Forkynd ivrigt den gode nyhed
’Jeg er ivrig efter at forkynde den gode nyhed også for jer.’ — Romerne 1:15.
1, 2. Hvordan reagerer folk ofte i nødsituationer?
„DE KOM alle vegne fra . . . flere hundrede frivillige strømmede ind i de to amter med vognladninger af mad og tøj. De oprettede evakueringslejre, nogle arbejdede 18-20 timer i døgnet, andre fik slet ingen søvn de første døgn efter det forfærdelige digebrud.“
2 Sådan reagerede folk da et område i det nordlige Californien sidste forår pludselig blev ramt af en kraftig oversvømmelse, der tvang omkring 24.000 mennesker til at flygte fra deres hjem. Ja, når der indtræffer katastrofer — uanset om det er lokale oversvømmelser, jordskælv eller kernekraftulykker — melder folk sig ofte frivilligt for at hjælpe. De ’smøger ærmerne op’, trodser mange farer og besværligheder, og gør ivrigt hvad de kan for at hjælpe andre — selv nogle de slet ikke kender.
Tiden er kort
3. Hvilken overhængende katastrofe trues hele menneskeheden nu af?
3 I dag står menneskeheden umiddelbart over for den største katastrofe i historien. Men den skyldes ikke den skade mennesket forvolder på naturen, kernekrigstruslen eller den stigende kriminalitet og vold, skønt dette er alvorligt nok. Nej, menneskeheden står over for den katastrofe som Jesus Kristus kaldte „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. Som et udtryk for hvor ødelæggende denne ’store trængsel’ vil blive, sagde Jesus videre: „Blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst.“ — Mattæus 24:21, 22.
4. Hvordan bør vi reagere ved udsigten til denne katastrofe?
4 Hvordan ville du reagere hvis du vidste at mange mennesker, deriblandt nogle du kendte godt, snart ville omkomme i denne trængsel? Ville du være ivrig efter at hjælpe dem? Tænk på Ezekiels profetiske syn af manden med skrivesættet. Han fik at vide at kun de der havde fået det symbolske mærke på deres pande ville overleve Jerusalems ødelæggelse, og at det var ham der skulle give folk dette livreddende mærke. Hvordan reagerede han? Han fulgte befalingen, og kunne derefter sige: „Jeg har gjort som du bød mig.“ — Ezekiel 9:1-11.
5. Hvilket arbejde har Gud befalet os at udføre, og hvor meget haster det?
5 Viser du den samme villighed og iver som manden klædt i linned? Gør du som Jehova har påbudt dig? Gennem sin søn Jesus Kristus har han givet denne befaling: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Dette er i lige så høj grad et livredningsarbejde som den symbolske mærkning på Ezekiels tid. De der ikke reagerer positivt og bliver disciple af Jesus Kristus, vil blive udslettet af Guds øverste skarpretter. (2 Thessaloniker 1:6-8) Er du opmærksom på at det haster? Viser du det ved ivrigt at forkynde den gode nyhed?
Hvordan kan man vise at man er ivrig?
6. Hvad vil det sige at være ivrig?
6 De allerfleste tjenere for Jehova er opmærksomme på at tiden er kort. Vi ønsker alle at så mange som muligt bliver frelst fra den nært forestående ’store trængsel’. Men hvis vi er ivrige vil vi ikke nøjes med at ønske. Hvis man er ivrig har man, ifølge en ordbog, „stærk lyst til hurtigst muligt at gøre, udføre noget“, man ’virker med iver og energi for en sag’. En der er ivrig efter noget vil hele tiden tænke på det og arbejde på at opnå det. Han vil gøre alt hvad der ligger i hans magt for at overvinde enhver hindring, og han vil holde ud indtil han har nået sit mål. Det var sådan apostelen Paulus så på sin tjeneste, og vi gør vel i at efterligne ham. — 1 Korinther 4:16.
