Det er en udfordring at gå i Jesu fodspor

„Kristus, som led for jer, er jeres forbillede. Gå i hans fodspor!“ — 1 PETER 2:21, Ny Testamente — på hverdagsdansk.

1, 2. (a) Hvad kan være noget af en udfordring, og hvorfor interesserer dette kristne? (b) Hvilke spørgsmål rejses her?

HAR du nogen sinde gået på en sandstrand eller en snedækket vej og været fascineret af fodsporene efter dem der havde gået der før dig? Har du måske endda valgt et sæt fodspor og forsøgt at følge dem ved at sætte dine egne fødder så nøjagtigt i dem som muligt? I så fald har du sikkert opdaget at det ikke er så let som man skulle tro. At gå i en andens fodspor — billedligt eller bogstaveligt — er noget af en udfordring. Men ved at kalde os kristne har vi selv givet udtryk for at vi ønsker at gøre det, idet vi bestræber os for at følge lige i Kristi fodspor.

² Er du villig til at tage denne udfordring op og gøre alt hvad du kan for at gå i Jesu fodspor? Ja, er du besluttet på at gøre det, uanset hvad der sker? Det vil være lettere for dig at gå i Kristi billedlige fodspor hvis du har gjort dig helt klart hvor vanskeligt det er at gå i en andens bogstavelige fodspor.

Lær at tilpasse dig

3. Hvorfor føles det i begyndelsen unaturligt at gå i en andens fodspor?

³ Der findes sikkert ikke to mennesker der har nøjagtig samme måde at gå på. For eksempel varierer længden af skridt fra menneske til menneske, og det samme gør fodstillingen. Fødderne kan pege lige frem, eller de kan vende udad eller indad i en vinkel der måske er skarpere på den ene fod end på den anden. Kan du se hvori udfordringen ligger? Hvis man skal følge lige i en andens fodspor, må man tilpasse sin fodstilling og længden af skridt efter hans. I begyndelsen vil det sikkert føles unaturligt, men det er nødvendigt. Der er ingen vej udenom.

4. Hvorfor er det en særlig stor udfordring at gå i Jesu fodspor?

⁴ I billedlig forstand var Kristi måde at gå på helt speciel, for blandt sine samtidige var han det eneste menneske der var fuldkomment; han ’kendte ikke synd’. (2 Korinther 5:21) Eftersom mennesker af natur er ufuldkomne syndere kan de ikke gå som de plejer hvis de skal gå i Jesu fodspor. Dette mindede Paulus de kristne i Korinth om. Han skrev: „I er stadig kødelige. Når der nemlig er skinsyge og strid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskers vis?“ Det er normalt at ufuldkomne mennesker lider under tendenser til skinsyge og strid, „kødets gerninger“, men Jesus vandrede på kærlighedens vej, og „kærligheden er ikke skinsyg, . . . lader sig ikke provokere“. At gå i Kristi fodspor er derfor en større udfordring for os end at gå i et ufuldkomment menneskes fodspor. — 1 Korinther 3:3; 13:4, 5; Galaterne 5:19, 20; se også Efeserbrevet 5:2, 8.

5, 6. (a) Hvad har hindret mange i at gå i Kristi fodspor, og hvilken vejledning gav Paulus derfor? (b) Hvordan tilskyndes folk i dag til at gå i Kristi fodspor, og hvad vil resultatet blive for dem?

⁵ Foruden ufuldkommenhed kan uvidenhed om Guds vilje hindre os i at gå i Kristi fodspor. Paulus formanede derfor de kristne i Efesus til ikke længere at „vandre sådan som folk fra nationerne vandrer i deres sinds frugtesløshed, idet de er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til, på grund af den uvidenhed som er i dem, på grund af deres hjertes ufølsomhed“. — Efeserne 4:17, 18.

⁶ Gennem forkyndelsen om Riget tilskyndes folk nu til at tillægge sig en ny måde at gå på — i stedet for at vandre i uvidenhed om Guds hensigter, i mentalt mørke, tilskyndet af deres ufølsomme hjerte der søger frugtesløse mål. De opmuntres til at følge Kristi fuldkomne eksempel, til at „vandre i samhørighed med ham“ og ’tage enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias’. (Kolossenserne 2:6, 7; 2 Korinther 10:5) Hvis man er villig til at tage denne udfordring op vil ens tro blive styrket. Og efterhånden som man vænner sig til at vandre på samme måde som Kristus vandrede, vil det gradvis blive lettere.

