Kærlighedens vej svigter aldrig
„Bliv ved med nidkært at stræbe efter de største gaver. Og desuden vil jeg vise jer en langt bedre vej.“ — 1 KORINTHER 12:31.
1-3. (a) Hvilke lighedspunkter er der mellem at lære at vise kærlighed og at lære et nyt sprog? (b) Hvorfor kan dette være en udfordring?
HAR du nogen sinde forsøgt at lære et nyt sprog? Det er mildest talt en udfordring. Et lille barn kan naturligvis lære et sprog blot ved at lytte til det. Barnets hjerne suger nærmest ordenes lyde og betydning til sig, og inden længe er det blevet ret så dygtigt til at udtrykke sig og snakker måske hele tiden. Sådan fungerer det ikke med voksne. Vi må den ene gang efter den anden slå op i ordbøger, blot for at lære nogle få grundlæggende sætninger på et fremmed sprog. Men som tiden går og vi har arbejdet tilstrækkelig længe med sproget, begynder vi måske at tænke på det nye sprog, og så bliver det lettere at tale det.
2 Der er visse lighedspunkter mellem det at lære et nyt sprog og at lære at vise kærlighed. Sandt nok ejer alle mennesker et vist mål af denne guddommelige egenskab. (1 Mosebog 1:27; jævnfør Første Johannesbrev 4:8.) Ikke desto mindre kræver det en særlig indsats at lære at vise kærlighed, især i dag hvor den naturlige hengivenhed er en mangelvare. (2 Timoteus 3:1-5) Det gælder i nogle tilfælde selv i familien. Mange vokser op i et barsk miljø hvor man sjældent, om nogen sinde, hører et kærligt ord. (Efeserne 4:29-31; 6:4) Hvordan kan vi lære at vise kærlighed hvis ingen har vist os kærlighed?
3 Her kan Bibelen være en hjælp. I Første Korintherbrev 13:4-8 giver Paulus en beskrivelse af kærligheden. Det er ikke en mekanisk opremsning, men en levende beskrivelse af hvordan den højeste form for kærlighed kommer til udtryk. Et nøjere studium af disse skriftsteder vil hjælpe os til at fatte kærlighedens inderste væsen og hjælpe os til på en bedre måde at vise denne guddommelige egenskab. Lad os se hvordan Paulus beskriver nogle af kærlighedens facetter. Vi skal se på tre sider af tilværelsen. Først vores opførsel i al almindelighed; dernæst vores forhold til andre, og til sidst vores udholdenhed.
Kærligheden hjælper os til at overvinde stolthed
4. Hvad fortæller Bibelen os om skinsyge?
4 Efter sine indledende bemærkninger om kærlighed skriver Paulus til korintherne: „Kærligheden er ikke skinsyg.“ (1 Korinther 13:4) Skinsyge kan komme til udtryk som misundelse eller jalousi over andres fremgang og dygtighed. En sådan skinsyge er destruktiv både fysisk, mentalt og åndeligt. — Ordsprogene 14:30; Romerne 13:13; Jakob 3:14-16.
5. Hvordan kan kærligheden hjælpe os til at overvinde skinsyge når vi tilsyneladende forbigås i forbindelse med en teokratisk forret?
5 Man kan i den forbindelse spørge sig selv: ’Bliver jeg misundelig når jeg tilsyneladende bliver forbigået i forbindelse med en teokratisk forret?’ Hvis du må svare ja, så mist ikke modet. Bibelskribenten Jakob minder os om at alle ufuldkomne mennesker har „tendens til misundelse“. (Jakob 4:5) Men din kærlighed til dine brødre kan hjælpe dig til at genvinde ligevægten. Den kan sætte dig i stand til at glæde dig med dem der glæder sig, og ikke betragte det som en personlig fornærmelse når andre modtager en forret eller bliver rost. — Jævnfør Første Samuelsbog 18:7-9.
6. Hvilken alvorlig situation opstod i menigheden i Korinth i det første århundrede?
6 Paulus tilføjer at kærligheden ’ikke er brovtende og ikke bliver opblæst’. (1 Korinther 13:4) Der er ingen grund til at prale hvis man har visse evner eller anlæg. Det var åbenbart et problem hos nogle der havde sneget sig ind i menigheden i fortidens Korinth. De var måske andre overlegne med hensyn til talegaver eller havde en mere effektiv måde at gøre tingene på. Ved at henlede opmærksomheden på sig selv har de måske skabt splittelser i menigheden. (1 Korinther 3:3, 4; 2 Korinther 12:20) Situationen blev så alvorlig at Paulus senere måtte tugte korintherne for ’gladeligt at finde sig i ufornuftige personer’, nogle Paulus sarkastisk beskrev som „overmåde store apostle“. — 2 Korinther 11:5, 19, 20.
