Håbet sammenlignes med et anker

10, 11. Hvad sammenlignede Paulus håbet med, og hvorfor er det et godt billede?

¹⁰ Paulus pegede på at Jehova lovede Abraham at der ville komme mange velsignelser gennem ham. Dernæst siger apostelen: „[Gud trådte] på denne måde til med en ed, for at vi der har søgt tilflugt, ved to uforanderlige ting i hvilke det er umuligt for Gud at lyve, kan få en stærk opmuntring til at gribe det håb som ligger foran os. Dette håb har vi som et sjælens anker, både sikkert og fast.“ (Hebræerne 6:17-19; 1 Mosebog 22:16-18) De salvede kristne har håb om at opnå udødeligt liv i himmelen. I dag har langt de fleste af Jehovas tjenere det storslåede håb at opnå evigt liv på en paradisisk jord. (Lukas 23:43) Uden dette håb kan man ikke have tro.

¹¹ Et anker er en kraftig sikkerhedsforanstaltning der er uundværlig for at holde et skib på plads og hindre det i at drive. Ingen sømand vil begive sig ud på havet uden et anker. Eftersom Paulus adskillige gange havde lidt skibbrud, vidste han af erfaring at de søfarendes liv ofte afhang af skibsankrene. (Apostelgerninger 27:29, 39, 40; 2 Korinther 11:25) I det første århundrede havde et skib ingen motor der gjorde det muligt for kaptajnen at manøvrere skibet som han ønskede. Med undtagelse af de krigsskibe der blev drevet frem af årer, sejlede skibene hovedsagelig ved hjælp af vinden. Hvis et skib var i fare for at drive ind mod en klippekyst, var kaptajnens eneste mulighed at kaste anker og ride stormen af og håbe på at ankeret ikke ville miste sit greb i havbunden. Paulus sammenlignede derfor den kristnes håb med „et sjælens anker, både sikkert og fast“. (Hebræerne 6:19) Når vi udsættes for modstandens storme eller kommer ud for andre prøvelser, er vort storslåede håb som et anker der stabiliserer os som levende sjæle, sådan at troens skib ikke driver os ind på tvivlens farlige grund eller mod frafaldets klippeskær. — Hebræerne 2:1; Judas 8-13.

12. Hvordan kan vi undgå at falde fra?

¹² Paulus gav de kristne hebræere følgende advarsel: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud.“ (Hebræerne 3:12) Det græske ord for „frafald“ stammer fra et udsagnsord der bogstaveligt betyder „at stille sig borte fra“, det vil sige „at fjerne sig fra“. Vi kan imidlertid undgå at falde fra, at lide skibbrud. Troen og håbet vil sætte os i stand til at holde os til Jehova, selv under trosprøvernes værste storme. (5 Mosebog 4:4; 30:19, 20) Vores tro vil ikke være som et skib der kastes om af frafaldne lærdommes vinde. (Efeserne 4:13, 14) Og når vi har håbet som vort anker, vil vi kunne ride livets storme af som Jehovas tjenere.

Fremad mod målet!

18. Hvad vil sætte os i stand til at udholde enhver trosprøve i fremtiden?

¹⁸ Vores tro og kærlighed vil måske blive udsat for alvorlige prøver før vi når den nye tingenes ordning. Men Jehova har givet os et anker der er „både sikkert og fast“ — vort vidunderlige håb. (Hebræerne 6:19; Romerne 15:4, 13) Når vi udsættes for modstand eller andre prøvelser, kan vi holde ud hvis vi er solidt forankrede som følge af vort håb. Lad os, efter at ét uvejr er drevet over og før et andet bryder løs, være besluttede på at styrke vort håb og vor tro.