Epafroditus — Filippermenighedens udsending

„GIV ham . . . den sædvanlige velkomst i Herren med al glæde, og bliv ved med at sætte pris på den slags mænd,“ skrev Paulus til filipperne. Vi ville uden tvivl glæde os over at blive omtalt i så rosende vendinger af en kristen tilsynsmand. (Filipperne 2:29) Men hvem talte Paulus egentlig om? Og hvad havde vedkommende gjort siden han fortjente denne uforbeholdne ros?

Svaret på det første spørgsmål er Epafroditus. For at kunne besvare det andet spørgsmål må vi se nærmere på hvilke omstændigheder der fik Paulus til at skrive disse anerkendende ord.

Omkring år 58 e.v.t. hørte filipperne at Paulus var blevet trukket uden for templet i Jerusalem og var blevet slået af en ondsindet pøbelskare. Han var blevet arresteret af myndighederne og sat i forvaring, og blev siden ført i lænker til Rom. (Apostelgerninger 21:27-33; 24:27; 27:1) Filipperne var bekymrede for hans velbefindende og har sikkert spekuleret på hvad de kunne gøre for at hjælpe ham. Materielt set var de fattige og befandt sig langt borte fra Paulus, så deres muligheder var begrænsede. Den inderlige kærlighed som tidligere havde fået filipperne til at støtte Paulus i hans tjeneste, var blevet endnu stærkere nu hvor han befandt sig i en kritisk situation. — 2 Korinther 8:1-4; Filipperne 4:16.

Filipperne må have overvejet om der var en af dem der kunne besøge Paulus og overbringe ham en gave og hjælpe ham efter behov. Men det var en lang og udmattende rejse, og det kunne være farligt at hjælpe ham. Joachim Gnilka siger: „Det krævede mod at besøge en fange, og især en fange hvis ’forbrydelse’ må have været temmelig vagt defineret.“ Forfatteren Brian Rapske siger: „Blot det at man var nært knyttet til fangen, viste ham medfølelse eller sympatiserede med ham, udsatte én for fare. . . . En tilfældig bemærkning eller handling kunne føre til at både fangen og den der hjalp ham, blev slået ihjel.“ Hvem skulle filipperne sende?

Man kan sagtens forestille sig at en rejse af den art kunne give anledning til bekymring og uvished, men Epafroditus (ikke at forveksle med Epafras fra Kolossæ) var villig til at påtage sig denne vanskelige opgave. At dømme efter Epafroditus’ navn, hvori den græske gudinde Afrodites navn indgår, har han måske været en ikkejøde der var konverteret til kristendommen, søn af forældre der dyrkede denne gudinde for kærlighed og frugtbarhed. Da Paulus skrev til filipperne for at takke dem for deres gavmildhed, kunne han med rette beskrive Epafroditus som „jeres udsending til mig som personlig tjener med henblik på hvad jeg behøver“. — Filipperne 2:25.

Ud fra det Bibelen siger om Epafroditus, kan vi se at han havde en prisværdig villighed til at ofre sig i tjenesten for Paulus og den menighed han tilhørte. Ikke desto mindre kæmpede han med de samme problemer som vi måske gør. Lad os betragte hans eksempel.

„Personlig tjener med henblik på hvad jeg behøver“

Vi kender ikke alle detaljer, men vi kan forestille os at Epafroditus var træt efter sin rejse da han ankom til Rom. Han har sikkert rejst ad Via Egnatia, en romersk vej som gik tværs gennem Makedonien. Han kan have krydset Adriaterhavet til den italienske halvøs „støvlehæl“, og derefter være rejst ad Via Appia til Rom. Det må have været en udmattende rejse (1200 kilometer hver vej), som sandsynligvis har taget mere end en måned. — Se rammen på side 29.