7, 8. Vis ud fra Bibelen hvordan vi kan bruge de evner vi har, til at fremme enheden.
7 Der kan opstå en lignende situation i dag. For eksempel har nogle måske en tendens til at prale af det de udretter i forkyndelsen, eller af deres forrettigheder i Guds organisation. Men berettiger dét at vi har særlige evner på et område, evner som andre i menigheden måske ikke har, os til at blive opblæste? Vi bør under alle omstændigheder bruge vore medfødte evner til at fremme enheden i menigheden, ikke til at fremhæve os selv. — Mattæus 23:12; 1 Peter 5:6.
8 Paulus skriver at selv om menigheden har mange lemmer, er det ’Gud der har sammensat legemet’. (1 Korinther 12:19-26) Det græske ord der her bliver oversat med „sammensat“, betegner en harmonisk sammensætning som for eksempel når man sætter farver sammen. Ingen i en menighed bør derfor blive opblæst på grund af sine evner og forsøge at herske over andre. Stolthed og ambitioner hører ikke hjemme i Guds organisation. — Ordsprogene 16:19; 1 Korinther 14:12; 1 Peter 5:2, 3.
9. Hvilke advarende eksempler indeholder Bibelen på at nogle kun søgte deres egne interesser?
9 Kærligheden „søger ikke sine egne interesser“. (1 Korinther 13:5) En der er kærlig, manipulerer ikke med andre for at få sin vilje. Bibelen indeholder advarende eksempler i den forbindelse. Vi kan blandt andet læse om Dalila, Jesabel og Atalja — kvinder der manipulerede med andre for at få gennemført deres selviske planer. (Dommerne 16:16; 1 Kongebog 21:25; 2 Krønikebog 22:10-12) Et andet eksempel er kong Davids søn Absalom. Han henvendte sig til dem der kom til Jerusalem for at få afgjort en retssag, og insinuerede underfundigt at kongen ikke var oprigtigt interesseret i deres problemer. Derefter sagde han direkte at det hoffet havde brug for, var en mand med hjertet på rette sted, en mand som ham! (2 Samuel 15:2-4) Absalom var naturligvis ikke interesseret i de underkuede, men kun i sig selv. Han optrådte som en selvbestaltet konge og fik mange tilhængere. Men senere led Absalom et knusende nederlag. Da han døde, blev han end ikke regnet for værdig til at få en anstændig begravelse. — 2 Samuel 18:6-17.
10. Hvordan kan vi vise at vi har øje for andres interesser?
10 Dette tjener som en advarsel for kristne i dag. Både mænd og kvinder kan have en medfødt evne til at overtale andre. Vi har måske forholdsvis let ved at få vores vilje, for eksempel ved at dominere en samtale eller argumentere så vedholdende over for dem der har en anden holdning, at de kører træt. Hvis vi ejer egenskaben kærlighed, vil vi imidlertid have øje for andres interesser. (Filipperne 2:2-4) Vi vil ikke udnytte andre eller fremme tvivlsomme idéer som følge af vores erfaring eller vores position i Guds organisation, som om vores holdninger er de eneste der betyder noget. Vi vil derimod huske på det bibelske ordsprog: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ — Ordsprogene 16:18.
Kærligheden fremmer freden mennesker imellem
11. (a) Hvordan kan vi vise kærlighed på en venlig og anstændig måde? (b) På hvilken måde viser vi at vi ikke glæder os over uretfærdigheden?
11 Paulus skriver desuden at kærligheden er „venlig“, og at den ’ikke opfører sig uanstændigt’. (1 Korinther 13:4, 5) Kærligheden vil afholde os fra at optræde uforskammet, tarveligt eller respektløst. Vi vil tage hensyn til andres følelser. For eksempel vil den der er kærlig, undgå at gøre noget der foruroliger andres samvittighed. (Jævnfør Første Korintherbrev 8:13.) Kærligheden „fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden“. (1 Korinther 13:6) Hvis vi elsker Jehovas lov, vil vi ikke se gennem fingre med umoralitet eller lade os underholde af noget som Gud hader. (Salme 119:97) Kærligheden vil hjælpe os til at finde glæde ved det der virker opbyggende, i stedet for det der er nedbrydende. — Romerne 15:2; 1 Korinther 10:23, 24; 14:26.
