Den bedste skik — at følge de bibelske principper
„KUNGSHI, kungshi få tsai!“ (Til lykke, må du blive rig!) Denne traditionelle kinesiske nytårshilsen fremhæver et ønske der er såre almindeligt i verden, nemlig ønsket om at opnå materiel velstand. Med henblik på at forbedre deres muligheder for at blive rige har mange i den grad samlet opmærksomheden om det at få en uddannelse at det grænser til afgudsdyrkelse. I mange asiatiske lande drejer forældrenes væsentligste bekymringer sig ofte om hvordan de kan få anbragt deres børn i den bedste børnehave, sådan at de kan få adgang til den bedste skole og senere komme ind på de bedste højere læreanstalter. I de vestlige lande er mange ligeledes optaget af at skaffe sig velstand for at kunne leve en sorgløs tilværelse.
Men hvordan stemmer denne udbredte materielle stræben med Bibelens principper? „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse,“ advarer apostelen Paulus og fortsætter: „For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1 Timoteus 6:9, 10) Et forhold der ofte skinner tydeligt igennem hos dem der sætter materiel stræben først i livet, bliver omtalt i Prædikeren 5:10, hvor der står: „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt. Også det er tomhed.“
Hvor ofte ser man ikke et ægtepar hvor begge arbejder så hårdt for at opnå alle livets goder at de aldrig har tid til at være hjemme og nyde det de har anskaffet sig! Som modsætning hertil sagde Paulus, inden han gav den førnævnte advarsel til Timoteus: „Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1 Timoteus 6:6, 8) Og Ordsprogene 28:20 tilføjer: „En mand der er trofast i sine gerninger får mange velsignelser, men den der har hastværk med at blive rig, forbliver ikke uskyldig.“ Hvor er det sørgeligt når man ser mennesker der ellers er venlige og gæstfri sætte deres ærlighed, anstændighed og moralbegreber over styr i deres bestræbelser for at samle sig endnu større materielle rigdomme!
I familielivet
Blandt visse folkeslag forventer man ifølge skik og brug at børnene — navnlig pigerne, der med tiden flytter hjemmefra for at blive gift — tager arbejde for at kunne sende et månedligt beløb hjem til deres forældre, både som udtryk for ærbødighed og for at tilbagebetale forældrene det de har ofret på dem under deres opvækst. Nu hændte det i en familie der er Jehovas vidner at datteren gerne ville rejse ind til byen for at blive pioner (heltidsforkynder). Men hvor blev hun skuffet da hendes forældre sagde at hun i stedet skulle få sig et arbejde, så hun hver måned kunne sende penge hjem til dem. Var de betrængte? Nej, på ingen måde! Princippet om at børn har pligt til at sørge for deres forældre hvis de er gamle, syge eller mindrebemidlede var altså ikke aktuelt i dette tilfælde. (Mattæus 15:4-6; 1 Timoteus 5:8) Det var blot på grund af lokal skik og brug at børnene skulle hjælpe til med at forøge familiens beholdning af rigdomme. Mens det mange steder kan være nødvendigt at børnene giver en hjælpende hånd med, på grund af manglende sociale ydelser, fulgte man i dette tilfælde kun denne skik for at undgå at tabe ansigt eller fordi man var blevet påvirket af det udbredte ønske om „fa tsai“ — at blive rig.
Da familiefaderen drøftede sagen med en kristen ældste, blev han opfordret til at overveje en række skriftsteder og derefter træffe sin personlige afgørelse. Et af de skriftsteder man viste ham var Andet Korintherbrev 12:14, hvor Paulus fremholder følgende princip: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ Efter at forældrene havde overvejet dette og andre bibelske principper traf de deres afgørelse. Deres datter var glad for at få lov til at blive almindelig pioner — endog med en vis økonomisk støtte fra forældrene!
Hvor vidt bør man underordne sig?
Dette spørgsmål giver ofte anledning til konflikt mellem de bibelske principper og lokale skikke og holdninger. I visse lande er det skik og brug at man på alle livets områder helt og holdent underlægger sig sine forældres og andres myndighed. Det er ikke ualmindeligt i disse lande at mænd på 40 år eller derover, af frygt for at mishage deres forældre, afviser at læse publikationer fra et andet trossamfund end det deres forældre tilhører eller undgår at træffe nogen større beslutning uden først at have spurgt forældrene til råds. Ikke desto mindre bliver det stadig mere almindeligt i disse lande at unge gør oprør mod deres forældre. Her kan Bibelens afbalancerede syn på sagen være en hjælp til at undgå begge yderpunkter. Princippet om relativ underkastelse i forhold til menneskelig myndighed formuleres klart i Apostelgerninger 4:19 og 5:29. Læg også mærke til at mens Paulus opfordrer børn til at være lydige mod deres forældre, viser han samtidig at denne lydighed ikke er ubegrænset. Han siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. ’Ær din fader og moder’, hvilket er det første bud med et løfte.“ — Efeserne 6:1-3.
Endnu et bibelsk princip der har indflydelse på hvor vidt man bør underordne sig sine forældre, er princippet om at en hustru skal underordne sig sin mand. „Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved,“ skrev apostelen Paulus. Han understregede betydningen af dette princip ved at minde om hvad Gud sagde efter at han havde indstiftet det første ægteskab: „Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.“ — Efeserne 5:22-31.
