Læg en selvopofrende ånd for dagen!

MAN var meget glad for at have Rolfa ansat i firmaet. Da han spurgte sin arbejdsgiver om muligheden for at gå på deltid så han kunne yde en større indsats i den kristne tjeneste, var denne meget samarbejdsvillig. I adskillige år havde Rolf derfor den glæde at kunne virke i pionertjenesten. Men en dag ændrede arbejdssituationen sig. Rolf var så værdsat på sit arbejde at han fik tilbudt stillingen som salgschef samt en klækkelig lønforhøjelse. Desuden var der gode muligheder for yderligere avancement. Fremtidigt deltidsarbejde var nu udelukket.

Eftersom Rolf var gift og havde to børn kunne han godt bruge de ekstra penge. Ikke desto mindre sagde han nej tak til tilbudet og søgte en anden stilling, så han kunne tage sig af både sine åndelige og sine økonomiske forpligtelser. Denne afgørelse overraskede Rolfs arbejdsgiver, der forgæves prøvede at få ham til at ændre sin beslutning ved at tilbyde ham en endnu større lønforhøjelse. Efter dette mislykkede forsøg sagde chefen: „Det er umuligt at konkurrere med din overbevisning.“

Rolf havde ikke blot en overbevisning, men ejede også en anden attråværdig egenskab — nemlig en selvopofrende ånd. En sådan indstilling er sjælden i vor selvcentrerede verden, men den kan føre til et meningsfyldt og tilfredsstillende liv. Hvad menes der imidlertid med en selvopofrende ånd? Hvad indebærer denne egenskab? Og hvad skal vi gøre for at blive ved med at eje den?

Et bibelsk krav

At bringe et offer vil sige at give afkald på noget eller opgive noget værdifuldt. Ofre har været en del af den rene tilbedelse lige siden det første trofaste vidne, Abel, bragte „nogle af sin hjords førstefødte“ som en offergave til Gud. (1 Mosebog 4:4) Noa, Jakob og andre af troens mænd fulgte dette eksempel. (1 Mosebog 8:20; 31:54) Dyreofre var også en vigtig del af Moseloven. (3 Mosebog 1:2-4) Under denne lov blev Guds tjenere tilskyndet til at ofre det bedste de havde. De måtte ikke ofre et dyr der havde legemsfejl. (3 Mosebog 22:19, 20; 5 Mosebog 15:21) Når frafaldne israelitter overtrådte denne lov, retledte Gud dem og sagde: „Når I frembærer et halt eller et sygt dyr [som offer, siger I]: ’Det er ikke galt.’ Bring det engang hen til din landshøvding. Vil han bryde sig om dig, eller vil han tage venligt imod dig? . . . Skulle jeg bryde mig om at modtage det fra jeres hånd?“ — Malakias 1:8, 13.

Princippet med at bringe ofre blev videreført i den kristne tilbedelse. Men eftersom Kristus har tilvejebragt et fuldkomment genløsningsoffer, er dyreofre ikke længere velbehagelige for Gud. Hvilke antagelige ofre kan kristne da bringe? I Romerbrevet 12:1 siger Paulus: „Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.“ Hvilken forbløffende ændring! I stedet for at ofre noget dødt skulle kristne bringe sig selv som et levende offer i form af deres kræfter, aktiver og evner. Og ligesom i det gamle Israel vil Jehova ikke godkende et „sygt“ eller halvhjertet offer. Han kræver det allerbedste af sine tilbedere, nemlig at de tjener ham af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke. — Markus 12:30.

En selvopofrende ånd indebærer altså langt mere end blot at overholde en kristen møde- eller tjenesteplan. Det er en fast beslutning om at gøre Guds vilje uanset hvilke konsekvenser dette måtte få. Man må være indstillet på at blive udsat for genvordigheder og trængsler. „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig,“ sagde Jesus, „så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mattæus 16:24) En kristen lader ikke ambitioner eller materialistiske mål være det vigtigste i livet. Nej, hans liv drejer sig først og fremmest om at søge Guds rige og hans retfærdighed. (Mattæus 6:33) Om nødvendigt er han rede til at „tage sin marterpæl op“, idet han er villig til at udholde hån og forfølgelse, ja, endog døden!