7. Hvorfor ønskede Paulus at rejse til Rom?
7 Tænk for eksempel på Paulus’ ord i Romerbrevet 1:13-16. „Mange gange har [jeg] sat mig for at komme til jer,“ skrev han til de kristne i Rom. Hvorfor? „For også at kunne få nogen frugt blandt jer.“ Tænkte Paulus blot på at besøge brødrene i Rom og måske opmuntre dem til i højere grad at opdyrke „åndens frugt“, som nogle kommentatorer hævder? (Galaterne 5:22, 23) Nej. Tilføjelsen „ligesom blandt de andre nationer“ viser at han ønskede at høste Rigets frugt blandt de ikke-kristne i Rom. Det var hans hensigt at bringe den gode nyhed til Rom og måske endnu videre derfra. — Romerne 15:23, 24.
8. Hvad havde hindret Paulus i at rejse til Rom?
8 „Men hidtil er jeg blevet hindret,“ skrev Paulus. Hindret af hvad? Havde han for travlt med personlige anliggender til at tage af sted? Nej. Paulus havde ganske vist travlt, men ikke med personlige anliggender. Da han skrev til romerne (omkring år 56 e.v.t.) havde han fuldført to omfattende missionsrejser og var travlt optaget af den tredje. På disse rejser blev han ofte ledet af den hellige ånd til særlige opgaver. (Se Apostelgerninger 16:6-9.) Da han skrev sit brev havde han planlagt at rejse til Jerusalem „for at yde hjælpetjeneste for de hellige“. (Romerne 15:25, 26) Han var også „blevet hindret“ på mange andre lignende måder. — Se Andet Korintherbrev 11:23-28.
9. Hvordan viste Paulus at han var ivrig efter at forkynde den gode nyhed?
9 Alligevel undskyldte Paulus sig ikke med at han havde nok at gøre, og han tænkte heller ikke ved sig selv at han havde sin tjeneste at passe og at det var rigeligt. Han skrev derimod: „Jeg for mit vedkommende [er] ivrig efter at forkynde den gode nyhed også for jer i Rom.“ Ja, Paulus var virkelig ivrig! Som Johannes Larsen skriver i bogen Saulus fra Tarsus: „Paulus følte sig i Gæld til alle. Den Gæld afbetalte han ved at bringe dem Frelsesbudskabet. Det var en Naade, at han havde faaet Del i Frelsen! Maatte han saa ikke slide sig op for at give andre den samme Lykke, saa vidt det stod til ham!“ Har du det samme syn på forkyndelsen?
10. Hvad kunne hindre os, og hvordan bør vi reagere?
10 Alle Jehovas vidner har mange pligter at varetage i dag. Nogle har familie at sørge for, eller forpligtelser på andre områder. Andre kan ikke gøre så meget på grund af alder eller dårligt helbred. Atter andre bærer store ansvarsopgaver i den kristne menighed. Men vi er samtidig klar over at tiden er ved at udløbe for denne tingenes ordning, og at der må forkyndes om Riget. (Markus 13:10) Derfor bør vi ligesom Paulus være ivrige efter at gøre alt hvad vi kan i forkyndelsen, trods det der kunne hindre os. Vi bør ikke blive selvtilfredse eller føle at vi i forvejen har nok at gøre. — 1 Korinther 15:58.
„Forpligtet“ over for alle
11. Hvad mente Paulus med ordene: ’Jeg er forpligtet’?
11 Der var også noget andet som drev Paulus til utrætteligt at forkynde den gode nyhed. „Både over for grækere og over for barbarer, både over for vise og over for uforstandige er jeg forpligtet,“ skrev han. (Romerne 1:14) I hvilken forstand var Paulus „forpligtet“? Andre oversættelser gengiver dette udtryk med ’Jeg står i gæld’ (da. aut.), „Jeg har samme Pligt overfor alle“ (Schindler), eller ’Jeg har forpligtelser’ (Seidelin). Mente han hermed at han betragtede forkyndelsen som en tung pligt, et byrdefuldt arbejde Gud havde pålagt ham at udføre? Man kan let få den indstilling hvis man glemmer at arbejdet haster eller hvis man lader sig distrahere af det verden har at tilbyde. Men det var ikke det Paulus havde i tanke.
