Tilgiv af hjertet

„På samme måde vil min himmelske Fader også behandle jer, hvis I ikke hver især af hjertet tilgiver jeres broder.“ — MATTÆUS 18:35.

1, 2. (a) Hvordan viste en kvinde der var kendt for at være en synder, sin værdsættelse af Jesu gerninger? (b) Hvordan reagerede Jesus?

HUN var sikkert prostitueret; ikke en kvinde man ville forvente at finde i et religiøst menneskes hjem. Nogle var chokerede over at se hende der, men det hun foretog sig, var endnu mere chokerende. Hun gik hen til en mand der havde den bedst tænkelige moral, og viste sin værdsættelse af hans gerninger ved at vaske hans fødder med sine tårer og tørre dem med sit hår.

² Den pågældende mand, Jesus, følte sig ikke frastødt af denne kvinde „som i byen var kendt for at være en synder“. Farisæeren Simon, i hvis hjem det foregik, var også klar over hvem hun var. Jesus reagerede ved at fortælle om to mænd der var i gæld til en mand som lånte penge ud. Den ene skyldte meget — cirka to års løn for en arbejder. Den anden skyldte kun en tiendedel heraf — mindre end tre måneders løn. Da ingen af dem kunne betale manden tilbage, „eftergav han uden videre dem begge deres gæld“. Den der havde fået eftergivet mest, havde naturligvis størst grund til at reagere med kærlighed. Efter at have knyttet dette sammen med kvindens venlige handling fremsatte Jesus dette princip: „Den der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.“ Derefter sagde han til kvinden: „Dine synder er tilgivet.“ — Lukas 7:36-48.

3. Hvilke ransagende spørgsmål bør vi stille os selv?

³ Spørg dig selv: ’Hvis jeg havde været den kvinde, eller hvis jeg stod i en lignende situation og der blev vist mig barmhjertighed, ville jeg så være hård og utilbøjelig til at tilgive andre?’ Du svarer måske: ’Nej, bestemt ikke!’ Men føler du helt ærligt at du er god til at tilgive? Er det noget naturligt for dig? Har du ofte beredvilligt tilgivet andre, og ville andre beskrive dig som tilgivende? Lad os se på hvorfor vi hver især bør tænke alvorligt over dette.

Behovet for at blive tilgivet — og for at tilgive

4. Hvad bør vi erkende med hensyn til os selv?

⁴ Vi er ufuldkomne — det ved vi alt for godt. Vi vil sikkert også være hurtige til at indrømme det hvis vi blev spurgt, og vi ville måske tænke på ordene i Første Johannesbrev 1:8: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd,’ vildleder vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ (Romerne 3:23; 5:12) Hos nogle har ufuldkommenheden måske givet sig udslag i store, alvorlige synder. Men selv hvis ikke vi er os bevidst at vi har gjort os skyldige i alvorlige synder, har vi sikkert mange gange og på mange måder svigtet med hensyn til at leve op til Guds normer og har syndet, ikke sandt?

5. Hvorfor har vi grund til at takke Gud?

⁵ Derfor svarer vores situation måske til apostelen Paulus’ beskrivelse: „Skønt I var døde i jeres overtrædelser og i jeres køds uomskårne tilstand, gjorde Gud jer levende sammen med [Jesus]. Han tilgav os i sin godhed alle vore overtrædelser.“ (Kolossenserne 2:13; Efeserne 2:1-3) Læg mærke til ordene ’tilgav os alle vore overtrædelser’. Det omfatter ikke så lidt. Vi har alle sammen god grund til at bede ligesom David: „For dit navns skyld, Jehova, må du tilgive min misgerning, for den er stor.“ — Salme 25:11.

6. Hvad kan vi være sikre på med hensyn til Jehova og tilgivelse?

⁶ Hvordan er det muligt for os at opnå tilgivelse? Et vigtigt punkt er at Jehova Gud ønsker at tilgive. Det er et karakteristisk træk ved hans personlighed. (2 Mosebog 34:6, 7; Salme 86:5) Gud forventer forståeligt nok at vi vender os til ham i bøn og beder ham om tilgivelse. (2 Krønikebog 6:21; Salme 103:3, 10, 14) Og han har tilvejebragt et juridisk grundlag for at tilgive os — Jesu genløsningsoffer. — Romerne 3:24; 1 Peter 1:18, 19; 1 Johannes 4:9, 14.

