Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w92 15/6 s. 4-7
  • En løsesum i bytte for mange

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • En løsesum i bytte for mange
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Betaling af en løsesum og frigørelse
  • En tilsvarende løsesum
  • Én i bytte for mange
  • Genløsningen og dig
  • En tilsvarende løsesum for alle
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
  • Jehova tilvejebringer „en løsesum i bytte for mange“
    Kom nær til Jehova
  • Genløsningen — Guds største gave
    Hvad er det Bibelen virkelig lærer?
  • Den død der bragte liv
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1964
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
w92 15/6 s. 4-7

En løsesum i bytte for mange

DEN 31. marts 1970 blev et jetfly kapret nær bjerget Fujiyama i Japan. Ni medlemmer af en gruppe der kalder sig Den Japanske Røde Hærs Fraktion tog mere end 120 passagerer og besætningsmedlemmer som gidsler og krævede at blive fløjet til Nordkorea.

Da flyet landede i Seoul i Republikken Korea (Sydkorea) tilbød den japanske vicetrafikminister Shinjiro Yamamura at sætte sit liv på spil for gidslernes skyld. Flykaprerne indvilligede i at anerkende ham som en garanti for deres egen sikkerhed og løslod alle gidsler undtagen flybesætningen. Derefter fløj de til Pyongyang, hvor de overgav sig til de nordkoreanske myndigheder. Hr. Yamamura og piloten vendte senere uskadte tilbage til Japan.

I dette tilfælde blev ét menneske givet i bytte for 120 gidslers liv. Dette kan hjælpe os til at forstå hvordan ét menneske kunne give sit liv som en løsesum i bytte for mange. Men for at forstå Bibelens genløsningslære må vi først undersøge emnet nærmere.

For det første må vi finde ud af hvordan synden opstod. „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet,“ forklarer Bibelen. (Romerne 5:12) Hvordan skete det? Det menneske der refereres til her er Adam, det første menneske der blev skabt. I de første tre kapitler af Første Mosebog i Bibelen kan du læse den historiske beretning om Adams skabelse og hvad der førte til at han overtrådte Guds normer.

Af beretningen i Første Mosebog fremgår det at der stod en oprørsstifter i kulissen dengang Adam begik den første synd. For at tilfredsstille sit magtbegær ønskede denne oprører — Satan Djævelen — at herske over Adam og hans fremtidige efterkommere. Han kaldes også „slangen fra fortiden“ fordi han brugte en slange da han ledte Adam i synd. (Åbenbaringen 12:9) Selv om menneskets kærlige Skaber havde sagt at Adam skulle respektere Hans ret til at afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt, forledte slangen Adams hustru, Eva, til at være ulydig mod Gud. Derefter fik hun sin mand overtalt til at være ulydig. Derved gjorde Adam sig uafhængig af Gud, blev med vilje og vidende en synder, og kunne derfor kun give syndigt liv i arv til sine efterkommere.

Vi lider stadig under konsekvenserne af dette. Hvordan? Skaberen havde med rette erklæret at hvis Adam og Eva bevidst valgte ulydighedens vej, ville det betyde døden for dem. Ved at synde solgte Adam således hele menneskeheden til trældom under synd og død. — 1 Mosebog 2:17; 3:1-7.

Hvordan kunne menneskeheden blive genløst fra denne syndige tilstand? Jesus Kristus kom til jorden for at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“, og dette åbnede mulighed for at genløse menneskene. — Mattæus 20:28.

Betaling af en løsesum og frigørelse

Bibelen viser at der er to trin i genløsningen af menneskeheden: (1) betaling af en løsesum og (2) frigørelse. Om det græske ord lyʹtron der oversættes med „løsesum“ skriver bibelforskeren Albert Barnes: „Ordet løsesum betyder ordret en pris der betales til løskøbelse af fanger. Når en fjende i krig tager fanger, kaldes den sum penge som afkræves for deres befrielse for en løsesum. Den er altså det middel som sætter dem på fri fod. Alt hvad der løser nogen fra straf, lidelse eller synd siges at være en løsesum.“

Ja, „alt hvad der løser nogen“ kan kaldes en lyʹtron. Det græske ord viser altså at der finder en løskøbelse sted.a

Apostelen Paulus bruger det beslægtede ord antiʹlytron for at understrege værdien af den pris der betales som løsesum. I Første Timoteusbrev 2:6 skriver han at „[Jesus] gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. Hertil siger Parkhursts Greek and English Lexicon to the New Testament: „Det betegner egentlig en pris hvormed en fange løskøbes fra fjenden, og den form for udveksling hvorved den enes liv løskøbes med den andens liv.“ Vægten lægges her på at genløsningsbetalingen svarer nøjagtigt til det der skal løskøbes, for at der kan bringes ligevægt i retfærdighedens vægtskåle. Hvordan kunne Jesu genløsningsoffer betegnes som „en tilsvarende løsesum“?

