For så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ — 1 Korinther 11:23-26.

Hvor ofte skal højtiden holdes?

Hvordan skal vi forstå Paulus’ ord: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer“? Indtil trofaste salvede kristne dør og bliver oprejst til liv i himmelen, nyder de mindehøjtidens symboler „ofte“. For Gud og for verden vil de derfor ofte kunne forkynde deres tro på at Jehova har tilvejebragt Jesu offer. Hvor længe skal dette foregå? „Indtil han kommer,“ siger Paulus. Dette betyder øjensynlig at disse højtideligholdelser skulle fortsætte indtil Jesus under sin „nærværelse“ ville komme for at optage sine salvede disciple til himmelen ved en opstandelse. (1 Thessaloniker 4:14-17) Dette er i tråd med det Kristus sagde til sine elleve trofaste apostle: „Når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ — Johannes 14:3.

Skulle Jesu død mindes hver dag eller måske en gang om ugen? Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid og blev slået ihjel i påsken, som blev fejret til minde om israelitternes udfrielse fra trældommen i Ægypten. Interessant nok bliver Kristus kaldt „vort påskeoffer“, eftersom han er det lam der er blevet ofret for kristne. (1 Korinther 5:7) Påsken blev kun holdt én gang om året, nemlig den 14. nisan. (2 Mosebog 12:6, 14; 3 Mosebog 23:5) Dette tyder på at man skulle mindes Jesu død lige så ofte som man fejrede påske, altså én gang om året og ikke hver dag eller en gang om ugen.

I flere århundreder fejrede mange der bekendte sig som kristne Jesu død én gang om året. De holdt mindehøjtid den 14. nisan og blev derfor kaldt quartodecimanere, der betyder „tilhængere af den 14.“. Om disse siger historikeren J. L. von Mosheim: „De kristne i Lilleasien var vant til at fejre denne hellige fest til minde om indstiftelsen af Herrens aftensmåltid og til minde om Jesu Kristi død på samme tid som jøderne spiste påskelammet, nemlig om aftenen den fjortende dag i den første måned [nisan]. . . . De anså Kristi eksempel for at have samme gyldighed som loven.“