Religion i politik — er det Guds vilje?
’JUDAS Galilæeren fremstod i indskrivningens dage, og han fik folk med sig. Også den mand omkom, og alle de som adlød ham blev spredt for alle vinde.’ (Apostelgerninger 5:37) Her har vi endnu et eksempel fra Bibelen på at nogle har blandet religion og politik sammen.
Kort tid før Jesu fødsel ’ophidsede denne Judas, i fællesskab med farisæeren Saddok, folket til oprør’. Judas var ’leder af en særegen sekt’, men søgte desuden at ’ophidse sine landsmænd til oprør, idet han dadlede dem, hvis de vedblev at svare romerne skat’. — Jødernes Krig mod Romerne, af Josefus.
Hvad gjorde Jesus?
Kort tid efter at Jesus var blevet døbt forsøgte Djævelen at engagere ham politisk. Satan tilbød ham „alle verdens riger og deres herlighed“. Jesus benægtede ikke at Djævelen havde myndighed over verdens regeringer. Men han afviste pure denne mulighed for at opnå politisk indflydelse, selv om han kunne have øjnet det som en chance til at hjælpe sit folk. — Mattæus 4:8-10.
Da folkemængden senere blev opmærksom på Jesu evne til at sørge for mad til dem, tænkte de åbenbart: ’Hvis Jesus fik magt kunne han løse vores økonomiske problemer.’ Læg mærke til hvordan Jesus reagerede. „[Han] vidste at de stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge, og derfor trak han sig igen tilbage.“ (Johannes 6:10-15) Vi ser altså at skønt Jesus havde særlige evner, ønskede han ikke at blande sig i politik.
På et senere tidspunkt søgte nogle politisk bevidste jøder at fange Jesus i et skattepolitisk spørgsmål. Var de romerske skatter for høje? Hvis en jøde betalte denne skat, ville han så dermed billige at romerne anvendte disse midler til finansiering af deres krige? Jesu svar er meget lærerigt: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Markus 12:13-17) Som kontrast hertil blev der i november 1986 foretaget en afstemning blandt 225 romersk-katolske biskopper i De Forenede Stater, hvor man vedtog en erklæring på 115 sider om landets økonomiske politik. I denne erklæring hed det blandt andet: „Der bør foretages en skattereform med henblik på at lette [skatte]byrden for de fattige. . . . De der har forholdsvis flere midler bør også betale højere skatter.“
Uanset hvad vi mener om skattesystemet i vort land, må det stå klart for os at Jesus forblev neutral i den slags politiske spørgsmål. Det samme gjorde hans disciple, som for eksempel apostelen Paulus. (Romerne 13:1-7) De var også neutrale selv når det gjaldt brændende samfundsmæssige spørgsmål, for eksempel om slaveri. Bevæget af næstekærlighed kunne de kristne meget nemt have engageret sig i kampen mod slaveriet, på samme måde som gejstlige i vor tid tager stilling til spørgsmål om abort, apartheid, kønnenes ligestilling og så videre. Men de sande kristne forblev neutrale!
Professor E. P. Sanders fra Oxford skriver: „I dag anerkender man praktisk talt overalt at der ikke findes så meget som en antydning af at Jesus havde militære/politiske ambitioner — det gjaldt også disciplene.“
Guds dom eksekveres
Som vi har set var mange jødiske ledere af den opfattelse at de i egen interesse burde pleje samarbejde med de romerske herskere. Dette gjaldt ikke mindst i forbindelse med domfældelsen og henrettelsen af Jesus, Messias. (Mattæus 27:1, 2, 15-31) I Åbenbaringen skildres religionen, der øver indflydelse på og benytter sig af det politiske system, som ’en skøge der sidder på et vilddyr’. Er det ikke et tydeligt udtryk for hvordan Gud betragter denne sammenblanding af religion og politik? — Åbenbaringen 17:1-5.
Selv mennesker kan se det forkastelige heri. Her er nogle eksempler:
Malachi Martin, en teolog fra Vatikanet, har bemærket at gejstlige „der engagerer sig i politiske og sociale problemer svigter deres vigtigste opgave, nemlig at være Jesu Kristi repræsentanter“. Han siger videre: „Biskopper har for eksempel ikke fået bemyndigelse til at skrive om økonomi eller til at befale præsidenten ikke at sende missiler til Europa.“
Men hvad vil der ske når politikerne og folk i almindelighed bliver trætte af gejstlighedens indblanding? I 1986 berettede tidsskriftet Liberty om hvordan kejser Konstantin i det 4. århundrede ’blandede politik og religion sammen til et „kirkeligt-statsligt“ vilddyr’. Om forholdene i dag hed det: „Ligesom på Konstantins tid benytter kirken sig af staten for at pleje sine egne interesser.“ — Kursiveret af os.