Selvopofrelse medfører velsignelser

Men er selvopofrelse værd at arbejde på, især i betragtning af de alvorlige konsekvenser denne egenskab kan få? De der elsker Jehova Gud og som ønsker at se hans navn blive æret, er ikke i tvivl. (Mattæus 22:37) Tænk for eksempel på det fuldkomne eksempel Jesus Kristus satte. Før han kom til jorden indtog han en ophøjet stilling i himmelen som åndeskabning. Til sine disciple sagde han imidlertid: „Jeg søger ikke min egen vilje, men hans [Guds] vilje som har sendt mig.“ (Johannes 5:30) Ja, „han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ — Filipperne 2:7, 8.

Det var ikke forgæves at Jesus bragte disse ofre. Eftersom han beredvilligt ’satte sin sjæl til for sine venner’, kunne han betale den nødvendige løsesum så ufuldkomne mennesker kunne opnå livet — i form af udødelighed i himmelen eller evigt liv på jorden. (Johannes 3:16; 15:13; 1 Johannes 2:2) Ved at bevare sin uangribelighed til fuldkommenhed ophøjede han Guds navn. (Ordsprogene 27:11) Intet under at Jehova velsignede ham for denne selvopofrende indstilling! ’Gud ophøjede ham til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn.’ — Filipperne 2:9.

’Denne velsignelse skyldtes jo at Jesus var Guds enestefødte søn,’ tænker du måske, og spørger: ’Belønner Gud også andre som bringer ham ofre?’ Ja, dette fremgår tydeligt af mange eksempler fra både fortiden og nutiden. Tag for eksempel den bibelske beretning om moabitterinden Rut. Hendes israelitiske mand havde tilsyneladende lært hende om Jehova. Efter hans død måtte hun træffe et valg. Skulle hun blive boende i sit hedenske fødeland eller rejse til det forjættede land sammen med sin aldrende svigermoder, No’omi? Rut valgte det sidste, og dét på trods af at hun måtte forlade sine forældre og måske endda give afkald på at gifte sig igen. Men Rut havde lært Jehova at kende, og ønsket om at tilbede ham sammen med hans udvalgte folk tilskyndede hende til at følge med No’omi.

Blev Rut belønnet for denne selvopofrende indstilling? Ja. En jordbesidder ved navn Boaz giftede sig med hende, og Rut blev moder til sønnen Obed og derved stammoder til Jesus Kristus. — Mattæus 1:5, 16.

Selvopofrende tjenere for Gud i vor tid er også blevet velsignet. I 1923 flyttede William R. Brown, bedre kendt som „Bibel-Brown“, og hans hustru og datter fra deres hjem i Vestindien for at føre an i forkyndelsesarbejdet i Vestafrika. Senere rejste de til Nigeria, hvor forkyndelsen lige var begyndt at bære frugt. Sammen med en sort amerikaner ved navn Vincent Samuels og en anden forkynder fra Vestindien, Claude Brown, spillede „Bibel-Brown“ en vigtig rolle i de første stadier af forkyndelsesarbejdet i Vestafrika.

I dag er der i alt over 187.000 forkyndere i Sierra Leone, Liberia, Ghana og Nigeria — alle distrikter hvor „Bibel-Brown“ og hans venner begyndte forkyndelsesarbejdet. Før sin død i 1967 sagde „Bibel-Brown“: „Det er en stor glæde at se mænd og kvinder begynde at leve efter den gode nyhed om Guds rige!“ Ja, han blev rigt velsignet for sit selvopofrende liv.

Områder hvor vi kan vise selvopofrelse

Hvordan kan vi vise den samme selvopofrende ånd i dag? Blandt andet ved at være med i forkyndelsen fra hus til hus hver uge. (Apostelgerninger 20:20) Dette er imidlertid ikke altid lige let, især ikke efter en trættende uge på et verdsligt arbejde. Det vil sikkert kræve både selvdisciplin og god planlægning. Men glæderne opvejer langt de besværligheder man måtte komme ud for. Måske får du den forret at hjælpe en til at blive „et brev fra Kristus . . . indskrevet, ikke med blæk, men med en levende Guds ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, på hjerter“. — 2 Korinther 3:3.

