Læg mærke til hvordan Paulus og Barnabas appellerede til deres tilhørere: “Mænd, hvad er det I gør? Vi er også mennesker med de samme svagheder som jer. Og vi forkynder den gode nyhed for jer så I kan vende jer fra disse tomme ting og tilbede den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.

Ap.G. 14:15-17.

¹² Hvad kan vi lære af de tankevækkende ord? For det første at Paulus og Barnabas ikke følte sig hævet over andre. De gav sig ikke ud for at være noget de ikke var. De indrømmede ydmygt at de havde de samme svagheder som deres tilhørere. Det er sandt at Paulus og Barnabas havde fået den hellige ånd og var blevet befriet fra falsk religion. De var også blevet velsignet med håbet om at regere sammen med Kristus. Men Paulus og Barnabas vidste at indbyggerne i Lystra kunne få de samme gaver hvis de adlød Kristus.

¹³ Hvordan betragter vi dem vi forkynder for? Føler vi os hævet over dem? Når vi hjælper andre til at lære sandheden fra Guds ord at kende, er vi så ligesom Paulus og Barnabas opmærksomme på ikke at tage imod overdreven anerkendelse og beundring? Charles Taze Russell, der var meget dygtig til at undervise, og som førte an i forkyndelsesarbejdet i slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede, var et godt eksempel i den forbindelse. Han skrev: “Vi [ønsker] ingen ære eller ærbødighed for os selv eller vore skrifter, og vi ønsker ikke at blive kaldt Rabbi eller Deres Velærværdighed.” Bror Russell havde den samme ydmyge indstilling som Paulus og Barnabas. Vores motiv til at forkynde er heller ikke at opnå ære men at hjælpe folk til at begynde at tilbede “den levende Gud”.