Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w86 1/10 s. 16-20
  • Fred fra Gud — Hvornår?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Fred fra Gud — Hvornår?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Guds syn på ’tider og perioder’
  • Et råb om fred
  • Er det muligt at opnå „fred og sikkerhed“?
  • En „pludselig undergang“
  • Den forudsagte afslutning
  • Der kommer sand fred — men hvordan?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • En hemmelighed der vækker undren, afsløres
    Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!
  • Fred — de kristnes eje
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1966
  • „Fred og sikkerhed!“ — og så „en pludselig undergang“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
w86 1/10 s. 16-20

Fred fra Gud — Hvornår?

„Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“ — Romerne 16:20.

1, 2. (a) Hvad sagde Gandhi om krig og fred? (b) Hvem er de lykkelige der vil komme til at opleve fred fra Gud?

„HVIS det vanvittige våbenkapløb fortsætter, vil det afgjort resultere i et blodbad uden sidestykke i historien. Hvis der bliver en sejrherre, vil selve sejren bestå i en ussel tilværelse for den nation der går sejrende ud af kampen.“ Denne forudsigelse, som Mohandas Gandhi fremsatte i 1938, var meget fremsynet.

2 Nogle få år forinden, i 1931, havde Gandhi til en britisk vicekonge sagt: „Når Deres og mit land kan mødes om den lære som Kristus opstillede i [Bjergprædikenen], vil vi have løst ikke blot vore egne landes problemer, men hele verdens.“ Som denne hinduiske vismand gav udtryk for, viser Jesu bjergprædiken vejen til varig fred. I denne prædiken sagde Jesus: „Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ (Mattæus 5:9) Mange „sønner“ kan nu glæde sig over fred med Gud, og efterhånden vil alle de sagtmodige på jorden kunne „glæde sig over megen fred“. (Salme 37:11) Men hvordan kan vi være sikre på at det vil gå sådan?

3. Hvorfor findes der ingen sand fred på jorden i dag?

3 Menneskeheden plages i dag af tanken om at hele jorden kan blive lagt øde. I en ny undersøgelse siges der: „Den største tåbelighed er at der siden den anden verdenskrig er blevet brugt 30.-40.000.000.000.000 (30-40 billioner) kroner på at opbygge et arsenal af kernevåben som, hvis de bliver anvendt, vil være ensbetydende med et globalt selvmord. . . . Verdens kernevåbenlagre har tilstrækkelig stor sprængkraft til at dræbe 58 milliarder mennesker — eller til at dræbe hvert eneste nulevende menneske tolv gange.“a Alligevel tager det vanvittige våbenkapløb mere og mere fart. En vakkelvorn terrorbalance, en gensidig forvisning om tilintetgørelse, udgør grundlaget for supermagternes såkaldte fred — der bestemt ikke kommer fra Gud.

4. (a) I hvilken forfatning befinder verden sig nu? (b) Hvilket begrundet håb nærer de der tilbeder Jehova?

4 Denne verden er på enhver måde i en sørgelig forfatning. Aldrig før har menneskene været udsat for så megen voldskriminalitet, politisk korruption, økonomisk tilbagegang, gudløshed og religiøs forvirring som i vor tid. Aldrig før har det været mere sandt at „hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen“. Men Gud har lovet at menneskeskabningen „vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21, 22) De fredselskende mennesker der tilbeder Bibelens Gud, den suveræne Herre, Jehova, kan være sikre på at erfare denne frihed. Det vil være en frihed der er solidt rodfæstet i sand, evig fred. (Ezekiel 37:26-28) Men hvornår og hvordan vil denne fred blive indført?

Guds syn på ’tider og perioder’

5, 6. (a) Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med Første Thessalonikerbrev 5:1? (b) Hvordan kan vi vide at „tiderne og perioderne“ har betydning for Gud?

5 Apostelen Paulus havde trøstet de kristne i Thessalonika ved at forklare dem om forbindelsen mellem opstandelsen og „vor Herres Jesu Kristi nærværelse“. Derefter fortsatte han: „Med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer.“ — 1 Thessaloniker 4:15; 5:1.

6 Mente apostelen hermed at „tiderne og perioderne“ er uden betydning for Gud? Nej! (Prædikeren 3:1) Det var „da tiden var udløbet“, ved slutningen af de 69 åruger, at ’Gud udsendte sin søn’. Og Jesu tjeneste varede tre og et halvt år — fra år 29 til år 33 — netop som det var blevet forudsagt. (Galaterne 4:4; Daniel 9:24-27) Det var præcis ved afslutningen af „nationernes fastsatte tider“ i 1914 at Jesus blev indsat som konge i „et himmelsk Jerusalem“. (Lukas 21:24; Hebræerne 12:22; Ezekiel 21:27; Daniel 4:31, 32) ’Den store trængsel’ vil også komme på den dag og i den time som Jehova har fastsat. Den „vil ikke være forsinket“. — Mattæus 24:21, 36; Habakkuk 2:3.