7. Hvilken forsikring har vi om at det er muligt at gå i Jesu fodspor, selv om det ofte er en udfordring?

⁷ Det vil dog stadig være en udfordring. Der er stor forskel mellem en fuldkommen og en ufuldkommen skabning. Ufuldkomne mennesker må derfor foretage store forandringer hvis de skal forsøge at følge et fuldkomment eksempel. På grund af arv eller miljø er det måske vanskeligere for nogle end for andre at tilpasse sig en kristen livsform, men Jehova forsikrer os om at enhver der er villig til at lægge sig i selen kan klare det. „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft,“ skrev apostelen Paulus. (Filipperne 4:13; se også Andet Korintherbrev 4:7; 12:9.) Det samme gælder alle andre kristne.

Vær opmærksom

8, 9. (a) Hvorfor er det nødvendigt at vise fuld opmærksomhed og koncentrere sig når man søger at gå i en andens fodspor? (b) Hvilken bibelsk vejledning kan beskytte os mod at komme bort fra Jesu fodspor?

⁸ Vi kan ikke gå i en andens fodspor i bogstavelig forstand uden at være meget opmærksomme på hvor vi sætter vore fødder. Hvis vi lader blikket flakke — måske fordi vi gerne vil følge med i hvad der foregår omkring os — vil vi før eller siden træde forkert. Medmindre vi er meget opmærksomme og koncentrerer os alt hvad vi kan, vil vi træde ved siden af de fodspor vi skulle følge. Derfor er det nødvendigt at vi hele tiden er på vagt, især hvis pludselige lyde eller andre uventede forstyrrelser truer med at aflede vore tanker fra det vi er i gang med. — Jævnfør Job 18:10, 11.

⁹ Dette gælder også dem der i billedlig forstand følger i Jesu fodspor. Jesus mindede sine disciple om at de skulle være opmærksomme på sig selv, så deres hjerter ikke blev „tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer“. (Lukas 21:34) Med disse midler prøver Satan at distrahere os så vi vender blikket bort fra Jesu fodspor. Han udnytter straks uventede omstændigheder, for eksempel modstand, sygdom eller økonomiske problemer, der kan aflede vor opmærksomhed og få os til at glemme at være på vagt. Hvis vi ikke skal „glide bort“ må vi „vise det vi har hørt, mere end almindelig opmærksomhed“, med andre ord, vi må mere end nogen sinde før holde blikket fæstet på Kristi fodspor. — Hebræerne 2:1; se også Første Johannesbrev 2:15-17.

Bøj ikke af fra stien

10. (a) Hvilken fare opstår når forskellige fodspor krydser hinanden? (b) Hvorfor kan det få alvorlige konsekvenser hvis man i åndelig forstand følger de forkerte fodspor?

¹⁰ På en strand kan der være mange fodspor i det fugtige sand, og nogle krydser måske det spor vi følger. Mange sæt fodspor kan se ens ud, i det mindste ved første øjekast. Det er vigtigt at vi sikrer os at vi følger de rigtige fodspor, så vi ikke ledes i en forkert retning. I åndelig forstand kan dette få alvorlige konsekvenser. At der ligger en fare i at følge nogle fodspor der ser rigtige ud, men ikke er det, fremgår af et ordsprog der advarende siger: „Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje.“ — Ordsprogene 16:25.

11. Hvilken advarsel gav Paulus de kristne i det første århundrede, og hvem satte han derved et eksempel for?

¹¹ På grund af denne yderst reelle fare følte Paulus sig tilskyndet til at advare sine brødre i den kristne menighed i det første århundrede: „Jeg undrer mig over at I så hurtigt lader jer føre bort fra ham som kaldte jer ved Kristi ufortjente godhed, hen til en anden slags god nyhed. . . . Der [er] nogle som foruroliger jer og ønsker at forvanske den gode nyhed om Messias. . . . Hvis nogen forkynder jer noget som en god nyhed afvigende fra det I har modtaget, så lad ham være forbandet.“ (Galaterne 1:6-9) Jehovas Vidners Styrende Råd i nutiden følger Paulus’ eksempel og advarer os mod frafaldne og falske brødre der så at sige afsætter uægte fodspor. Sande kristne ønsker ikke at bøje af fra den sti som Kristus under Guds ledelse har anvist dem. — Salme 44:18.