7. I hvilken henseende bør vi ønske at efterligne Jehova?

⁷ Vi bør betragte Guds villighed til at tilgive som et forbillede for hvordan vi skal være over for andre. I den forbindelse skrev Paulus: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ (Efeserne 4:32) Der er ingen tvivl om at Paulus mente at vi skulle tage ved lære af Guds eksempel, for i det næste vers fortsatte han: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.“ (Efeserne 5:1) Kan du se forbindelsen? Jehova Gud har tilgivet dig, og derfor — lyder Paulus’ magtfulde ræsonnement — bør du efterligne ham og være „inderligt medfølende“ og ’frit tilgive’ andre. Men spørg engang dig selv: ’Lever jeg op til dette? Hvis det ikke ligger til mig at være tilgivende, arbejder jeg så på at lære det? Bestræber jeg mig oprigtigt på at efterligne Gud ved at tilgive andre?’

Vi må arbejde på at være tilgivende

8. Hvad må vi erkende med hensyn til vore brødre i menigheden?

⁸ Det ville være dejligt hvis der i den kristne menighed kun var ganske få situationer hvor der var behov for at tilgive. Men sådan er det jo ikke. Vore kristne brødre og søstre forsøger naturligvis at følge Jesu eksempel og vise kærlighed. (Johannes 13:35; 15:12, 13; Galaterne 6:2) De har gennem lang tid bestræbt sig for at aflægge den ugudelige verdens måde at tænke, tale og opføre sig på. De ønsker virkelig at iføre sig den nye personlighed. (Kolossenserne 3:9, 10) Ikke desto mindre er det en kendsgerning at den verdensomspændende menighed, og hver eneste lokale menighed, består af ufuldkomne mennesker. De har gjort fremskridt i forhold til hvordan de tidligere har været, men de er stadig ufuldkomne.

9, 10. Hvorfor skulle det ikke overraske os hvis der opstår problemer mellem brødre?

⁹ Gennem Bibelen har Gud nøje forklaret os at vi kan forvente at møde ufuldkommenhed i menigheden, blandt vore brødre og søstre. Tænk for eksempel på Paulus’ ord i Kolossenserbrevet 3:13: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“

¹⁰ Det er værd at lægge mærke til at vi også her bliver mindet om forbindelsen mellem den tilgivelse Gud har vist os, og det at vi er forpligtede til at tilgive andre. Hvorfor er det en udfordring? Fordi man kan have „en grund til klage imod en anden,“ som Paulus erkendte. Han var klar over at sådanne situationer ville opstå. Det skete i det første århundrede, selv blandt de kristne „hellige“, der havde et ’håb henlagt til dem i himlene’. (Kolossenserne 1:2, 5) Kan man så forestille sig at det ville være anderledes i dag, hvor de fleste sande kristne ikke har åndens vidnesbyrd om at de er „Guds udvalgte, hellige og elskede“? (Kolossenserne 3:12) Nej. Vi skal derfor ikke tro at der er noget helt galt hvis der i vores menighed er „grund til klage“ eller vi oplever sårede følelser som følge af reelle eller formodede forurettelser.

11. Hvad gør disciplen Jakob os opmærksom på?

¹¹ Jesu halvbroder Jakobs ord viser at vi kan forvente at vi i det mindste nu og da kommer ud for situationer der kræver at vi tilgiver vore brødre. „Hvem er vís og forstandig iblandt jer? Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til. Men hvis I har bitter skinsyge og stridbarhed i jeres hjerte, så fremhæv ikke jer selv og lyv ikke imod sandheden.“ (Jakob 3:13, 14) „Bitter skinsyge og stridbarhed“ i sande kristnes hjerte? Ja, Jakobs ord viser tydeligt at dette fandtes i menigheden i det første århundrede, og at det også ville findes i dag.

12. Hvilket problem opstod i menigheden i Filippi i det første århundrede?

¹² To salvede kristne fra menigheden i Filippi, Evodia og Syntyke, havde for eksempel et godt ry for at arbejde skulder ved skulder med Paulus. Af Filipperbrevet 4:2, 3 fremgår det at der var en kurre på tråden mellem dem, uden at der gås i detaljer. Begyndte det mon med en tankeløs, uvenlig bemærkning, en fornærmelse af en slægtning, eller var det konkurrence og skinsyge der gjorde sig gældende? Hvordan det end forholdt sig, blev det så grelt at Paulus hørte om det helt ovre i Rom. Der kan have været iskold luft mellem de to åndelige søstre; de kan have undgået hinanden ved møderne eller have talt nedsættende om hinanden til deres venner.

