Abort — ikke en problemfri løsning

BILL var opdraget til at mene at abort var en alvorlig synd, noget der kunne sidestilles med mord. Men i 1975, da han selv fik problemet ind på livet, begyndte han at vakle i sin ellers faste overbevisning som han havde haft i mange år. Bills kæreste, Victoria, blev gravid, og han kunne ikke klare udsigten til at skulle påtage sig forpligtelsen som ægtemand og far. Bill indrømmer: „Jeg blev hurtigt fortaler for den nemme løsning og sagde til Victoria at hun var nødt til at få en abort.“

Når det drejer sig om en graviditet som hverken er planlagt eller ønsket, vælger mange den udvej Bill kaldte „den nemme løsning“. En verdensomfattende undersøgelse fra 2007 viser at der i 2003 blev foretaget cirka 42 millioner provokerede aborter på verdensplan. Kvinder som får foretaget abort, kommer fra alle dele af samfundet. De har vidt forskellig religiøs, social og uddannelsesmæssig baggrund, og de kommer fra alle racer, nationaliteter og aldersgrupper — lige fra puberteten til klimakteriet. Hvordan ville du reagere hvis du stod over for en uønsket graviditet? Hvorfor vælger så mange at få abort?

’For mig at se var der kun én udvej’

„Jeg havde lige overstået en vanskelig graviditet og en svær fødsel og stod over for et bjerg af økonomiske og familiemæssige udfordringer,“ forklarer en 35-årig kvinde. „Og seks uger efter fødselen blev jeg gravid igen. Vi besluttede os for en abort. Inderst inde følte jeg det var forkert, men for mig at se var der kun én udvej.“

Der er forskellige grunde til at kvinder vælger abort. Årsagen kan være alt lige fra økonomiske problemer til et mislykket forhold hvor de bliver udsat for vold og derfor ikke ønsker at noget skal binde dem yderligere til den pågældende mand. Måske passer graviditeten ganske enkelt ikke ind i de planer kvinden eller parret har.

Nogle vælger abort for at beskytte deres omdømme. Det gjaldt for eksempel i et tilfælde omtalt i bogen This Common Secret — My Journey as an Abortion Doctor, skrevet af lægen Susan Wicklund. En af hendes patienter som gerne ville have en abort, indrømmede: „Mine forældre er meget religiøse . . . Hvis jeg får et barn uden for ægteskab, vil det være en plet på deres omdømme. Det vil vise alle deres venner at deres datter har begået en synd.“

Susan Wicklund svarede: „Okay. I deres øjne har du syndet, men hvordan ser du selv på abort?“ Pigen svarede: „Abort. Det er utilgiveligt. Men det vil alligevel være bedre fordi det kan holdes hemmeligt. Mine [forældres] venner i kirken får det aldrig at vide hvis jeg får en abort.“

Som regel er det ikke let at træffe beslutning om forsætligt at afbryde et svangerskab, uanset hvilken situation man befinder sig i. Ofte er det et meget smertefuldt valg. Er abort en problemfri løsning?

Tænk på konsekvenserne

I 2004 viste en undersøgelse af 331 russiske og 217 amerikanske kvinder som fik foretaget abort, at omkring halvdelen i begge grupper følelsesmæssigt havde det dårligt bagefter. Næsten 50 procent af de russiske og 80 procent af de amerikanske kvinder havde en følelse af „skyld“ på grund af indgrebet. Mere end 60 procent af de amerikanske kvinder ’kunne ikke tilgive sig selv’. Når skyldfølelse forekommer så hyppigt — selv blandt dem der ikke betragter sig selv som religiøse — hvorfor er der så stadig mange unge kvinder der vælger abort?

Ofte skyldes det et voldsomt pres fra andre. Forældre, en ægtefælle eller velmenende venner opfordrer måske en til at få en abort med den begrundelse at det vil være det mindste af to onder. Det kan føre til at man træffer en forhastet beslutning baseret på et forkert grundlag. Lektor Priscilla Coleman der har stor ekspertise når det gælder de psykiske risici ved abort, forklarer: „Når den belastende beslutningsproces og selve indgrebet er overstået, får kvinderne deres normale tænkeevne tilbage, og det medfører ofte en udpræget følelse af skyld, anger og sorg.“

Angeren fokuserer ofte på spørgsmålet: Gjorde aborten ende på et levende væsen? En rapport fra South Dakota Task Force to Study Abortion har vist at mange gravide kvinder som overvejede abort, „blev vildledt til at tro at det kun var ’noget væv’ der blev fjernet. De fortæller at de ville have sagt nej til abort hvis man havde fortalt dem sandheden.“

På baggrund af det „chokerende og hjerteskærende vidnesbyrd“ fra 1940 kvinder som havde fået foretaget abort, konkluderede undersøgelsen: „Mange af disse kvinder er forbitrede af sorg over at have mistet et barn som efter hvad de havde fået at vide, slet ikke eksisterede.“ I undersøgelsen stod der også at „det psykiske traume det giver [en kvinde] at få at vide at hun har slået sit barn ihjel, ofte er overvældende“.