12, 13. (a) Hvordan bør vi reagere når nogle fornærmer os? (b) Nævn nogle eksempler fra Bibelen der viser at selv retfærdig harme kan få os til at gøre noget uklogt.
12 Paulus skriver at kærligheden ’ikke lader sig provokere’ (’ikke er nærtagende’, Phillips). (1 Korinther 13:5) Det er kun normalt for os ufuldkomne mennesker at blive opbragte eller føle en vis vrede når nogen fornærmer os. Men det vil være forkert at gå og være vred eller opbragt i længere tid. (Salme 4:4; Efeserne 4:26) Selv retfærdig harme kan få os til at gøre noget uklogt hvis vi ikke kontrollerer den, og Jehova kunne kræve os til regnskab for det. — 1 Mosebog 34:1-31; 49:5-7; 4 Mosebog 12:3; 20:10-12; Salme 106:32, 33.
13 Andres ufuldkommenheder har fået nogle til at blive væk fra de kristne møder eller til at ophøre med at tage del i forkyndelsen. Mange af dem har tidligere kæmpet en hård kamp for troen; de har måske måttet udholde modstand fra familien, hån fra arbejdskammerater og lignende. De har udholdt alt dette fordi de ganske rigtigt har betragtet det som en trosprøve. Men hvad nu hvis en kristen trosfælle siger eller gør noget ukærligt? Er det så ikke også en slags trosprøve? Jo, for hvis vi bliver ved med at være opbragte, kunne vi ’give plads for Djævelen’. — Efeserne 4:27.
14, 15. (a) Hvad vil det sige at ’holde regnskab med en forurettelse’? (b) Hvordan kan vi efterligne Jehovas tilgivende indstilling?
14 Det er derfor med god grund at Paulus tilføjer at kærligheden ’ikke holder regnskab med hver en forurettelse’. (1 Korinther 13:5) Her bruger han et ord der har tilknytning til regnskabsføring, åbenbart for at vise at man så at sige kunne ’føre en fornærmelse ind’ i en hovedbog så den ikke blev glemt. Ville det være kærligt hvis vi i vort sind ’førte optegnelser’ over sårende ord eller handlinger, som om vi ville få brug for at hente sådanne oplysninger frem på et senere tidspunkt? Vi kan være glade for at Jehova ikke fører en så streng og ubarmhjertig kontrol med det vi siger og gør. (Salme 130:3) Når vi ændrer sind, sletter han vore fejl. — Apostelgerninger 3:19.
15 På dette område kan vi efterligne Jehova. Vi må ikke være alt for sarte og lægge en fornærmelse i andres ord. Hvis vi er hurtige til at tage anstød, kan vi skade os selv mere end den der har fornærmet os, nogen sinde ville kunne gøre. (Prædikeren 7:9, 22) Vi må i stedet huske at kærligheden „tror alt“. (1 Korinther 13:7) Der er selvfølgelig ingen der ønsker at være godtroende. Men på den anden side må vi heller ikke være urimeligt mistænksomme med hensyn til vore brødres motiver. Når som helst det er muligt, bør vi lade tvivlen komme andre til gode. — Kolossenserne 3:13.
Kærligheden „udholder alt“
16. Under hvilke omstændigheder kan kærligheden hjælpe os til at være langmodige?
16 Paulus fortæller os dernæst at „kærligheden er langmodig“. (1 Korinther 13:4) Den gør det muligt for os at affinde os med prøvende omstændigheder, måske gennem længere tid. Mange kristne har for eksempel i årevis levet i en religiøst delt husstand. Andre er enlige, ikke fordi de selv har valgt det, men fordi de ikke har kunnet finde en passende ægtefælle „i Herren“. (1 Korinther 7:39; 2 Korinther 6:14) Nogle kæmper med helbredsproblemer. (Galaterne 4:13, 14; Filipperne 2:25-30) I denne ufuldkomne ordning oplever alle et eller andet som kræver en form for udholdenhed. — Mattæus 10:22; Jakob 1:12.
17. Hvad vil hjælpe os til at udholde alt?
17 Paulus forsikrer os om at kærligheden „tåler alt, . . . håber alt, udholder alt“. (1 Korinther 13:7) Kærligheden til Jehova sætter os i stand til at udholde en hvilken som helst situation for retfærdighedens skyld. (Mattæus 16:24; 1 Korinther 10:13) Vi ønsker ikke at være martyrer. Vi stræber tværtimod efter at leve et fredeligt og roligt liv. (Romerne 12:18; 1 Thessaloniker 4:11, 12) Når der opstår trosprøver, udholder vi dem ikke desto mindre med glæde og betragter dem som nogle af de omkostninger der er forbundet med at være Kristi disciple. (Lukas 14:28-33) Mens vi holder ud, forsøger vi at bevare en positiv indstilling og håber på det bedste udfald, selv i de mest prøvende situationer.
