LANGMODIGHED

At have langmodighed vil sige tålmodigt at lide uret eller at finde sig i en provokation, forenet med håbet om en genoprettelse af det gode forhold. Langmodigheden har derfor en hensigt idet den tjener til gavn for den der har forårsaget den ubehagelige situation. Det vil dog ikke sige at der ses igennem fingre med det urette. Når hensigten med at der er vist langmodighed er nået, eller når der ikke længere er grund til at trække situationen i langdrag, hører langmodigheden op, idet den ender med enten at have været til gavn for dem der forårsagede provokationen, eller med at der skrides ind over for dem der ikke vil bøje sig. I intet af disse tilfælde vil den der har vist langmodighed, lide skade på sin ånd.

Det hebraiske udtryk der oversættes med „sen til vrede“ („langmodig“ i nogle oversættelser), betyder ordret „lang af næsebor [hvor vreden flammer op]“. (2Mo 34:6; 4Mo 14:18; se VREDE.) Det græske ord makrothymiʹa (langmodighed) betyder ordret „lang af ånd“. (Ro 2:4, Int) Både det hebraiske og det græske udtryk betyder at være tålmodig, overbærende, sen til vrede. At være langmodig betyder mere end blot længe at udholde lidelser og vanskeligheder; det indeholder tanken om bevidst at lægge bånd på sig selv.

Bibelen viser at Gud vurderer langmodighed højt, og den påpeger det dåragtige i ikke at være langmodig. Den langmodige forekommer måske svag, men vedkommende har i virkeligheden dømmekraft. „Den der er sen til vrede har stor dømmekraft, men den utålmodige ophøjer dårskab.“ (Ord 14:29) Langmodighed er bedre end fysisk styrke og vil udrette mere. „Den der er sen til vrede er bedre stillet end en vældig kriger, og den der behersker sin ånd, end den der indtager en by.“ — Ord 16:32.

Den der ikke er langmodig, men som er ubehersket og opfarende, er åben for en invasion af alle mulige urette tanker og handlinger. Der siges nemlig: „Som en gennembrudt by, uden mur, er den mand der ikke kan styre sin ånd.“ (Ord 25:28) „Tåben lader hele sin ånd fare frem, men den vise holder den i ro til det sidste.“ (Ord 29:11) Derfor råder vismanden til at man ikke er ’hastig i sin ånd’: „Vær ikke hastig i din ånd til at ærgre dig, for ærgrelse hviler i tåbers favn.“ — Præ 7:9.

Jehovas langmodighed. Da Jehova førte Moses op på Horebs Bjerg og viste ham noget af sin herlighed, erklærede han foran Moses: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf.“ (2Mo 34:5-7) Også Moses selv, og senere David, Nahum og andre, gav udtryk for at Jehova er sen til vrede. — 4Mo 14:18; Ne 9:17; Sl 86:15; 103:8; Joel 2:13; Jon 4:2; Na 1:3.

Jehovas langmodighed kommer altid til udtryk i nøje overensstemmelse med hans fire hovedegenskaber, kærlighed, retfærdighed, visdom og magt. (1Jo 4:8; 5Mo 32:4; Ord 2:6; Sl 62:11; Es 40:26, 29) Først og fremmest må der ydes Guds eget navn fuld retfærdighed. Dette navn må ophøjes over alle andre navne i universet; dette er en forudsætning for alle hans skabningers velfærd. Ophøjelsen af hans navn er en af hovedårsagerne til at han viser langmodighed, sådan som apostelen Paulus forklarer: „Hvis nu Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse, for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed, nemlig os, som han kaldte, ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne, hvad så?“ (Ro 9:22-24) Mens Gud viser langmodighed, udtager han et folk for sit navn, og ved hjælp af dette folk ophøjer han sig selv på hele jorden. — Apg 15:14; 1Kor 3:9, 16, 17; 2Kor 6:16.