Men hvad er sandheden i dette spørgsmål? Består en abort blot i at man fjerner ’noget væv’ fra en gravid kvindes legeme, eller er et ufødt barn i virkeligheden et levende væsen allerede mens det befinder sig i kvindens livmoder?

[Ramme/​illustrationer på side 4]

FØDSEL KONTRA ABORT

I 2006 foretog man en undersøgelse af et stort antal kvinder der blev gravide som teenagere. Halvdelen af dem fødte deres barn, og den anden halvdel fik en abort. Undersøgelsen konkluderede at „hvis man sammenlignede de to grupper, var sandsynligheden for at få behov for psykologhjælp og for at begynde at ryge marihuana, samt hyppigheden af søvnproblemer, større blandt dem der fik abort, end blandt dem der fødte deres barn“. — Journal of Youth and Adolescence.

I en anden rapport sammenfattede man „resultaterne af fire meget omfattende undersøgelser“. Hvad viste disse undersøgelser? „Når man sammenlignede kvinder om hvem man vidste at de på et tidspunkt havde fået foretaget en abort, med kvinder om hvem der ikke forelå oplysninger om provokeret abort, havde den førstnævnte kategori en hyppigere forekomst af forskellige psykiske problemer end sidstnævnte.“ — Report of the South Dakota Task Force to Study Abortion — 2005.

Hvornår begynder et menneskes liv?

„MIN biologiske mor var 17 år gammel og syv og en halv måned henne i sin graviditet da hun besluttede sig for at få en abort sat i gang ved hjælp af saltvand,“ forklarer Gianna.a Derefter fortsætter hun: „Jeg er den person hun aborterede. Men jeg overlevede.“

I 1996 blev dette vidneudsagn ved en høring om emnet abort fremført af den 19-årige Gianna over for et udvalg nedsat af USA’s regering. Efter at Gianna havde opholdt sig syv og en halv måned i sin mors livmoder, var alle dele af hendes legeme udviklet. Du vil sikkert medgive at hun på dette tidspunkt i virkeligheden var en person, eftersom hun fortsatte sit liv som et selvstændigt individ uden for livmoderen.

Men hvad så da Gianna var et fem uger gammelt foster, eller embryo, som ikke målte mere end 1 centimeter i længden? Sandt nok var hendes forskellige legemsdele ikke fuldt udviklede endnu, men de grundlæggende dele af hendes nervesystem, inklusive hendes hjerne, var dannet. Hun havde allerede et hjerte som slog 80 gange i minuttet og sendte blod gennem blodkar. Hvis Gianna var en person efter syv og en halv måneds ophold i livmoderen, vil det så ikke være logisk at konkludere at hun også var en person efter fem uger — selvom hun på det tidspunkt endnu ikke havde udviklet sig i samme grad?

Undfangelsens mirakel

Udviklingen af fosterets forskellige dele begynder ved undfangelsen når kvindens ægcelle, eller æg, bliver befrugtet af en sædcelle fra manden. Nye teknologiske fremskridt har medført at forskerne kan iagttage de forbløffende forandringer der finder sted i cellekernen på et sådant encellet befrugtet æg. Molekylerne fra forældrenes dna (deoxyribonukleinsyre) forenes, og der dannes et helt nyt menneskeliv som ikke har eksisteret før.

Denne ene oprindelige celle begynder nu en mirakuløs proces som resulterer i opbygningen af et fuldt færdigt menneske. Den måde dette „opbygningsprojekt“ foregår på, afhænger af generne, som består af segmenter eller stykker af dna. Det er generne der bestemmer det hele. De afgør vores højde, ansigtstræk, hår- og øjenfarve og tusinder af andre træk.

Ved de celledelinger der bevirker at den oprindelige celle bliver til flere, bliver hele den genetiske „arbejdstegning“ duplikeret så den findes i hver eneste ny celle der dannes. Forbløffende nok er hver af disse celler programmeret til at kunne udvikle sig til en hvilken som helst type væv der måtte være behov for, deriblandt hjertevæv, hjernevæv, knoglevæv, hud, ja selv det transparente væv der findes i et øje. At den oprindelige celle indeholder en fuldstændig programmering for udviklingen af et nyt unikt individ, er forståeligt nok ofte blevet kaldt „et mirakel“.

