Josef ejede en nyudhugget klippegrav der lå tæt på henrettelsesstedet. Graven var endnu ikke blevet taget i brug, hvilket tyder på at Josef for nylig var flyttet fra Arimatæaa til Jerusalem, og at han havde tænkt sig at bruge graven som familiegravsted. (Luk. 23:53; Joh. 19:41) Det at Josef ville begrave Jesus i sin egen fremtidige grav, var en uselvisk og smuk tanke. Samtidig ville det være med til at opfylde profetien om at Messias skulle begraves “hos de rige”. – Es. 53:5, 8, 9.

Efter at Jesus var blevet taget ned fra pælen, svøbte Josef ham i fint linned og lagde ham ind i graven. Denne handling beskrives i alle fire evangelier. (Matt. 27:59-61; Mark. 15:46, 47; Luk. 23:53, 55; Joh. 19:38-40) Beretningen nævner kun én person ved navn som hjalp Josef, nemlig Nikodemus, der kom med aromatiske stoffer til begravelsen. Med tanke på den position disse to mænd havde, har de højst sandsynligt ikke selv flyttet Jesus, men fået nogle tjenere til at udføre arbejdet med at bære ham og lægge ham ind i graven. Uanset hvad kunne de to mænds handlinger få nogle konsekvenser. Enhver der kom i kontakt med et lig, var ifølge Loven uren i syv dage, og alt hvad vedkommende rørte ved, blev urent. (4 Mos. 19:11; Hag. 2:13) I sådan en tilstand ville de være nødt til at holde sig væk fra andre mennesker i ugen efter påsken og gå glip af alle de særlige ting der foregik i de dage. (4 Mos. 9:6) Ved at sørge for at Jesus blev begravet, risikerede Josef desuden at blive udsat for hån og spot af de andre medlemmer af Sanhedrinet. Ikke desto mindre var Josef villig til at tage de konsekvenser det måtte medføre at give Jesus en værdig begravelse og vise at han var en af hans disciple.