FILOSOFI

Det græske ord filosofiʹa betyder bogstaveligt „kærlighed til visdom“. Filosofien er i dag en metode hvorved man ad tankens og spekulationens vej søger at nå frem til en helhedsopfattelse af tilværelsen og at finde grundbetingelser og principper for menneskets tænkning, livsholdning og livsførelse.

De græske ord for „filosofi“ og „filosof“ forekommer hver kun én gang i De Kristne Græske Skrifter. (Kol 2:8; Apg 17:18) Da Paulus skrev til menigheden i Kolossæ i Lilleasien, var nogle af dens medlemmer åbenbart i fare for at blive påvirket af „den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering“. Den græske filosofi havde på den tid stor udbredelse, men sammenhængen i Kolossenserbrevet viser at Paulus især var bekymret for judaister, som forsøgte at få de kristne til igen at overholde Moseloven med dens krav om omskærelse, fejring af højtider og afholdenhed fra visse spiser. (Kol 2:11, 16, 17) Paulus var ikke imod kundskab, for han bad selv om at de kristne måtte blive fyldt med kundskab. Men han gjorde det klart at man ikke ville opnå sand visdom og nøjagtig kundskab medmindre man forstod og anerkendte Jesu Kristi plads i gennemførelsen af Guds hensigt. (Kol 1:9, 10; 2:2, 3) Kolossenserne skulle passe på at ingen førte dem bag lyset med overtalende argumenter og tog dem til fange under en menneskelig tankegang og betragtningsmåde. En sådan filosofi ville være „i overensstemmelse med verdens elementære ting [stoicheiʹa]“, det vil sige de principper, grundsætninger og bevæggrunde der er rådende i verden og „ikke i overensstemmelse med Kristus“. — Kol 2:4, 8.

I Athen diskuterede Paulus med „nogle af de epikuræiske og nogle af de stoiske filosoffer“. (Apg 17:18) De omtalte ham som et „snakkehoved“. Dette er en gengivelse af det græske ord spermoloʹgos, der bogstaveligt betyder en fugl der opsamler frø. Ordet bruges også om et menneske der snapper et par oplysninger her og der og gentager dem løsrevet fra sammenhængen. Disse filosoffer ringeagtede Paulus og hans budskab. Den epikuræiske filosofi gik i hovedsagen ud på at opnåelsen af glæde, især sindets glæde, var det højeste gode i livet. (1Kor 15:32) Epikuræerne troede at der ganske vist fandtes guder, men at de hørte til uden for menneskets erfarings- og interesseområde. Stoikerne lagde vægt på forsynet eller skæbnen; man skulle efter deres mening leve et liv i dyd og stræbe efter at være upåvirkelig af smerte og ligegyldig over for nydelse. Hverken epikuræerne eller stoikerne troede på opstandelsen. I sin tale til disse mænd understregede Paulus den enkeltes forhold til og ansvarlighed over for Skaberen og forbandt dette med Kristi opstandelse og den „garanti“ der lå heri for menneskene. For grækerne, der søgte efter „visdom“, var budskabet om Kristus „en tåbelighed“ (1Kor 1:22, 23), og da Paulus nævnte opstandelsen, begyndte mange af hans tilhørere at gøre nar, men nogle blev troende. — Apg 17:22-33.

I sine inspirerede breve understregede Paulus flere gange at verdens visdom og den kundskab der falskeligt kaldes således, er tåbelighed i Guds øjne, og at de kristne skal undgå den. — 1Kor 1:18-31; 2:6-8, 13; 3:18-20; 1Ti 6:20.