David Fu-Chi Mark, en berømt molekylærbiolog, har sagt: „Allerede på det stade hvor et menneske kun består af én celle, er det fuldt programmeret til livet hvad vækst og udvikling angår.“ Hans konklusion er: „Der kan ikke længere herske nogen som helst tvivl om at hvert eneste menneske er helt unikt lige fra dets liv begynder ved befrugtningen.“

Er et foster en person?

Fra det tidspunkt hvor der er sket en undfangelse, er der tale om et selvstændigt individ som ikke blot er en del af moderens væv. Hendes krop opfatter fosteret som et fremmedlegeme. Uden livmoderens „beskyttede verden“ ville det hurtigt blive afstødt. Dette nye menneskeliv — omgivet af en beskyttende hinde der adskiller det fra moderen — er en person med sit eget unikke dna.

Nogle hævder at en kvindes krop spontant aborterer mange befrugtede æg på grund af abnormiteter ved disse æg, og det bruger de som argument for at en læge også bør kunne afbryde en graviditet. Men der er stor forskel på spontan død og forsætligt drab. I et sydamerikansk land dør 71 ud af 1000 børn i løbet af deres første leveår. Men vil det være acceptabelt at dræbe et barn som ikke er fyldt et år, blot fordi mange børn dør for tidligt? Selvfølgelig ikke!

Det er værd at bemærke at Bibelen taler om menneskeliv inde i livmoderen. Salmisten David skrev om Gud: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.“ (Salme 139:16) David omtalte ikke blot sig selv som „et foster“. Han skrev: „MIG som foster.“ På den måde viste han klart at hans liv begyndte ved undfangelsen, længe før han blev født. Inspireret af Gud forklarede David også at udviklingen af de forskellige dele af hans legeme lige fra undfangelsen var „skrevet op“ i detaljer, eller foregik efter en ’arbejdstegning’, som gjorde ham til den person han var.

Det er også værd at bemærke at Bibelen ikke siger at en kvinde undfanger ’noget væv’. Den siger tværtimod: „En mand er blevet undfanget.“ (Job 3:3) Også det er et vidnesbyrd om at et barn ifølge Bibelen er en person lige fra det bliver undfanget. Det er på dét tidspunkt et menneskes liv begynder.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 6, 7]

Et fem uger gammelt embryo er ikke blot ’noget væv’ — det indeholder grundlaget for alle de organer et voksent menneske har (naturlig størrelse)

Hvorfor vi ikke valgte abort

VICTORIA, som er omtalt i den første artikel, sagde til sin kæreste, Bill, at hun ikke ville have abort. „Jeg følte at det var et levende væsen jeg havde inde i mig,“ siger Victoria. „Men da jeg var klar over at Bill ikke ville støtte mig under graviditeten, forlod jeg ham.“

Senere skiftede Bill imidlertid mening og bad Victoria om at gifte sig med ham. Men opgaven med at tage sig af deres nyfødte søn virkede overvældende. „Vi havde ingen bil, ingen penge, meget lidt tøj, ja vi havde i det hele taget ikke ret meget,“ forklarer Victoria. „Bill havde et lavtlønnet arbejde, og vi sad i en dårlig lejlighed som vi ikke havde råd til at flytte fra. Men vi holdt ud.“

Mange andre har befundet sig i en vanskelig situation på grund af en utilsigtet graviditet. Alligevel har de også klart afvist at få en abort. Hvad satte dem i stand til at holde fast ved deres beslutning trods den belastning det ville være for dem at tage sig af et barn de ikke havde planlagt at få, og som de slet ikke havde ønsket sig? Det gjorde en række visdomsord fra Bibelen, citeret i det følgende.

Undgå hastværk — læg en plan

Bibelen siger meget klogt: „Den flittiges planer får et gunstigt udfald, så sikkert som enhver der har hastværk styrer mod armod.“ — Ordsprogene 21:5.

For Connie, der er mor til tre drenge, hvoraf den ene er handicappet, virkede tanken om endnu et barn helt overvældende. „Vi havde ikke brug for endnu en mund at mætte,“ fortæller hun. „Derfor overvejede vi abort.“ Men før hun traf en beslutning der måske var forhastet, betroede hun sig til Kay, en arbejdskammerat. Kay hjalp hende til at indse at det hun bar på, var en person der endnu ikke var født. Den erkendelse fik hende til at ændre mening.

