Hvorfor vi ikke valgte abort

VICTORIA, som er omtalt i den første artikel, sagde til sin kæreste, Bill, at hun ikke ville have abort. „Jeg følte at det var et levende væsen jeg havde inde i mig,“ siger Victoria. „Men da jeg var klar over at Bill ikke ville støtte mig under graviditeten, forlod jeg ham.“

Senere skiftede Bill imidlertid mening og bad Victoria om at gifte sig med ham. Men opgaven med at tage sig af deres nyfødte søn virkede overvældende. „Vi havde ingen bil, ingen penge, meget lidt tøj, ja vi havde i det hele taget ikke ret meget,“ forklarer Victoria. „Bill havde et lavtlønnet arbejde, og vi sad i en dårlig lejlighed som vi ikke havde råd til at flytte fra. Men vi holdt ud.“

For Connie, der er mor til tre drenge, hvoraf den ene er handicappet, virkede tanken om endnu et barn helt overvældende. „Vi havde ikke brug for endnu en mund at mætte,“ fortæller hun. „Derfor overvejede vi abort.“ Men før hun traf en beslutning der måske var forhastet, betroede hun sig til Kay, en arbejdskammerat. Kay hjalp hende til at indse at det hun bar på, var en person der endnu ikke var født. Den erkendelse fik hende til at ændre mening.

Men Connie havde behov for praktisk hjælp med at lægge en plan. Da hun havde en moster der boede i nærheden, foreslog Kay at Connie fik fat i hende. Da mosteren blev kontaktet, var hun glad for at kunne hjælpe. Connies mand fik desuden noget mere arbejde, og familien flyttede til en billigere lejlighed. På den måde lykkedes det dem at tage sig godt af den nyankomne.

Kay hjalp også Connie med at finde frem til nogle institutioner som yder hjælp til kvinder der utilsigtet er blevet gravide.

Stephanie, en gravid pige som overvejede at få en abort, så en scanning af det to måneder gamle barn hun havde inde i sig. „Jeg begyndte at græde,“ fortæller hun. „Hvorfor skulle jeg ønske at dræbe noget der er levende, tænkte jeg?“

En anden gravid men ugift pige ved navn Denise indså også at det var en levende person hun bar på. Da hendes kæreste gav hende penge og sagde at hun „skulle få det klaret“, svarede Denise: „En abort? Aldrig i livet!“ Hun nægtede at tage livet af sit barn.

Monica på 17 år blev gravid med sin kæreste netop som hun skulle begynde på handelsskole. Hendes mor, en enke med fem børn, var sønderknust. Hun havde håbet at hendes datter ville lære et fag så hun kunne komme ud af den fattigdom familien levede i. I desperation insisterede moderen på at Monica fik en abort. Monica fortæller: „Da lægen spurgte mig om jeg ønskede at få foretaget en abort, sagde jeg ’Nej!’“

Bragt ud af ligevægt fordi hun så Monicas lovende fremtid forsvinde som dug for solen, og på grund af forventningen om det pres endnu et barn ville udsætte familien for, tvang Monicas mor hende til at flytte hjemmefra. Monica fik lov til at bo hos en moster. Efter nogle få uger lod hendes mor sig formilde, og Monica fik lov til at komme hjem og føde sit barn. Hendes mor hjalp til med at passe den nyankomne som fik navnet Leon, og hun kom til at elske den lille dreng meget højt.

Det pres som Robin, en gift kvinde, blev udsat for, kom fra anden side. „Min læge gik i gang med at behandle mig for nyrebetændelse uden at foretage en graviditetstest. Derefter viste det sig at jeg var gravid,“ fortæller Robin. „Jeg fik at vide at der var stor sandsynlighed for at det barn jeg skulle føde, ville være stærkt retarderet.“ Lægen tilskyndede hende til at få en abort. „Jeg forklarede ham hvad Bibelen siger om spørgsmålet,“ fortæller Robin. „Jeg sagde til ham at jeg ikke under nogen omstændigheder ville gå med til abort.“

Lægens bekymring var forståelig, men der var ingen overhængende fare for Robins liv.a „Da min datter blev født, og der blev taget forskellige prøver, viste det sig at hun kun var let retarderet og spastisk lammet i mild grad. Efter omstændighederne fungerer hun godt. Nu hvor hun er blevet 15 år, læser hun bedre og bedre. Hun betyder uendelig meget for mig, og jeg takker Jehova for hende flere gange om dagen.“

Fællesskab med Gud giver styrke

Bibelen siger: „De, der frygter Herren, har fællesskab med ham.“ — Salme 25:14, den danske autoriserede oversættelse.