12. (a) Hvordan kan Andet Timoteusbrev 1:13 hjælpe os til ikke at blive ført på afveje? (b) Hvad kendetegner andre såkaldte ’gode nyheder’?

¹² Vi kan undgå at blive ført på afveje hvis vi lægger godt mærke til Kristi fodspors kendetegn. Nøjagtig kundskab om Jesus, hans lære og den kristne menigheds virke kan hjælpe os til at genkende det „mønster af sunde ord“ som beskytter os mod dem der ’forvansker den gode nyhed om Messias’. (2 Timoteus 1:13) Andre såkaldte ’gode nyheder’ — ’uægte fodspor’ — passer ikke ind i sandhedens mønster. De forvansker mønsteret og gør det uskarpt. De tilslører de grundlæggende bibelske lærepunkter og principper frem for at ridse deres konturer skarpere op. I stedet for at opmuntre os til større aktivitet i tjenesten for Jehova, tilskynder de os til at sætte farten ned. Deres budskab er ikke positivt og ærer ikke Jehovas navn og organisation; det er negativt, kritisk og dømmesygt. Det siger sig selv at vi ikke ønsker at følge sådanne fodspor.

Hold det rigtige tempo

13. Hvorfor har tempoet betydning når man forsøger at gå i en andens fodspor?

¹³ Længden af vore skridt afhænger til dels af det tempo vi bevæger os i. Generelt tager man længere skridt jo hurtigere man går, og kortere skridt jo langsommere man går. Derfor er det lettest at gå i en andens fodspor i bogstavelig forstand hvis man går i samme tempo. Hvis vi billedlig talt skal gå i vor Førers, Jesu Kristi, fodspor, må vi altså holde et tempo der svarer til hans.

14. (a) Hvad kan problemet være hvis vi ikke holder samme tempo som Jesus? (b) Hvorfor er det tåbeligt at forsøge at komme foran „den trofaste og kloge træl“?

¹⁴ Hvis vi ikke holder samme tempo som Jesus Kristus, kan det betyde en af to ting: enten løber vi for hurtigt og er kommet foran „den trofaste og kloge træl“, det redskab hvormed Jesus gennemfører Jehovas hensigt, eller vi bevæger os for langsomt, så vi er sakket bagud med hensyn til at følge ’trællens’ anvisninger. (Mattæus 24:45-47) Som et eksempel på det første er nogle kristne i tidens løb blevet utålmodige fordi de følte at visse læremæssige eller organisationsmæssige forandringer var nødvendige og ikke blev foretaget hurtigt nok. Deres utilfredshed har fået dem til at trække sig bort fra Jehovas folk. Det er en tåbelig og kortsynet reaktion, for tit er netop det der bragte dem ud af ligevægt senere blevet ændret — når Jehovas tid var inde. — Ordsprogene 19:2; Prædikeren 7:8, 9.

15. Hvordan satte kong David og Jesus et godt eksempel med hensyn til at holde det rette tempo?

¹⁵ Det klogeste er at vente på at Jehova griber ind, i stedet for at forsøge at diktere det tempo hvori tingene skal ske. Kong David satte et godt eksempel i denne forbindelse. Han ville ikke deltage i en sammensværgelse mod kong Saul for at få kongedømmet før Jehovas tid var inde. (1 Samuel 24:1-15) „Davids søn“, Jesus, var også klar over at han måtte vente en tid før han kunne overtage det fulde herredømme i himmelen. Han kendte den profetiske udtalelse om ham: „Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“ Da en gruppe jøder forsøgte at „gribe ham for at gøre ham til konge“, trak han sig derfor hurtigt tilbage. (Mattæus 21:9; Salme 110:1; Johannes 6:15) Cirka 30 år senere ventede Jesus stadig på at overtage kongedømmet, som det fremgår af Hebræerbrevet 10:12, 13. Faktisk måtte han vente i næsten 1900 år før han blev indsat som den retmæssige konge i Guds rige ved dets oprettelse i 1914.

16. (a) Hvordan kan vi bevæge os langsommere end vi burde? (b) Hvad er formålet med Jehovas tålmodighed, og hvordan kunne vi misbruge denne tålmodighed?

