LAMPE

En beholder med en brændbar væske og en væge som ved hjælp af hårrørsvirkningen opsugede væsken til næring af flammen. Væger blev lavet af hør (Es 42:3; 43:17), sivstrimler eller hamp. På Bibelens tid var det som regel olivenolie man brugte som brændstof i lamper (2Mo 27:20), men man brugte også terebinteolie.

De fem kloge jomfruer der omtales i Jesu billedtale, havde hver en lampe og en beholder med olie. (Mt 25:1-4) De der kom for at arrestere Jesus, havde også lamper og fakler med. — Joh 18:3.

De lamper som hørte med til det almindelige husgeråd, var lavet af brændt ler, men der er også fundet bronzelamper i Palæstina. Den almindelige kana’anæiske lampe var formet som en lille rund skål med en udadbøjet kant foroven. (BILLEDER, bd. 2, s. 952) Et stykke af kanten var knebet sammen til en tud, og her hvilede vægen. Undertiden var kanten knebet sammen så der dannedes fire hjørner med plads til fire væger. Med tiden begyndte man at lave lamper i andre faconer. Nogle var helt lukkede og havde blot to huller, ét øverst (nær midten) til påfyldning af olie og ét i en tud til vægen. Visse lamper havde modsat tuden en rund hank der undertiden sad vandret, men oftere lodret. Mange græsk-romerske lamper var dekoreret med billeder af mennesker eller dyr fra mytologien, mens jødernes lamper var prydet med billeder af vinblade eller skriftruller.

Oldtidens skållamper var som regel brunlige. Andre former som man fremstillede i det 1. århundrede e.v.t., havde forskellige farver og var for eksempel lysebrune, orangerøde eller grå. Lamper fra romertiden var rødglaserede.

De lamper man brugte i boligen og andre bygninger, var anbragt i en niche i muren eller på en hylde på en væg eller en søjle, eller de var ophængt i loftet ved hjælp af en snor. Undertiden blev de anbragt på en stander af ler, træ eller metal. På sådan en lampestander kunne lampen oplyse hele rummet. — 2Kg 4:10; Mt 5:15; Mr 4:21.

Intet tyder på at man på Bibelens tid brugte vokslys som dem vi kender i dag. Mens vore dages lys er lavet af brændbar voks eller stearin som forbliver fast indtil det kommer i nærheden af flammen, brugte man på Bibelens tid flydende lampeolie. Den rigtige oversættelse af det hebraiske ord ner og det græske ord lychʹnos er derfor „lampe“ og ikke „lys“, og det er en olielampe der er tale om. — 2Mo 25:37; Lu 11:33; Åb 18:23.

Brug i helligdommen. Lampestanderen i Israels teltbolig var lavet af guld og havde en anden facon end de almindelige lampestandere der blev brugt i hjemmene. Den var lavet efter Jehova Guds anvisninger (2Mo 25:31) og dekoreret med knopper vekslende med blomster, og fra midterstammen udgik der til begge sider tre arme. Der var således plads til syv holdere hvori der blev sat små lamper. Man brugte kun fin olie af stødte oliven i disse lamper. (2Mo 37:17-24; 27:20) Senere lod Salomon ti guldlampestandere og et antal sølvlampestandere lave til brug i templet. — 1Kg 7:48, 49; 1Kr 28:15; 2Kr 4:19, 20; 13:11.

Jehova — en lampe og en kilde til lys. Jehova er den vigtigste kilde til lys og vejledning. Da David var blevet udfriet af sine fjenders hånd og af Sauls hånd, sagde han: „Du er min lampe, Jehova, og det er Jehova som gør mit mørke lyst.“ (2Sa 22:29) I Salmernes Bog siges det lidt anderledes: „Du vil tænde min lampe, Jehova.“ Jehova ses her som den der tændte Davids lampe så han kunne se vejen han gik ad. — Sl 18:28.

Jesus Kristus. I det himmelske „ny Jerusalem“, som apostelen Johannes så i sit syn, ’vil der ikke være nat’, men lyset i byen er ikke det der kommer fra solen og månen. Det er Jehova Guds herlighed der oplyser byen, ligesom den lysende sky som hebræerne kaldte sjekinalyset, oplyste Det Allerhelligste i Jehovas teltbolig og tempel. (3Mo 16:2; jf. 4Mo 9:15, 16.) Og Lammet, Jesus Kristus, er dens „lampe“. Denne „by“ spreder sit åndelige lys over nationerne, indbyggerne på den „ny jord“, og de vandrer i åndelig forstand ved dette lys. — Åb 21:1, 22-25.

Kongerne af Davids slægt. Jehova Gud indsatte kong David på Israels trone, og David viste sig at være en klog leder og vejleder for nationen under Guds ledelse. Han blev derfor kaldt „Israels lampe“. (2Sa 21:17) I rigspagten med David gav Jehova følgende løfte: „Din trone vil være grundfæstet for stedse.“ (2Sa 7:11-16) Som følge heraf var den række konger der nedstammede fra David gennem hans søn Salomon, som en „lampe“ for Israel. — 1Kg 11:36; 15:4; 2Kg 8:19; 2Kr 21:7.