18. Hvordan er det nødvendigt at være udholdende selv under gunstige omstændigheder?
18 Det er dog ikke kun prøvelser der kræver udholdenhed. Undertiden kan dét at holde ud ganske enkelt betyde at man fortsætter ad en bestemt kurs, hvad enten man lever under prøvende omstændigheder eller ej. Udholdenhed indebærer at man bevarer en god åndelig rutine. Har du for eksempel en meningsfyldt andel i forkyndelsen, alt efter dine omstændigheder? Læser du Guds ord, og grunder du over det? Kommunikerer du med din himmelske Fader i bøn? Overværer du trofast menighedens møder, og glæder du dig over at du og dine trosfæller kan være til gensidig opmuntring for hinanden? I så fald er du udholdende, uanset om din øjeblikkelige situation er gunstig eller ugunstig. Giv ikke op „for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt“. — Galaterne 6:9.
Kærligheden — „en langt bedre vej“
19. Hvordan er kærligheden „en langt bedre vej“?
19 Paulus understreger hvor vigtigt det er at vise kærlighed, ved at kalde denne kristne egenskab „en langt bedre vej“. (1 Korinther 12:31) Hvordan er den „langt bedre“? Paulus havde netop opregnet åndens gaver, som mange kristne i det første århundrede havde. Nogle kunne profetere, andre kunne helbrede sygdomme, og mange fik evnen til at tale i tunger. Der var virkelig tale om nogle forbløffende gaver. Alligevel sagde Paulus til korintherne: „Hvis jeg taler på menneskers og engles tungemål men ikke har kærlighed, er jeg et klingende stykke malm eller et støjende bækken. Og hvis jeg har gaven til at profetere og er kendt med alle hellige hemmeligheder og al kundskab, og hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.“ (1 Korinther 13:1, 2) Selv gerninger som ellers kunne have en vis værdi, bliver derfor „døde gerninger“ hvis motivet til dem ikke er kærlighed til Gud og næsten. — Hebræerne 6:1.
20. Hvorfor kræver det en vedvarende indsats at opdyrke kærlighed?
20 Jesus nævner en anden grund til at vi bør opdyrke kærlighed. „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) At der siges „hvis“, viser at det er op til hver enkelt kristen om han eller hun vil lære at vise kærlighed. Blot det at man bor i et fremmed land, tvinger ikke i sig selv nogen til at lære at tale landets sprog. Det at vi overværer møderne i en rigssal eller kommer sammen med kristne trosfæller, er heller ikke ensbetydende med at vi automatisk lærer at vise kærlighed. Det kræver en vedvarende indsats at lære dette „sprog“.
21, 22. (a) Hvordan bør vi reagere hvis ikke vi helt kan praktisere hver eneste facet af kærligheden som Paulus omtaler? (b) I hvilken forstand kan det siges at kærligheden aldrig svigter?
21 Vi vil ikke til hver en tid kunne praktisere hver eneste facet af kærligheden som Paulus omtaler. Men det må ikke tage modet fra os. Vi må tålmodigt fortsætte med at gøre vort bedste, blive ved med at læse i Bibelen og bruge dens principper når vi omgås andre. Glem aldrig det eksempel Jehova selv har sat for os. Paulus gav efeserne følgende opfordring: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ — Efeserne 4:32.
22 Ligesom det med tiden bliver lettere at udtrykke sig på et nyt sprog, vil vi nok med tiden opdage at det bliver lettere at vise kærlighed. Paulus forsikrer: „Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:8) I modsætning til åndens mirakuløse gaver vil kærligheden aldrig ophøre med at eksistere. Lad os derfor fortsætte med at lære at vise denne egenskab. Den er, med Paulus’ ord, „en langt bedre vej“.
Kan du forklare følgende?
◻ Hvordan kan kærligheden hjælpe os til at overvinde stolthed?
◻ På hvilke måder kan kærligheden hjælpe os til at fremme freden i menigheden?
◻ Hvordan kan kærligheden hjælpe os til at holde ud?
◻ Hvorfor er kærligheden „en langt bedre vej“?
[Illustration på side 19]
Kærlighed vil få os til at overse vore trosfællers fejl
[Illustrationer på side 23]
Vi viser udholdenhed ved at fortsætte i vor teokratiske rutine