Hvor stærk er din tro på opstandelsen?
„Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Johannes 11:25.
1, 2. Hvorfor er det nødvendigt at de der tilbeder Jehova, har tillid til opstandelseshåbet?
HVOR stærk er din tro på opstandelsen? Styrker den dig så du ikke er bange for at dø, og trøster den dig når du mister en du holder af? (Mattæus 10:28; 1 Thessaloniker 4:13) Er du som mange af Guds tjenere i fortiden der kunne udholde piskeslag, latterliggørelse, tortur og fængsling fordi de troede fuldt og fast på opstandelsen? — Hebræerne 11:35-38.
2 De der oprigtigt tilbeder Jehova, bør ikke være i tvivl om at der vil komme en opstandelse, og deres tillid bør indvirke på den måde de lever på. Det er vidunderligt at tænke på at når Guds tid er inde, vil havet, døden og Hades give de døde der er i dem, tilbage, og de opstandne vil få mulighed for at leve evigt i et paradis på jorden. — Åbenbaringen 20:13; 21:4, 5.
Tvivl angående et liv efter døden
3, 4. Hvad tror mange stadig om et liv efter døden?
3 I kristenheden har man længe lært at der er et liv efter døden. I en artikel i bladet U.S. Catholic stod der: „Op gennem tiden har kristne forsøgt at få det bedste ud af dette livs skuffelser og lidelser ved at se frem til et andet liv, et liv i fred og tilfredshed, glæde og lykke.“ Selv om folk i mange såkaldt kristne lande er blevet mere verdslige og har fået et temmelig kynisk forhold til religion, føler mange stadig at der må være et eller andet efter døden. Men der er meget de er i tvivl om.
4 I en artikel i bladet Time stod der: „Folk tror stadig på [et liv efter døden]: deres forestilling om hvad det egentlig er, er bare blevet mere tåget, og deres præster taler ikke længere så ofte om det.“ Hvorfor taler præsterne ikke så meget om et liv efter døden som førhen? Religionshistorikeren Jeffrey Burton Russell siger: „Jeg tror at [præsterne] helst vil undgå emnet fordi de føler at de skal overvinde en barriere af skepsis hos folk.“
5. Hvordan ser mange i dag på læren om et brændende helvede?
5 I mange trossamfund mener man at livet efter døden vil sige et liv i himmelen eller i et brændende helvede. Og hvis præsterne tøver med at tale om himmelen, tøver de endnu mere med at tale om helvede. En avis har skrevet: „Selv trossamfund der tror på evig straf i et bogstaveligt helvede, bagatelliserer i dag denne lære.“ Nej, de fleste af vore dages teologer tror ikke længere på helvede som et bogstaveligt pinested, sådan som man lærte i middelalderen. De går ind for en mere „human“ udgave af helvede. Ifølge mange modernister bliver synderne i helvede ikke bogstaveligt torteret, men lider på grund af deres „åndelige adskillelse fra Gud“.
6. Hvad opdager mange angående deres tro når de rammes af en tragedie?
6 Ved at udvande kirkens lære for ikke at træde nogen over tæerne undgår man måske nok at blive upopulær, men man lader også millioner af oprigtige kirkegængere i tvivl om hvad de skal tro. Når de konfronteres med døden, opdager de ofte at deres tro er meget svag. De har samme holdning som den kvinde der havde mistet flere slægtninge ved en tragisk ulykke. Da hun blev spurgt om hendes tro havde været til trøst for hende, svarede hun tøvende: „Det har den vel.“ Men selv hvis hun med overbevisning havde svaret at hendes tro havde hjulpet hende, hvad havde det så gavnet hende i det lange løb hvis hendes tro ikke byggede på et solidt grundlag? Det er et alvorligt spørgsmål, for det de fleste trossamfund lærer om et liv efter døden, stemmer i virkeligheden slet ikke med det der står i Bibelen.
Kristenhedens syn på et liv efter døden
7. (a) Hvilken tro har de fleste trossamfund tilfælles? (b) Hvordan har en teolog beskrevet læren om den udødelige sjæl?