Gud viste sin langmodighed på et meget tidligt tidspunkt i menneskehedens historie. Det første menneskepar havde overtrådt hans lov ved at gøre oprør, men i stedet for straks at eksekvere dommen over dem, hvilket Gud med rette kunne have gjort, viste han langmodighed fordi han er en kærlig Gud. Det gjorde han til gavn for deres endnu ufødte efterkommere, for hvem denne langmodighed betød alt (hans tålmodighed betyder frelse for mange [2Pe 3:15]). Vigtigere endnu var det at Gud også havde herliggørelsen af sit navn for øje ved hjælp af ’kvindens afkom’. (1Mo 3:15; Joh 3:16; Ga 3:16) Og det var ikke blot på dette tidspunkt Gud viste langmodighed, men han vidste at han måtte tåle en ufuldkommen menneskehed i adskillige tusind år hvori han måtte udsætte eksekveringen af dommen over en verden der var ham fjendtligt stemt. (Jak 4:4) Nogle har misforstået og misbrugt Guds langmodighed over for dem — og således forfejlet hensigten med den — ved at betragte den som langsomhed og ikke som kærlig tålmodighed. — Ro 2:4; 2Pe 3:9.

Intetsteds ses Guds langmodighed tydeligere end i hans forhold til det gamle Israels folk. (Ro 10:21) Atter og atter tog han israelitterne tilbage efter at de var faldet fra, var blevet straffet og havde angret og omvendt sig. De dræbte hans profeter og til sidst hans egen søn. De modarbejdede forkyndelsen af den gode nyhed som Jesus og hans apostle udførte. Men Guds langmodighed var ikke spildt. Der var en rest der viste sig trofast. (Es 6:8-13; Ro 9:27-29; 11:5) Gud brugte nogle af disse trofaste til under inspiration at nedskrive hans ord. (Ro 3:1, 2) Den lov han gav, viste at alle mennesker er syndere og har brug for en genløser, og den pegede frem til den der ville give sit liv som en løsesum, og som ville blive ophøjet til den høje stilling som konge. (Ga 3:19, 24) Der blev givet forbilleder på denne rigsregering og på Kristi præstedømme (Kol 2:16, 17; He 10:1) samt eksempler til efterfølgelse eller til advarsel. (1Kor 10:11; He 6:12; Jak 5:10) Alt dette var nødvendigt for at menneskene kunne opnå evigt liv. — Ro 15:4; 2Ti 3:16, 17.

Jehova er ikke langmodig for bestandig. På den anden side er Gud kun langmodig så længe det stemmer med ret, retfærdighed og visdom. At der vises langmodighed når der opstår et misforhold og en spændt situation, sker for at give de involverede parter mulighed for at skifte sind og rette forholdet. Når tilstanden har nået det punkt at det er tydeligt at der ikke er håb om en sådan forandring, vil det være en krænkelse af ret og retfærdighed hvis der fortsat vises langmodighed. Derpå griber Gud med visdom ind for at bringe den dårlige tilstand til ophør. Hans tålmodighed ophører.

Et eksempel på denne overbærenhed fra Guds side og på at den kan ophøre, har vi i den måde Gud handlede på over for menneskene før Vandfloden. Op til den tid var forholdene på jorden meget dårlige, og Gud sagde: „Min ånd skal ikke virke for stedse på mennesket eftersom det også er kød. Derfor skal dets dage være et hundrede og tyve år.“ (1Mo 6:3) Senere, da Israel misbrugte Jehovas langmodighed, sagde Esajas: „Men de var opsætsige og bedrøvede hans hellige ånd. Så forvandledes han til deres fjende; han førte krig imod dem.“ — Es 63:10; jf. Apg 7:51.

Af den grund anmodes de kristne indtrængende om ’ikke at forfejle hensigten med at de har taget imod Guds ufortjente godhed’. (2Kor 6:1) De får formaningen: „Bedrøv ikke Guds hellige ånd.“ (Ef 4:30) Og: „Udsluk ikke ånden.“ (1Ts 5:19) Ellers kunne det gå så vidt at de gjorde sig skyldige i synd og bespottelse imod Guds ånd og krænkede den, i hvilket tilfælde der ikke ville være mulighed for sindsændring og tilgivelse, men kun forventning om udslettelse. — Mt 12:31, 32; He 6:4-6; 10:26-31.

