Vis kærlighed og respekt som ægtemand
„Lad også hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv.“ — EFESERNE 5:33.
1, 2. (a) Hvor stort et problem er skilsmisse i dag? (b) Hvad bør man dog ikke overse?
I MIDTEN af 1980’erne skrev bladet Psychology Today: „Årligt er der nu over en million par [i USA] hvis forventninger om ægteskabelig lykke strander på en skilsmisse; gennemsnitsvarigheden af et ægteskab i De Forenede Stater er 9,4 år. . . . Somme tider synes det som om ingen er lykkeligt gift.“ (Juni 1985). Tæller man både forældre og børn med, bliver det til mindst 3.000.000 mennesker der årligt berøres af skilsmisse — og det i bare ét land. Men høje skilsmissetal er et problem i hele verden, hvilket viser at der mangler kærlighed og respekt i millioner af ægteskaber.
2 På den anden side er der „en gruppe [som] ofte overses, nemlig de par der på en eller anden måde formår at blive sammen, og som ikke tillader andet end døden at skille dem ad.“ (Psychology Today) Ja, der findes tydeligvis millioner af ægtepar som arbejder hårdt på at bevare deres ægteskab.
3. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv?
3 Hvordan er dit ægteskab? Råder der inderlig kærlighed og dyb respekt mellem dig og din ægtefælle? Hersker der kærlighed mellem forældre og børn i din familie? Eller føler du at der alt for tit er en kurre på tråden? Der kan selvfølgelig opstå problemer i enhver familie — selv hvis alle dens medlemmer forsøger at leve som kristne — „for alle har syndet og mangler Guds herlighed“. — Romerne 3:23.
4. Hvordan viser Paulus og Peter hvem der bærer hovedansvaret i en familie?
4 I betragtning af at der kan opstå problemer i enhver familie, hvis ansvar er det da først og fremmest at freden og harmonien bevares? Apostlene Paulus og Peter giver os svaret gennem den direkte vejledning i deres breve. Paulus skriver: „Jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ Han skriver også: „I skal underordne jer hinanden i Kristi frygt. Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved.“ (1 Korinther 11:3; Efeserne 5:21-23) Peter skriver noget lignende: „På samme måde [ved at efterligne Kristi forbillede] skal I hustruer underordne jer jeres egne mænd.“ — 1 Peter 2:21–3:1.
Kristus gav ny styrke
5, 6. Hvilket eksempel satte Jesus Kristus med hensyn til at udøve myndighed?
5 Ifølge denne bibelske vejledning er det manden der er familiens overhoved. Men i hvilken forstand er han overhoved? Hvordan bør han udøve sin myndighed? Nogle mænd vil måske kræve respekt ved at understrege at ’det står i Bibelen at de er familiens overhoved’. Men er dét at efterligne Kristi eksempel? Krævede Kristus respekt af sine disciple? Sagde han på noget tidspunkt: „Husk lige at jeg er Guds søn! I har bare at respektere mig!“ Nej, Jesus gjorde sig tværtimod fortjent til respekt. Hvordan? Ved at sætte et godt eksempel i adfærd og tale, og ved at vise medfølelse med andre. — Markus 6:30-34.
6 Nøglen til at udøve sin myndighed på rette måde som ægtemand og fader er altså at følge Jesu Kristi eksempel. Jesus giftede sig ganske vist ikke, men den måde han behandlede disciplene på tjener som forbillede for ægtemænd. Det er en udfordring at følge dette fuldkomne eksempel. (Hebræerne 4:15; 12:1-3) Men jo nøjere en ægtemand efterligner Jesu eksempel, jo større kærlighed og respekt vil hans familie vise ham. Lad os derfor betragte hvordan Jesus var som menneske. — Efeserne 5:25-29; 1 Peter 2:21, 22.
