’Tal Guds ord med frimodighed’
JEHOVA Gud kan give sine tjenere kraft til at ’tale hans ord med frimodighed’. (Apostelgerninger 4:31) Ikke engang de der er nye i sandheden og uerfarne i forkyndelsen, behøver at tøve med frimodigt at fortælle om den gode nyhed. I Elfenbenskysten traf to forkyndere en universitetsprofessor mens de gik fra hus til hus. Den yngste af de to forkyndere, Seriki, følte ikke han var i stand til at tale med så lærd en mand, og lod derfor den anden forkynder føre ordet.
Professoren var bekymret over den udbredte racefordom og gav Gud skylden for den, da det måtte være ham der havde skabt de forskellige racer. Efter at de havde snakket længe uden tilsyneladende at komme nogen vegne, tog Seriki mod til sig og brød på en taktfuld måde ind i samtalen. (1 Thessaloniker 2:2) Han henviste til de smukke farver professorens hus var malet i, og spurgte: „Hvorfor har De ikke malet hele huset i samme farve?“
„Tror De jeg er skør!“ sagde professoren skarpt. Seriki svarede: „Slet ikke, men hvorfor skulle vi da forvente at Gud ville skabe alt i samme farve?“ Denne enkle illustration satte tingene på plads, og den forsagte Seriki fik således aflagt et glimrende vidnesbyrd.