KRANS

En prydelse der bæres på hovedet. Det hebraiske ord tsefīrahʹ, „krans“, bruges symbolsk i en profeti om Jehovas dom over Samaria, hovedstaden i Israels tistammerige, også kaldet Efraim. Samaria var på det tidspunkt fyldt med „drankere“, politiske ledere som var berusede over det nordlige riges uafhængighed af Juda og dets politiske forbund med Aram og andre fjender af Juda rige, som repræsenterede Jehovas styre. (Se Es 7:3-9.) Ligesom deltagerne i et drikkelag havde blomsterkranse på hovedet, således bar Samaria en symbolsk blomsterkrans, et symbol på dens politiske magt. Den skulle være til prydelse, men var en falmende blomst der ville forsvinde. Derefter ville Jehova for dem der var tilbage af hans folk, blive som en krone til prydelse og en hæderskrans. — Es 28:1-5.

Det samme hebraiske ord forekommer i Ezekiel 7:7, 10, men oversætterne er usikre med hensyn til ordets betydning dette sted. Et lignende aramaisk ord betyder „morgen“, og Lamsas oversættelse af den syriske Pesjitta siger derfor „daggry“ i stedet for krans eller diadem. Nogle oversættere (AS, AT, RS) forbinder ordet med et beslægtet arabisk ord og gengiver det med „dom (fordømmelse)“. Andre mener at det hebraiske ord kommer af en verbalrod der betyder „at gå rundt“, og gengiver det med „tur“ eller „vending“, i den betydning at begivenhederne tager en ny vending. — DA31, JB, JP; se også Ro og fdn. i NV.

I De Kristne Græske Skrifter forekommer flertalsformen af det græske ord stemʹma, „krans“, i Apostelgerninger 14:13. Som det fortælles dér, bragte præsten ved Zeustemplet i Lystra tyre og kranse ud til byportene for at bringe slagtofre, eftersom folkeskarerne mente at Paulus og Barnabas var guder. Det er muligt at kransene skulle anbringes på Paulus’ og Barnabas’ hoveder, sådan som man undertiden gjorde ved afguderne, eller måske var de tiltænkt præsterne selv og offerdyrene. Kransene var som regel lavet af løv, som man mente havde gudernes velbehag. — Apg 14:8-18; se også KRONE.