13. Hvordan løste Evodia og Syntyke sandsynligvis deres problem, og hvad kan vi lære af det?

¹³ Lyder det bekendt — som noget der er sket mellem nogle i din menighed, eller noget du selv har været involveret i? Selv i dag kan der opstå problemer af denne art. Hvad kan vi gøre? Paulus tilskyndede de to søstre til at „være enige i Herren“. De er måske gået med til at tale problemet igennem for at få renset luften og har hver især givet udtryk for at de var parate til at tilgive og derved efterligne Jehovas tilgivende holdning. Der er ingen grund til at tro andet end at det lykkedes Evodia og Syntyke at få løst deres problem, og det kan også lykkes for os. Også i dag kan en tilgivende indstilling løse mange problemer.

Slut fred — tilgiv

14. Hvorfor er det ofte muligt og bedst bare at glemme personlige uoverensstemmelser?

¹⁴ Hvad kræver det af os at tilgive når der er opstået et problem i forholdet mellem én selv og en anden kristen? Der findes ikke nogen let udvej, men Bibelen giver realistiske råd og fortæller om eksempler der kan hjælpe os. Et godt forslag — skønt det hverken er let at acceptere eller at følge — er ganske enkelt at glemme det hele. Når der er opstået et problem som det der opstod mellem Evodia og Syntyke, føler parterne ofte hver især at det er den anden der har uret eller har handlet forkert. I en sådan situation er det derfor nærliggende at mene at det først og fremmest er den anden der har skylden, og at det er ham eller hende der har gjort størst skade. Men kan vi ikke bare lade det ligge og tilgive? Tænk på at hvis — hvis — den anden bærer størstedelen eller hele skylden, er det dig der har den bedste mulighed for at tilgive og dermed få sagen afsluttet og bragt ud af verden.

15, 16. (a) Hvordan beskrev Mika Jehova Gud? (b) Hvad vil det sige at Gud „forbigår overtrædelse“?

¹⁵ Lad os aldrig glemme at vi skal efterligne Gud med hensyn til at tilgive. (Efeserne 4:32–5:1) Om hans indstilling til at tilgive og glemme fejl skrev profeten Mika: „Hvem er en Gud som du, der tilgiver brøde og forbigår overtrædelse hos sin arvelods rest? Han holder ikke fast ved sin vrede for evigt, for han har behag i loyal hengivenhed.“ — Mika 7:18.

¹⁶ At Jehova beskrives som en der „forbigår overtrædelse“, betyder ikke at han er ude af stand til at huske overtrædelserne. Tænk på Samson og David, der begge begik alvorlige overtrædelser. Gud var i stand til at huske disse synder lang tid senere; vi kender endda til nogle af deres synder fordi Gud lod dem nedskrive i Bibelen. Men vor tilgivende Gud viste disse to mænd barmhjertighed, og de er blevet fremhævet for os som troshelte vi bør efterligne. — Hebræerne 11:32; 12:1.

17. (a) Hvad kan hjælpe os til at bære over med andres fejl og forseelser? (b) I hvilken forstand efterligner vi Jehova hvis vi bestræber os for at gøre det? (Se fodnoten.)

¹⁷ Ja, Jehova var i stand til at ’forbigå’ eller ’bære over med’a overtrædelser, sådan som David gentagne gange bad ham om. (2 Samuel 12:13; 24:10) Kan vi efterligne Gud på dette område og villigt bære over med de fejl og forseelser vore trosfæller begår fordi de er ufuldkomne? Forestil dig at du sidder i et jetfly der er på vej til startbanen for at lette. Du kigger ud ad vinduet og ser en bekendt der står nær startbanen og barnligt rækker tunge. Du er klar over at hun er vred, og spekulerer på om det er dig hun rækker tunge ad. Men måske tænker hun slet ikke på dig. Lidt efter, da flyet er i luften og drejer for at vinde højde, passerer du højt hen over kvinden, der nu kun ses som en lille prik. Efter en time er du mange hundrede kilometer væk, og hendes fornærmende gestus ligger langt bag dig. På samme måde vil det ofte være lettere for os at tilgive hvis vi forsøger at være som Jehova og forstandigt bærer over med andres overtrædelse. (Ordsprogene 19:11) Vil fornærmelsen ikke synes uden betydning om ti år eller når vi er to hundrede år inde i tusindårsriget? Hvorfor så ikke bare overse den?