Jesus Kristus. Da Jesus Kristus var på jorden, satte han et eksempel med hensyn til at vise langmodighed. Det var om ham profeten Esajas skrev: „Han var hårdt trængt, og han lod sig mishandle; dog åbnede han ikke sin mund. Han blev ført som et får til slagtning; og som et hunfår der er stumt over for dem der klipper det, således åbnede han ikke sin mund.“ (Es 53:7) Han bar over med sine apostles svagheder og udholdt forbitrede og ondsindede fjenders krænkelser og fornærmelser. Han gjorde ikke gengæld, hverken i ord eller handling. (Ro 15:3) Da apostelen Peter overilet huggede Malkus’ øre af, irettesatte Jesus ham med ordene: „Anbring igen dit sværd på dets plads, . . . mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ — Mt 26:51-54; Joh 18:10, 11.

Hvorfor er det vigtigt at kristne opdyrker langmodighed?

Af det foregående fremgår det at langmodighed har sit udspring hos Jehova Gud. Den er en frugt af hans ånd. (Ga 5:22) Mennesket, som er skabt i Guds billede og lighed, har et mål af denne egenskab og kan udvikle den yderligere ved at følge Guds ord og den hellige ånds vejledning. (1Mo 1:26, 27) Kristne får derfor befaling til at opdyrke denne egenskab og lade den komme til udtryk i handling. (Kol 3:12) Den vil kendetegne en Guds tjener. (2Kor 6:4-6) Apostelen Paulus siger: „Vær langmodige over for alle.“ (1Ts 5:14) Han viser at det er nødvendigt at have denne egenskab for at behage Gud. Men langmodigheden er ikke ægte hvis man samtidig knurrer og klager. Paulus viser at det prisværdige ligger i at være „langmodige med glæde“. — Kol 1:9-12.

At vise langmodighed bringer ikke blot glæde, men også en rig løn. For Jehova består lønnen i at hans navn herliggøres. Stridsspørgsmålet angående retmæssigheden og retfærdigheden af Guds suverænitet afgøres i Guds favør, og hans suverænitet vil blive hævdet. (1Mo 3:1-5; Job 1:7-11; 2:3-5) Hvad ville der være sket hvis han havde slået Adam, Eva og Satan ihjel umiddelbart efter at de havde gjort oprør? Mange kunne måske have draget den slutning at Satan måske havde haft ret i sine udfordrende påstande. Ved at vise langmodighed gav Jehova derimod menneskene mulighed for under prøve at bevise at de foretrækker Jehovas suveræne herredømme, og at de ønsker at tjene ham på grund af hans storslåede egenskaber, ja, at vise at de foretrækker hans suveræne herredømme frem for absolut uafhængighed da de ved at hans herredømme er langt bedre. — Sl 84:10.

Jesus Kristus modtog en vidunderlig belønning for at vise langmodighed i lydighed mod Gud. Hans Fader ophøjede ham til en overordnet stilling som konge, og han fik „navnet som er over ethvert andet navn“. (Flp 2:5-11) Desuden modtager han „en brud“ bestående af hans åndelige brødre, den symbolske by der kaldes det ny Jerusalem, og hvis grundsten bærer navnene på Lammets 12 apostle. — 2Kor 11:2; Åb 21:2, 9, 10, 14.

Der er ligeledes en rig belønning i vente til alle der opdyrker langmodighed og bevarer denne egenskab i overensstemmelse med Guds hensigt. (He 6:11-15) De opnår den tilfredshed der er forbundet med at efterligne en egenskab hos Gud, at gøre Guds vilje og at have Guds godkendelse. Desuden vil deres langmodighed være en hjælp for andre til at lære Gud at kende og at opnå evigt liv. — 1Ti 4:16.