7. Hvad tilbød Jesus sine disciple, og hvordan ville de få det?
7 Jesus sagde ved en lejlighed til en folkeskare: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ Hvad var det Jesus tilbød sine tilhørere? Ny, åndelig styrke. Og hvorfra skulle denne styrke komme? Han havde netop sagt: „Ingen [kender] fuldt ud . . . Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ Det viser at Jesus ville give sine sande disciple ny styrke ved at åbenbare sin Fader for dem. Men der lå også det i Jesu ord at den nye styrke skulle komme gennem samværet med ham, eftersom han havde „et mildt sind og [var] ydmyg af hjertet“. — Mattæus 11:25-30.
Hvordan ægtemænd og fædre kan give ny styrke
8. På hvilke måder bør en mand og fader give sin familie ny styrke?
8 Jesu ord hjælper os til at se at en kristen ægtemand bør give sin familie ny styrke, både åndeligt og personligt. Ved sin milde væremåde og undervisning bør han opmuntre sin familie til at lære vor himmelske Fader bedre at kende. Hans opførsel bør afspejle Guds søns sind og handlinger. (Johannes 15:8-10; 1 Korinther 2:16) Det giver alle i familien ny styrke at være sammen med sådan en mand, for han vil være en kærlig ægtemand, fader og ven. Han vil være let at tale med og vil aldrig have for travlt til at lytte. Ja, han må være god til at lytte, for det er ikke nok at han hører efter med et halvt øre. — Jakob 1:19.
9. Hvilket problem berører somme tider de ældste i menigheden?
9 Dette minder os om et problem der somme tider berører ældste og deres familier. En ældste har som regel travlt med at sørge for menighedens åndelige behov. Han må sætte et godt eksempel ved de kristne møder, i forkyndelsen og i hyrdearbejdet. (Hebræerne 13:7, 17) Nogle ældste ofrer imidlertid al deres energi på menigheden. De forsømmer familien — somme tider med sørgelige resultater. Én ældste havde for eksempel for travlt til at studere med sin egen søn. Han bad en anden om at gøre det!
10. Hvordan kan de ældste finde den rette balance mellem ansvaret i hjemmet og i menigheden?
10 Hvad viser dette? At mænd må finde den rette balance mellem pligterne i menigheden og de forpligtelser de har over for deres kone og børn. Efter møderne har de ældste for eksempel ofte travlt med problemer og samtaler. Hvis det ellers kan lade sig gøre, ville det så ikke være godt hvis en ældste bad en anden om at køre hans kone og børn hjem, så de slap for at vente i rigssalen i timevis? Det fremgår af de bibelske krav at ’hyrdegerningen begynder i hjemmet’. Hvis en ældste forsømmer sin familie kan han miste sine tjeneropgaver. I ældste, vær derfor hensynsfulde og tænk på hvilke følelsesmæssige, åndelige og andre behov jeres familie har. — 1 Timoteus 3:4, 5; Titus 1:5, 6.
11, 12. Hvordan kan en kristen mand opnå sin families støtte, og hvilke spørgsmål kan han stille sig selv?
11 En ægtemand der giver sin familie ny styrke vil heller ikke optræde diktatorisk eller tyrannisk, og træffe afgørelser uden først at tale med familien. Måske skal der træffes en beslutning vedrørende nyt arbejde, en eventuel flytning eller noget så enkelt som en ferie. Da dette vil berøre alle familiens medlemmer, ville det så ikke være klogt og kærligt at tage dem med på råd? Deres mening kan måske hjælpe ham til at træffe en klogere, mere hensynsfuld afgørelse. Derefter vil det også være lettere for alle i familien at støtte ham i den afgørelse han træffer. — Jævnfør Ordsprogene 15:22.
12 Som det fremgår af det foregående skal en kristen ægtemand og fader ikke blot tugte sin familie. Han skal også styrke og opmuntre. Ægtemænd og fædre, efterligner I Kristus? Giver I jeres familie ny styrke? — Efeserne 6:4; Kolossenserne 3:21.
