Det er værd at bemærke at Aron i ingen af de tre tilfælde hvor han begik alvorlige fejltrin, lader til at have været initiativtageren, men snarere synes at have ladet sig føre på afveje af andres påvirkning og af det pres omstændighederne har øvet. Navnlig første gang kunne han i højere grad have fulgt princippet i befalingen: „Du må ikke følge mængden i slette forehavender.“ (2Mo 23:2)

Trods sin privilegerede stilling begik Aron flere fejltrin. Under Moses’ første 40 dage lange ophold på Sinaj Bjerg samlede folket sig om Aron og sagde til ham: „Kom, lav os en gud som kan gå foran os, for denne Moses — manden som førte os op fra Ægyptens land — ham ved vi ikke hvad der er sket med.“ (2Mo 32:1) Aron føjede dem og lavede sammen med dem en kalv af guld. (2Mo 32:2-6) Da han senere blev afkrævet en forklaring af Moses, havde han kun en svag undskyldning at fremføre. (2Mo 32:22-24) Jehova udpegede dog ikke Aron som hovedmanden, men sagde til Moses: „Lad mig derfor nu være, så min vrede kan blusse op imod dem og jeg kan gøre det af med dem.“ (2Mo 32:10) Moses lod det komme til et opgør idet han råbte: „Hvem er for Jehova? Kom hen til mig!“ (2Mo 32:26) Alle Levis sønner, heriblandt uden tvivl Aron, efterkom opfordringen. Tre tusind afgudsdyrkere, sandsynligvis hovedmændene bag oprøret, blev dræbt af dem. (2Mo 32:28) Dagen efter mindede Moses imidlertid de øvrige af folket om at de også var skyldige. (2Mo 32:30) Aron var således ikke den eneste der blev genstand for Guds barmhjertighed. Hans efterfølgende handlinger vidner om at han ikke af hjertet havde sluttet sig til det afguderiske oprør, men at han blot havde givet efter for pres fra oprørernes side. (2Mo 32:35) Jehova viste at Aron havde opnået hans tilgivelse ved at lade Arons udnævnelse til ypperstepræst stå ved magt. — 2Mo 40:12, 13.

Efter at Aron loyalt havde støttet sin yngre broder i mange vanskelige sager, og kort efter at han var blevet indsat som ypperstepræst af Moses, der handlede på Guds vegne, stillede han sig tåbeligt på sin søster Mirjams side. Sammen kritiserede de Moses for hans ægteskab med en kusjitisk kvinde og betvivlede at Moses havde en særlig stilling hos, og et særligt forhold til, Jehova Gud idet de sagde: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“ (4Mo 12:1, 2) Jehova greb hurtigt ind. Alle tre fik besked på at gå ud til mødeteltet, hvor Jehova steg ned og revsede Aron og Mirjam strengt for deres mangel på respekt for udnævnelsen fra Gud. At det kun var Mirjam der blev slået med spedalskhed, kan tyde på at hun var ophav til kritikken, og at Aron igen havde vist svaghed og havde ladet sig overtale til at følge hende. Hvis Aron også var blevet slået med spedalskhed, ville det på den anden side, ifølge Guds lov, have betydet at han ikke længere kunne tjene som ypperstepræst. (3Mo 21:21-23) Hans rette hjerteindstilling kom til udtryk ved at han straks indrømmede deres dårskab og bad om undskyldning og tryglede Moses om at gå i forbøn for den spedalske Mirjam. — 4Mo 12:10-13.

Aron blev igen medskyldig i en uret handling da han sammen med Moses undlod at hellige og ære Gud over for menigheden da der skulle skaffes vand ved Meriba i Kadesj. På grund af denne handling bestemte Gud at ingen af dem ville få den forret at føre folket ind i det forjættede land. — 4Mo 20:9-13.