12. Over for hvem var Paulus „forpligtet“, og hvorfor?
12 Som Guds ’udvalgte redskab’ og „apostel for nationerne“ bar Paulus et stort ansvar over for Gud. (Apostelgerninger 9:15; Romerne 11:13) Men det var ikke kun Gud han følte sig forpligtet over for. Han skrev jo at han var forpligtet over for ’grækere, barbarer, vise og uforstandige’. På grund af den barmhjertighed der var blevet vist ham og de tjenesteprivilegier han havde fået, følte han sig forpligtet til at forkynde, så alle kunne få den gode nyhed at høre. Han forstod også at det er Guds vilje „at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 1:12-16; 2:3, 4) Det var derfor han arbejdede så flittigt — ikke blot for at opfylde sine forpligtelser over for Gud, men også for at betale sin gæld til sine medmennesker. Føler du dig i gæld til dem der bor i dit distrikt? Føler du at du skylder dem at anstrenge dig for at forkynde den gode nyhed for dem?
’Skammer sig ikke over den gode nyhed’
13. Hvordan betragtede Paulus den gode nyhed?
13 Paulus satte et glimrende eksempel med hensyn til ivrigt at forkynde den gode nyhed. Han værdsatte at Gud havde vist ham ufortjent godhed, og han ønskede ikke at det skulle være forgæves. (1 Korinther 15:9, 10) Derfor sagde han videre: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed.“ (Romerne 1:16) De kristne var ikke bare upopulære blandt andre mennesker, de blev ligefrem foragtet. „Vi er blevet som verdens skarn, bærmen af alle ting,“ skrev Paulus. (1 Korinther 4:13) Alligevel skammede han sig ikke over at forkynde den gode nyhed i Rom, den dakendte verdens kulturcentrum og regeringssædet for romerriget. Når vi i dag møder ligegyldighed, hån eller modstand i forkyndelsen, kan vi tænke på Paulus’ opmuntrende eksempel.
14. Hvorfor skammede Paulus sig ikke over den gode nyhed?
14 At sige at man ’ikke skammer sig over den gode nyhed’ er i virkeligheden det samme som at sige at man er stolt af den, og det bør vi være. Hvorfor? Fordi „den er . . . en Guds kraft til frelse for enhver som tror,“ som Paulus forklarede. Dette havde han selv erfaret. Med den gode nyhed „nedriver [vi] nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud,“ skrev Paulus, „og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias“. (2 Korinther 10:5) Den gode nyhed sejrede over jødernes traditioner, grækernes filosofi og romernes magt og vælde.
15. Hvordan var Paulus’ iver en drivkraft i hans liv?
15 Det er beundringsværdigt at Paulus ikke følte sit gudgivne ansvar som en byrde, men tværtimod var ivrig efter at varetage det. Han udtrykte det selv på denne måde: „Det er pålagt mig som en nødvendighed. Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ (1 Korinther 9:16) Hans iver hjalp ham til utrætteligt at forkynde i mange år, så han til sidst kunne sige: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen.“ — 2 Timoteus 4:7.
Effektivitet giver øgede resultater
16. Hvilken opgave fik manden med skrivesættet i Ezekiels syn, og hvad krævede den af ham?
16 Ligesom Paulus gik manden med skrivesættet i Ezekiels syn uden tvivl til opgaven med iver. Senere kunne han aflægge en god rapport: Opgaven er fuldført! Det oplyses ikke i beretningen hvordan han bar sig ad med at finde alle dem der ’sukkede og stønnede over alle de vederstyggeligheder der blev øvet’. (Ezekiel 9:4) Men skønt vi ikke ved hvordan denne mærkning blev udført, har det tydeligvis ikke været nogen let opgave.
17. (a) Hvilke udfordringer møder vi i forkyndelsen, og hvordan bør vi reagere på dem? (b) Er det anstrengelserne værd?
