Jeg har tjent Jehova i gunstige og i ugunstige tider

Fortalt af Hal Bentley

DER var blevet truffet forberedelse til at Jehovas Vidner kunne afholde et kredsstævne i en lille landsby i Nyasaland (nu Malawi). Kreds- og områdetilsynsmanden var netop ved at foretage den sidste inspektion af platformen, der var lavet af græs og bambus, samt af græshytterne der skulle bruges til at overnatte i. Pludselig blev de omringet af en pøbelsværm der havde holdt sig skjult i den nærliggende bush. Pøbelen satte ild til hytterne og platformen og tvang de to brødre hen mod de huse hvor de boede.

Områdetilsynsmandens hustru, Joyce Bentley, kom løbende for at se hvad der skete, men også hun blev skubbet tilbage. Anføreren for pøbelen råbte at mzungu’en (den hvide mand) straks skulle forlade stedet. De lod os ikke tage nogen af vore ejendele med, men tvang os ind i vores landrover. Mænd, kvinder og børn stimlede sammen om bilen og råbte: „Pitani mzungu“ (Forsvind, hvide mand), og „Kwacha“ (Frihed). Vi troede at de ville vælte landroveren og bad derfor en stille bøn til Jehova. Men skaren spredtes og vi kørte til den nærmeste politistation, der lå i Mzimba, omkring 50 kilometer derfra.

Senere kom vi tilbage under ledsagelse af en enkelt politibetjent. På grund af problemer andre steder var han den eneste der kunne undværes. Da vi ankom til stedet hvor vi var blevet overfaldet, vajede Malawis Kongrespartis flag udenfor, og bogstaverne M.C.P. (Malawi Congress Party) stod ridset i lervæggen. Efter at betjenten havde talt med lokalbefolkningen, lod de os læsse vore ejendele over i landroveren.

Vi fandt også kredstilsynsmanden, Rightwell Moses, og hans kone. Hun var løbet ind i bushen under overfaldet. Rigthwell var nær blevet druknet i en nærliggende flod. Pøbelen havde også taget al maden til stævnet. Derefter havde de ladet brødrene marchere flere kilometer i den ene retning og søstrene og børnene i den modsatte retning. Til sidst var pøbelen blevet træt og havde forladt dem.

Dette var blot én af de mange hændelser der kulminerede i at Jehovas Vidners arbejde i Malawi blev forbudt. Under den voldsomme forfølgelse af Jehovas vidner der fulgte, blev nogle dræbt, andre blev slået, voldtaget eller kastet i fængsel.

Hvorfor befandt vi os i Malawi?

Jeg blev født den 28. juni 1916, i den engelske by Leeds i Yorkshire, som den yngste i en børneflok på fem. Vores familie var ikke religiøs og vi gik aldrig i kirke.

Da den anden verdenskrig brød ud i 1939 var begge mine forældre døde. I juni 1940 kom jeg ind som soldat i en alder af 24 år, og i de næste fem år tjente jeg i forskellige motoriserede enheder. I disse år hvor jeg mange gange befandt mig i maskingeværposter langs Englands nordøstkyst, havde jeg ofte lejlighed til at tænke på Gud. Når jeg betragtede stjernehimmelen spekulerede jeg på hvordan Skaberen af en sådan ærefrygtindgydende skønhed kunne tillade al den vold, blodsudgydelse og lidelse blandt mennesker. Men det var først efter at jeg var blevet hjemsendt at jeg fandt svaret på de mange spørgsmål der så længe havde voldt mig hovedbrud.

En kold vinteraften bankede det på min dør. Da jeg lukkede op stod der en ældre mand som begyndte at tale om Bibelen. Dette førte til et bibelstudium, og kort efter — i april 1946 — blev jeg døbt. I 1949 sagde jeg mit arbejde op og blev en af Jehovas Vidners pionerforkyndere.

