, kunne se frem til at modtage velsignelser. Ved en anden lejlighed sagde Jesus til sine apostle: „Den der tager imod jer, tager imod mig, og den der tager imod mig, tager imod den som har udsendt mig. Og enhver som blot giver en af disse små et bæger koldt vand at drikke fordi den pågældende er en discipel — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.“ — Mattæus 10:40, 42.

Hvad vi kan lære

Befalingen om at forkynde den gode nyhed om Guds rige og gøre disciple udføres nu af langt over 5.000.000 Jehovas vidner i hele verden. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) De erkender hvor presserende dette arbejde er. Derfor udnytter de deres tid bedst muligt og undgår alt det der kan hindre dem i at give denne vigtige opgave deres fulde opmærksomhed.

Jehovas vidner bestræber sig for at være venlige mod alle de møder. De giver sig imidlertid ikke af med kun at snakke om løst og fast, og de involverer sig heller ikke i verdens stridigheder angående sociale spørgsmål og dens nytteløse forsøg på at fjerne al uretfærdighed. (Johannes 17:16) I stedet retter de folks opmærksomhed mod den eneste varige løsning på verdens problemer — Guds rige.

Jehovas vidner forkynder som regel to og to. Kunne der udrettes mere hvis de hver især gik alene? Måske. Ikke desto mindre indser kristne i dag det gavnlige i at arbejde sammen. Det giver for eksempel et vist mål af beskyttelse når man forkynder i områder med meget kriminalitet. Nye kan desuden have gavn af at arbejde sammen med mere erfarne forkyndere. Så det at samarbejde med andre kan være til gensidig opmuntring. — Ordsprogene 27:17.

Forkyndelsen af den gode nyhed er det mest presserende arbejde der udføres i disse „sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) Jehovas vidner sætter stor pris på den støtte de får fra deres brødre i hele verden som arbejder „skulder ved skulder for troen på den gode nyhed“. — Filipperne 1:27.

[Fodnote]