Hvor befinder de døde sig?

„JORDEN er en markedsplads; himmelen er vort hjem,“ siger et vestafrikansk yoruba-ordsprog. Denne tanke går igen i mange religioner. Den sigter til at jorden blot er som en markedsplads man besøger i kort tid, for derefter at gå andre steder hen. Ifølge denne opfattelse er himmelen vores egentlige bolig, som vi oprejses til efter døden.

Bibelen taler faktisk om at nogle skal i himmelen. Jesus Kristus sagde til sine trofaste apostle: „I min Faders hus er der mange boliger. . . . Jeg går hen for at berede jer en plads. Og når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ — Johannes 14:2, 3.

Jesu ord sigter dog ikke til at alle gode mennesker skal i himmelen eller at himmelen er menneskehedens hjem. Den omstændighed at nogle tages til himmelen, forbindes med et herredømme der skal udøves over jorden. Jehova Gud var klar over at menneskenes regeringer ikke ville være i stand til at forvalte de jordiske anliggender. Derfor traf han forberedelser til at indføre en himmelsk regering, eller et rige, som med tiden ville få fuldt herredømme over jorden og foranledige at den blev omdannet til et paradis, i overensstemmelse med hans oprindelige hensigt. (Mattæus 6:9, 10) Jesus skulle være konge i Guds rige. Nogle blandt menneskene på jorden udvælges til at herske sammen med ham. (Daniel 7:13, 14) Bibelen har forudsagt at Gud vil gøre dem der kommer i himmelen til „et kongerige og til præster for vor Gud“ og at de skal „herske som konger over jorden“. — Åbenbaringen 5:10.

Hvem kommer i himmelen?

I betragtning af det store ansvar der vil påhvile disse himmelske herskere, er det ikke overraskende at der stilles strenge krav til dem. De der kommer i himmelen skal have nøjagtig kundskab om Jehova, og de må adlyde ham. (Johannes 17:3; Romerne 6:17, 18) De må naturligvis tro på Jesu Kristi sonoffer. (Johannes 3:16) Men derudover må de også være kaldede og udvalgte af Gud gennem hans søn. (2 Timoteus 1:9, 10; 1 Peter 2:9) De må desuden være døbte kristne som er blevet ’født igen’, det vil sige avlet af Guds ånd. (Johannes 1:12, 13; 3:3-6) Ligeledes må de bevare deres integritet over for Jehova indtil døden. — 2 Timoteus 2:11-13; Åbenbaringen 2:10.

Millioner af de mennesker som har levet op gennem tiden, har ikke været i stand til at efterkomme disse krav. Mange har ikke haft mulighed for at lære om den sande Gud. Andre har aldrig læst i Bibelen og derfor kun fået lidt eller slet intet at vide om Jesus Kristus. Selv blandt sande kristne i dag er det kun få der er blevet udvalgt af Gud til at modtage et himmelsk liv.

Som følge heraf vil det kun være forholdsvis få der kommer i himmelen. Jesus omtaler dem som en „lille hjord“. (Lukas 12:32) Senere blev det åbenbaret for apostelen Johannes at antallet af dem der er blevet „købt fra jorden“ for at herske sammen med Kristus i det himmelske, kun vil være 144.000. (Åbenbaringen 14:1, 3; 20:6) Sammenlignet med de milliarder af mennesker der har levet på jorden er det i sandhed et lille antal der er tale om.

De der ikke kommer i himmelen

Hvad sker der så med dem der ikke skal i himmelen? Kommer de et sted hen hvor der er evige pinsler, som nogle religioner lærer? Bestemt ikke, for Gud er en kærlig Gud. Kærlige forældre kaster ikke deres børn i ilden, og det kunne aldrig falde Jehova ind at tortere mennesker på den måde. — 1 Johannes 4:8.

En opstandelse til et jordisk paradis er det håb der stilles i udsigt for langt de fleste af dem som nu er døde. Bibelen siger om jorden at Jehova „dannede den til at bebos“. (Esajas 45:18) Salmisten erklærede: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ (Salme 115:16) Jorden, og ikke himmelen, vil være menneskehedens varige hjem.

Jesus har forudsagt at „den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu, ’Menneskesønnens’] røst og komme ud“. (Johannes 5:27-29) Den kristne apostel Paulus bekræfter: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Mens Jesus hang på marterpælen lovede han en angrende forbryder at denne ville få livet igen ved en opstandelse i et jordisk paradis. — Lukas 23:43.

Men hvilken tilstand befinder de døde sig i, indtil denne opstandelse finder sted? Det kan vi få svar på ved at undersøge en begivenhed der fandt sted under Jesu jordiske tjeneste da hans ven Lazarus var død. Før Jesus tog hen for at oprejse ham, havde han fortalt sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ (Johannes 11:11) Jesus sammenlignede således døden med en søvn, en drømmeløs, dyb søvn.

Dødens søvn

At de døde befinder sig i en søvnlignende tilstand ses også af andre skriftsteder. Af disse fremgår det at vi ikke har en udødelig sjæl som lever videre i en åndeverden efter døden. Tværtimod siger Bibelen: „De døde ved slet ingenting . . . Deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [graven] hvor du går hen.“ (Prædikeren 9:5, 6, 10) Salmisten siger endvidere om mennesket at han „vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde“. — Salme 146:4.