Derefter tjente jeg på betelhjemmet i London i over tre år, og i 1953 blev jeg indbudt til at overvære den 23. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i South Lansing, New York, for at blive uddannet som missionær. Jeg blev derefter sendt til Nyasaland. Senere kom jeg ud i områdetjenesten. I fem år gennemrejste jeg dette smukke land på kryds og tværs. Dengang var jeg stadig ung og ugift. Jeg kom til at holde af landets indbyggere der var så glade og gæstfri, skønt de kun havde få materielle ejendele ud over deres majsmarker og nogle få høns, geder eller grise. Nogle var dygtige fiskere. Jeg boede sammen med dem i deres beskedne pælehytter af ler og fulgtes med dem i forkyndelsen fra landsby til landsby. Jeg glædede mig også over samværet med dem ved stævnerne, der foregik udendørs. Her sad familierne sammen og lyttede opmærksomt til foredragene, skønt regnen nogle gange styrtede ned!

Når jeg gjorde ophold i en landsby kom alle, både unge og gamle, hen og hilste på mig og spurgte: „Moni, muli bwanji?“ (Goddag, hvordan går det?) Selv når jeg gik fra landsby til landsby standsede folk op i deres arbejde på marken for at råbe en hilsen.

Hver menighed jeg besøgte sammen med kredstilsynsmanden byggede en særlig hytte specielt til mig. Nogle gange var den lavet af solide pæle og havde stråtag, hvilket jeg værdsatte meget. Jeg opdagede imidlertid at der går et stykke tid før et nytækket tag bliver vandtæt!

Ved en lejlighed byggede brødrene en hytte til mig udelukkende af tykt elefantgræs. Den havde tre sider, og min landrover udgjorde så den fjerde. Det var i Shire River-dalen, hvor der er varmt året rundt. Moskitoerne arbejder så at sige på skift og under ikke én ro hverken dag eller nat! Uden moskitonet og myggebalsam ville det næsten have været umuligt at klare sig.

Jeg får en partner for livet

I 1960 blev jeg gift med Joyce Shaw, der havde været missionær i Ecuador. Efter at have glædet mig over den ugifte stand i nogle år, fik jeg nu den velsignelse at opleve ægteskabet — som jeg stadig værdsætter højt efter 30 år. Joyce og jeg har fået lov til at opleve mange spændende ting sammen.

Ved en lejlighed byggede brødrene en bro over et vandløb ved hjælp af pæle og græs fordi jeg skulle over på den anden side til en landsby hvor de gerne ville have mig til at vise Selskabets film „Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed“. Landroverens trailer hang imidlertid fast på en af broens pæle. Men brødrene spændte ufortrødent traileren fra, så jeg kunne køre videre, hvorefter de manøvrerede traileren over. Filmforevisningen blev en succes.

Til tider var floderne for brede til at der kunne bygges bro over dem. Så tog brødrene alt grejet fra landroveren — den transportable generator, filmspolerne, filmfremviseren og sengene — og vadede over floden med det. Jeg blev transporteret over på skuldrene af en stærk broder mens to søstre bar Joyce. Men nogle floder var for dybe. Dem krydsede vi på en interimistisk færge bestående af kraftige planker der var fastgjort på otte til ti store olietønder. To færgemænd trak os over ved hjælp af reb.

Brødrene i Malawi var overordentlig hjælpsomme og venlige og behandlede os med stor respekt. Et sted hvor lokalbefolkningen havde truet med at brænde det hus ned hvor vi boede, blev brødrene oppe hele natten for at beskytte os. Allerede før Jehovas Vidner blev forbudt i 1967 opstod der farlige situationer, deriblandt den der er beskrevet i indledningen. Mange af brødrene og søstrene i Malawi ville, om nødvendigt, have ofret livet for os.

Engang gik jeg fra hus til hus med en broder der havde en stor bule i panden. Han var blevet slået halvt fordærvet nogle få dage forinden. Ved et hus aflagde han roligt et udmærket vidnesbyrd for den besøgte. Da vi havde forladt huset sagde broderen: „Det var den mand der gav mig de mange prygl!“ Jeg kom i tanker om Paulus’ ord: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt . . . Overvind til stadighed det onde med det gode.“ — Romerne 12:17-21.