7. Hvorfor behøvede Paulus ikke at skrive til thessalonikerne om „tiderne og perioderne“?

7 På dette tidspunkt havde Paulus imidlertid ingen grund til at skrive om „tiderne og perioderne“. De kristne i Thessalonika var allerede overbeviste om at de levede i ’perioden’ for afslutningen på den jødiske tingenes ordning, der ophørte omtrent tyve år senere, i år 70. Deres nidkærhed og ’hellige ånds glæde’ var eksemplarisk. (1 Thessaloniker 1:4-7) Jehovas vidner i dag er ligeledes klar over at verdenskrigene og de andre foruroligende begivenheder der har fundet sted siden 1914, udgør en del af „tegnet“ på Jesu usynlige nærværelse i Rigets magt og herlighed. — Mattæus 24:3-8; 25:31.

8. Hvorfor må vi være vågne og aktive?

8 Apostelen bestyrkede nu sine trosfæller i deres overbevisning. Han skrev: „I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten.“ (1 Thessaloniker 5:2) Vi kender ikke det nøjagtige tidspunkt, men den dag hvor Gud vil eksekvere sin dom kommer stadig nærmere. Den vil komme pludseligt og uden varsel, til Guds fastsatte tid. Vi må derfor være vågne og aktive. — Lukas 21:34-36.

Et råb om fred

9. (a) Hvilken proklamation vil lyde, og hvorfor er sande kristne ikke med til at fremsætte den? (b) Hvem fremsætter denne proklamation, og hvorfor kan de sammenlignes med lederne på Jeremias’ tid?

9 „Fred og sikkerhed!“ Paulus henledte her vor opmærksomhed på den proklamation der vil lyde ved kulminationen af Kristi „nærværelse“. (1 Thessaloniker 5:3) Vil vi snart høre dette råb? Hvorfra vil denne proklamation om fred og sikkerhed i verden komme? Tydeligvis ikke fra Kristi disciple, for Jesus sagde at hverken de eller hans rige er „en del af verden“. (Johannes 15:19; 17:14, 16; 18:36) De der fremsætter denne proklamation må derfor være verdslige mennesker som er modstandere af Guds kommende rige. De er en del af den verden som ’ligger i den ondes, Satan Djævelens, magt’. (1 Johannes 5:19) Ligesom de politiske og religiøse ledere på Jeremias’ tid vil de tale om „deres eget hjertes syn“, og sige: „Fred får I,“ idet de hævder at denne fred kommer fra Gud. Men som det vil vise sig, tager de fejl! — Jeremias 23:16, 17, 19, 20.

10. Hvilken kæde af begivenheder har ført til den nuværende verdenssituation?

10 En kæde af begivenheder går forud for dette råb om „fred og sikkerhed“. I 1920, lige efter den store krig, der nu er kendt som den første verdenskrig, blev Folkeforbundet oprettet. Dets formål var at hindre at der nogen sinde mere udbrød krig på jorden. Men den anden verdenskrig kastede Folkeforbundet i en afgrund. Den 24. oktober 1945 fik dette forbund nyt liv og steg op fra afgrunden under et nyt navn, De forenede Nationer. (Jævnfør Åbenbaringen 17:8.) Denne organisations hovedformål er „opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed“. Organisationens stiftere gav udtryk for at de var besluttede på „at frelse kommende generationer fra krigens svøbe“. Er det så lykkedes for FN at sikre freden og sikkerheden?

11. Hvor alvorlig er den krise verden befinder sig i?

11 Hvor oprigtige FNs stiftere end har været, er det ikke lykkedes for denne organisation at leve op til sin hensigtserklæring, ligesom det heller ikke lykkedes for Folkeforbundet. Verden sidder nu på en krudttønde i form af kernevåben. Ulykken i Tjernobyl i Sovjetunionen i april 1986, der resulterede i et radioaktivt nedfald over store dele af Europa, viser at kernekraft kan være yderst farlig, selv når den bruges til fredelige formål. Nogle lande i den sydlige del af Stillehavet forsøger at holde fast ved at deres områder skal være ’atomfrie zoner’. Men hvis der udbryder en total kernekrig, vil der ikke være nogen overlevende.

