MILDHED

Det græske tillægsord praysʹ forklares på denne måde i A New Testament Wordbook af William Barclay: „I klassisk græsk er det et dejligt ord. Brugt om ting betyder det ’blid’. Det bruges for eksempel om en blid brise eller en blid stemme. Brugt om mennesker betyder det ’mild’ eller ’imødekommende’. . . . Der er blidhed i praus, men bag blidheden skjuler sig stålets styrke . . . Det er ikke en holdningsløs blidhed, en sentimental eftergivenhed, en passiv sindsro.“ (London 1956, s. 103, 104) Om det tilsvarende navneord prayʹtēs siger Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words: „Som det er brugt i Bibelen . . . omfatter det ’ikke blot en persons adfærd, heller ikke blot vedkommendes forhold til sine medmennesker eller hans natur alene. Det beskriver snarere en dyd som er vævet ind i sjælen, og den vises først og fremmest, og hovedsagelig, i forholdet til Gud. Det er det sindelag at man accepterer Hans handlinger med én som gode og derfor ikke bestrider eller modarbejder dem. Det er nært forbundet med ordet tapeinofrosunē [ydmyghed] og nævnes direkte efter dette.’“ — 1981, bd. 3, s. 55, 56.

Ordet praysʹ gengives i forskellige bibeloversættelser med „sagtmodig“, „stilfærdig“, „stille“, „mild“ og „mild af sind“. (DA92, Se, NV) Som det fremgår af Barclays værk, der er citeret ovenfor, er praysʹ mere dybtgående end blidhed, og når det bruges om mennesker, betyder det mild, imødekommende.

Skønt Jehova ikke tolererer synd og ondskab, har han kærligt sørget for at menneskene kan nærme sig ham på grundlag af Jesu Kristi sonoffer og præstetjeneste. De der tilbeder og tjener Jehova, kan derfor træde frem for ham uden sygelig frygt eller rædsel. (He 4:16; 10:19-22; 1Jo 4:17, 18) Jesus genspejlede Jehova Gud i en så fuldkommen grad at han kunne sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ Han sagde også: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind [gr.: praysʹ] og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (Joh 14:9; Mt 11:28-30) Jehova Gud lader sig derfor altid finde af dem der elsker ham, og han fylder dem der henvender sig til ham, med mildhed, styrke og stor tillid.

Et udtryk for styrke. Mildhed er ikke det samme som svaghed. Jesus Kristus sagde: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Mt 11:29; 2Kor 10:1) Og dog var Jesus stærk, for han havde sin Faders fulde støtte. Han stod fast for det der var rigtigt, og når det var nødvendigt, viste han stor frimodighed i tale og handling. — Mt 23:13-39; jf. 21:5.

Mildhed udspringer af tro og styrke. Den der har et mildt sind, bliver ikke nemt bragt ud af ligevægt, men forstår at holde hovedet koldt. Når nogen ikke viser mildhed, kan det skyldes usikkerhed, frustration, mangel på tro og håb eller ligefrem desperation. Om den der mangler mildhed, siger ordsproget: „Som en gennembrudt by, uden mur, er den mand der ikke kan styre sin ånd.“ (Ord 25:28) Han er sårbar idet han er åben for enhver uret tanke som kan trænge ind og tilskynde ham til urette handlinger.

En af åndens frugter. Mildhed er en frugt af Guds hellige ånd, hans virksomme kraft. (Ga 5:22, 23) Gud er derfor mildhedens kilde. For virkelig at få et mildt sind må man bede ham om hans ånd og derefter opdyrke denne frugt af ånden. Mildhed er altså ikke et resultat af ren og skær viljestyrke, men opnås ved et nært forhold til Gud.

De der mangler mildhed, er ofte irritable, unødigt strenge, ubeherskede og stridbare. I modsætning til dette rådes de kristne til at bevare enheden og freden ved at lægge „ydmyghed og mildhed“ for dagen. — Ef 4:1-3.

Hvis skinsyge og strid får lov at slå rod og vokse, kan det føre til uro af enhver art. Men mildhed vil hindre at dette sker blandt Kristi disciple. Bibelskribenten Jakob tilskynder derfor dem der er vise og forstandige i menigheden, til at vise ’god adfærd’ i form af „en mildhed der hører visdom til“, „visdommen ovenfra“. — Jak 3:13, 17.

