-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1988 | 15. maj
-
-
I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det, for jeg går hen for at berede jer en plads.
-
-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1988 | 15. maj
-
-
Hvilke „boliger“ måtte Jesus berede til apostlene? Nogle bibeloversættere har gengivet Johannes 14:2 på en måde der antyder at Jesus talte om at apostlene havde behov for et „hvilested“ på vej til himmelen eller at de ville finde forskellige værelser i himmelen. Men hvad angår det græske ord der er brugt, siger W. E. Vine: „Der er intet i ordet der antyder at himmelen er opdelt i separate rum; det indeholder heller ikke tanken om midlertidige hvilesteder på vejen dertil.“ Ordet betyder ganske enkelt et sted hvor man bor. Det Jesus lovede var altså en bolig i de åndelige himle hvor han skulle opholde sig sammen med Faderen. — Efeserne 1:20; 1 Peter 1:4; 3:21, 22.
Men på hvilken måde ville Jesus berede disse boliger til sine loyale disciple? Efter at have lidt en offerdød steg Jesus til himmelen for at frembære værdien af sit livsblod for Gud. De første der ville drage nytte af dette var dem der blev kaldet til at være medarvinger til himmelsk liv. Apostelen Paulus skrev: „Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ (Hebræerne 9:12, 24-28; Romerne 6:5; 8:17) Når Jesus fortalte sine apostle at han ville gå hen for at ’berede dem en plads’, var det derfor helt sikkert med det i tanke at han skulle „møde frem for Guds person til bedste for“ dem. Det var først efter at han havde gjort dette at de og andre mennesker kunne få adgang til himmelen. — Filipperne 3:20, 21.
Var der andet Jesus måtte gøre for at berede dem en plads? På et tidspunkt ville han få overdraget kongemagt og føre krig mod Satan, idet han ville kaste ham og hans dæmoner ud af himmelen. (Åbenbaringen 12:7-9) Dette ville finde sted før apostlene og andre salvede som sov i døden, kunne begynde at blive oprejst til himmelsk liv. (1 Thessaloniker 4:14-17) Hvorvidt Jesu udtalelse om at ’ville berede en plads’ til sine disciple indbefattede at Satan skulle kastes ud af himmelen, ved vi ikke.
Vi ved heller ikke om Jesus havde andre opgaver i himmelen der havde noget at gøre med at berede en plads til de salvede kristne. Men vi kan være forvissede om at Jesus beredte vejen for sine salvede disciple ved at frembære værdien af sit ’dyrebare blod’ for Gud. (1 Peter 1:19) Det var på grundlag af dette blod at den nye pagt mellem Jehova Gud og de åndsavlede kristne blev indgået.
-