Vi udvider vor tjeneste

Mens Joyce og jeg var i Malawi, besøgte vi også mange gange nabolandet Moçambique. Her kom Joyces kendskab til spansk, som hun havde erhvervet sig da hun var missionær i Ecuador, os til stor hjælp, for den portugisiske befolkning kunne godt forstå hende. Med tiden lærte vi begge at føre samtaler på portugisisk. Vi fortsatte med at besøge Moçambique efter at vi havde fået tildelt et nyt distrikt i Zimbabwe. Men den katolske kirke var stærk modstander af vort arbejde og skabte problemer. De følgende ti år mærkede vi dog ofte Jehovas kærlige omsorg og beskyttelse i vort arbejde med at finde de symbolske får.

Under et af vore besøg i Moçambique besøgte vi en interesseret dame nord for havnebyen Beira. Hendes søster i Portugal havde skrevet og fortalt hende om alt det vidunderlige hun havde lært ved at studere med Jehovas vidner. Damen havde slået det alt sammen efter i sin egen bibel og var endog begyndt at fortælle sine naboer om det hun havde lært. Men det eneste vi havde var navnet på et autoværksted hvor hendes mand arbejdede.

Da vi nærmede os indgangen til værkstedet spurgte en mand os om han kunne hjælpe os med noget. Vi spurgte efter damens mand. Han pegede hen på en mekaniker der arbejdede på en bil, hvorefter han straks forlod os. Vi præsenterede os for mekanikeren og sagde at vi gerne ville besøge hans kone. Han var meget nervøs. Mens han fulgte os hjem forklarede han at den mand vi først havde talt med var taget hen for at melde vores ankomst til den lokale chef for P.I.D.E. (det hemmelige politi). Vi var gået i en fælde! Han fortalte os desuden at hans kone i nogen tid var blevet overvåget af politiet fordi hun forkyndte, og at de havde opsnappet det brev der fortalte at vi ville komme og besøge hende. De havde taget hendes bibel, men hun havde været så fornuftig at hun havde gemt en anden bibel. De havde også taget den katolske biskop med hen til hende for at han skulle overtale hende til at lade være med at tale om Jehova og Riget.

Da vi mødte den interesserede dame blev hun ude af sig selv af glæde og gav Joyce et stort knus. Hun bønfaldt sin mand om at lade os blive hos dem, men det afslog han og gik tilbage til sit arbejde. Vi gjorde hvad vi kunne for at få mest muligt ud af det korte besøg, idet vi opmuntrede hende ud fra Bibelen og roste hende for hendes afgjorte standpunkt. For ikke at skabe flere problemer for hende tog vi af sted, men lovede at komme tilbage senere når omstændighederne var blevet bedre. Da vi efter at have forladt huset var ved at fylde benzin på ved tanken, opdagede vi at vi blev overvåget. Men vi blev ikke arresteret. Før vi tog tilbage til Zimbabwe kørte vi til Beira og besøgte den lille menighed dér. Nogle måneder senere vendte vi tilbage, og vi kunne denne gang spise et måltid mad sammen med den interesserede dame og hendes mand og deres datter. Hun blev senere døbt under et besøg i Portugal, og blev en nidkær forkynder.

Vi besøgte jævnligt steder længere mod nord, som for eksempel Quelimane, Nampula og Nacala. I den lille havneby Nacala besøgte vi ofte familien Soares. Det var i Portugal hr. Soares første gang havde hørt om sandheden. Men da han emigrerede til Moçambique, fik brødrene i Moçambiques hovedstad, Lourenço Marques (nu Maputo), oprettet studium med ham og hans familie. De var meget taknemmelige for at vi var villige til rejse flere hundrede kilometer for at besøge en isoleret familie, og de gjorde gode fremskridt. Senere flyttede de til Sydafrika, hvor datteren Manuela nu tjener på Betel som portugisisk oversætter.