Mange som nægter at få abort, træffer deres beslutning på baggrund af overvejelser angående Skaberens syn på sagen. At have fællesskab, eller venskab, med Gud og gøre det der behager ham, er det de betragter som det vigtigste. Denne prioritering havde en stærk indflydelse på Victoria som er omtalt tidligere. „Jeg var overbevist om at det er Gud der giver liv, og at jeg ikke havde ret til at tage et liv han havde givet,“ fortæller hun.

Da Victoria for alvor begyndte at studere Bibelen, fik hun et endnu stærkere fællesskab med Gud. Hun fortæller: „Min beslutning om at beholde mit barn gjorde at jeg følte mig meget tættere knyttet til Gud, og det bevirkede at jeg ønskede at behage ham på alle områder af mit liv. Da jeg bad om hans ledelse i min tilværelse, faldt alle de andre ting på plads.“

De fortryder ikke

Ovennævnte forældre er ikke plaget af skyldfølelse eller en uafklaret fornemmelse af sorg og tab. Som tiden gik, kom de i høj grad til at betragte „moderlivets frugt“ som en belønning, ikke en belastning. (Salme 127:3) Connie som er omtalt tidligere, erkendte dette blot to timer efter af have født. Hun ringede begejstret til Kay, hendes arbejdskammerat, og fortalte hvor lykkelig hun var for at se frem til at skulle passe og opdrage sin lille pige. Sprudlende af glæde tilføjede hun: „Hvor er det sandt at Gud velsigner dem der gør hvad der behager ham.“

Hvorfor er det så gavnligt at handle på en måde som er i harmoni med Guds syn på livet? Fordi han, som livets kilde, i Bibelen har givet os love og normer „til [vores] bedste“. — 5 Mosebog 10:13.

Victoria og Bill, som er omtalt både i denne og den indledende artikel i bladet, fortæller at beslutningen om ikke at få abort var vendepunktet i deres liv. De forklarer det på denne måde: „Vi var ude i et alvorligt stofmisbrug og ville sikkert have mistet livet hvis vi havde fortsat med det. Men respekten for vores ufødte barns liv fik os til at stoppe op og tænke over vores egen tilværelse. Med Jehovas Vidners hjælp forandrede vi os.“

Lance, deres søn, er nu næsten 34 år gammel og har været gift i over 12 år. Lance forklarer: „Lige fra jeg var barn, lærte mine forældre mig at træffe beslutninger der var baseret på Bibelen. Det har gavnet mig, min kone og mit barn i så høj grad at vi ikke føler vi kan blive lykkeligere.“ Lances far, som i sin tid ønskede at Victoria fik en abort, siger: „Vi gyser ved tanken om hvor tæt vi var på at forhindre os selv i at få vores dejlige søn.“

Tænk også på Monica som nægtede at få en abort trods presset fra hendes mor. Hun fortæller: „To uger efter at min søn blev født, blev jeg kontaktet af Jehovas Vidner og lærte hvordan jeg kunne bringe mit liv i fuld overensstemmelse med Guds love. Snart begyndte jeg at lære min søn hvor vigtigt det er at adlyde Gud, og med tiden kom han til at elske Gud meget højt. I dag er Leon en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd.“

Med tanke på det hans mor valgte at gøre, siger Leon: „Bevidstheden om at min mor elskede mig så meget at hun lod mig leve trods det pres hun var udsat for, gjorde at jeg ønskede at bruge mit liv på den bedst mulige måde for at vise Gud min værdsættelse af den vidunderlige gave livet er.“

[Illustration på side 7]

En scanning af det to måneder gamle barn Stephanie havde inde i sig, hjalp hende til at træffe sin beslutning

(markering tilføjet)

[Illustration på side 8]

Victoria og Lance

[Illustration på side 8, 9]

Victoria og Bill i dag sammen med Lance og hans familie

[Illustration på side 9]

Monica og hendes søn Leon er dybt taknemmelige fordi hun modstod presset og sagde nej til at få abort for 36 år siden