„I overensstemmelse med kundskab“
13. Hvilken vejledning giver Peter gifte mænd?
13 Som nævnt gav både Peter og Paulus god vejledning til ægtepar. Eftersom Peter var gift, havde han den dobbelte fordel både at kunne tale af egen erfaring og under den hellige ånds ledelse. (Mattæus 8:14) Han gav direkte vejledning til alle gifte mænd, med ordene: „I mænd skal på samme måde leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige.“ En fri oversættelse af J. W. C. Wand lyder: „Ægtemænd skal på samme måde forstandigt følge kristne principper i forholdet til deres hustru.“ — 1 Peter 3:7.
14. Hvilke spørgsmål opstår nu?
14 Hvad indebærer det at leve sammen med sin kone „i overensstemmelse med kundskab“ eller ved ’forstandigt at følge kristne principper’? Hvordan kan en mand vise sin kone ære? Ja, hvordan skal en kristen ægtemand forstå Peters vejledning?
15. (a) Hvorfor går nogle ægteskaber i stykker? (b) Hvad er den største udfordring i et ægteskab?
15 Mange ægteskaber er udelukkende baseret på fysiske faktorer og seksuel tiltrækning. Men man kan ikke bygge et varigt ægteskab på et godt udseende, for som årene går bliver man uvægerlig indhentet af grå hår og rynker. Husk at ægteskabet er en forening af to sind, to personligheder, to sæt erfaringer, to sæt åndelige værdier og to tunger! Denne udfordring må man være opmærksom på hvis man ønsker et lykkeligt ægteskab. — Ordsprogene 17:1; 21:9.
16. Hvad omfatter det at ’leve sammen med sin kone i overensstemmelse med kundskab’?
16 Hvis en kristen mand skal leve sammen med sin kone „i overensstemmelse med kundskab“ må han blandt andet vise forståelse for hendes behov — ikke blot de fysiske, men også de langt vigtigere følelsesmæssige, psykiske og åndelige behov. Hvis han ’lever sammen med hende i overensstemmelse med kundskab’ vil han forstå den opgave Gud har givet ham. Han vil også respektere sin kones værdighed. Dette står i skarp modsætning til den opfattelse nogle gnostikere havde på Peters tid. De „foragtede kvinder som laverestående, kødelige og urene væsener“. (The Anchor Bible) I Seidelins oversættelse gengives Peters ord på denne måde: „I mænd skal bruge jeres forstand i samlivet og vise jeres hustru respekt som det skrøbeligere væsen, hun er.“ Denne gengivelse understreger et vigtigt punkt som mænd somme tider glemmer.
17. (a) Hvorfor beskrives kvinden som ’et skrøbeligere væsen’? (b) Hvordan kan en mand undgå at krænke sin kones værdighed?
17 Hvorfor beskrives kvinden som ’et skrøbeligere væsen’? Blandt andet på grund af hendes månedlige cyklus, der omfatter nogle dage hvor hun kan føle sig uoplagt eller irritabel. Hvis manden glemmer at tage hensyn til dette og hver dag stiller de samme krav til sin kone, krænker han hendes værdighed. I så fald lever han sammen med hende i overensstemmelse med selviskhed og uvidenhed, ikke i overensstemmelse med kundskab. — 3 Mosebog 18:19; 1 Korinther 7:5.
Vis det kvindelige kar ære
18. (a) Hvilken dårlig vane har nogle gifte mænd? (b) Hvad bør en kristen mand gøre?
18 Manden kan også vise sin kone kærlighed og respekt ved at give udtryk for sin værdsættelse af hende og hendes egenskaber. En mand kan måske få for vane at komme med nedsættende eller ’morsomme’ kommentarer om sin kone. Måske tror han at det stiller ham i et bedre lys i andres øjne, men faktisk er virkningen den stik modsatte, for hvis han altid får sin kone til at tage sig dum ud, vil man uvilkårlig spørge: Hvorfor har han så giftet sig med hende? Det er ganske sikkert kun usikre mænd der prøver at hævde sig på den måde. En kærlig mand vil vise sin kone respekt. — Ordsprogene 12:18; 1 Korinther 13:4-8.
