„SØGER I NU OGSÅ AT OPNÅ PRÆSTEEMBEDET?“

8. (a) Hvem var Kora? (b) Hvad har måske fået Kora til udelukkende at betragte præsterne ud fra en menneskelig synsvinkel?

⁸ Kora var hverken overhoved for Levis fædrenehus eller for kehatitternes slægt. (4 Mosebog 3:30, 32) Men han var en respekteret høvding i Israel. I forbindelse med sine pligter har Kora måske arbejdet tæt på Aron og hans sønner. (4 Mosebog 4:18, 19) At se disse mænds fejl og mangler har måske fået ham til at tænke: ’Enhver kan jo se at disse præster er ufuldkomne, og så vil man have at jeg skal underordne mig dem! Det er ikke længe siden at Aron lavede en guldkalv. Folket tilbad den og blev afgudsdyrkere. Og nu er Aron, Moses’ bror, blevet ypperstepræst! Det er jo tydeligt at Moses favoriserer sin egen familie! Og hvad med Arons sønner Nadab og Abihu? De havde så stor mangel på respekt for deres opgave at Jehova lod dem dø!’a (2 Mosebog 32:1-5; 3 Mosebog 10:1, 2) Uanset hvad Kora har tænkt, er det tydeligt at han begyndte at betragte præsterne ud fra en menneskelig synsvinkel. Det førte til oprør mod Moses og Aron og, i sidste ende, mod Jehova. — 1 Samuel 15:23; Jakob 1:14, 15.

9, 10. Hvilken anklage rettede Kora og de andre oprørere mod Moses, og hvorfor burde de have vidst bedre?

⁹ Eftersom Kora var en mand med stor indflydelse i Israel, havde han ikke svært ved at tiltrække ligesindede. Sammen med Datan og Abiram fik han samlet 250 sympatisører — alle høvdinger i forsamlingen. I samlet flok henvendte de sig til Moses og Aron og sagde: „Hele forsamlingen er hellig, alle som én, og Jehova er i dens midte. Hvorfor ophøjer I jer da over Jehovas menighed?“ — 4 Mosebog 16:1-3.

¹⁰ Oprørerne burde have vidst bedre og ikke have draget Moses’ myndighed i tvivl. Kort forinden var det nemlig netop det Aron og Mirjam havde gjort. Faktisk havde de brugt noget nær samme ræsonnement som Kora! Ifølge Fjerde Mosebog 12:1, 2 spurgte de: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“ Det hørte Jehova. Han befalede derfor Moses, Aron og Mirjam at samles ved indgangen til mødeteltet så han kunne vise hvem det var han havde valgt til at lede folket. Dér talte Jehova til dem i utvetydige vendinger og sagde: „Hvis der er en profet for Jehova iblandt jer, vil jeg give mig til kende for ham i et syn. Jeg vil tale til ham i en drøm. Sådan er det ikke med min tjener Moses! Han har fået hele mit hus betroet.“ Dernæst slog Jehova for en tid Mirjam med spedalskhed. — 4 Mosebog 12:4-7, 10.

11. Hvordan håndterede Moses situationen med Kora?

¹¹ Kora og de der stillede sig på hans side, må have kendt til denne hændelse. Der var ingen undskyldning for deres oprør. Alligevel prøvede Moses tålmodigt at ræsonnere med dem. Han tilskyndede dem til i højere grad at værdsætte de opgaver de havde fået betroet, ved at sige til dem: „Er det for lidt for jer at Israels Gud har skilt jer ud fra Israels forsamling for at lade jer træde frem for ham?“ Nej, det var ikke „for lidt“! Levitterne havde allerede fået meget betroet. Hvad mere kunne de ønske sig? Moses’ næste ord viste hvad de i virkeligheden var ude på: „Søger I nu også at opnå præsteembedet?“b (4 Mosebog 12:3; 16:9, 10) Men hvordan reagerede Jehova på dette oprør mod hans myndighed?

