6D „Gud, som er over alle“

Ro 9:5 — Gr.: καὶ ἐξ ὧν ὁ χριστὸς τὸ κατὰ σάρκα, ὁ ὢν ἐπὶ πάντων, θεὸς εὐλογητὸς εἰς τοὺς αἰῶνας· ἀμήν

(kai ex hōn ho christosʹ to kataʹ sarʹka, ho ōn epiʹ panʹtōn, theosʹ eulogētosʹ eis tous aiōʹnas; amēnʹ)

1925	„og hvorfra Christus selv udsprang efter sin menneskelige Natur — den Gud, som er over alt, han være højlovet i Evighed! Amen.“	Den Nye Pagts Breve, Axel Sørensen, 3. gennemsete udgave, København.
1950	„og fra hvem Messias [stammede] efter kødet — Gud, som er over alle, [være] velsignet for evigt. Amen.“	New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Brooklyn, New York (på dansk 1974).
1961	„og fra dem udsprang, ved naturlig afstamning, Messias. Måtte Gud, den øverste over alle, være velsignet for evigt! Amen.“	The New English Bible, Oxford og Cambridge.
1966	„og Kristus, som menneske, hører til deres slægt. Måtte Gud, som hersker over alle, være priset for evigt! Amen.“	Today’s English Version, American Bible Society, New York.
1977	„og fra dem er Kristus kommet. Gud, som er over alle, være priset til evig tid! Amen.“	Paulus’ breve, Niels Hyldahl, København.

Disse oversættelser opfatter ὁ ὤν (ho ōn) som indledende en uafhængig sætning der handler om Gud og udtrykker en velsignelse af ham for det han har tilvejebragt. Her og i Sl 67:19 LXX står prædikatet εὐλογητός (eulogētosʹ, „velsignet“) efter subjektet θεός (theosʹ, „Gud“). — Se Sl 68:19, fdn.

I sit værk Grammatik des neutestamentlichen Sprachidioms, 7. udg., Leipzig 1867, s. 513, siger G. B. Winer: „Hvor subjektet udgør hovedbegrebet, især hvor det modstilles et andet subjekt, kan og vil prædikatet blive efterstillet, jf. Sl 67:20 [19] LXX. Og derfor er ordstillingen i Ro 9:5, hvis ordene ὁ ὢν ἐπὶ πάντων θεὸς εὐλογητός osv. [ho ōn epiʹ panʹtōn Theosʹ eulogētosʹ osv.] henviser til Gud, helt på sin plads, ja nødvendig.“

En detaljeret undersøgelse af konstruktionen i Ro 9:5 findes i The Authorship of the Fourth Gospel and Other Critical Essays af Ezra Abbot, Boston (USA) 1888, s. 332-438. På s. 345, 346 og 432 siges der: „Men her er ὁ ὤν [ho ōn] adskilt fra ὁ χριστός [ho christosʹ] af τὸ κατὰ σάρκα [to kataʹ sarʹka], som ved læsning skal følges af en pause — en pause der forlænges som følge af den særlige betoning som κατὰ σάρκα [kataʹ sarʹka] får på grund af τό [to]; og den foregående sætning er grammatisk set fuldstændig i sig selv, og logisk set kræver den intet yderligere; for det var kun med hensyn til kødet at Kristus stammede fra jøderne. På den anden side vil, som vi har set (s. 334), den opregning af velsignelser der går umiddelbart forud, kronet af Kristi kommes uvurderlige velsignelse, naturligt munde ud i en pris og tak til Gud som den der hersker over alle; mens også det ’Αμήν [Amēnʹ] der slutter sætningen lader formode at der er tale om en doksologi. Fra ethvert synspunkt virker den doksologiske konstruktion derfor ubesværet og naturlig. . . . At det er naturligt med en pause efter σάρκα [sarʹka] fremgår yderligere af at vi finder en prik efter dette ord i alle vore ældste MSS der bevidner dette sted — nemlig A, B, C, L . . . Jeg kan nu, foruden uncialerne A, B, C, L . . . nævne mindst seksogtyve kursivhåndskrifter som har et skilletegn efter σάρκα, almindeligvis det samme som det de har efter αἰῶνας [aiōʹnas] eller ’Αμήν [Amēnʹ].“

Det må derfor være Gud der gives pris og tak i Ro 9:5. Skriftstedet sætter ikke Jehova Gud lig med Jesus Kristus.