Men Connie havde behov for praktisk hjælp med at lægge en plan. Da hun havde en moster der boede i nærheden, foreslog Kay at Connie fik fat i hende. Da mosteren blev kontaktet, var hun glad for at kunne hjælpe. Connies mand fik desuden noget mere arbejde, og familien flyttede til en billigere lejlighed. På den måde lykkedes det dem at tage sig godt af den nyankomne.

Kay hjalp også Connie med at finde frem til nogle institutioner som yder hjælp til kvinder der utilsigtet er blevet gravide. I mange lande findes der sådanne institutioner som hjælper nybagte mødre der har behov for det. Ved hjælp af internettet eller lokale telefonbøger som er tilgængelige på de fleste offentlige biblioteker, kan man finde frem til sådanne institutioner. Det kan kræve en energisk indsats at søge hjælp, men „den flittiges planer“ giver resultater.

Det drejer sig om menneskeliv

Bibelen siger: „Den vise har øjne i hovedet, men tåben vandrer i mørke.“ — Prædikeren 2:14.

En vís kvinde lukker ikke øjnene for realiteterne så hun „vandrer i mørke“. Hun bruger de ’øjne hun har i hovedet’ og har forstanden med sig. På den måde bliver hun i stand til at vurdere konsekvenserne af sine handlinger. I modsætning til den der lukker øjnene for hvad der i virkeligheden foregår i hendes livmoder, handler den vise kvinde på en måde der viser at hun inderligt ønsker at beskytte sit levende foster.

Stephanie, en gravid pige som overvejede at få en abort, så en scanning af det to måneder gamle barn hun havde inde i sig. „Jeg begyndte at græde,“ fortæller hun. „Hvorfor skulle jeg ønske at dræbe noget der er levende, tænkte jeg?“

En anden gravid men ugift pige ved navn Denise indså også at det var en levende person hun bar på. Da hendes kæreste gav hende penge og sagde at hun „skulle få det klaret“, svarede Denise: „En abort? Aldrig i livet!“ Hun nægtede at tage livet af sit barn.

Hvad menneskefrygt kan føre til

De der måske umiddelbart overvejer at afbryde deres graviditet fordi andre presser dem til at få en abort, gør klogt i at tænke over det bibelske ordsprog: „At skælve for mennesker leder i snare, men den der stoler på Jehova beskyttes.“ — Ordsprogene 29:25.

Monica på 17 år blev gravid med sin kæreste netop som hun skulle begynde på handelsskole. Hendes mor, en enke med fem børn, var sønderknust. Hun havde håbet at hendes datter ville lære et fag så hun kunne komme ud af den fattigdom familien levede i. I desperation insisterede moderen på at Monica fik en abort. Monica fortæller: „Da lægen spurgte mig om jeg ønskede at få foretaget en abort, sagde jeg ’Nej!’“

Bragt ud af ligevægt fordi hun så Monicas lovende fremtid forsvinde som dug for solen, og på grund af forventningen om det pres endnu et barn ville udsætte familien for, tvang Monicas mor hende til at flytte hjemmefra. Monica fik lov til at bo hos en moster. Efter nogle få uger lod hendes mor sig formilde, og Monica fik lov til at komme hjem og føde sit barn. Hendes mor hjalp til med at passe den nyankomne som fik navnet Leon, og hun kom til at elske den lille dreng meget højt.

Det pres som Robin, en gift kvinde, blev udsat for, kom fra anden side. „Min læge gik i gang med at behandle mig for nyrebetændelse uden at foretage en graviditetstest. Derefter viste det sig at jeg var gravid,“ fortæller Robin. „Jeg fik at vide at der var stor sandsynlighed for at det barn jeg skulle føde, ville være stærkt retarderet.“ Lægen tilskyndede hende til at få en abort. „Jeg forklarede ham hvad Bibelen siger om spørgsmålet,“ fortæller Robin. „Jeg sagde til ham at jeg ikke under nogen omstændigheder ville gå med til abort.“

Lægens bekymring var forståelig, men der var ingen overhængende fare for Robins liv.a „Da min datter blev født, og der blev taget forskellige prøver, viste det sig at hun kun var let retarderet og spastisk lammet i mild grad. Efter omstændighederne fungerer hun godt. Nu hvor hun er blevet 15 år, læser hun bedre og bedre. Hun betyder uendelig meget for mig, og jeg takker Jehova for hende flere gange om dagen.“

Fællesskab med Gud giver styrke

Bibelen siger: „De, der frygter Herren, har fællesskab med ham.“ — Salme 25:14, den danske autoriserede oversættelse.

