„En tid til at tie og en tid til at tale“

HVOR mange gange har du ikke tænkt: ’Havde jeg dog bare holdt min mund’? Andre gange har du måske ærgret dig over at du ikke tog bladet fra munden og sagde din mening.

Ifølge Bibelen er der „en tid til at tie og en tid til at tale“. (Prædikeren 3:7) Men det der volder problemer er at finde ud af hvornår man skal tale og hvornår man skal forholde sig tavs. Eftersom vi alle er ufuldkomne, kommer vi ofte til at sige eller gøre noget på et uheldigt tidspunkt. (Romerne 7:19) Men hvordan kan vi lære at tøjle vores uregerlige tunge? — Jakob 3:2.

Hvordan vi tæmmer tungen

Vi behøver ikke en lang regelliste der kan fortælle os i hvilke situationer vi enten skal tale eller forblive tavse. Vi må i stedet lade os lede af de egenskaber der er en uadskillelig del af den kristne personlighed. Hvilke egenskaber er der tale om?

Jesus Kristus forklarede at kærlighed er den vigtigste egenskab der motiverer hans disciple. „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden,“ sagde han. (Johannes 13:35) Jo mere vi viser broderkærlighed, jo bedre bliver vi til at styre vores tunge.

Der er to beslægtede egenskaber som også vil være til stor hjælp. Den ene er ydmyghed, der sætter os i stand til at ’agte andre højere end os selv’. (Filipperne 2:3) Den anden er mildhed, som bevirker at vi ’finder os i ondt’. (2 Timoteus 2:24, 25) I Jesus Kristus har vi et fuldkomment eksempel med hensyn til hvordan disse egenskaber bør komme til udtryk.

Det er meget vanskeligt at beherske tungen når man er under pres, så lad os betragte aftenen inden Jesu død — en tid hvor han begynder at „ængstes“. (Mattæus 26:37, 38) Det er meget naturligt at Jesus føler ængstelse, da menneskehedens evige fremtid afhænger af at han forbliver trofast mod Gud. — Romerne 5:19-21.

Det er bestemt en tid hvor Jesus har behov for at tale med sin himmelske Fader. Han går derfor hen for at bede og sætter tre af sine disciple til at holde vagt. Efter at have bedt i nogen tid kommer Jesus tilbage og finder dem sovende. Henvendt til Peter siger han: „Magtede I ikke så meget som at holde jer vågne én time sammen med mig?“ Denne kærlige tilrettevisning er ledsaget af ord der viser at han har forståelse for deres svagheder. Han siger: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ Da Jesus kommer tilbage for anden gang, sover disciplene igen. Han taler venligt til dem og ’går hen og beder, for tredje gang’. — Mattæus 26:36-44.

Da Jesus for tredje gang vender tilbage til disciplene og finder dem sovende, bliver han ikke grov, men siger: „På en tid som denne sover I og hviler jer! Se! Timen er kommet nær da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder.“ (Mattæus 26:45) Det var kun et menneske med et hjerte fuld af kærlighed, med et mildt sind og en ydmyg indstilling der kunne have anvendt tungen på denne måde i en så vanskelig situation. — Mattæus 11:29; Johannes 13:1.

Kort efter bliver Jesus arresteret og stillet for en domstol. Af denne situation lærer vi at det til tider er bedst at forholde sig tavs, også når man er ude i kristen tjeneste. De øverste præster er opsatte på at få Jesus arresteret på falske anklager og er derfor overhovedet ikke interesserede i at høre sandheden. I denne spændte atmosfære forbliver Jesus tavs. — Jævnfør Mattæus 7:6.

Jesus forholder sig imidlertid ikke tavs da ypperstepræsten siger: „Jeg tager dig i ed ved den levende Gud, at du skal sige os om du er Messias, Guds søn!“ (Mattæus 26:63) Tiden er nu inde til at Jesus taler, eftersom han er under ed. Han svarer derfor: „Du har selv sagt det. Dog siger jeg jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer.“ — Mattæus 26:64.

På denne betydningsfulde dag formåede Jesus at styre tungen til fuldkommenhed. Kærlighed, mildhed og ydmyghed var en uadskillelig del af hans personlighed. Hvordan kan vi bruge disse egenskaber til at tæmme vores tunge når vi er under pres?

Behersk tungen når du bliver vred

Når vi bliver vrede kan vi nemt komme til at sige noget overilet. For eksempel blev Paulus og Barnabas på et tidspunkt meget uenige. „Barnabas ønskede imidlertid også at tage Johannes, der blev kaldt Markus, med. Men Paulus syntes ikke det var rigtigt at tage ham med, i betragtning af at han havde forladt dem i Pamfylien og ikke var gået med dem til arbejdet. Og det kom til et skarpt opgør, så at de skiltes fra hinanden.“ — Apostelgerninger 15:37-39.

Michael,a der i nogle år har arbejdet på byggeprojekter, fortæller: „Der var en på byggepladsen som jeg kendte godt og respekterede. Men det virkede som om han hele tiden skulle finde fejl ved det arbejde jeg udførte. Det gjorde mig ked af det og irriteret, men jeg holdt disse følelser for mig selv. En dag da han kritiserede et stykke arbejde jeg lige havde udført, kunne jeg ikke beherske mig længere.