17 Den opgave vi har i dag er heller ikke let. Spørgsmålet er derfor: Hvor effektivt udfører vi vort livredningsarbejde? For at gøre så mange som muligt til disciple må vi forkynde regelmæssigt og systematisk. Vi må ikke forsømme nogen mulighed for at dele den gode nyhed med andre. De der bor i vort distrikt har travlt ligesom vi selv har; de er måske sjældent hjemme når vi ringer på, og selv når de er hjemme vil de ofte være optaget af andre ting. Hvad kan vi gøre? Vi må føre nøjagtige notater og prøve igen og igen på forskellige tidspunkter i håb om at finde nogen at tale med. Er det anstrengelserne værd? Vi finder svaret i de følgende korte breve fra to som er blevet besøgt:
„Jeg vil gerne udtrykke over for Jehovas vidner at jeg værdsætter deres mange besøg i mit hjem. Jeg ved at de der står uden for jeres kirke ikke altid betragter jeres mission med den begejstring den så rigeligt fortjener. Derfor vil jeg gerne dele mine erfaringer med jer, og takke jer!“
„Vi er mange der hungrer efter sandheden, og mange der tror at alle veje fører til frelse. I der har mod til at blive ved med at lede efter nogen at forkynde for: Opgiv os ikke! Vi er ikke så slemme, skønt vi fornærmer jer, sætter jer i forlegenhed og afviser jer. Giv ikke op, for vi har lært mange løgnagtige ting, vi har hørt mange vilde rygter, og vi er blevet opdraget til at hade jer og til at tage afstand fra budskabet om Jehovas rige.“
18. (a) Hvordan kan vi hjælpe andre til at forstå den gode nyhed? (b) Hvordan overvandt en forkynder en kvindes ligegyldighed?
18 Hvis vi skal nå ind til hver enkelts hjerte og hjælpe dem til at forstå den gode nyhed, er det ikke nok at vi har overfladisk kontakt med dem, fortæller dem det vi har forberedt os på og giver dem nogle bibelske bøger eller blade. Vi må gøre en indsats for at finde ud af hvad der bor i deres hjerte, hvad de synes om og hvad de ikke synes om, hvad de frygter og hvilke behov, bekymringer og fordomme de har. Dette kræver at vi tænker meget på dem og bruger energi på dem — og at vi er ivrige. Følgende erfaring vækker til eftertanke:
En forkynder talte med en kvinde ved en dør, men mødte ikke større interesse. Da hun lagde mærke til at der var flere børn i lejligheden, spurgte hun kvinden hvor mange børn hun havde. Kvinden svarede at børnene ikke var hendes, men hendes svogers, der lige var indvandret fra et andet land. Snart kom samtalen til at dreje sig om boligmangel. Da forkynderen også selv havde slægtninge som snart kom til landet, kunne hun kun give kvinden ret i at det var svært at finde en rimelig bolig i storbyerne, men hun tilbød at hjælpe kvinden. Kvinden blev meget glad og kaldte straks på sin svoger. Samtalen fortsatte, og de udvekslede telefonnumre. Forkynderen glemte ikke hvad hensigten med besøget var, men viste taktfuldt side 157 i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og forklarede at der ikke vil være nogen boligmangel eller arbejdsløshed i Guds lovede nye ordning. Dette gjorde et dybt indtryk på manden, og han modtog bogen med glæde. Senere vendte forkynderen tilbage med en besked om en lejlighed, og samtidig havde hun mulighed for at fortælle mere om Bibelen.
19. Hvad er tiden nu inde til? Hvilke spørgsmål vil vi behandle i den følgende artikel?
19 Tiden til at forkynde den gode nyhed udløber hastigt. Vi ved ikke hvor meget længere de „fire engle“ vil „holde jordens fire vinde fast“. (Åbenbaringen 7:1) Vi står foran ’den store trængsel’, og de oprigtige bliver nu indsamlet. Ja, „markerne“ er „hvide til høst“. (Mattæus 24:21, 22; Johannes 4:35) Det er nu vi skal gøre en energisk indsats i dette arbejde der aldrig vil blive gentaget. Hvordan kan vi bedst udnytte den resterende tid? Hvordan kan vi få en større andel i dette livredningsarbejde? Og hvad kan hjælpe os til at blive ved med ivrigt at forkynde den gode nyhed? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.
Hvad viser Romerbrevet 1:13-16 om Paulus’ eksempel?
■ Hvorfor var han ivrig efter at rejse til Rom?
■ Hvad hindrede ham i at tage af sted? Hvordan reagerede han?
■ Hvem var han „forpligtet“ over for, og hvorfor?
■ Hvordan betragtede han den gode nyhed? Hvorfor?
■ Hvad kan vi, ligesom Paulus, gøre for at forkynde den gode nyhed på en effektiv måde?