Vi besøgte menigheden i hovedstaden Lourenço Marques mange gange. Det betød at vi måtte rejse over 1100 kilometer fra Blantyre ad primitive veje. To gange fik vi alvorlige problemer med bilen og måtte slæbes til Salisbury (i dag Harare). Men det var alligevel en stor glæde at se den lille gruppe i Lourenço Marques vokse til en god menighed, til trods for at de arbejdede under forbud. Der blev regelmæssigt afholdt små kredsstævner. Men de blev holdt i bushen for at det skulle se ud som om brødrene blot var en stor gruppe der var på skovtur. Ved flere lejligheder blev der afholdt stævner i Nelspruit i Sydafrika på den anden side af grænsen. Dette hjalp brødrene i Maputo til at værdsætte Jehovas organisation og vokse åndeligt.

Menigheden i Beira blev også stærk. På grund af de politiske uroligheder i Moçambique bor mange brødre fra dette land i dag i Portugal, Sydafrika, Canada, Brasilien, De Forenede Stater og andre lande. Al ære går til Jehova, der ’fik det til at gro’. (1 Korinther 3:6, 7) Ja, i ti år havde vi det privilegium at hjælpe brødrene i Moçambique under det portugisiske styre. Når vi ser tilbage forundres vi over den måde hvorpå Jehova åbnede mulighed for at dette kunne lade sig gøre.

Da vi engang besøgte Nampula i nord, blev vi arresteret af et medlem af P.I.D.E. Al vores litteratur blev konfiskeret, deriblandt vore bibler, og vi fik at vide at vi aldrig mere ville få tilladelse til at rejse ind i Moçambique. Men til trods herfor var vi med Jehovas hjælp i stand til at foretage mange flere rejser ind i landet. Hver gang vi nåede grænsen plejede vi at bede om hans hjælp og ledelse, så vi kunne gøre hans vilje og give brødrene i dette land den opmuntring og oplæring de havde så hårdt brug for.

I 1979 blev vi flyttet til Botswana. Det er et land der er omkring halvt så stort som Sydafrika. Men eftersom Kalahariørkenen dækker et stort område af landet, er der ikke engang en million indbyggere. I Botswana havde vi blandt andet det privilegium at hjælpe med at bygge en rigssal og et missionærhjem i hovedstaden Gabarone. Vi har også haft mulighed for at studere Bibelen med portugisisktalende flygtninge fra Angola.

Mens vi var her havde vi også lejlighed til at hjælpe nogle unge fra nabolandet Zimbabwe. Her fik Jehovas Vidner en særlig tilladelse til at give bibelundervisning i visse skoler, og nogle unge blev interesseret. Da de senere flyttede til Botswana kontaktede vi dem, og de bad os om at studere Bibelen med dem. Deres forældre var imidlertid modstandere, så de måtte komme hen til missionærhjemmet for at studere. De gjorde gode fremskridt og blev senere døbt.

Når jeg ser tilbage på de 41 år jeg har været i heltidstjenesten i otte forskellige lande, er jeg Jehova dybt taknemmelig for de mange velsignelser jeg har fået. Det har ikke været let, men det har været en stor glæde for Joyce og mig at hjælpe mange til at tage standpunkt for Riget og at se den fremgang der har fundet sted trods store problemer og hård modstand. Vi har afgjort måttet forkynde ’i gunstige og ugunstige tider’. Ja, heltidstjenesten er en storslået forret og oplevelse, som vi af hele vort hjerte kan anbefale alle der kan lægge deres forhold sådan til rette at de kan tage den op. — 2 Timoteus 4:2.

[Kort på side 21]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ANGOLA

ZAMBIA

MALAWI

Mzimba

Blantyre

MOÇAMBIQUE

Nacala

Beira

Maputo

ZIMBABWE

Harare

NAMIBIA

BOTSWANA

Gaborone

SYDAFRIKA

INDISKE OCEAN

600 km

[Illustration på side 24, 25]

Når floderne var for dybe, trak to færgemænd os over ved hjælp af reb