¹⁶ Hvis vi ikke holder trit med Kristus kan det også skyldes at vi har sat farten ned og er kommet bagud. Handler vi uden tøven når Guds ord viser at vi bør foretage nogle forandringer i vor tilværelse? Eller mener vi at Gud er tålmodig og at vi derfor godt kan vente til senere — i håb om at det så vil blive lettere? Det er sandt at Jehova er tålmodig. Men det er ikke for at give os tid til at vente med at foretage nødvendige forandringer indtil det passer os. Nej, „han er tålmodig med [os], da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9, 15) Det er derfor langt bedre at efterligne salmisten der sagde: „Jeg skyndte mig — og tøvede ikke — med at holde dine bud.“ — Salme 119:60.

17. Hvad har det rette tempo med forkyndelsen af Riget at gøre, og hvilket spørgsmål kan vi derfor stille os selv?

¹⁷ Det kan også tænkes at vi har sat tempoet ned med hensyn til forkyndelsen af Riget. Ifølge Mattæus, kapitel 25, dømmer Jesus i øjeblikket menneskeheden og skiller „fårene“ fra „gederne“. Denne adskillelse foregår for en stor del gennem forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14; 25:31-33; Åbenbaringen 14:6, 7) Den tid der er afsat til dette adskillelsesarbejde må nødvendigvis være begrænset. (Mattæus 24:34) Efterhånden som tiden udløber kan vi forvente at Jesus fremskynder arbejdet. Herved virker han som et redskab for Gud, der har givet dette løfte angående indsamlingsarbejdet: „Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Esajas 60:22) Fremskynder vi, i det omfang vor fysiske tilstand og vore bibelske forpligtelser gør det muligt, det tempo hvori vi forkynder Rigets budskab som Guds medarbejdere der følger lige i hans søns fodspor? Det gør millioner af Jehovas vidner, som rapporterne viser.

Undgå selvsikkerhed, bekæmp modløshed

18. Hvad kan lede en til at få for stor selvtillid, og hvordan advarer Bibelen mod denne fare?

¹⁸ Jo længere vi holder ud med hensyn til at følge en andens fodspor, jo mere vil vi vænne os til vedkommendes måde at gå på. Men hvis vi bliver for selvsikre vil vi før eller siden træde ved siden af. Når vi i billedlig forstand går i Jesu fodspor må vi også være opmærksomme på faren ved at stole på vore egne kræfter og evner og selvsikkert tro at vi har tillagt os Jesu fuldkomne måde at gå på. Den beretning om Peter der er nedskrevet i Lukas 22:54-62, kan tjene som en advarsel for os. Den understreger også sandfærdigheden af Første Korintherbrev 10:12, hvor der siges: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder.“

19. (a) Hvad kommer alle kristne fra tid til anden ud for? (Jakob 3:2) (b) Hvordan bør vi betragte Paulus’ ord i Romerbrevet 7:19, 24?

¹⁹ På grund af ufuldkommenhed vil alle kristne nu og da træde forkert. Måske er afvigelsen lille, så lille at andre næppe bemærker den, eller vort fejltrin er så stort at det uundgåeligt vil blive kendt for alle. Hvordan det end forholder sig, kan vi finde trøst i Paulus’ oprigtige indrømmelse: „Det gode som jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg. Jeg elendige menneske!“ (Romerne 7:19, 24) Disse ord skal selvfølgelig ikke betragtes som en undskyldning for at gøre noget forkert. De tjener derimod som en opmuntring til indviede kristne der kæmper med deres ufuldkommenhed — ordene kan hjælpe dem til at holde ud i deres bestræbelser for at gå i Jesu fuldkomne fodspor.

20. (a) Hvordan kan Ordsprogene 24:16 hjælpe os i det løb der gælder livet? (b) Hvad bør vi være fast besluttede på?

²⁰ „Selv om den retfærdige falder syv gange, rejser han sig igen,“ siges der i Ordsprogene 24:16. Ingen behøver at føle at de må opgive at deltage i det løb der gælder livet. Det er som et maratonløb, ikke som et kort sprint. Hvis en sprinter laver bare det mindste fejltrin vil han sandsynligvis forspilde enhver chance for at vinde løbet. Skulle maratonløberen derimod snuble, har han tid til at komme op igen og fuldføre løbet. Så når et eller andet personligt fejltrin får dig til at udbryde: „Jeg elendige menneske!“ må du huske at du endnu har tid til at ’rejse dig’. Du har stadig mulighed for atter at komme i trit med vor Fører, Jesus Kristus. Der er ingen grund til at fortvivle! Og der er ingen grund til at give op! Vær besluttet på med Guds hjælp at tage udfordringen op og ’følge lige i Jesu fodspor’. — 1 Peter 2:21.

