¹² Paulus skrev senere til de kristne at de skulle ’arbejde på deres egen frelse med frygt og bæven’. Dette er muligt fordi Gud, „for sin gode viljes [eudokiʹas] skyld, virker i [os] både at ville og at virke“. — Filipperne 2:12, 13.

Der var ingen tvivl om at datidens døbte disciple havde Jehovas godkendelse, for han antog dem som sine åndelige sønner ved at salve dem med sin hellige ånd. Apostelen Paulus skrev: „Han har forudbestemt os til ved Jesus Kristus at opnå antagelse som sønner hos sig, i overensstemmelse med sin viljes beslutning [eudokiʹan].“ (Efeserne 1:5) Inden for samme århundrede begyndte det der var blevet forudsagt af englene ved Jesu fødsel altså at gå i opfyldelse: „Fred blandt mennesker der har Guds velvilje [eller: godkendelse].“ — Lukas 2:14.

18. Hvorfor kunne salvede kristne ikke tage for givet at de ville forblive godkendte af Gud?

¹⁸ For at bevare denne fred måtte de der havde Guds velvilje „blive ved med at arbejde på [deres] egen frelse med frygt og bæven“. (Filipperne 2:12) Det var ikke let, for de var stadig ufuldkomne. De ville komme ud for fristelser til at synde, og nogle ville måske forsøge at presse dem. Hvis de gav efter og syndede, ville de miste Guds godkendelse.