7 Trods deres forskelligheder er næsten alle kristenhedens trossamfund enige om at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter legemets død. De fleste tror at sjælen kommer i himmelen når man dør. Nogle er bange for at deres sjæl måske kommer i et brændende helvede eller i skærsilden. Men tanken om en udødelig sjæl er noget centralt i deres opfattelse af livet efter døden. Herom har teologen Oscar Cullmann skrevet følgende i et essay i bogen Immortality and Resurrection: „Hvis vi spurgte en almindelig kristen i dag . . . hvad han mener er Det Nye Testamentes lære om menneskets skæbne efter døden, ville vi med få undtagelser få svaret: ’Sjælens udødelighed.’“ Cullmann tilføjer imidlertid: „Denne vidt udbredte tanke er en af de største misforståelser i kristendommen.“ Cullmann nævner at da han første gang sagde dette, vakte det furore. Men han har ret.
8. Hvilket håb gav Jehova de to første mennesker?
8 Jehova Gud skabte ikke menneskene i den hensigt at de skulle i himmelen når de døde. Det var slet ikke hans oprindelige hensigt at de skulle dø. Adam og Eva blev skabt fuldkomne og fik mulighed for at fylde jorden med retfærdige efterkommere. (1 Mosebog 1:28; 5 Mosebog 32:4) De fik at vide at de kun ville dø hvis de var ulydige mod Gud. (1 Mosebog 2:17) Hvis de var forblevet lydige mod deres himmelske Fader, ville de have levet videre på jorden til evig tid.
9. (a) Hvad er sandheden om menneskets sjæl? (b) Hvad sker der med sjælen når den dør?
9 Desværre adlød Adam og Eva ikke Gud. (1 Mosebog 3:6, 7) Apostelen Paulus beskriver de tragiske følger: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte] således . . . igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) I stedet for at leve evigt på jorden døde Adam og Eva. Hvad skete der så? Havde de en udødelig sjæl der kunne sendes i et brændende helvede som straf for deres synd? Nej. Bibelen forklarer at Adam „blev en levende sjæl“ da han blev skabt. (1 Mosebog 2:7) Adam fik ikke en sjæl, men han blev en sjæl, et levende menneske. (1 Korinther 15:45) Og det var ikke kun Adam der var „en levende sjæl“. Ifølge det sprog som Første Mosebog blev skrevet på, nemlig hebraisk, var dyrene også „levende sjæle“! (1 Mosebog 1:24) Da Adam og Eva døde, blev de døde sjæle. Det gik dem præcis som Jehova havde sagt til Adam: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ — 1 Mosebog 3:19.
10, 11. Hvad indrømmer New Catholic Encyclopedia angående Bibelens lære om sjælen, og hvordan stemmer dette med det Bibelen siger?
10 Opslagsværket New Catholic Encyclopedia giver i det store og hele udtryk for samme opfattelse. I dets artikel „Sjæl (i Bibelen)“ står der: „Der er ingen dikotomi [tvedeling] af sjæl og legeme i Det Gamle Testamente.“ Værket tilføjer at ordet „sjæl“ i Bibelen „aldrig betyder sjælen som noget der er adskilt fra legemet eller personen“. Ordet sjæl betyder ofte „selve det individuelle væsen, det være sig et dyr eller et menneske“. Denne oprigtighed er velgørende, men man kan undre sig over hvorfor den almindelige kirkegænger ikke er blevet gjort opmærksom på dette.
11 Kirkegængerne ville være blevet skånet for mange bekymringer og megen angst hvis de havde kendt den enkle, bibelske sandhed: „Den sjæl der synder, den skal dø“ — den skal ikke pines i et brændende helvede! (Ezekiel 18:4) Dette ligger meget langt fra kristenhedens lære, men det stemmer overens med det den vise Salomon sagde under inspiration: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn [i dette liv], for mindet om dem er glemt. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [menneskehedens fælles grav] hvor du går hen.“ — Prædikeren 9:5, 10.
