BETJENT

En romersk retsbetjent der ledsagede en højere embedsmand når denne viste sig offentligt, og som bragte dennes befalinger til udførelse. Det græske ord for „betjent“, rhabdouʹchos, betyder bogstaveligt „stokkebærer“. (Apg 16:35, 38; jf. Int.) Den romerske betegnelse var lictor, og som embedstegn og symbol på den højere embedsmands myndighed bar betjenten fasces, et knippe elme- eller birkestokke der var bundet sammen om skaftet på en økse sådan at bladet stak ud mellem stokkene.

De romerske betjente havde visse politimæssige opgaver, men de adskilte sig fra vore dages politifolk ved at de var fast knyttet til den højere embedsmand og var forpligtede til altid at stå ham til tjeneste. De stod ikke direkte til folkets rådighed, men efterkom kun embedsmandens befalinger.

Når embedsmanden viste sig offentligt, forkyndte betjentene hans komme, banede vej for ham gennem folkemængden og sørgede for at man viste ham en passende ærbødighed. De stod vagt ved hans hus. De overbragte budskaber fra ham, befalede lovovertrædere at give møde for ham, pågreb forbrydere og piskede dem undertiden.

Betjentene blev egentlig kun udpeget for et år ad gangen, men ofte tjente de længere. De fleste af dem var frigivne. De var fritaget for militærtjeneste og fik løn for deres arbejde.

Filippi, som var en romersk koloni, blev styret af kejserlige embedsmænd, og det var dem der befalede at Paulus og Silas skulle afstraffes med stokkeslag. Dagen efter sendte de så betjentene hen med befaling om at Paulus og Silas skulle løslades. Paulus afslog imidlertid at lade sig løslade af betjentene og forlangte at deres overordnede, de øverste i byen, selv kom og erkendte den uret de havde begået. — Apg 16:19-40; se ØVERSTE.