De gjorde Jehovas vilje

Paulus overvinder modgang

PAULUS befinder sig i en fortvivlet situation. Han er sammen med 275 andre om bord på et skib som er udsat for Eurakviloens rasen — den voldsomste vind på Middelhavet. Det er så forfærdeligt et uvejr at man ikke kan se solen om dagen eller stjernerne om natten, og de ombordværende frygter naturligvis for deres liv. Paulus trøster dem ved at fortælle hvad Gud har åbenbaret ham i en drøm: „Ikke én sjæl af jer skal gå tabt, kun båden.“ — Apostelgerninger 27:14, 20-22.

Under stormen den fjortende nat gør sømændene en overraskende opdagelse — vandet er kun 20 favne dybt.a Da de er kommet lidt længere frem, lodder de igen dybden. Denne gang er vandet 15 favne dybt. De er tæt på land! Denne gode nyhed gør dem imidlertid også bekymrede, for skibet, der om natten kastes hid og did på det lave vand, kan jo risikere at blive knust mod klipperne. Sømændene er fornuftige nok og lader ankrene falde, og nogle af dem vil fire jollen ned, gå om bord i den og prøve på at redde sig i land.b Men Paulus standser dem. Han siger til centurionen og soldaterne: „Hvis ikke disse mænd bliver i båden, kan I ikke blive reddet.“ Centurionen lytter til Paulus, og nu venter de i alt 276 ombordværende på at det skal blive lyst. — Apostelgerninger 27:27-32.

De lider skibbrud

Om morgenen får de ombordværende øje på en bugt med en strand. Med fornyet håb kapper sømændene ankrene og hejser forsejlet for vinden. Skibet begynder at bevæge sig ind mod kysten, og der lyder uden tvivl glædesråb. — Apostelgerninger 27:39, 40.

Med ét støder skibet på en revle og sætter sig fast. Og hvad der er endnu værre, voldsomme bølger slår mod bådens agterstavn og knuser den. Alle må forlade skibet! (Apostelgerninger 27:41) Men der er et problem, for mange af de ombordværende, deriblandt Paulus, er fanger. Og ifølge romersk lov skal en vagt som lader sin fange undslippe, lide den straf som er tiltænkt fangen. Hvis for eksempel en morder undslap, måtte den forsømmelige vagt bøde for det med sit liv.

Soldaterne, som frygter disse konsekvenser, beslutter at dræbe alle fangerne. Men centurionen, som er venligt indstillet over for Paulus, griber ind. Han giver befaling til at de der kan svømme, skal kaste sig i havet og svømme ind til land. De øvrige må gribe fast om planker eller andre vragdele. En efter en vader de skibbrudne fra det sønderslåede skib op på land. Og som Paulus ganske rigtigt har sagt, går ikke ét liv tabt. — Apostelgerninger 27:42-44.

Miraklet på Malta

Den medtagne gruppe har fundet et tilflugtssted på øen Malta. Indbyggerne er fremmedsprogede, bogstaveligt „barbarer“ (græsk barʹbaroi).c Men malteserne behandler dem ikke brutalt. En af Paulus’ rejsefæller, Lukas, fortæller tværtimod at de „viste os en usædvanlig menneskekærlighed, for de tændte et bål og tog sig af os alle på grund af regnen der faldt og på grund af kulden“. Sammen med folkene på øen samler Paulus grene som han lægger på bålet. — Apostelgerninger 28:1-3, fodnote.

Pludselig bider en giftslange sig fast i Paulus’ hånd! Øens indbyggere mener at Paulus må være en morder. De tror sandsynligvis at Gud straffer syndere ved at angribe den del af kroppen som synden blev begået med. Men hvad sker der? Til deres store forbløffelse ryster Paulus giftslangen af i ilden. Og som Lukas’ øjenvidneberetning siger, ’venter de at Paulus vil svulme op af betændelse eller pludselig falde død om’. Men da der intet skete, ændrer folkene på øen mening og siger at han må være en gud. — Apostelgerninger 28:3-6.

Paulus tilbringer tre måneder på Malta. I den tid helbreder han Publius’ fader og andre som er ramt af sygdomme. Publius er øens førende mand, som har taget gæstfrit imod Paulus. Desuden sår Paulus sandhedens sæd på øen, hvilket fører til meget godt for Maltas gæstfrie indbyggere. — Apostelgerninger 28:7-11.

Hvad vi kan lære

Paulus mødte mange udfordringer i løbet af sin tjeneste. (2 Korinther 11:23-27) I ovenstående beretning var han fange på grund af den gode nyhed. Derudover måtte han klare mange uventede prøvelser: en voldsom storm og et efterfølgende skibbrud. Under disse genvordigheder vaklede Paulus aldrig i sin beslutning om at være en ivrig forkynder af den gode nyhed. På baggrund af det han havde erfaret, skrev han: „I alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød. Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:12, 13.

De problemer vi kommer ud for i livet, må aldrig svække os i vores beslutning om at være nidkære tjenere for den sande Gud. Når der opstår uventede prøvelser, kaster vi vores byrde på Jehova. (Salme 55:22) Derefter venter vi tålmodigt for at se hvordan han vil gøre det muligt for os at udholde prøvelsen. Imens fortsætter vi trofast med at tjene ham idet vi har tillid til at han tager sig af os. (1 Korinther 10:13; 1 Peter 5:7) Ved fortsat at stå fast, uanset hvad der måtte ske, kan vi, ligesom Paulus, overvinde modgang.

[Fodnoter]