12. Hvorfra stammer kristenhedens lære om den udødelige sjæl?
12 Hvorfor lærer kristenheden sine tilhængere noget der adskiller sig så meget fra Bibelens ord? I dets artikel om menneskesjælens udødelighed skriver New Catholic Encyclopedia at de første kirkefædre ikke fandt støtte for troen på en udødelig sjæl i Bibelen, men hos „digterne og filosofferne og den almindelige tradition i græsk tankegang . . . Senere foretrak skolastikerne at benytte Platon eller principperne fra Aristoteles.“ Værket nævner at „indflydelsen fra den platoniske og nyplatoniske tænkning“ — deriblandt troen på den udødelige sjæl — til sidst trængte ind i „selve kernen af den kristne teologi“.
13, 14. Hvorfor ville det være ulogisk at søge sandheden hos hedenske, græske filosoffer?
13 Skulle de der hævdede at være kristne, have vendt sig til hedenske, græske filosoffer for at lære om noget så grundlæggende som håbet om et liv efter døden? Naturligvis ikke. Da Paulus skrev til de kristne i Korinth i Grækenland, sagde han: „Denne verdens visdom er nemlig tåbelighed i Guds øjne; for der står skrevet: ’Han fanger de vise i deres underfundighed.’ Og endvidere: ’Jehova ved at de vises tanker er forgæves.’“ (1 Korinther 3:19, 20) De gamle grækere dyrkede afguder. Hvordan skulle man da kunne finde sandheden hos dem? Paulus spurgte korintherne: „Hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? Vi er jo en levende Guds tempel; som Gud har sagt: ’Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ — 2 Korinther 6:16.
14 I begyndelsen blev de hellige sandheder åbenbaret gennem Israels folk. (Romerne 3:1, 2) Efter år 33 skete det gennem den salvede, kristne menighed. Med henblik på de kristne i det første århundrede skriver Paulus: „Det er os Gud har åbenbaret [det han har beredt dem der elsker ham] gennem ånden.“ (1 Korinther 2:10; se også Åbenbaringen 1:1, 2.) Kristenhedens lære om sjælens udødelighed stammer fra græsk filosofi. Det var ikke en lære Gud havde åbenbaret til Israel eller til menigheden af salvede kristne i det første århundrede.
Det sande håb for de døde
15. Hvilket håb for de døde fremholdt Jesus?
15 Hvis der ikke findes en udødelig sjæl, hvilket håb er der da for de døde? Der er et håb om en opstandelse, en grundlæggende bibelsk lære og et vidunderligt løfte fra Gud. Jesus omtalte dette håb da han sagde til Marta: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:25) At tro på Jesus indebærer at man tror på opstandelsen, ikke på en udødelig sjæl.
16. Hvorfor er det rimeligt at tro på en opstandelse?
16 Jesus havde tidligere talt om opstandelsen da han sagde til nogle jøder: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Det Jesus beskriver her, er noget helt andet end en udødelig sjæl der overlever legemets død og derefter straks farer til himmelen. Der er tale om noget fremtidigt, om mennesker som ’kommer ud’ efter at have ligget i graven, mange i hundreder eller endda tusinder af år. Det er døde sjæle der vender tilbage til livet. Umuligt? Ikke for den Gud der „gør de døde levende og benævner det der ikke er, som om det var“. (Romerne 4:17) Skeptikere spotter måske tanken om at de døde vil vende tilbage til livet, men den er helt i overensstemmelse med at „Gud er kærlighed“, og at han „belønner dem som ivrigt søger ham“. — 1 Johannes 4:16; Hebræerne 11:6.
17. Hvad vil Gud udrette ved hjælp af opstandelsen?
17 Hvordan skulle Gud kunne belønne dem der har vist sig ’trofaste indtil døden’, hvis han ikke gav dem livet igen? (Åbenbaringen 2:10) Opstandelsen gør det også muligt for Gud at udrette det som apostelen Johannes skrev om: „Derfor blev Guds søn gjort kendt, nemlig for at nedbryde Djævelens gerninger.“ (1 Johannes 3:8) I Edens have myrdede Satan så at sige hele menneskeheden da han forledte vore første forældre til at synde, hvilket førte til døden. (1 Mosebog 3:1-6; Johannes 8:44) Jesus begyndte at nedbryde Satans gerninger da han gav sit fuldkomne liv som en tilsvarende løsesum, hvorved han banede vej for at menneskeheden kunne blive udfriet fra den nedarvede trældom under synden der skyldtes Adams forsætlige ulydighed. (Romerne 5:18) Opstandelsen af dem der er døde på grund af den adamitiske synd, vil være en yderligere nedbrydning af Djævelens gerninger.