Et folk der går i Jesu fodspor

„Har vi ikke vandret i den samme ånd? I de samme fodspor?“ — 2 KORINTHER 12:18.

1. Hvorfor er det som regel ikke svært at kende et af Jehovas vidner?

„SOM gruppe betragtet er de høflige og ansvarsbevidste, og de klarer sig godt i skolen — hvilket ikke kan siges om nogen anden gruppe.“ Denne udtalelse stammer fra rektoren for en grundskole i De Forenede Stater. Hvem talte han om? De børn af Jehovas vidner der var elever i hans skole. Ja, mange har bemærket at der er noget særligt ved Jehovas vidner og deres børn. I årenes løb er det blevet mere og mere åbenbart at Jehovas vidner er bemærkelsesværdigt forenede hvad tro og adfærd angår. Derfor er de som regel ikke vanskelige at kende.

2. Hvad var et karakteristisk kendetegn for den kristne menighed i det første århundrede, og hvad sagde Paulus om dette?

² Jehovas vidners enhed er noget ganske usædvanligt i denne splittede verden, men hvis man tænker på at de alle bestræber sig for at følge i Jesu fodspor, er det ikke svært at forstå hvorfor de er forenede. (1 Peter 2:21) Enhed var også et kendetegn for de kristne i det første århundrede. Ved en lejlighed gav Paulus menigheden i Korinth denne formaning: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ (1 Korinther 1:10) Paulus gav også inspireret vejledning om hvad der skulle gøres når nogle ikke ville bevare den kristne enhed. — Se Romerbrevet 16:17; Andet Thessalonikerbrev 3:6.

3, 4. Hvordan beskrev Paulus enheden mellem ham selv og Titus, og hvad var grundlaget for denne enhed?

³ Omkring år 55 e.v.t. sendte Paulus Titus til Korinth så han kunne hjælpe med at foretage en indsamling til gavn for nødlidende brødre i Judæa. Måske skulle han også lægge mærke til om menigheden fulgte Paulus’ vejledning. Da Paulus senere skrev til korintherne omtalte han Titus’ besøg hos dem og spurgte: „Udnyttede Titus jer? Har vi ikke vandret i den samme ånd? I de samme fodspor?“ (2 Korinther 12:18) Hvad mente Paulus med ordene „i den samme ånd“ og „i de samme fodspor“?

⁴ Han gav udtryk for hvilken enhed der rådede mellem ham og Titus. Titus ledsagede nu og da Paulus på hans rejser, og derved har han uden tvivl lært meget af Paulus. Men enheden mellem dem hvilede på et stærkere grundlag end dette. Den skyldtes deres gode forhold til Jehova og den omstændighed at de begge gik i Kristi fodspor. Ja, Titus efterlignede Paulus, ligesom Paulus efterlignede Kristus. (Lukas 6:40; 1 Korinther 11:1) De vandrede begge i Jesu ånd og fodspor.

5. Hvad kan man forvente af dem der i dag efterligner Paulus og Titus ved at vandre „i den samme ånd“ og „i de samme fodspor“?

⁵ Det er derfor ikke så mærkeligt at de kristne der nu i det 20. århundrede vandrer „i den samme ånd“ og „i de samme fodspor“ som Paulus og Titus, nyder en uforlignelig enhed. De navnkristnes splittelse afslører i realiteten at de er falske kristne der ikke går i Jesu fodspor, skønt de hævder at han er deres Fører. (Lukas 11:17) Denne åbenlyse forskel mellem sande kristne og navnkristne kan påvises med mange eksempler. Lad os nævne fire:

Blodets hellighed

6, 7. (a) Hvilket syn på blod må man have hvis man skal gå i Jesu fodspor? (b) Hvad er forskellen mellem Jehovas vidner og andre der i dag ikke ønsker at modtage blodtransfusion?