Disse skriftsteder viser klart at de som sover i døden hverken kan se eller høre os, ej heller hjælpe eller skade os. De er ikke i himmelen eller sammen med andre af vore forfædre. De er uden liv, de eksisterer simpelt hen ikke.

Til Guds fastsatte tid vil de der sover i døden og som er i Guds hukommelse, blive oprejst til liv igen på en paradisisk jord — en jord der er fri for forurening, bekymringer og alle de problemer der plager menneskeheden i dag. Hvor bliver det en herlig tid! I dette paradis vil de kunne glæde sig over udsigten til evigt liv, som Salme 37:29 forsikrer os om: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“

[Ramme på side 6, 7]

Jeg holdt op med at tilbede de døde

„Som dreng gik jeg gerne min far til hånde når han regelmæssigt frembar offergaver til sin afdøde far. Engang efter at min far var kommet sig af en frygtelig sygdom, fik han den besked af et åndemedium at han, som en påskønnelse af at han nu var blevet rask, burde bringe et offer til sin afdøde far bestående af en ged, yams, kolanødder og noget spiritus. Min far blev også rådet til at bønfalde sine døde forfædre om at afværge sygdom og ulykke i fremtiden.

Min mor købte de ting der var nødvendige til ofringen, som skulle foregå ved min farfars grav. Graven lå lige ved siden af vores hus, sådan som det er lokal skik.

Venner, slægtninge og naboer var blevet indbudt til at overvære ofringen. Min far, som havde taget sit pæne tøj på til lejligheden, sad på en stol der vendte mod helligdommen, hvor adskillige gedekranier fra tidligere ofringer var opstillet. Min opgave bestod i at hælde vin fra en flaske op i et glas som jeg derpå rakte til min far. Derefter hældte han vinen ud på jorden som et offer. Tre gange påkaldte min far navnet på sin far og bad ham om at værne os mod fremtidige ulykker.

Kolanødder blev bragt som offer, og efter at man havde slagtet og kogt en gedebuk, blev den spist af de tilstedeværende. Jeg spiste med og dansede til lyden af sang og trommeslag. Min far dansede smukt og med strenghed, selv om han var oppe i årene. Indimellem anmodede han forfædrene om at velsigne de tilstedeværende, hvortil folket og jeg svarede Ise, som betyder ’Lad det ske’. Med beundring betragtede jeg intenst min far og længtes efter den dag jeg selv ville være gammel nok til at foretage ofringer til vore afdøde forfædre.

Trods de mange ofringer veg ulykkerne ikke fra familien. Tre af min mors sønner levede endnu, men ingen af hendes døtre fik nogen lang levetid; de døde allerede som børn. Da min mor atter blev gravid bragte min far ofre efter alle kunstens regler, i håb om at dette kunne sikre at barnet ville være sundt og velskabt.

Mor fødte en pige til. To år senere blev hun syg og døde. Da min far rådspurgte åndemediet fik han at vide at det var en fjende der var skyld i dødsfaldet. Åndemediet fortalte at hvis barnets ’sjæl’ skulle kunne foretage et modangreb, var det nødvendigt at bringe et brændende stykke træ, en flaske spiritus og en hundehvalp som ofre. Det brændende stykke træ skulle lægges på graven, spiritussen skulle stænkes ud over graven, og hundehvalpen skulle begraves levende i nærheden af graven. Dette skulle vække den døde piges sjæl for at den kunne hævne hendes død.

Jeg bar spiritusflasken og det brændende stykke træ hen til graven, og min far tog hundehvalpen og begravede den i overensstemmelse med åndemediets instruktioner. Vi var alle overbeviste om at den døde piges sjæl inden for de næste syv dage ville dræbe den person som var skyld i hendes alt for tidlige død. To måneder gik uden at nogen i nabolaget var blevet meldt død. Det gjorde mig desillusioneret.

På det tidspunkt var jeg atten år. Kort efter mødte jeg Jehovas vidner, som ud fra Bibelen kunne vise mig at de døde hverken kan gøre godt eller ondt mod de levende. Efterhånden som kundskaben fra Guds ord slog rod i mit hjerte, måtte jeg fortælle min far at jeg ikke længere kunne følges med ham for at bringe ofre til de døde. I begyndelsen var han vred og anklagede mig for at svigte ham, som han udtrykte det. Men da han lagde mærke til at jeg ikke ville give afkald på min nyfundne tro, modsatte han sig ikke min tilbedelse af Jehova.

Den 18. april 1948 symboliserede jeg min indvielse ved vanddåben. Siden da har jeg fortsat tjent Jehova med stor fryd og tilfredshed, idet jeg hjælper andre til at frigøre sig fra tilbedelsen af afdøde forfædre — som hverken kan hjælpe os eller skade os.“ — Fortalt af J. B. Omiegbe, Benin City, Nigeria.

[Illustration på side 7]

Der vil være stor glæde når de døde oprejses til liv på en paradisisk jord