Skatte der er mere værd end guld
SANDHEDEN fra Bibelen kan sammenlignes med guld og sølv eller andre skjulte skatte. Selv om du måske aldrig har søgt efter bogstaveligt guld og sølv, ved du sikkert at dette er forbundet med hårdt arbejde og en vedholdende indsats. Og så er anstrengelserne endda i mange tilfælde forgæves.
Når det gælder de skatte der findes i Bibelen, leder man imidlertid aldrig forgæves. Læg mærke til denne opmuntrende forsikring: „Hvis du søger den som sølv og leder efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud.“ (Ordsprogene 2:4, 5) Det kræver at man søger ihærdigt.
„Ransag og se“
„Ransag og se at der ikke skal fremstå nogen profet i Galilæa.“ Sådan lød det råd nogle jødiske farisæere i det første århundrede gav Nikodemus, der selv var farisæer. „Ransag og se.“ Det var et udmærket råd, for gennem en sådan undersøgelse var det faktisk muligt at finde frem til sandheden — en sandhed der havde langt større værdi end guld.
I dette tilfælde undlod de der tilskyndede andre til at ’ransage og se’, imidlertid selv at gøre det.
De øverste præster og farisæerne havde sendt nogle betjente ud for at pågribe Jesus Kristus. Men betjentene blev så betagede af den måde Jesus underviste på, at de vendte tomhændede tilbage. Farisæerne sagde så: „I er da vel ikke også blevet vildledt?“ Så tog Nikodemus til orde og sagde: „Vor lov dømmer vel ikke et menneske uden at den først har hørt ham og har fået at vide hvad han laver?“ Det var dette spørgsmål der fik farisæerne til at sige: „Ransag og se.“ — Johannes 7:32, 45-52.
Hvori kom præsterne og farisæerne til kort? Jo, bevidst eller ubevidst ignorerede de at Jesus, skønt opvokset i Galilæa, var født i Betlehem. Profeten Mika havde forudsagt: „Af dig [Betlehem] skal der udgå en for mig som skal være hersker i Israel.“ (Mika 5:2) Disse ledende mænd undlod altså selv at ’ransage og se’ om Jesus virkelig var en profet og den der skulle være hersker i Israel. Dette fik tragiske følger, og det viser hvor vigtigt det er at vi søger at finde frem til hele sandheden om en sag. Men hvordan betragter man ofte sandheden?
Sandheden er blevet fordrejet
„Den rene sandhed er ligesom rent guld blevet fundet uegnet til at være i omløb. Menneskene har fundet ud af at det er langt mere bekvemt at fordreje sandheden end at forandre sig selv,“ har en skribent fra det 19. århundrede sagt. Disse ord passer stadig glimrende på verdens religioner. Bag kulisserne sørger Satan Djævelen, „løgnens fader“, for at sandheden bliver fordrejet. (Johannes 8:44; Åbenbaringen 12:9) Ved hjælp af falsk religion fordrejer han sandheden om så vigtige spørgsmål som: Hvem er Gud? Hvilken stilling indtager Jesus i forhold til Gud? Hvilken fremtid er der for jorden og menneskeheden?
Præsterne og farisæerne på Jesu tid kunne have søgt efter og fundet sandheden. De kunne have fundet skatte af langt større værdi end guld. Ja, de kunne have lært hele sandheden om Jesus at kende ved at ’høre på ham og få at vide hvad han lavede’, sådan som Nikodemus foreslog. Hvis de oprigtigt havde gjort dette, ville Jesus uden tvivl have forklaret dem mange ting, ligesom han gjorde over for sine disciple. (Markus 4:34) Men hvor kan vi i dag finde den rene og uforfalskede sandhed? Ja, er der overhovedet nogen garanti for at det kan lade sig gøre at finde frem til hele sandheden?
[Illustration på side 4]
De religiøse ledere på Jesu tid kunne have fundet frem til hele sandheden om Jesus hvis de havde ’hørt på ham’