Epikuræerne lærte også at der ikke kunne være noget liv efter døden. Dette stemmer ikke med hvad Bibelen siger om en opstandelse. Da apostelen Paulus talte på Areopagus, var epikuræerne sandsynligvis blandt dem der ikke var enige med Paulus i spørgsmålet om opstandelsen. — Apostelgerninger 17:18, 31, 32; 1 Korinther 15:12-14.

Den største fare ved epikuræernes filosofi var måske også den mest underfundige. Det at de afviste et senere liv, førte til den slutning at mennesket skulle søge at leve så lykkeligt som muligt i dets korte tid på jorden. Som vi har været inde på, var tanken altså ikke at man nødvendigvis skulle leve et liv i synd, men snarere at man skulle glæde sig over livet nu, eftersom det er alt hvad der er.

Epikur frarådede overtrædelser begået i det skjulte, da man ellers risikerede at skulle leve i evig frygt for at blive opdaget, hvilket jo ikke er særlig befordrende for ens lykke. Han tilskyndede til mådehold for at undgå konsekvenserne af overdreven nydelse, endnu en faktor som kunne hindre ens nuværende lykke. Han anbefalede også at man havde et godt forhold til andre, ene og alene fordi det kunne betale sig. At undgå at forse sig i det skjulte, at vise mådehold og opdyrke venskaber er selvfølgelig godt i sig selv, så hvorfor udgjorde Epikurs filosofi en fare for de kristne? Fordi det han anbefalede, byggede på et livssyn blottet for tro. Parolen lød: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ — 1 Korinther 15:32.

Det er sandt at Bibelen viser hvordan man kan opnå et lykkeligt liv her og nu, men den giver os også følgende vejledning: „[I skal] bevare jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed som fører til evigt liv.“ (Judas 21) Ja, Bibelen lægger større vægt på den evige fremtid end på det flygtige liv her og nu. En kristens hovedinteresse er at tjene Gud, og han erfarer glæde og tilfredshed når han sætter Gud først i livet. Jesus lod sig heller ikke opsluge af sine egne personlige gøremål, men brugte uselvisk sine kræfter på at tjene Jehova og at hjælpe folk. Han lærte sine disciple at gøre godt mod andre, ikke i håb om at få noget igen for det, men som et udtryk for deres ægte kærlighed. De kristne har derfor tydeligvis et helt andet motiv end epikuræerne havde. — Markus 12:28-31; Lukas 6:32-36; Galaterne 5:14; Filipperne 2:2-4.

Epikuræerne forsvandt ud af historien i det fjerde århundrede efter vor tidsregning, men den indstilling at livet nu er alt hvad der er, lever videre den dag i dag. Nogle har ganske vist høje normer for adfærd, men når det drejer sig om at tro på Guds løfte om evigt liv, melder de fleste pas.

En kristen kunne måske føle sig fristet til at opbygge et nært venskab med sådanne og ræsonnere som så at deres gode egenskaber undskylder venskabet. Vi skal selvfølgelig passe på at vi ikke føler os bedre end andre, men samtidig må vi huske at al „dårligt selskab“ — også dem der øver en mere underfundig indflydelse — „ødelægger gode vaner“.

Den tankegang at livet nu er alt hvad der er, kommer også til udtryk i visse erhvervskurser, selvhjælpsbøger, romaner, film, fjernsynsprogrammer og i noget musik. Sandt nok fremmer dette vantro synspunkt ikke direkte en forkert adfærd, men kunne det påvirke os på en mere underfundig måde? Kunne vi for eksempel have så travlt med at realisere os selv at vi mister interessen for spørgsmålet om Jehovas suverænitet? Kunne vi blive kørt ud på et sidespor og begynde at tage den lidt med ro i stedet for at „[have] rigeligt at gøre i Herrens gerning“? Eller kunne vi blive forledt til at tvivle på at Jehovas normer er retfærdige og gavnlige? Vi må vogte os for umoralitet, vold og spiritisme og tage os i agt for dem der er påvirket af verdens holdninger. — 1 Korinther 15:58; Kolossenserne 2:8.