⁶ Omkring år 49 e.v.t. udsendte det styrende råd for datidens menigheder et brev der besvarede spørgsmålet om hvorvidt ikkejødiske kristne skulle adlyde Moseloven. I dette brev stod der blandt andet: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) Læg mærke til at det var ’nødvendigt’ at de kristne afholdt sig fra blod. Hvis de skulle gå i Jesu fodspor måtte de ikke indtage blod gennem munden eller på nogen anden måde.

⁷ Dette princip har man i kristenheden overtrådt på den mest åbenlyse måde ved brugen af blodtransfusion. I de senere år er mange enkeltpersoner ganske vist blevet opmærksomme på hvilke sundhedsfarer man udsætter sig for ved at modtage blod, og de har af medicinske årsager frabedt sig blodtransfusion. Dette skyldes især at mange har pådraget sig AIDS gennem transfusionsblod. Men hvem værner om blodets hellighed af respekt for Guds lov og gør det som gruppe betragtet? Når en patient ikke ønsker at modtage blodtransfusion, hvad tror lægen så uvilkårligt at han er? Er det ikke sandt at lægen i regelen siger: ’De må være et af Jehovas vidner’?

8. Hvordan blev et Jehovas vidne i Italien velsignet for sin faste beslutning om at overholde Guds lov om blodet?

⁸ Antonietta, der bor i Italien, blev for cirka otte år siden meget syg, og hendes blodprocent var så lav at lægerne var sikre på at hun ville dø hvis hun ikke fik blodtransfusion. Da hun gjorde det klart at hun ikke ville have blod mødte hun modstand fra både læger og slægtninge. Selv hendes to små drenge sagde bønfaldende: „Mor, hvis du virkelig elsker os, så få blod.“ Men Antonietta var fast besluttet på at forblive trofast. Lykkeligvis døde hun ikke. Hendes tilstand var dog så alvorlig at en læge sagde: „Vi kan ikke forklare hvorfor hun stadig er i live.“ Da lægerne begyndte at give hende en behandling som hun intet havde at indvende imod, kom hun sig imidlertid så hurtigt at en anden læge bemærkede: „Jeg kan ikke tro det — De kan umuligt være blevet rask på så kort tid, ikke engang hvis vi havde pumpet blod i Dem dagen lang.“ Antonietta virker i dag som almindelig pioner, og hendes to sønner, der nu er 12 og 14 år, gør gode fremskridt i sandheden. Antonietta overholdt modigt „dette nødvendige“ bud, og viste respekt for blodets hellighed. Det samme gør Jehovas vidner i hele verden, eftersom de ønsker at gå i Jesu fodspor.

God moral

9. Hvilket bud omfatter „dette nødvendige“ også, og hvordan går det dem der ikke følger dette bud?

⁹ Noget andet der nævnes blandt „dette nødvendige“ i brevet fra det styrende råd i det første århundrede, er at de kristne skulle ’afholde sig fra utugt’. Paulus forklarede dette nærmere i sit første brev til korintherne: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ (1 Korinther 6:9, 10) Kristne hjælper mennesker der ønsker at tjene Jehova, til at ophøre med disse urene handlinger; og hvis medlemmer af menigheden skulle være bukket under for dem, får også de hjælp til at rense sig hvis de angrer og vender om. (Jakob 5:13-15) Men hvis en kristen tillægger sig sådanne urene vaner og nægter at ændre sind, træder en uomgængelig bibelsk regel i kraft. Paulus blev af Gud inspireret til at skrive: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig. . . . ’Fjern det onde menneske fra jer selv.’“ — 1 Korinther 5:11, 13.

10, 11. (a) Hvem bærer ansvaret for de lave moralnormer i kristenheden, og hvorfor? (b) Hvordan viser beretningen om en filippinsk mand at Jehovas Vidner som gruppe betragtet har høje moralnormer?

¹⁰ Trods denne klare befaling er kristenheden fyldt med umoralitet. Hvem bærer skylden for denne situation? Det gør præster der udvander de guddommelige normer og ikke har mod til at håndhæve dem i deres menigheder skønt de hævder at gå ind for dem. Men også i denne henseende er Jehovas vidner et folk der går i Jesu fodspor.