Jeg gav alle mine indestængte følelser frit løb. Jeg blev så rasende at jeg fuldstændig glemte hvilket dårligt indtryk det måtte gøre på alle i nærheden. Resten af dagen ønskede jeg hverken at tale med ham eller at se ham. Nu kan jeg godt se at jeg greb situationen forkert an. Det ville have været meget bedre hvis jeg havde holdt min mund indtil jeg var faldet til ro.“

Heldigvis løste disse to deres problem i kærlighedens ånd. Michael forklarer: „Efter en ærlig drøftelse forstod vi hinanden bedre, og vi er nu de bedste venner.“

Som Michael erfarede er det ofte klogest at tie hvis man bliver ophidset. „En mand med dømmekraft er koldsindig,“ siger Ordsprogene 17:27. Dømmekraft og broderkærlighed kan hjælpe os til at undgå at buse ud med sårende ord. Hvis en har fornærmet os, må vi tale med vedkommende under fire øjne i en venlig og ydmyg ånd, i den hensigt at genoprette freden. Hvad nu hvis vi allerede har givet luft for et vredesudbrud? I så fald vil kærligheden hjælpe os til at bide vores stolthed i os og ydmygt sige undskyld. Dette er en tid til at tale, at udtrykke fortrydelse og at hele sårede følelser gennem en åbenhjertig samtale. — Mattæus 5:23, 24.

Når tavshed er en dårlig løsning

Vrede og irritation kunne få os til at føre vores private „kolde krig“ over for den som har fornærmet os. Det kan være meget ødelæggende. „I det første år af vores ægteskab var der perioder hvor jeg ikke talte til min mand i flere dage,“ tilstår María.b „Som regel skyldtes det ikke store problemer, men snarere at mange ubetydelige irritationsmomenter havde hobet sig op. Jeg blev ved med at ruge over alle disse ærgrelser indtil de virkede som bjerglignende forhindringer. Til sidst kunne jeg ikke klare det længere, og jeg lod simpelt hen være med at tale til min mand indtil frustrationen var ovre.“

María tilføjer: „Det var især ét skriftsted fra Bibelen — ’lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte’ — der hjalp mig til at ændre tankegang. Min mand og jeg gjorde en ihærdig indsats for at få en bedre kommunikation, så problemerne ikke hobede sig op. Det har ikke været nemt, men efter at have været gift i ti år er jeg lykkelig for at kunne sige at der er meget langt mellem disse perioder med isnende tavshed. Jeg må dog indrømme at jeg stadig arbejder på at beherske denne tendens.“ — Efeserne 4:26.

Som María erfarede er tavshed en dårlig løsning når der opstår et spændt forhold mellem to mennesker. Under sådanne omstændigheder vil den uvilje de implicerede nærer imod hinanden, højst sandsynligt blive stærkere, og forholdet kan lide skade. Jesus sagde at vi skulle være ’hurtige til at opnå forlig’. (Mattæus 5:25) „Et ord som er talt i rette tid“ kan hjælpe os til at ’jage efter fred’. — Ordsprogene 25:11; 1 Peter 3:11.

Vi må også åbne munden og tale når vi har brug for hjælp. Hvis vi lider på grund af et åndeligt problem, kvier vi os måske ved at bebyrde andre med det. Men hvis vi holder det for os selv, kan problemet meget vel blive større. Udnævnte kristne ældste er interesserede i os og vil meget gerne træde hjælpende til — hvis blot vi giver dem lov. Dette er en tid til at tale. — Jakob 5:13-16.

Det vigtigste er imidlertid at vi følger Jesu eksempel og henvender os til Jehova i oprigtig bøn. Vi må ’udøse vort hjerte’ for vor himmelske Fader. — Salme 62:8; jævnfør Hebræerbrevet 5:7.

„En tid til at tale“ om Guds rige

Gud har givet alle kristne det hverv at forkynde inden enden kommer. Det er derfor vigtigere end nogen sinde at Jehovas tjenere forkynder den gode nyhed om Riget. (Markus 13:10) Ligesom apostlene kan sande kristne ’ikke holde op med at tale om det de har set og hørt’. — Apostelgerninger 4:20.

Det er desværre ikke alle som vil lytte til den gode nyhed. Da Jesus sendte sine disciple ud for at forkynde, rådede han dem til at ’finde frem til hvem der fortjente det’. Eftersom Jehova ikke tvinger nogen til at tilbede ham, vil vi ikke stædigt blive ved med at forkynde for nogle som hårdnakket afviser budskabet om Riget. (Mattæus 10:11-14) Men vi er glade for at fortælle om Jehovas rige til dem som er „ret indstillet til evigt liv“. — Apostelgerninger 13:48; Salme 145:10-13.

Kærlighed, mildhed og ydmyghed er egenskaber som kan hjælpe os til at beherske vore syndige tilbøjeligheder til at tale overilet eller henfalde til anspændt tavshed. Efterhånden som vi bliver dygtigere til at lægge disse egenskaber for dagen, vil vi blive bedre til at afgøre hvornår vi skal tie og hvornår vi skal tale.

[Fodnoter]

[Illustration på side 23]

Problemer kan løses gennem god kommunikation