TYDELIG FREMTRÆDEN

Det græske ord epifaʹneia, der i Bibelen oversættes med „tydelig fremtræden“, bruges om Jesu Kristi fremtræden eller manifestation på jorden og, især, om forskellige begivenheder under hans nærværelse i kongemagt. Det tilsvarende udsagnsord, epifaiʹnō, betyder „at vise sig, blive synlig, træde frem, blive gjort kendt“, og det beslægtede udsagnsord, faneroʹō, „at gøre kendt“ og „at blive gjort kendt“.

Guds søns fremtræden i kødet. I 2 Timoteus 1:9-11 skrev apostelen Paulus om „vor Frelsers, Kristi Jesu, tydelige fremtræden“ i kødet. At Guds søn blev sendt til jorden, skulle medvirke til at hævde Jehovas suverænitet. Det skulle også føre til at døden fra Adam blev afskaffet, og give nogle mulighed for at opnå liv og uforgængelighed i himmelen. At Jesus blev „gjort kendt [form af gr. faneroʹō] i kød“, var et led i afsløringen af „gudhengivenhedens hellige hemmelighed“. (1Ti 3:16) Paulus sagde også at Gud ved at sende sin søn havde ’gjort sin ufortjente godhed kendt [form af gr. epifaiʹnō]’, en ufortjent godhed der „bringer frelse til alle slags mennesker . . . og oplærer os til at sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og til at leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning, mens vi venter på det lykkelige håb og den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu, herligheds tydelige fremtræden“. (Tit 2:11-13) Eftersom Kristus udsendes af Gud, vil hans tydelige fremtræden i herlighed også gøre Guds herlighed kendt.

Kristi tydelige fremtræden i himmelsk herlighed. Under sin nærværelse ville Kristus rette sin opmærksomhed mod sine åndelige brødre der var sovet ind i døden, dem der ligesom Paulus „med kærlighed [havde] imødeset hans tydelige fremtræden“, og som ville få „retfærdighedens krone“ som belønning. (2Ti 4:8) Når Herren ’steg ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet’, skulle de der var døde i samhørighed med Kristus, opstå først, og Kristus ville tage dem hjem til sig. Derved ville han træde tydeligt frem i herlighed for dem; hans herlighed ville blive gjort kendt for dem. Efter dette ville han gøre sin nærværelse kendt for de brødre der endnu var tilbage på jorden, og tage dem hjem til sig når de døde. — 1Ts 4:15, 16; Joh 14:3; Åb 14:13.

Som konge og dommer. Da Kristus stod over for Pontius Pilatus, benægtede han ikke at han var en konge, men han gjorde opmærksom på at hans rige ikke var en del af denne verden. (Joh 18:36, 37) Han trådte ikke på det tidspunkt frem som magthaver, for tiden var endnu ikke inde til at han skulle overtage sit herredømme i Riget. Der ville imidlertid komme en tid da „vor Herre Jesu Kristi tydelige fremtræden“ klart kunne ses og erkendes, nemlig når han var blevet indsat som „den lykkelige og eneste Magthaver“ og som „Kongen over dem der hersker som konger, og Herren over dem der hersker som herrer“. — 1Ti 6:13-16; Da 2:44; 7:13, 14.

I forventning om Rigets komme og Kristi tydelige fremtræden sagde Paulus til Timoteus: „Jeg pålægger dig højtideligt over for Gud og Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og ved hans tydelige fremtræden og hans rige: forkynd ordet.“ (2Ti 4:1, 2) Apostelen pegede her frem til den tid da Kristi herlige stilling i himmelen ville blive gjort tydeligt kendt idet han ville sørge for at Guds domme blev eksekveret på jorden.

Når han tilintetgør „lovløshedens menneske“. Da Paulus skrev til de kristne i Thessalonika om „vor Herre Jesu Kristi nærværelse“, formanede han dem til ikke at blive bragt fra besindelsen eller at blive opskræmte af noget budskab „gående ud på at Jehovas dag er her“. Når „Jehovas dag“ var inde, ville det symbolske „lovløshedens menneske“, der i århundreder havde modarbejdet Gud og Kristus, blive gjort til intet ved Kristi „nærværelses tydelige fremtræden“. Den „lovløse“ ville da erkende at Kristus var nærværende, dog ikke i tro, sådan som de kristne der med kærlighed havde imødeset hans tydelige fremtræden, men ved at Jesus gav sin magt til kende ved at tilintetgøre dette kollektive „menneske“. — 2Ts 2:1-8; se LOVLØSHEDENS MENNESKE.

En manifestation af ånden og sandheden. Efter at den hellige ånd var blevet udgydt over Kristi disciple, gav dens usynlige indvirkning på disciplene sig til kende, eller ’manifesterede’ den sig, ved nogle synlige tegn. Det skete for eksempel ved at de talte i fremmede tungemål, fik gaver til at helbrede og kunne bedømme inspirerede udtalelser. (1Kor 12:7-10) Ordet „manifestation“ er her oversat fra det græske navneord faneʹrōsis, som svarer til udsagnsordet faneroʹō, der er omtalt ovenfor. Apostelen Paulus bruger det samme navneord hvor han taler om at sandheden ’gøres kendt’ (eller ’manifesterer sig’) for andre ved de kristnes gode adfærd og forkyndelse. — 2Kor 4:2.