Guds ord viser tydeligt hvad udfaldet vil blive. På et tidspunkt vil de politiske elementer vende sig imod og ødelægge den falske religions verdensimperium, der i lang tid har melet sin egen kage ved hjælp af verdslig politik. Åbenbaringen 19:2 viser at dette vil blive resultatet af Guds dom.
Kan man være neutral?
Personligt kan vi ikke forhindre at de religiøse ledere blander sig i politik. Men vi kan hver især gøre hvad vi kan for at efterleve Bibelens normer for sande tilbedere. Jesus sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ Derefter sagde han til landshøvdingen Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne.“ — Johannes 17:16; 18:36.
Men er det virkelig muligt, i vor tid, at være i verden — at leve som borger under et eller andet lands lov — og dog ikke være „en del af verden“, altså at være neutral? Jehovas Vidners historie i nyere tid svarer ja! De har holdt sig Bibelens krav om at være lovlydige borgere efterrettelig, samtidig med at de har holdt sig neutrale i de forskellige landes politiske og militære gøremål.
Bogen The Shaping of American Religion siger om Jehovas Vidner: „Skønt de nægter at hilse flaget eller at deltage i de meningsløse krige mellem nationerne der på forhånd er dømt, er de i alle andre henseender lovlydige borgere. Kun få har fundet en så elegant løsning på problemet i forbindelse med det at være ’i’ et verdsligt samfund uden også at være en del ’af’ det.“ Dette har kendetegnet Jehovas vidner over hele jorden, under mange forskellige politiske forhold. Selv når man har presset dem hårdt for at få dem til at bryde deres neutralitet, har de først og fremmest vist troskab mod Guds rige.
Historikeren Brian Dunn skriver: „Jehovas Vidner gik ikke i spand med nazismen . . . Den væsentligste årsag til nazisternes modvilje over for denne sekt var Vidnernes holdning til staten, og deres politiske neutralitet. . . . Dette var ensbetydende med at ingen troende kunne bære våben, afgive sin stemme, beklæde embeder, tage del i offentlige højtider eller på nogen måde sværge staten troskab.“ — The Churches’ Response to the Holocaust (1986).
Jehovas Vidner er stadig neutrale. I opslagsværket The Modern Encyclopedia of Russian and Soviet History, bind 15, står der: „Hitler nærede i høj grad afsky for Jehovas Vidner og fængslede måske 10.000 af dem . . . De psykisk upåvirkelige Vidner klarede sig bedre end flertallet i de tyske koncentrationslejre . . . Den sovjetiske regering har aldrig lovformeligt anerkendt Jehovas Vidner, fordi [regeringen] i denne bevægelse, mere end i nogen anden religiøs retning, ser en ideologi der radikalt undergraver sine tilhængeres loyalitet over for staten. . . . De deltager ikke i valg; de nægter at gøre tjeneste i de væbnede styrker; de begrænser deres kontakt med offentlige medier til det absolutte minimum.“
Bogen Christian Religion in the Soviet Union (1978) tilføjer: „Jehovas Vidner i Sovjetunionen modsætter sig kravet om at deltage i militærtjeneste, valg og alle andre politiske [aktiviteter, som man forventer at landets indbyggere støtter].“
Det er altså muligt at efterligne den neutralitet Jesus lagde for dagen i forbindelse med romernes og jødernes politiske og militære aktiviteter. Dette standpunkt vil vise sig at være en beskyttelse når Gud eksekverer sin ugunstige dom over det religiøse system der har blandet sig i politik.
[Ramme på side 10]
„Det er på tide at få fjernet politik fra prædikestolene og at få prædikestolene ud af politik. Kirkefolk må mene hvad de vil om verdslige spørgsmål. [Men] prædikestolene bliver misbrugt når de bruges til verdslige formål.“ — Viceudenrigsministeren for De Forenede Stater, Langhorne Motley, juni 1985.