Nogle har øget deres deltagelse i forkyndelsen ved at være mere opmærksomme på at ’købe den belejlige tid’ fra blandt andet verdsligt arbejde eller underholdning. (Efeserne 5:16) Mange har lagt deres tid sådan til rette at de har kunnet være hjælpepionerer mindst én gang om året. Andre kan være faste hjælpepionerer eller tjene som almindelige pionerer. Måske kunne vi også bringe ofre ved at flytte hen hvor behovet for forkyndere er større. Dette medfører ofte store forandringer hvad livsstil angår, foruden at man må finde sig i besværligheder og tilpasse sig en ny kultur eller nye skikke. Men sådanne ofre er absolut værd at bringe, da de langt opvejes af velsignelserne ved at have en større andel i at hjælpe andre til at vinde livet.

Dette har den canadiskfødte John Cutforth erfaret. Efter at have overværet Vagttårnets Bibelskole Gilead fik han tildelt et missionærdistrikt i Australien. „Det var utrolig langt væk hjemmefra!“ mindes broder Cutforth. „Ville jeg mon nå at komme tilbage til Canada og se mine forældre og venner inden Harmagedon? Den eneste måde hvorpå jeg kunne få svar på dette spørgsmål, var ved at rejse.“ Det gjorde broder Cutforth så, og han fortrød ikke de ofre han bragte. Senere førte han an i vidnegerningen i Papua Ny Guinea, hvor han stadig tjener nidkært, idet han har fuldført 50 års heltidstjeneste. Engang sagde han: „Hvis man altid prøver at følge Jehovas ledelse og tager imod de opgaver han betror en, vil det bringe glæde, lykke, tilfredshed og utallige venner.“

Forskellige omstændigheder, som for eksempel dårligt helbred og økonomiske eller familiemæssige forpligtelser, kan naturligvis sætte grænser for hvad man kan yde. Ikke alle kan tjene som pionerer eller missionærer. Men vi må alligevel være fast besluttede på at overvære møderne og deltage i tjenesten på arbejdsmarken så meget som overhovedet muligt, og ikke lade småting, som for eksempel dårligt vejr, hindre os. (Hebræerne 10:24, 25) Måske kunne vi også ofre mere tid på vort personlige studium af Guds ord. Nogle familier finder tid til dette ved at se mindre fjernsyn. De har måske endda indført en tv-fri aften én gang om ugen eller helt skilt sig af med fjernsynet. Når vi finder tid til personligt studium, vil det „lovprisningsoffer“ vi bringer i forbindelse med vor ’offentlige bekendelse af hans navn’ ved møderne og i forkyndelsen, sandsynligvis blive af højere kvalitet. — Hebræerne 13:15.

Husk at forkyndelsesarbejdet nu befinder sig i slutfasen. Gud vil snart fælde dom over denne begærlige og selvbehagelige verden. (Zefanias 2:3) Vi må ikke spare os selv såfremt vi fortsat ønsker at opnå Guds gunst, men ’fremstille vore legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer’. (Romerne 12:1) En sådan indstilling vil medføre stor lykke og tilfredshed. Den vil hjælpe os til at opnå en større glæde i vor tjeneste, og Jehova Guds hjerte vil fryde sig! — Ordsprogene 27:11.

Fortsæt derfor med at lægge en selvopofrende ånd for dagen! Tøv ikke med at gøre noget for andre eller med at arbejde for Rigets interesser. Apostelen Paulus tilskynder: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ — Hebræerne 13:16.

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Det kan betyde ofre at finde tid til personligt studium og tjeneste på arbejdsmarken, men det lønner sig

[Illustration på side 28]

W. R. Brown og John Cutforth blev rigt belønnet for deres selvopofrende indstilling