Legeme og sjæl
18. Hvordan reagerede nogle græske filosoffer da Paulus sagde at Jesus var blevet oprejst, og hvorfor?
18 Da apostelen Paulus var i Athen, forkyndte han den gode nyhed for en skare mennesker, deriblandt nogle græske filosoffer. De lyttede til det han sagde om den eneste sande Gud og hørte hans opfordring til at ændre sind. Men hvad skete der så? Paulus sluttede sin tale med ordene: „[Gud] har . . . fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ Disse ord skabte uro. „Da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar.“ (Apostelgerninger 17:22-32) Teologen Oscar Cullmann skriver: „For grækerne, der troede på sjælens udødelighed, var det måske sværere at acceptere den kristne forkyndelse af opstandelsen end det var for andre. . . . De store filosoffer Sokrates’ og Platons lære kan på ingen måde bringes i overensstemmelse med Det Nye Testamentes lære.“
19. Hvordan har kristenhedens teologer forsøgt at få læren om opstandelsen til at stemme med læren om den udødelige sjæl?
19 Efter det store frafald som indtraf da apostlene var døde, anstrengte teologerne sig ikke desto mindre for at forene den kristne lære om en opstandelse med Platons tro på den udødelige sjæl. Med tiden blev nogle enige om en helt ny forklaring: I dødsøjeblikket adskilles („frigøres“, som nogle siger) sjælen fra legemet. Derefter skal, ifølge Outlines of the Doctrine of the Resurrection af R. J. Cooke, „hvert legeme [på Dommedag] igen blive forenet med sin sjæl, og hver sjæl med sit legeme“. Legemets fremtidige forening med dets udødelige sjæl siges at være opstandelsen.
20, 21. Hvem har uden vaklen holdt fast ved sandheden om opstandelsen, og hvordan har det været til gavn for dem?
20 Denne teori er stadig de store kirkesamfunds officielle lære. Den lyder måske logisk i teologers ører, men de fleste kirkegængere kender den ikke. De tror blot at de vil komme direkte i himmelen når de dør. Som skribenten John Garvey hævdede i Commonweal-udgaven for 5. maj 1995: „De fleste kristnes tro [angående livet efter døden] synes at være meget nærmere beslægtet med nyplatonismen end med noget egentlig kristent, og den finder intet grundlag i Bibelen.“ Ja, ved at udskifte Bibelen med Platon har kristenhedens præsteskab frataget deres hjorde det bibelske håb om en opstandelse.
21 Jehovas vidner forkaster derimod hedensk filosofi, og de tror på Bibelens lære om opstandelsen. De finder denne lære opbyggende, tilfredsstillende og trøstende. I de følgende artikler vil vi se hvor velfunderet og logisk Bibelens lære om opstandelsen er, både for dem der har et jordisk håb, og for dem der har udsigt til en opstandelse til liv i himmelen. Som en forberedelse til disse artikler anbefaler vi at du omhyggeligt læser kapitel 15 i Paulus’ første brev til korintherne.
Husker du dette?
◻ Hvorfor bør vi opdyrke en fast tro på opstandelsen?
◻ Hvilke udsigter gav Jehova Adam og Eva?
◻ Hvorfor er det ulogisk at søge sandheden i den græske filosofi?
◻ Hvorfor er håbet om en opstandelse fornuftigt?
[Illustration på side 10]
Da Adam og Eva syndede, mistede de håbet om evigt liv på jorden
[Illustration på side 12]
Teologerne har ladet sig påvirke af Platons tro på sjælens udødelighed
[Kildeangivelse]
Musei Capitolini, Roma