¹¹ Lad os tage et eksempel: Jose, der kommer fra Filippinerne, var allerede som 17-årig kendt for at være en ballademager og en spiller. Han var tit fuld, han levede umoralsk, og han kom jævnlig i fængsel på grund af tyveri. Så kom han i kontakt med Jehovas Vidner. „Studiet af Bibelen har fuldstændig ændret mit liv,“ fortæller han. „Nu hverken drikker eller ryger jeg, og jeg har lært at beherske mit temperament. Jeg har en god samvittighed fordi jeg kun har én kone. Jeg har også vundet mine naboers respekt. De plejede at kalde mig ’Jose den berygtede’ og ’gespenstet Jose’. Nu kalder de mig ’Jose, vidnet for Jehova’. Min søn og min nevø er menighedstjenere i den menighed hvor jeg nu tjener som ældste og almindelig pioner.“ Jose og millioner af andre vidner for Jehova går i Jesu fodspor som kristne der lever moralsk rent.

Neutralitet

12. Hvilken holdning har sande kristne, som det fremgår af Jesu bøn der er nedskrevet i Johannes, kapitel 17?

¹² I den lange bøn Jesus bad den sidste aften han var sammen med sine disciple, nævnte han en anden måde hvorpå de kunne ’følge i hans fodspor’. Han sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Kristne er derfor neutrale. De tager ikke del i politik eller nationale konflikter, men fortæller i stedet andre at Guds rige er den eneste løsning på denne verdens problemer. — Mattæus 6:9, 10; Johannes 18:36.

13, 14. (a) Hvordan adskiller kristenheden sig fra Jehovas vidner hvad neutralitet angår? (b) Hvordan blev det til gavn for hele samfundet af brødre at en forkynder i Japan bevarede sin politiske neutralitet?

¹³ Dette neutralitetsprincip er gået i glemmebogen for de fleste af kristenhedens medlemmer. For dem har nationale tilhørsforhold i regelen større betydning end religiøse. Spalteskribenten Mike Royko påpeger at „kristne“ aldrig har været „sarte med hensyn til at føre krig mod andre kristne“, og han tilføjer: „Havde de været det, ville mange af de heftigste krige i Europa aldrig have fundet sted.“ Det er et velkendt faktum at Jehovas vidner fastholder en streng, kristen neutralitet både i krigstid og i fredstid. Men som disciple der går i Jesu fodspor er de også neutrale hvad samfundsmæssige og politiske spørgsmål angår. Derfor er der intet der bryder deres bemærkelsesværdige verdensomspændende enhed. — 1 Peter 2:17.

¹⁴ Deres neutrale standpunkt giver somme tider uventede resultater. I området Tsugaru i det nordlige Japan er et valg absolut ikke noget man tager let på. Men Toshio, der beklædte en ledende stilling i regnskabsafdelingen på et lokalt regeringskontor, ville af samvittighedsgrunde ikke tage del i borgmesterens kampagne for at blive genvalgt. Hans standpunkt førte til at han blev degraderet til en lav stilling i afdelingen for kloakering. Året efter blev borgmesteren imidlertid arresteret og tvunget til at trække sig tilbage på grund af korruption. En ny borgmester blev valgt. Da han hørte om Toshios degradering, gav han ham en høj administrativ stilling, og dette blev til velsignelse for Toshios kristne brødre. Hvordan? Toshio forklarer at det er meget vanskeligt at få tilladelse til at afholde møder i sportshaller — de må normalt kun bruges til sportsbegivenheder. Men Jehova har kunnet bruge Toshio i den stilling han nu har. Han fortæller: „Det har været muligt for mig at opnå tilladelse til at vi har kunnet afholde tre områdestævner og fire kredsstævner i sportshaller.“ Han slutter: „Hvis vi forbliver trofaste vil Jehova åbne veje for os som vi slet ikke kan forestille os.“

I hjemmet

15. Hvordan satte Jesus et eksempel med hensyn til familielivet for dem der følger i hans fodspor?

¹⁵ Også i hjemmet bør kristne ’følge i Jesu fodspor’. Bibelen viser at Jesus skal tjene som et eksempel hvad familielivet angår: „I skal underordne jer hinanden i Kristi frygt. Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved . . . Ja, ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt. I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ — Efeserne 5:21-25.

16, 17. (a) Hvilken sørgelig situation råder der inden for mange familier i kristenheden? (b) Hvad skal der til for at familielivet kan blive bedre, som det fremgår af eksemplet med et ægtepar fra Brasilien?