ISRAELS DOMMER GRIBER IND

12. Hvad var forudsætningen for at Israel kunne bevare et godt forhold til Gud?

¹² Da Jehova gav Israel Loven, sagde han til israelitterne at hvis de var lydige, ville de blive „en hellig nation“, og at nationen kunne forblive hellig så længe den anerkendte Jehovas ordning. (2 Mosebog 19:5, 6) Nu hvor der var tale om et åbenlyst oprør, var tiden inde til at Israels Dommer og Lovgiver greb ind! Moses sagde derfor til Kora: „Du og hele din forsamling skal i morgen træde frem for Jehova, du og de og Aron. Og I skal tage hver sit ildbækken og komme røgelse på dem og frembære hver sit ildbækken for Jehova, to hundrede og halvtreds ildbækkener; og du og Aron skal tage hver sit ildbækken.“ — 4 Mosebog 16:16, 17.

13. (a) Hvorfor var det overmodigt af oprørerne at ofre røgelse til Jehova? (b) Hvordan straffede Jehova oprørerne?

¹³ Ifølge Guds lov var det kun præsterne der måtte ofre røgelse. Alene tanken om at ikkepræstelige levitter skulle frembære røgelse for Jehova, burde have fået oprørerne til at tænke sig om en ekstra gang. (2 Mosebog 30:7; 4 Mosebog 4:16) Men nej, Kora og hans tilhængere kom ikke til fornuft! Den næste dag „fik [han] hele forsamlingen til at samle sig imod [Moses og Aron] ved indgangen til mødeteltet“. Beretningen lyder: „Jehova talte til Moses og Aron, idet han sagde: ’Skil jer ud fra denne forsamling, så jeg kan gøre det af med dem på et øjeblik.’“ Men Moses og Aron gik i forbøn for folket. Jehova lyttede til bønnen og skånede israelitternes liv. Men med hensyn til Kora og hans tilhængere lod Jehova ’ild fare ud og fortære de to hundrede og halvtreds mænd der havde frembåret røgelse’. — 4 Mosebog 16:19-22, 35.c

14. Hvorfor greb Jehova ind over for Israels forsamling?

¹⁴ De israelitter der så hvad Jehova gjorde ved oprørerne, tog overraskende nok ikke ved lære af det. „Den følgende dag gav hele forsamlingen af Israels sønner sig til at knurre mod Moses og Aron, idet den sagde: ’Det er jer der har bragt død over Jehovas folk.’“ Israelitterne stillede sig altså på oprørernes side! Nu var det slut med Jehovas tålmodighed. Ingen — selv ikke Moses eller Aron — kunne gå i forbøn for folket. Jehova lod en plage ramme de ulydige, „og de som døde af plagen udgjorde fjorten tusind og syv hundrede, foruden dem der var døde på grund af Kora“. — 4 Mosebog 16:41-49.

15. (a) Hvorfor burde israelitterne uden tøven have anerkendt Moses’ og Arons ledelse? (b) Hvad har denne beretning lært dig om Jehova?

¹⁵ Det var helt unødvendigt at alle disse mennesker skulle miste livet. Hvis blot de havde tænkt sig om! De kunne have stillet sig selv spørgsmål som: ’Hvem var det der havde sat deres eget liv på spil ved at træde frem for Farao? Hvem havde krævet at israelitterne blev givet fri? Hvem blev som den eneste bedt om at gå op på Horebs Bjerg efter Israels udfrielse for at tale med Guds engel?’ Moses og Aron havde bevist at de var loyale over for Jehova og nærede kærlighed til folket. (2 Mosebog 10:28; 19:24; 24:12-15) Jehova fandt ikke behag i at lade oprørerne dø. Men da det var blevet helt tydeligt at israelitterne nægtede at ændre deres oprørske indstilling, greb han resolut ind. (Ezekiel 33:11)