Er det muligt at opnå „fred og sikkerhed“?

12. Hvad har FN kaldt 1986, og hvordan har nationerne reageret på dette?

12 I erkendelse af den voksende krise har De forenede Nationer udråbt 1986 til ’internationalt fredsår’. Dette har fået en blandet modtagelse af nationerne. De fleste har dog støttet ’fredsåret’ på den ene eller den anden måde, men de påpeger at den altoverskyggende trussel mod freden er kernekrig. I øjeblikket udkæmpes der konstant små krige rundt omkring på jorden. Siden den anden verdenskrig er der blevet udkæmpet 150 af disse mindre krige, med et samlet antal dødsofre på over 30.000.000. Kan det om noget land siges at det har taget initiativ til at handle i overensstemmelse med de berømte ord fra Esajas 2:4, der står at læse på en mur ved FNs hovedkvarter i New York?

13. Hvordan har de religiøse ledere støttet ’fredsåret’?

13 Verdens trossamfund har ikke været tilbageholdende med at støtte FNs fredsår. Pave Johannes Paul II erklærede den 1. januar 1986 for fredsdag i hele verden, og tilskyndede statsmænd til at tilvejebringe den ledelse det kræver at lægge et grundlag for en universel fred. Han har også opfordret alle verdens trossamfund til at mødes for at bede i Assisi i Italien i løbet af det internationale fredsår. Ærkebiskoppen af Canterbury, den engelske statskirkes gejstlige overhoved, og forskellige grupper af buddhister har med begejstring taget imod denne invitation. Kirkernes Verdensråd har udsendt en erklæring om det internationale fredsår, hvori der tilskyndes til at man omgående påbegynder en nedrustning af kernevåben.

14. Hvad er en betingelse for at et forsøg på at indføre fred kan lykkes?

14 Men hvilken hensigt har „den Gud som giver fred“ i forbindelse med indførelsen af „fred og sikkerhed“? Fremgår det af Guds profetiske ord at ufuldkomne mennesker og nationer kan indføre fred og sikkerhed i denne verden? Nej! Om et sådant forehavende lykkes, er betinget af at Jehova handler — i overensstemmelse med sin retfærdighed og til sin ære. — Esajas 55:11; 61:11.

En „pludselig undergang“

15. Hvilken overraskende udtalelse fremsatte Paulus nu?

15 Apostelen Paulus fortalte os hvad der snart vil ske: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Thessaloniker 5:3.

16. Hvorfor er nationernes veje ikke Guds veje?

16 Disse ord virker måske i første omgang chokerende, men Bibelen forklarer deres betydning. De „veje“ nationerne i dag vandrer ad, er ikke Guds „veje“. (Esajas 55:8, 9) Når han har tilladt menneskers forskellige former for herredømme at fortsætte, er det for at afgøre et stridsspørgsmål som den onde slange, Satan Djævelen, rejste for omtrent 6000 år siden. Da Satan overtalte vore første forældre til at vælge uafhængighed af Gud, stillede han spørgsmålstegn ved hvorvidt menneskeheden overhovedet har brug for Guds herredømme. — 1 Mosebog 3:4, 5.

17. Hvad har resultaterne været af menneskers herredømme, og hvoraf ses dette?

17 I de årtusinder der er gået siden da, har Gud ladet mennesker eksperimentere med alle mulige former for jordiske regeringer. Nogle af dem har kun bestået i nogle få år mens andre har bestået i flere århundreder, men ingen af dem har formået at indføre sand fred og sikkerhed. Under enhver form for menneskeligt herredømme har krig, kriminalitet, terror og død til stadighed været menneskenes lod. Gennem hele historien ’har det ene menneske udøvet myndighed over det andet til skade for det’. (Prædikeren 8:9) I dag er det ikke anderledes. Enhver der er opmærksom på forholdene kan nu sige ligesom Guds profet: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

18. Hvorfor er det forgæves at nationerne råber „fred og sikkerhed“?

18 Nu er tiden snart inde til at stridsspørgsmålet skal afgøres én gang for alle. Kun Guds herredømme kan indføre sand fred og sikkerhed på jorden. Men det er ikke Guds herredømme nationerne ser hen til når de råber „Fred og sikkerhed!“ De ønsker at blive ved med at herske i overensstemmelse med deres egne stolte ideologier. Men tiden er udløbet for dem. Nationerne føler at der må gøres noget drastisk for at hele verden ikke skal blive lagt øde i en kernekrig. Derfor vil de gøre det Jeremias forudsagde: „De prøver at helbrede mit folks sammenbrud på en let måde, idet de siger: ’Der er fred! Der er fred!’ skønt der ikke er fred.“ Men deres bestræbelser vil være forgæves! — Jeremias 6:14; 8:11, 15.