Mange som nægter at få abort, træffer deres beslutning på baggrund af overvejelser angående Skaberens syn på sagen. At have fællesskab, eller venskab, med Gud og gøre det der behager ham, er det de betragter som det vigtigste. Denne prioritering havde en stærk indflydelse på Victoria som er omtalt tidligere. „Jeg var overbevist om at det er Gud der giver liv, og at jeg ikke havde ret til at tage et liv han havde givet,“ fortæller hun.

Da Victoria for alvor begyndte at studere Bibelen, fik hun et endnu stærkere fællesskab med Gud. Hun fortæller: „Min beslutning om at beholde mit barn gjorde at jeg følte mig meget tættere knyttet til Gud, og det bevirkede at jeg ønskede at behage ham på alle områder af mit liv. Da jeg bad om hans ledelse i min tilværelse, faldt alle de andre ting på plads.“

Fællesskab med Gud, livets kilde, øger vores respekt for livet i en kvindes livmoder. (Salme 36:9) Desuden kan Gud give en „kraft som er ud over det normale“, og den kan hjælpe en kvinde og hendes familie til at klare udfordringerne ved enhver uforudset graviditet. (2 Korinther 4:7) Hvordan betragter de der på et tidligere tidspunkt viste respekt for Guds syn på livet, deres beslutning i dag?

De fortryder ikke

Ovennævnte forældre er ikke plaget af skyldfølelse eller en uafklaret fornemmelse af sorg og tab. Som tiden gik, kom de i høj grad til at betragte „moderlivets frugt“ som en belønning, ikke en belastning. (Salme 127:3) Connie som er omtalt tidligere, erkendte dette blot to timer efter af have født. Hun ringede begejstret til Kay, hendes arbejdskammerat, og fortalte hvor lykkelig hun var for at se frem til at skulle passe og opdrage sin lille pige. Sprudlende af glæde tilføjede hun: „Hvor er det sandt at Gud velsigner dem der gør hvad der behager ham.“

Hvorfor er det så gavnligt at handle på en måde som er i harmoni med Guds syn på livet? Fordi han, som livets kilde, i Bibelen har givet os love og normer „til [vores] bedste“. — 5 Mosebog 10:13.

Victoria og Bill, som er omtalt både i denne og den indledende artikel i bladet, fortæller at beslutningen om ikke at få abort var vendepunktet i deres liv. De forklarer det på denne måde: „Vi var ude i et alvorligt stofmisbrug og ville sikkert have mistet livet hvis vi havde fortsat med det. Men respekten for vores ufødte barns liv fik os til at stoppe op og tænke over vores egen tilværelse. Med Jehovas Vidners hjælp forandrede vi os.“

Lance, deres søn, er nu næsten 34 år gammel og har været gift i over 12 år. Lance forklarer: „Lige fra jeg var barn, lærte mine forældre mig at træffe beslutninger der var baseret på Bibelen. Det har gavnet mig, min kone og mit barn i så høj grad at vi ikke føler vi kan blive lykkeligere.“ Lances far, som i sin tid ønskede at Victoria fik en abort, siger: „Vi gyser ved tanken om hvor tæt vi var på at forhindre os selv i at få vores dejlige søn.“

Tænk også på Monica som nægtede at få en abort trods presset fra hendes mor. Hun fortæller: „To uger efter at min søn blev født, blev jeg kontaktet af Jehovas Vidner og lærte hvordan jeg kunne bringe mit liv i fuld overensstemmelse med Guds love. Snart begyndte jeg at lære min søn hvor vigtigt det er at adlyde Gud, og med tiden kom han til at elske Gud meget højt. I dag er Leon en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd.“

Med tanke på det hans mor valgte at gøre, siger Leon: „Bevidstheden om at min mor elskede mig så meget at hun lod mig leve trods det pres hun var udsat for, gjorde at jeg ønskede at bruge mit liv på den bedst mulige måde for at vise Gud min værdsættelse af den vidunderlige gave livet er.“

Mange som har opnået forståelse af hvordan Gud ser på liv, fortryder ikke at de besluttede sig for at bevare det liv, som nu er deres højt skattede barn. Med et hjerte der strømmer over af taknemmelighed, kan de sige: „Vi valgte ikke at få en abort!“

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

En scanning af det to måneder gamle barn Stephanie havde inde i sig, hjalp hende til at træffe sin beslutning

(markering tilføjet)

[Illustration på side 8]

Victoria og Lance

[Illustration på side 8, 9]

Victoria og Bill i dag sammen med Lance og hans familie

[Illustration på side 9]

Monica og hendes søn Leon er dybt taknemmelige fordi hun modstod presset og sagde nej til at få abort for 36 år siden