19. Hvorfor bør en mand ikke nedvurdere sin kone?
19 I nogle lande har man endda den skik at mænd kritiserer deres kone som et udtryk for beskedenhed. En japansk mand kan for eksempel præsentere sin kone med ordet „gusai“, der betyder ’dum eller tåbelig hustru’. Hensigten er at modparten skal protestere og fremsætte en kompliment til hustruen. Men følger en mand Peters vejledning om at han skal vise sin kone ære hvis han præsenterer hende på den måde? Og taler han sandt? Er det hans ærlige mening at hans kone er en tåbe? — Efeserne 4:15, 25; 5:28, 29.
20. (a) Hvilket uheldigt forhold kan opstå mellem en mand og hans hustru? (b) Hvordan kan dette undgås?
20 Det forekommer også at en mand viser mangel på kærlighed og respekt ved simpelt hen at glemme at hans kone er hans kristne søster, ikke blot i rigssalen, men også derhjemme og alle andre steder. Det er så let at være venlig og høflig i menigheden og grov og studs derhjemme. Derfor er apostelen Paulus’ vejledning stadig meget aktuel! Han skrev: „Lad os . . . jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ „Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse.“ (Romerne 14:19; 15:2) Ingen „næste“ står os nærmere end ægtefællen.
21. Hvad kan en mand gøre for at opmuntre sin kone?
21 En kærlig kristen mand vil derfor vise sin kone i ord og handling at han holder af hende. Som en anonym digter udtrykker det:
„Hvis du i ægteskabets færd,
i dagens slid, i al slags vejr,
da stadig har din hustru kær
— sig det til hende!
For dig vil der kun være én.
Sig det — snart er timen sen
og det må hugges i en sten.
— sig det til hende!“
Moderen til fortidens kong Lemuel gav udtryk for lignende følelser. Hun beskrev den ideelle hustru med blandt andet disse ord: „Hendes sønner rejser sig og priser hende lykkelig, hendes ægtemand rejser sig og priser hende. Mange døtre har vist at de er dygtige, men du overgår dem alle.“ (Ordsprogene 31:1, 28, 29) I mænd, „priser“ I jævnlig jeres kone — eller var det noget der kun hørte forlovelsestiden til?
22, 23. Hvad bygger et lykkeligt ægteskab på?
22 Denne korte behandling af emnet viser tydeligt at en mand der viser kærlighed og respekt i ægteskabet ikke kan nøjes med at forsørge sin familie materielt. Et lykkeligt ægteskab bygger på et kærligt, loyalt og hensynsfuldt forhold. (1 Peter 3:8, 9) Dette forhold bliver mere inderligt med årene, efterhånden som mand og hustru lærer at værdsætte hinandens dyder og stærke sider, og at overse og tilgive hinandens svagheder. — Efeserne 4:32; Kolossenserne 3:12-14.
23 Hvis ægtemanden fører an med hensyn til at vise kærlighed og respekt, vil det være til velsignelse for hele familien. Men hvilken opgave har den kristne hustru i en lykkelig familie? Dette og andre spørgsmål vil blive drøftet i den følgende artikel.
Husker du dette?
◻ Hvem bærer det største ansvar i familien, og hvorfor?
◻ Hvordan kan gifte mænd efterligne Kristus og give deres familie ny styrke?
◻ Hvilken ligevægt må der være mellem en mands pligter i menigheden og i hjemmet?
◻ Hvordan kan en mand ’leve sammen med sin kone i overensstemmelse med kundskab’?
◻ Hvad vil det sige at ’vise sin kone ære som det svagere kar’?
[Illustration på side 11]
Ligevægtige ældste véd at hyrdegerningen begynder i hjemmet