En tilsvarende løsesum

Adam solgte hele menneskeheden, deriblandt os, til synd og død. Prisen, eller straffen, han betalte var hans fuldkomne menneskeliv, med udsigten til at leve evigt. For at råde bod på dette måtte der betales med et andet fuldkomment menneskeliv — en tilsvarende løsesum. Men ingen der var født af ufuldkomne forældre kunne betale med et fuldkomment menneskeliv. (Job 14:4; Salme 51:5) I sin visdom havde Gud imidlertid åbnet en vej ud af dette dilemma. Han overførte sin enestefødte søns fuldkomne liv fra himmelen til en jomfrus moderskød, og lod ham blive født som et fuldkomment menneske. (Lukas 1:30-38; Johannes 3:16-18) Denne lære om Jesu fødsel af en jomfru er ikke en historie som er opfundet for at forherlige en religionsstifter. Nej, den forklarer et logisk skridt i Guds tilvejebringelse af en løsesum.

For at kunne blive en genløser måtte Jesus have en ren adfærd i al den tid han var på jorden. Og det havde han. Derefter led han offerdøden. På denne måde betalte Jesus med værdien af sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum for menneskeheden. (1 Peter 1:19) Derfor kan vi sige at „én er død for alle“. (2 Korinther 5:14) Ja, „ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias“. — 1 Korinther 15:22.

Én i bytte for mange

Under den tidligere omtalte flykapring havde gidslerne ingen mulighed for at befri sig selv, heller ikke selv om de var rige. Der var behov for hjælp udefra, og den mand der trådte i deres sted måtte opfylde visse betingelser. Det samme gælder i endnu højere grad i forbindelse med den løsesum der skulle tilvejebringes for at genløse menneskeheden. Salmisten skrev: „De der . . . praler af deres store rigdom — end ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham, (nej, prisen for løskøbelsen af deres sjæl er så høj at den må opgives for stedse).“ (Salme 49:6-8) Ja, menneskene havde behov for hjælp udefra. Ét menneskes liv var nok til at løskøbe alle mennesker, forudsat at betingelserne for at bringe retfærdighedens vægtskåle i ligevægt var opfyldt. Jesus Kristus opfyldte som det eneste fuldkomne menneske disse betingelser.

Jehova Gud har sørget for menneskehedens udfrielse gennem betalingen af løsesummen ved Jesus Kristus. Men Gud har gjort mere end det. Han har afsagt en dødsdom over Satan Djævelen, den der har ført menneskene ud i synd. (Åbenbaringen 12:7-9) Jehova vil snart indespærre denne forbryder og vil til sidst eksekvere sin dom ved ’at kaste ham i ild- og svovlsøen’, et symbol på evig udslettelse. (Åbenbaringen 20:1-3, 7-10, 14) Når denne onde åndeskabning bliver fjernet og værdien af løsesummen bragt i anvendelse, vil menneskene blive udfriet — ikke blot fra syndens og dødens greb men også fra Satans indflydelse. Efter således at være blevet frigjort idet værdien af Kristi genløsningsoffer anvendes fuldt ud, vil den lydige menneskehed kunne skride frem til menneskelig fuldkommenhed.

Genløsningen og dig

Efter at have lært om Jesu Kristi genløsningsoffer har mange i Østen fået stor værdsættelse af hvad Gud har gjort for dem. Kazuo er en af dem. Hans liv drejede sig kun om at sniffe fortynder og blive ’høj’. Han smadrede ofte sine biler når han kørte i påvirket tilstand. Tre af hans venner begik selvmord efter at have ødelagt deres helbred. Kazuo forsøgte også at begå selvmord. Senere begyndte han at studere Bibelen. Efter at have stiftet bekendtskab med sandheden besluttede han at få styr på sin tilværelse. Han forsøgte at holde op med at sniffe fortynder, men fik mange tilbagefald. Han ønskede at gøre det rigtige, men måtte kæmpe med sine kødelige tilbøjeligheder. I den situation var han glad for at kunne bede Gud om tilgivelse på grundlag af værdien af Jesu Kristi genløsningsoffer. Ved at bede og ved at drage nytte af kristne venners hjælp overvandt Kazuo sin last og tjener nu lykkeligt Jehova med en ren samvittighed.

Husker du Chisako, der er omtalt i begyndelsen af den foregående artikel? Gennem et studium af Bibelen fik hun også kendskab til genløsningsforanstaltningen. Hun blev dybt bevæget da hun forstod at Gud gav sin søn for at udfri menneskeheden fra synd. Chisako viede sit liv til Jehova. Den dag i dag bruger hun, i en alder af 77 år, omkring 90 timer hver måned på at fortælle andre om Jehovas store kærlighed og om den ufortjente godhed han viser.

Genløsningen bør også have stor betydning for dig. Ved hjælp af den vil Gud åbne vejen til sand frihed for menneskeheden — frihed fra synd og død. En storslået fremtid med evigt liv på en paradisisk jord venter dem der tager imod Jesu Kristi genløsningsoffer. Hvis du er interesseret i at høre mere herom, så kontakt Jehovas vidner og undersøg selv hvordan du kan opnå frihed fra synd og død gennem genløsningen.

[Fodnote]

a I De Hebraiske Skrifter gengives padhahʹ med „løskøbe“ og det beslægtede navneord med „løskøbelsessum“ og viser således også at der er tale om en løskøbelse og udfrielse. — 5 Mosebog 9:26.

[Kildeangivelse på side 5]

Med tilladelse af Mainichi Shimbun

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del