Da kong Zedekias blev afsat og ført som fange til Babylon, hvor han døde, så det ud til at ’lampen’ var slukket. Men Jehova havde ikke svigtet sin pagt. Han stillede blot kongedømmet i bero indtil ’han kom som havde retten til det’. (Ez 21:27) Jesus Kristus, Messias, der var „Davids søn“, var den evige arving til denne trone. Således vil Davids „lampe“ aldrig gå ud. Som den der sidder inde med et evigt kongedømme, er Jesus en „lampe“ der varer evigt. — Mt 1:1; Lu 1:32.

Guds ord. Da ’mennesket ikke lever af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund’ (Mt 4:4), er Guds bud som en lampe der oplyser Guds tjeneres vej i denne verdens mørke. Salmisten sagde: „Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.“ (Sl 119:105) Kong Salomon sagde: „For budet er en lampe, og loven er et lys, og tugten som retleder er livets vej.“ — Ord 6:23.

Apostelen Peter havde set mange profetier om Jesus Kristus opfyldt, og han havde været personligt til stede ved forklarelsen på bjerget. I betragtning heraf kunne Peter sige: „Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op — i jeres hjerter.“ (2Pe 1:19) Den kristne blev således opfordret til at lade lyset fra Guds profetiske ord oplyse sit hjerte. Så ville det være en sikker vejleder „indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op“.

Guds tjenere. I år 29 fremstod præsten Zakarias’ søn, Johannes, og forkyndte: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mt 3:1, 2; Lu 1:5, 13) Israelitterne adlød ikke længere Moseloven, og Johannes blev udsendt for at forkynde sindsændring og vise hen til Guds lam. Det lykkedes ham at få mange af Israels sønner til at vende om til Jehova, deres Gud. (Lu 1:16) Derfor sagde Jesus om Johannes: „Den mand var en brændende og lysende lampe, og en kort tid ville I gerne juble og glæde jer i hans lys. Men jeg har det vidnesbyrd som er større end Johannes’, for de gerninger som min Fader har givet mig at fuldføre, selve de gerninger jeg gør, vidner om mig at Faderen har sendt mig.“ — Joh 5:35, 36.

Jesus sagde også til sine disciple: „I er verdens lys. En by kan ikke skjules når den ligger på et bjerg. Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset. På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ (Mt 5:14-16) En Guds tjener må forstå hvorfor han har fået lyset, og han må indse at det vil være tåbeligt og skæbnesvangert for ham ikke at lade det skinne.

Anden billedlig anvendelse. Det man stoler på skal oplyse ens vej, fremstilles billedligt som en lampe. Dette billede anvendes i et ordsprog som sætter de retfærdige og de ugudelige i kontrast til hinanden: „De retfærdiges lys fryder sig, men de ugudeliges lampe går ud.“ (Ord 13:9) De retfærdiges lys bliver stadig mere strålende, men uanset hvor klart den ugudeliges lampe synes at skinne, og uanset hvilken fremgang han synes at have som følge deraf, vil Gud sørge for at han ender i mørke, hvor hans fod vil snuble. Denne skæbne venter den der nedkalder ondt over sin fader og moder. — Ord 20:20.

At en persons „lampe går ud“, betyder også at vedkommende ikke har nogen fremtid. Et andet ordsprog siger: „Der er ingen fremtid for den onde; de ugudeliges lampe går ud.“ — Ord 24:20.

Da Bildad antydede at Job skjulte en eller anden ond gerning han havde begået i hemmelighed, sagde han om den ugudelige: „Lyset skal blive mørke i hans telt, og hans lampe over ham vil gå ud.“ Længere fremme i sin tale tilføjer han: „Han vil ikke have afkom eller efterslægt blandt sit folk.“ I betragtning af at det blev sagt om Davids søn Salomon at han var en lampe som Gud havde skænket David, kan det at en persons lampe slukkes, indeholde den tanke at vedkommende ikke får noget afkom der kan arve ham. — Job 18:6, 19; 1Kg 11:36.

Øjet er billedligt talt en „lampe“. Jesus sagde: „Øjet er legemets lampe. Hvis derfor dit øje er klart [oprigtigt; enkelt; simpelt; rettet i én retning; kun ser ét; skarpt indstillet; gavmildt], vil hele dit legeme være lyst; men hvis dit øje er ondt, vil hele dit legeme være mørkt.“ (Mt 6:22, 23, fdn.) Øjet er som en lampe, for ved hjælp af det kan legemet undgå at snuble eller støde ind i noget. Jesus tænkte naturligvis på ’hjertets øjne’ (Ef 1:18), hvilket hans ord i sammenhængen viser.

I Ordsprogene 31:18 siges der om en god hustru: „Hendes lampe går ikke ud om natten.“ Dette er et billedligt udtryk for at hun arbejder flittigt til langt ud på aftenen og endog står op før daggry for at arbejde videre. — Jf. Ord 31:15.

Ifølge Ordsprogene 20:27 er „menneskets ånde . . . Jehovas lampe som nøje undersøger alle lønkamre i dets indre“. Det som et menneske ’udånder’, eller giver luft for, hvad enten det er godt eller dårligt, kaster lys over dets personlighed og viser hvad der bor i dets indre. — Jf. Apg 9:1.

[Illustration på side 117]

Gammel olielampe dekoreret med en stiliseret lampestander