-
Find tryghed hos Guds folkKundskab der fører til evigt liv
-
-
[Helsides illustration på side 165]
-
-
Find tryghed hos Guds folkKundskab der fører til evigt liv
-
-
’IFØR JER KÆRLIGHEDEN’
9. Hvordan har Jehova sat eksemplet med hensyn til at vise kærlighed?
9 Paulus skrev: „Foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kolossenserne 3:14) Jehova har i sin store barmhjertighed givet os mulighed for at iføre os kærlighed som en klædning. Hvordan det? Kristne kan vise kærlighed fordi denne egenskab er en af frugterne af Jehovas hellige ånd. (Galaterne 5:22, 23) Jehova har vist den største kærlighed ved at sende sin enestefødte søn til jorden for at vi kan opnå evigt liv. (Johannes 3:16) Denne enestående demonstration af kærlighed har vist os hvordan vi kan lægge denne egenskab for dagen. „Når det er sådan Gud elskede os,“ skrev apostelen Johannes, „er vi også skyldige at elske hinanden.“ — 1 Johannes 4:11.
10. Hvordan kan vi få gavn af „hele brodersamfundet“?
10 Når du overværer møderne i rigssalen har du gode muligheder for at vise kærlighed. Dér vil du møde mange forskellige mennesker. En stor del af dem vil du utvivlsomt føle dig draget til med det samme. Naturligvis er der forskelle i personlighed selv blandt dem der tjener Jehova. Tidligere har du måske blot undgået dem du ikke delte interesser med eller følte dig på bølgelængde med. Men kristne må elske „hele brodersamfundet“. (1 Peter 2:17) Sæt dig derfor som mål at lære alle der kommer i rigssalen at kende — uanset hvilken alder, personlighed, hudfarve eller uddannelse de har. Du vil sikkert opdage at de alle har en eller anden vindende egenskab.
11. Hvorfor bør du ikke lade dig distrahere af de mange forskelle i personlighed blandt Jehovas folk?
11 Lad dig ikke distrahere af de mange forskelle i personlighed i menigheden. Tænk på følgende illustration: Når du færdes i trafikken er du omgivet af mange forskellige køretøjer. De kører ikke alle med samme hastighed og er ikke alle i samme stand. Nogle har kørt mange kilometer, mens andre kun lige er begyndt. Trods disse forskelle færdes alle på vejen. Sådan forholder det sig også med dem der er i menigheden. Det er ikke alle der opdyrker de kristne egenskaber lige hurtigt. Vi er heller ikke alle i samme stand fysisk og følelsesmæssigt. Nogle har desuden tilbedt Jehova i mange år; andre er kun lige begyndt. Men vi færdes alle på vejen der fører til evigt liv, idet vi er „helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. (1 Korinther 1:10) Hav derfor øje for de stærke sider frem for svaghederne, når du betragter dem der er i menigheden. Dette vil varme dig om hjertet, for du vil indse at Gud virkelig er iblandt disse mennesker. Og det er jo dér du også ønsker at være. — 1 Korinther 14:25.
12, 13. (a) Hvad kan du gøre hvis en i menigheden kommer til at fornærme dig? (b) Hvorfor er det vigtigt ikke at bære nag?
12 Eftersom vi alle er ufuldkomne vil der af og til være nogle i menigheden som siger eller gør noget der støder os. (Romerne 3:23) Disciplen Jakob skrev meget realistisk: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jakob 3:2) Hvordan vil du reagere hvis nogen fornærmer dig? Et bibelsk ordsprog lyder: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ (Ordsprogene 19:11) At have indsigt betyder at man kan se bag om en situation, at man forstår hvilke dybereliggende faktorer der får en person til at tale eller handle på en bestemt måde. De fleste af os har stor indsigt når det gælder om at undskylde vore egne fejltrin. Hvorfor ikke også bruge den til at forstå og dække over andres ufuldkommenheder? — Mattæus 7:1-5; Kolossenserne 3:13.
13 Glem aldrig at vi må tilgive andre hvis vi ønsker at opnå Jehovas tilgivelse. (Mattæus 6:9, 12, 14, 15) Hvis vi handler efter sandheden vil vi vise andre kærlighed. (1 Johannes 1:6, 7; 3:14-16; 4:20, 21) Skulle det ske at du har en kontrovers med en i menigheden, må du derfor undgå at bære nag. Hvis du har iført dig kærligheden, vil du arbejde på at løse problemet og ikke tøve med at give en undskyldning hvis du har fornærmet nogen. — Mattæus 5:23, 24; 18:15-17.
14. Hvilke egenskaber bør vi iføre os?
14 Vor åndelige klædedragt bør også indbefatte andre egenskaber der er nært forbundet med kærlighed. Paulus skrev: „[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed.“ Disse egenskaber, der alle er indbefattet i kærligheden, er en del af „den nye personlighed“ fra Gud. (Kolossenserne 3:10, 12) Vil du anstrenge dig for at iføre dig dem? Og navnlig broderkærligheden vil identificere dig som en af Jesu disciple, for han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.
-