Leslie Orgel fra Salk-Instituttet i Californien har sagt at nukleotiderne udgør „et af de største problemer i den præbiotiske syntese“.⁹ Deres tilstedeværelse er en betingelse for at nukleinsyrerne (DNA, RNA) kan blive til — hvilket også betegnes som et overordentlig vanskeligt problem. Dertil kommer at proteiner ikke kan samles uden nukleinsyrer, og at nukleinsyrer ikke kan dannes uden proteiner.¹⁰ Det er den gamle gåde i en ny kemisk forklædning: Hvad kom først, hønen eller ægget?

Men lad os springe denne gåde over og lade evolutionisten Robert Shapiro, professor i kemi ved New Yorks universitet og specialist i DNA-forskning, udtale sig om chancen for at nukleotider og nukleinsyrer kunne dannes ved et tilfælde i jordens urmiljø:

„Når to aminosyrer går i forbindelse med hinanden, frigøres et vandmolekyle. To vandmolekyler må frigøres for at en nukleotides bestanddele kan samles, og mere vand frigøres når nukleotiderne forbindes og danner nukleinsyre. Dannelsen af vand i et i forvejen vandrigt miljø svarer desværre i kemisk forstand til at skulle sælge sand i Sahara. Det er ufordelagtigt og kræver energi. Sådanne processer sker ikke uden videre af sig selv. Det er faktisk de modsatte reaktioner der sker spontant. Vand angriber gerne store biologiske molekyler. Det vrister nukleotider fra hinanden, bryder båndene mellem sukker og fosfat, og adskiller baser fra sukker.“¹¹

Molekylærbiologien har også vist at cellens grundlæggende opbygning stort set er ens hos alle jordens levende organismer, lige fra bakterier til pattedyr. I alle organismer spiller DNA, budbringer-RNA og protein samme rolle. Den genetiske kode har også i alt væsentligt samme betydning i alle celler.

De oplysninger der er indkodet i et DNA-molekyle som vejer „mindre end nogle få tusind milliontedele af et gram“ er nok „til at beskrive en organisme så kompliceret som mennesket“.¹⁷ Hvis de oplysninger der findes i en enkelt celles DNA „blev skrevet ned, ville de fylde 1000 bøger på hver 600 sider“.¹⁸ Hvor ærefrygtindgydende! Der må stå en intelligens som langt overgår den menneskelige fatteevne, bag livets opståen på jorden.

Den konklusion jeg er nået frem til lyder: Uden den rette atmosfære, ingen organisk ursuppe. Uden den organiske ursuppe, ingen aminosyrer. Uden aminosyrer, ingen proteiner. Uden proteiner, ingen nukleotider. Uden nukleotider, intet DNA. Uden DNA, ingen celler der formerer sig. Uden cellemembran, ingen levende celle. Og uden intelligens til at formgive og styre disse processer, intet liv på jorden.