¹⁶ Størstedelen af kristenheden ignorerer i dag denne vejledning og er derfor fuld af splittede familier. Skilsmisser er hverdagskost, og konflikterne mellem forældre og børn stikker ofte meget dybt. „Familielivet er ved at gå i opløsning,“ bemærkede en professor i psykologi for nogle år siden. Børnepsykologer, ægteskabsrådgivere og psykiatere har kun begrænset succes med at holde sammen på familierne. Men Jehovas vidner, der gør alt hvad de kan for at følge Bibelens principper, er kendt for at have et bedre familieliv end gennemsnittet.

¹⁷ Aldemar, der var løjtnant i militærpolitiet i Brasilien, havde for eksempel familieproblemer. Hans kone forlod ham og søgte separation. Han begyndte at drikke tæt og forsøgte også at begå selvmord. På et tidspunkt hørte han om Bibelen gennem nogle af sine slægtninge der er Jehovas vidner. Han syntes om det han hørte og begyndte at studere Bibelen. Da han gerne ville bringe sit liv i harmoni med det neutrale standpunkt Jehovas vidner er kendt for, bad han om at få sin afsked fra militæret. Aldemar og hans kone løste deres ægteskabelige problemer ved at følge de bibelske principper som Aldemar havde lært. I dag går de begge i Jesu fodspor og tjener Jehova som almindelige pionerer.

Vor lydighed skyldes kærlighed

18. (a) Hvorfor bliver Jehovas vidner åndeligt velsignet i vor tid? (b) Hvordan opfyldes ordene i Esajas 2:2-4 nu?

¹⁸ Det er tydeligt at Jehovas vidner i enhed vandrer i Kristi Jesu ånd og fodspor. Både som enkeltpersoner og som gruppe betragtet bliver de åndeligt velsignet for dette. (Salme 133:1-3) De klare vidnesbyrd om at Gud velsigner dem har tilskyndet store skarer af retskafne mennesker til at handle i harmoni med profetien i Esajas 2:2-4. Inden for blot de sidste fem år har 987.828 indviet sig og taget de nødvendige skridt til at lade sig døbe. I sin kærlighed har Jehova ikke sat nogen grænse for hvor mange mennesker der kan gøre dette før ’den store trængsel’ kommer. — Åbenbaringen 7:9, 14.

19. (a) Hvilke håndgribelige fordele kan man opnå ved at tjene Jehova, og hvordan bør man betragte dem? (b) Hvad er hovedårsagen til at vi adlyder Jehovas bud?

¹⁹ Som de førnævnte eksempler viser ledsages Guds folks åndelige velsignelser ofte af håndgribelige fordele. Ved at lade være med at ryge, ved at leve moralsk rent og ved at respektere blodets hellighed undgår Jehovas vidner for eksempel at blive ramt af visse sygdomme. Også i økonomisk, social og familiemæssig henseende kan det være til gavn for dem at leve i harmoni med sandheden fra Guds ord. Sådanne håndgribelige fordele betragtes som velsignelser fra Jehova, og de viser at hans love er praktisk anvendelige. Men muligheden for at opnå sådanne fordele er ikke hovedårsagen til at sande kristne adlyder Guds love. De gør det fordi de elsker ham, fordi han fortjener deres tilbedelse og fordi det at gøre hans vilje er det eneste rigtige. (1 Johannes 5:2, 3; Åbenbaringen 4:11) Den påstand at de der tjener Gud kun gør det for selvisk fordels skyld, stammer fra Satan. — Se Job 1:9-11; 2:4, 5.

20. I hvilken forstand vandrer Jehovas vidner i dag i samme ånd som de tre trofaste hebræere på Daniels tid?

²⁰ Jehovas vidner i nutiden kan vandre i samme ånd som de tre trofaste unge hebræere på Daniels tid. Da de blev truet med at blive kastet i en ildovn, sagde de: „Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. Han vil redde os ud af den brændende ildovn og af din hånd, o konge. Og hvis ikke [det vil sige, selv hvis han tillader at vi dør], så skal du vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ (Daniel 3:17, 18) Uanset hvilke konkrete fordele eller konsekvenser det vil medføre nu, vil Jehovas vidner fortsat følge lige i Jesu fodspor, i bevidstheden om at de har et sikkert håb om evigt liv i Guds nye verden. Som et forenet folk vil de fortsat vandre „i den samme ånd“ og „i de samme fodspor“ — uanset hvad der sker!