Den forudsagte afslutning

19. Hvordan vil „Jehovas dag“ komme?

19 Apostelen Paulus talte om „pludselig undergang“, og Guds profet Esajas sagde: „Se! Deres helte skriger på gaden; fredens sendebud græder bittert.“ (Esajas 33:7) Bibelen viser mange steder at Jehovas eksekvering af dommen over onde nationer og mennesker vil komme hurtigt og uventet, „som en tyv om natten“. (1 Thessaloniker 5:2, 3; Jeremias 25:32, 33; Zefanias 1:14-18; 2 Peter 3:10) På et tidspunkt hvor verden højt proklamerer at den har nået et vist mål af fred og sikkerhed, vil „Jehovas dag“ komme med frygtindgydende pludselighed. Guds folk vil have forstået betydningen af råbet „Fred og sikkerhed!“ og vil være i sikkerhed i Jehovas tilflugtssted. — Salme 37:39, 40; 46:1, 2; Joel 3:16.

20. (a) Hvilket dyr sammenlignes FN med? (b) Hvordan betragter Jehova den falske religion, og hvorfor?

20 I Guds ord sammenlignes Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer, med „et skarlagenrødt vilddyr“ med syv hoveder (som skildrer de verdensmagter hvorfra det er fremstået) og ti horn (der står for de regeringsmagter som nu støtter det). Bibelen viser at det er et politisk „vilddyr“ (jævnfør den britiske „løve“ og den russiske „bjørn“). På vilddyrets ryg sidder en kvinde som kaldes „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. (Åbenbaringen 17:3-8) Dette viser hvordan Jehova ser på den falske religion, der ikke repræsenterer ham og hans retfærdige rige. Kvinden begår åndelig utugt ved at blande sig i politik. At religionen har sluttet sig til FN i verdenskampagnen for fred og sikkerhed, er et eksempel på dette. Kvinden ønsker heller ikke at høre Guds domsbudskab der forkyndes af Jehovas vidner. Derfor har hun påvirket nogle regeringer så de har forbudt Jehovas vidners kristne virksomhed. — Salme 2:1-3.

21. (a) Hvilken handling markerer begyndelsen til „Jehovas dag“? (b) Hvad sker der derefter?

21 Hvordan vil „Jehovas dag“ komme? I denne den mørkeste nat i menneskehedens historie vil den komme „som en tyv“! Det vil ske når Gud får vilddyrets medlemslande til pludseligt at vende sig mod den falske religion. De vil vise deres had til Babylon den Store, afsløre hvad hun står for og lægge hende fuldstændig øde. Denne domsfuldbyrdelse vil komme så pludseligt at hendes tidligere politiske elskere vil udbryde: „Ve, ve, du store by, Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet!“ Men nationerne og deres hære vil også gå til angreb på Guds folk. Så vil kongernes konge, Jesus Kristus, udslette alle disse fjender og kaste ærkemodstanderen, Satan Djævelen, i afgrunden. — Åbenbaringen 17:16, 17; 18:10; 19:11-21; 20:1-3; jævnfør Ezekiel 38:11, 16, 18-23.

22. (a) Hvilke storslåede udsigter har troende mennesker i dag? (b) Hvordan kan vi få mulighed for at leve i fred med Gud?

22 Endelig, under Guds riges herredømme, vil der herske sand fred og sikkerhed! (Salme 72:1, 7; Esajas 9:6, 7) Mange nulevende mennesker som ’holder sig vågne og er ædru’ vil opleve dette. (1 Thessaloniker 5:4-6) „En stor skare . . . af alle nationer“ der tror på Jehovas genløsningsforanstaltning ved Kristus, vil blive frelst gennem „den store trængsel“ og leve evigt i fred med Gud. (Åbenbaringen 7:9-17; 21:3, 4) Måtte du være at finde i denne skare!

[Fodnote]

a Publikationen World Military and Social Expenditures 1985.

Hvad vil du svare?

■ Hvorfor har „tiderne og perioderne“ betydning for Gud og for os?

■ Hvordan bør vi betragte ’Jehovas dags’ komme?

■ Hvem er med til at fremsætte den proklamation der omtales i Første Thessalonikerbrev 5:3, og hvornår gør de det?

■ Hvilke skæbnesvangre begivenheder udløses af denne proklamation?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del