18. Hvilket råd kan vi følge hvis ikke vi synes at vi er i stand til at glemme en forseelse?

¹⁸ I sjældne tilfælde kan det hænde at man har fremlagt problemet for Jehova i bøn og forsøgt at tilgive, men ikke føler at man er i stand til det. Hvad gør man så? Jesus tilskyndede os til at henvende os til den anden part og personligt forsøge at løse problemet for at opnå fred. „Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ — Mattæus 5:23, 24.

19. Hvilken indstilling skal vi have, og hvilken indstilling bør vi undgå når vi søger fred med vores broder?

¹⁹ Det er værd at lægge mærke til at Jesus ikke sagde at man skulle henvende sig til sin broder for at overbevise ham om at man selv havde ret, og at han tog fejl. Det gjorde han muligvis. Men det er mere sandsynligt at der har været fejl på begge sider. Under alle omstændigheder bør målet ikke være at få modparten til at bøje sig, få ham ned med nakken, så at sige. Hvis det er med den indstilling man henvender sig, er det på forhånd dømt til at mislykkes. Målet skal heller ikke nødvendigvis være at diskutere hver en detalje af den reelle eller tænkte forseelse. Når det under en rolig drøftelse i den kristne kærligheds ånd viser sig at selve problemet beror på en sørgelig misforståelse, kan begge parter forsøge at løse problemet. En drøftelse fører måske ikke til fuldstændig enighed, men er det altid nødvendigt? Ville det ikke være bedre hvis parterne i det mindste blev enige om at de begge ønsker at tjene vor tilgivende Gud? Når de holder sig det for øje, vil det måske være lettere for dem begge at sige af hjertet: „Jeg er ked af at vi i vores ufuldkommenhed har haft denne uoverensstemmelse. Jeg vil meget gerne om vi kunne glemme det.“

20. Hvad kan vi lære af apostlenes eksempel?

²⁰ Husk på at apostlene også havde deres uoverensstemmelser, som for eksempel når nogle af dem søgte større ære. (Markus 10:35-39; Lukas 9:46; 22:24-26) Det var årsag til spændinger, måske sårede følelser eller endda dyb krænkelse. Men de var i stand til at bære over med disse uoverensstemmelser og blive ved med at arbejde sammen. En af dem skrev senere: „Lad den der vil elske livet og se gode dage, holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig, og lad ham vende sig fra ondt og gøre godt; lad ham søge fred og jage efter den.“ — 1 Peter 3:10, 11.

21. Hvilken vejledning angående tilgivelse gav Jesus?

²¹ Vi har allerede behandlet ét aspekt i forbindelse med tilgivelse: Gud har tilgivet mange synder som vi har begået, og derfor bør vi efterligne ham og tilgive vore brødre. (Salme 103:12; Esajas 43:25) Men der er også et andet aspekt. Efter at Jesus havde fremholdt mønsterbønnen, sagde han: „Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer.“ Et års tid senere gentog han denne tanke da han lærte sine disciple at bede: „Tilgiv os vore synder, for vi tilgiver også selv enhver som står i gæld til os.“ (Mattæus 6:12, 14; Lukas 11:4) Og få dage før sin død tilføjede han: „Når I står og beder, så tilgiv hvis I har noget imod nogen, for at jeres Fader som er i himlene også kan tilgive jer jeres overtrædelser.“ — Markus 11:25.

22, 23. Hvordan berører det vores fremtid om vi er villige til at tilgive?

²² Ja, vore muligheder for fortsat at opnå Guds tilgivelse afhænger for en stor del af om vi er villige til at tilgive vore brødre. Når der opstår et personligt problem mellem kristne, kan vi spørge os selv: ’Er det ikke langt vigtigere at opnå Guds tilgivelse end at bevise at en broder eller søster har begået en lille fejl eller forseelse, noget der blot afspejler menneskets ufuldkommenhed?’ Vi kender selv svaret.

²³ Men hvad nu hvis sagen er mere alvorlig og ikke blot drejer sig om en lille, personlig uoverensstemmelse? Hvornår gælder Jesu vejledning i Mattæus 18:15-18? Det vil vi se på i den næste artikel.

[Fodnote]

Husker du dette?

◻ Hvordan har Jehova sat eksemplet for os hvad tilgivelse angår?

◻ Hvad må vi huske i forbindelse med vore brødre og søstre i menigheden?

◻ Hvad burde vi i de fleste tilfælde kunne gøre når der opstår uoverensstemmelser?

◻ Hvad kan vi om nødvendigt gøre for at slutte fred med vores broder?

[Illustration på side 15]

Når der opstår en uoverensstemmelse mellem én selv og en anden i menigheden, bør man prøve at overse den; med tiden vil problemet forekomme ubetydeligt