I Bibelen forbindes mildhed ofte med ånd, for eksempel i udtryk som „mildhedens ånd“ og ’den milde ånd’. Ægte mildhed er derfor ikke en flygtig ydre egenskab, men en del af selve ens væsen eller natur. Apostelen Peter peger på dette idet han siger: „Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, håret I fletter, guldsmykkerne I tager på eller yderklæderne I bærer, men lad det være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne.“ — 1Pe 3:3, 4.

Apostelen Paulus skriver at man skal ’iføre sig mildhed’. Dette kunne ved en overfladisk betragtning give det indtryk at mildhed blot er en ydre fernis. Men i samme passage formaner han: „Ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ (Kol 3:10, 12; Ef 4:22-24) Dette viser at mildhed er forankret i personligheden, ikke i første række som noget medfødt, men som en frugt af Guds ånd, der opnås ved at man tilegner sig nøjagtig kundskab og følger den.

Nødvendig for tilsynsmænd. Da Paulus skrev til den unge Timoteus om den kristne tilsynsgerning i menigheden, gav han dette råd om behandlingen af vanskeligheder: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt, idet Gud måske vil give dem sindsændring.“ (2Ti 2:24, 25) Vi ser her at der er en sammenhæng mellem mildhed og langmodighed. Tilsynsmanden indser hvorfor han må tage sig af vanskeligheden: Gud har tilladt den, og nu er det hans opgave som tilsynsmand at søge at løse den til de implicerede parters gavn. Han må ikke miste besindelsen, men tålmodigt affinde sig med problemet indtil sagen er bragt ud af verden.

En anden tilsynsmand, Titus, der boede på Kreta, blev også rådet til at minde sine kristne brødre om „at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. For at få Titus til at indse hvor stor betydning mildheden har, henviste Paulus til Guds uforlignelige kærlighed og barmhjertighed, som kommer til udtryk gennem hans søn, og som maner til at man ikke længere fører et liv i slethed og had, men følger den nye vej, der fører til evigt liv. — Tit 3:1-7.

Til dem der er åndeligt modne i menigheden, skriver Paulus om det ansvar der påhviler dem: „Selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ (Ga 6:1) De der har åndelige kvalifikationer, bør huske på hvordan de selv er blevet behandlet af Gud. Da vil de ikke sætte den der fejler, strengt i rette, men vil forsøge at hjælpe ham på fode igen i mildhedens ånd. Dette vil vise sig at være langt det bedste for alle parter.

Med mildhed kan man dæmpe vrede og løse op for vanskeligheder, mens hårdhed vil virke modsat. Ordsproget siger: „Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ (Ord 15:1) Mildhed kan være meget virkningsfuld. „En anfører kan overtales med tålmodighed, og en mild tunge kan bryde ben.“ — Ord 25:15.

Nødvendig når man tugtes. Salomon nævner endnu et godt princip i forbindelse med mildhed og sindsligevægt. Det drejer sig om tilbøjeligheden til at gøre oprør når man irettesættes eller tugtes af en der sidder inde med myndighed. Man kunne måske blive så harmfuld at man ’forlod sin plads’ eller uden videre frasagde sig den opgave eller stilling man har, og som kræver at man underordner sig. Men Salomon advarer: „Hvis en herskers ånd rejser sig imod dig, så forlad ikke din plads, for ro afværger store synder.“ (Præ 10:4; jf. Tit 3:2.) At man bevarer roen og tager imod tugten med mildhed, vil ikke alene afværge at myndighedspersonens vrede vokser, men vil også medvirke til at man forbedrer sin egen personlighed fordi man behersker sig og bliver på sin plads og tager tugten til sig.

Dette gælder især når herskeren er Jehova Gud, og når tugten kommer gennem dem han har tildelt myndighed. (He 12:7-11; 13:17) Det gælder også i vort forhold til dem som Gud har tilladt at udøve verdslig regeringsmyndighed. (Ro 13:1-7) Selv når en verdslig øvrighedsperson i hårde vendinger kræver den kristne til regnskab for det håb han har, bør den kristne, skønt han først og fremmest adlyder Gud, svare „med mildhed og dyb respekt“. — 1Pe 3:15.