I mange lande er det almindeligt at en søn bliver boende hos sine forældre, sammen med sin ægtefælle. Bibelen viser at det, i det mindste i førkristen tid, også var almindeligt at tilbedere af Jehova indrettede sig på denne måde. Under sådanne omstændigheder forblev familiefaderen det patriarkalske overhoved, men hustruerne skulle underordne sig deres egne mænd. I nogle lande medfører dette familiemønster imidlertid ofte at svigermoderen kommer til at fungere som hoved for sin svigerdatter. Dette forhold gør det vanskeligere for sønnen fuldt ud at varetage sine principielle forpligtelser som overhoved for sin hustru, og for hustruen helt og holdent at underlægge sig sin mand. Ikke desto mindre er sønnen nødt til at afveje respekten for sine forældre med nødvendigheden af at han fungerer som hoved for sin egen husstand, for at de kan have Jehova som tredje part i den symbolske ’tretvundne snor der ikke hurtigt rives over’. — Prædikeren 4:12.
Visse steder kan der opstå en endnu vanskeligere situation når en mand gifter sig ind i en familie hvor der ikke er nogen mandlig arving. Det følgende tilfælde er et typisk eksempel på hvilke forhold mænd i sådanne situationer må kæmpe med, når de senere i livet lærer de bibelske principper at kende og søger at leve efter dem. En ung katolsk mand giftede sig ind i en katolsk familie. Lige fra begyndelsen blev han klar over at familien så ned på ham og blot betragtede ham som en ubetalt arbejdskraft der skulle avle børn for at familienavnet kunne føres videre. Som det er skik og brug i et sådant forhold måtte han give afkald på sit eget familienavn sådan at hans børn kunne blive arvinger til svigerfamiliens ejendom. Da han lærte det bibelske princip om ledelse at kende og søgte at leve efter det, svarede hans hustru, ligesom resten af familien: ’Du har ikke bragt noget som helst med ind i denne familie, så du har intet at skulle have sagt!’
Ikke alle ægteskabelige forhold af den art er lige så ekstreme som i dette tilfælde. Men det er klart at når en sådan skik er almindelig og man forventer at ægtemanden underlægger sig resten af familien, vil der opstå problemer når han søger at efterleve Bibelens anvisninger vedrørende ledelsens princip. Under omstændigheder som disse er det meget vanskeligt for en kristen ægtemand at føre an på en kærlig måde i sin egen familie, og lige så svært er det for hustruen at underlægge sig sin mand med „dyb respekt“, fremfor at underlægge sig sine forældre, under hvis tag de sandsynligvis vil blive boende. — Efeserne 5:33.
Endnu et eksempel på hvordan der kan opstå konflikt mellem Bibelens principper og lokal skik og brug, har at gøre med den praksis at forældrene træffer bestemmelse om hvornår og med hvem deres barn skal giftes. For kristne børn der har ikke-troende forældre er dette ofte et stort problem, da forældrene føler at de taber ansigt hvis ikke deres børn bliver gift når de har nået en bestemt alder. Derfor søger forældrene at tvinge børnene, og navnlig pigerne, til at gifte sig ved at udsætte dem for pres, måske i form af prygl. Hvis der er mangel på egnede ægteskabspartnere blandt de kristne, vil ikke-troende forældre gøre næsten hvad som helst for at arrangere et ægteskab, mens den kristne må huske på princippet om ’kun at gifte sig i Herren’. — 1 Korinther 7:39; 5 Mosebog 7:3, 4.
Fordele ved at følge Bibelens principper
Det enestående ved Bibelens principper er at de kan forbedre livskvaliteten for enhver der ønsker at rette sig efter dem, uanset hvor vedkommende bor. Bibelens principper er konsekvente og styrker familiebåndene. De gør folk mere ærlige. De gør dem til bedre ægtemænd og fædre, bedre hustruer og mødre, bedre børn og bedre ansatte. Bibelens principper kan hjælpe en til at løse problemer der måtte opstå i forbindelse med ubibelske lokale skikke, og til at have det rette syn på en praksis som ikke direkte strider mod Guds vilje med mennesker, men som måske gør det vanskeligere for en at tilpasse sig denne vilje. Men hvordan kan det lade sig gøre?
For det første må man, ligesom de kristne i Thessalonika, indse at Bibelen virkelig er „Guds ord“. Man må altså forstå at den visdom Bibelen indeholder stammer fra den højeste kilde. For det andet må man stræbe efter at lære hvad „Guds ord“ indeholder, og hvordan man kan få gavn af det. Når man læser og studerer i Bibelen må man lære at lægge mærke til Guds principper og love. For det tredje må man lade ’Guds ord virke i sig’. (1 Thessaloniker 2:13) Dette indbefatter at man må holde sig nær til de menigheder af Guds folk der nu findes i mere end 200 lande og øområder. Det er netop alt dette der har gjort Jehovas Vidners verdensomspændende broderskab til det det er — et broderskab, ikke blot af navn, men også af gavn!
De der tilhører Jehovas folk er først og fremmest interesseret i at være i harmoni med Gud ved at lade Bibelens principper være afgørende i deres liv. For den enkelte har det medført en stærk enhed med andre der også søger at være i harmoni med Gud, samt en fred i sindet der hjælper en gennem alle de situationer man kan komme ud for i den nuværende tingenes ordning. (Filipperne 4:6, 7) Denne indbyrdes enhed og det nære forhold til Gud medvirker i høj grad til at forbedre livskvaliteten nu i tiden, og er forbundet med løfterne om evigt liv i Guds retfærdige nye ordning hvor alt sluttelig vil blive underlagt Guds vilje i fuldt mål. — 1 Timoteus 4:8; 1 Korinther 15:28.
[Illustrationer på side 7]
Anerkend Bibelen som Guds ord
Stræb efter at lære hvad Guds ord indeholder
Lad ’Guds ord virke i dig’