Med hvilken indstilling begav Epafroditus sig ud på sin rejse? Han var blevet sendt ud for at yde Paulus „en personlig tjeneste“ eller leitourgiʹa. (Filipperne 2:30) Dette græske ord indeholdt oprindelig tanken om et arbejde som en borger frivilligt påtog sig for staten. Senere kom ordet til at indebære en form for tvungen tjeneste som staten især pålagde kvalificerede borgere at udføre. Om brugen af dette ord i De Græske Skrifter siger en bibelforsker: „En kristen er en der arbejder for Gud og mennesker. For det første fordi han ønsker det af hele sit hjerte, og for det andet fordi Kristi kærlighed tvinger ham og han derfor er nødt til det.“ Ja, Epafroditus lagde en eksemplarisk indstilling for dagen.

„Han udsatte sin sjæl for fare“

Idet Paulus anvender et ord der anvendes om hasardspil, siger han at Epafroditus „udsatte [paraboleusaʹmenos] sin sjæl for fare“ eller ordret „satte sit liv på spil“ for Kristi skyld. (Filipperne 2:30) Vi må ikke tro at Epafroditus bar sig tåbeligt ad; meningen er at der var en risiko forbundet med udførelsen af hans hellige tjeneste. Foretog han sin hjælpemission på en vanskelig tid af året? Holdt han ud og gennemførte turen selv om han måske var blevet syg på vejen? Under alle omstændigheder blev Epafroditus „virkelig syg, næsten til døden“. Måske ville han gerne have stået apostelen Paulus til tjeneste i længere tid, og apostelen følte åbenbart at han måtte undskylde at Epafroditus vendte hjem før planlagt. — Filipperne 2:27.

Uanset hvordan det har forholdt sig, var Epafroditus en modig mand som villigt og uegennyttigt udsatte sig selv for fare for at hjælpe sin broder i nød.

Vi kan spørge os selv: ’Hvor langt ville jeg gå for at hjælpe mine åndelige brødre i en vanskelig situation?’ Det er ikke en frivillig sag om en kristen vil lægge en sådan villig ånd for dagen. Jesus sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ (Johannes 13:34) Epafroditus udførte sin tjeneste „næsten til døden“. Epafroditus havde den eksemplariske „indstilling“ som Paulus opmuntrede filipperne til at have. (Filipperne 2:5, 8, 30, Kingdom Interlinear) Er du indstillet på at strække dig lige så langt?

Hvorfor blev Epafroditus så nedtrykt?

Hans depression

Prøv at sætte dig i Epafroditus’ sted. Paulus beretter: „Han længes efter at se jer alle og er nedtrykt fordi I har hørt han var blevet syg.“ (Filipperne 2:26) Epafroditus vidste at brødrene i hans menighed var bekendt med at han var blevet syg, og at han ikke havde kunnet hjælpe Paulus i den udstrækning de havde håbet. Det ser faktisk ud til at Epafroditus havde givet Paulus flere bekymringer. Måske måtte lægen Lukas, Paulus’ rejsefælle, forsømme andre ting for at tage sig af Epafroditus. — Filipperne 2:27, 28; Kolossenserne 4:14.

Det var sikkert som følge heraf at Epafroditus blev nedtrykt. Måske har han været bange for at brødrene i hans menighed betragtede ham som uduelig. Muligvis har han følt sig skyldbetynget og ’længtes’ efter at se dem og forsikre dem om sin trofasthed. For at beskrive Epafroditus’ tilstand anvendte Paulus et meget stærkt ord på græsk, adēmoneʹō, „at være nedtrykt“. Ifølge den bibelkyndige J. B. Lightfoot kan dette ord betyde „den forvirrede, urolige, halvforrykte tilstand som kommer af en fysisk forstyrrelse eller af stærk indre uro og bekymring forårsaget af sorg, skam, skuffelse m.m.“ Den eneste anden gang dette ord anvendes i De Græske Skrifter, er i forbindelse med de store kvaler Jesus gennemgik i Getsemane Have. — Mattæus 26:37.

Paulus sluttede at det ville være bedst at sende Epafroditus tilbage til filipperne med et brev der forklarede hvorfor deres udsending vendte hjem før tiden. Idet Paulus siger: „Jeg anser det . . . for nødvendigt at sende jer Epafroditus,“ tager han ansvaret for hans hjemkomst og fjerner derved enhver tvivl om at Epafroditus havde svigtet. (Filipperne 2:25) Tværtimod havde Epafroditus nær mistet livet under udførelsen af sin opgave. Paulus anbefaler på det kraftigste følgende: „Giv [Epafroditus] . . . den sædvanlige velkomst i Herren med al glæde, og bliv ved med at sætte pris på den slags mænd, for på grund af Herrens gerning kom han døden ganske nær, idet han udsatte sin sjæl for fare, for at han fuldt ud kunne opveje at I ikke var her til at yde mig en personlig tjeneste.“ — Filipperne 2:29, 30.

„Bliv ved med at sætte pris på den slags mænd“

Man må virkelig værdsætte mænd og kvinder der lægger en indstilling som Epafroditus’ for dagen. De ofrer sig selv for tjenestens skyld. Tænk på dem der har ofret sig for at kunne tjene langt borte fra deres hjem som missionærer, rejsende tilsynsmænd eller på et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer. Selv om alder eller svigtende helbred nu hindrer dem i at yde det som de tidligere kunne, fortjener de andres respekt og agtelse for deres mange års trofaste tjeneste.

Er man svækket af sygdom, kan man imidlertid blive nedtrykt eller få skyldfølelse. Man ønsker at gøre mere, men kan ikke. Det er meget frustrerende. Enhver der befinder sig i en sådan situation, kan lære af Epafroditus’ eksempel. Var det hans fejl at han var blevet syg? Nej, bestemt ikke. (1 Mosebog 3:17-19; Romerne 5:12) Epafroditus ønskede at tjene Gud og sine brødre, men sygdom begrænsede ham.

Paulus bebrejdede ikke Epafroditus at han var blevet syg, men bad filipperne om at tage sig af ham. Vi bør også trøste vore brødre når de er modløse. Som regel kan vi rose dem for det trofaste eksempel de sætter. Det at Paulus satte pris på Epafroditus og omtalte ham i så rosende vendinger, må have trøstet ham og hjulpet på hans depression. Vi kan også være forvissede om at ’Gud ikke er uretfærdig så han glemmer vores arbejde og den kærlighed vi har vist mod hans navn, idet vi har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste’. — Hebræerne 6:10.

[Ramme på side 29]

Rejsens strabadser

Nu om dage er der ikke de store strabadser forbundet med at rejse mellem to europæiske byer, som det for eksempel var på Epafroditus’ tid. Epafroditus’ rejse kan i dag let gøres på en time eller to i et jetfly. Det var imidlertid en helt anden sag at foretage denne rejse i det første århundrede. Dengang var der store besværligheder forbundet med at rejse fra ét sted til et andet. Den der rejste til fods, kunne tilbagelægge mellem 30 og 35 kilometer om dagen. På rejsen var han så underlagt det skiftende vejrlig og udsat for forskellige farer, som for eksempel „røvere“. — 2 Korinther 11:26.

Hvordan fik man mad og husly?

Historikeren Michelangelo Cagiano de Azevedo siger at der langs de romerske veje „var mansiones, fuldt udstyrede hoteller med forsyningslagre, stalde og værelser til personalet; mellem to mansiones var der flere mutationes, eller opholdssteder, hvor man kunne proviantere og skifte heste eller køretøj.“ Disse kroer var berygtede eftersom de flittigt blev besøgt af samfundets udskud. Kroværterne stjal ofte fra de rejsende, og tjente en ekstra skilling på de prostituerede. Den romerske satiriker Juvenal bemærker at enhver der så sig nødsaget til at opholde sig på en kro af den slags, kunne risikere „at ligge side om side med en lejemorder, og han kunne komme i selskab med pramdragere, tyve og bortrømte slaver, foruden bødler og kistemagere . . . Der var en og samme skål til alle; ingen havde en seng for sig selv, eller et bord adskilt fra de andre.“ Flere af oldtidens forfattere beklagede sig over det dårlige drikkevand og over værelserne, som var overfyldte, beskidte, fugtige og utøjsbefængte.

[Kort/illustration på side 27]

[Illustration]

En rejsende på Romerrigets tid

[Kildeangivelse]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.; Traveler: Da originale del Museo della Civiltà Romana, Roma