Jehova er vor Hersker!

„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — APOSTELGERNINGER 5:29.

1, 2. Hvilken holdning indtager Jehovas vidner i lighed med apostlene, når menneskers krav er i modstrid med Guds vilje?

JEHOVA GUD havde tilladt at 12 mænd blev ført for højesteret. Tidspunktet var år 33 e.v.t., domstolen var det jødiske Sanhedrin, og de anklagede var Jesu apostle. Lyt engang. ’Vi har forbudt jer at undervise på grundlag af dette navn,’ siger ypperstepræsten, ’men I har fyldt Jerusalem med jeres lære.’ Hertil svarer Peter og de andre apostle: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:27-29) De sagde, med andre ord: ’Jehova er vor Hersker!’

² Ja, sande disciple af Jesus betragter Jehova som deres Hersker. Dette understreges i den bibelske bog Apostelgerninger, der blev skrevet i Rom omkring år 61 af „Lukas, den elskede læge“. (Kolossenserne 4:14) I vor tid adlyder Jehovas folk, ligesom apostlene, deres himmelske Hersker når mennesker kræver noget af dem der er i modstrid med hans vilje. Men hvad mere kan vi lære af Apostelgerninger? (Vi foreslår at man ved den personlige gennemgang af dette stof læser de fremhævede skriftsteder.)

Jesus bemyndiger sine disciple til at forkynde

3. Hvad var Jesu disciples vigtigste opgave efter at de var blevet ’døbt i hellig ånd’?

³ Apostlene kunne tage et afgjort standpunkt for Gud fordi de var blevet åndeligt styrket. Kristus var død på en marterpæl, men de vidste at han var blevet oprejst. (1:1-5) Jesus ’fremstillede sig for dem som levende’, idet han i 40 dage viste sig for dem i materialiserede legemer og underviste dem i sandheden om Riget. Han befalede også sine disciple at blive i Jerusalem indtil de blev døbt „i hellig ånd“. Derefter ville forkyndelsen blive deres vigtigste opgave, nøjagtig som den er for Jehovas vidner i dag. — Lukas 24:27, 49; Johannes 20:19–21:24.

4. Hvad skulle der ske når den hellige ånd blev udgydt over Jesu disciple?

⁴ Før apostlene blev døbt i hellig ånd, havde de den fejlagtige opfattelse at det var et jordisk styre der ville gøre ende på det romerske herredømme, for de spurgte Jesus: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ (1:6-8) Det afviste Jesus, idet han sagde at det ’ikke tilkom dem at få kundskab om tider og perioder’. ’Når den hellige ånd kom over dem’ skulle de få kraft til at vidne om Guds himmelske rige — ikke et jordisk rige. De skulle forkynde i Jerusalem, Judæa og Samaria, „og til jordens fjerneste egne“. Ved åndens hjælp udfører Jehovas vidner et lignende verdensomspændende forkyndelsesarbejde i disse sidste dage.

5. Hvad betyder det at Jesus ville komme igen på samme måde som han var taget bort?

⁵ Umiddelbart efter at Jesus havde udstedt denne befaling til at forkynde over hele jorden, begyndte han at stige til himmelen. Han blev først løftet op, bort fra sine disciple, hvorefter han blev overført til sin himmelske Herskers nærhed for at virke i åndeverdenen. (1:9-11) Efter at en sky havde skjult Jesus for apostlenes øjne, dematerialiserede han sit kødelige legeme. To engle viste sig og sagde at han ’ville komme på samme måde’. Dette har vist sig at være sandt. Ligesom det udelukkende var Jesu disciple der så ham stige til himmelen, er det udelukkende Jehovas vidner der ’ser’ eller anerkender at han usynligt er kommet igen.

En ny apostel udpeges

6. Hvordan valgte man den der skulle erstatte Judas Iskariot?

⁶ Kort tid efter befandt apostlene sig atter i Jerusalem. (1:12-26) I en sal ovenpå (måske hos Markus’ moder, Maria) var de 11 trofaste apostle samt Jesu halvbrødre, hans moder, Maria, og de øvrige disciple samlet, og de var vedholdende i bønnen. (Markus 6:3; Jakob 1:1) Hvem fik overdraget Judas’ „tilsynshverv“? (Salme 109:8) Der var omkring 120 disciple til stede da Gud udvalgte den der skulle erstatte Judas, som havde forrådt Jesus, så der igen kunne være 12 apostle. Den der skulle vælges måtte have været en discipel under Jesu tjeneste og have været vidne til hans opstandelse. Vedkommende måtte naturligvis også anerkende Jehova som sin Hersker. Efter at have bedt kastede de lod imellem Mattias og Josef Barsabbas. Gud lod loddet falde på Mattias. — Ordsprogene 16:33.

7. (a) Hvorfor kan man sige at Judas ’erhvervede sig et stykke jord for lønnen for sin uretfærdighed’? (b) Hvordan døde Judas?

⁷ Judas Iskariot havde afgjort ikke anerkendt Jehova som sin Hersker; han havde jo forrådt Guds søn for 30 sølvstykker. Judas havde leveret pengene tilbage til ypperstepræsten, men Peter sagde at forræderen havde ’erhvervet sig et stykke jord for lønnen for sin uretfærdighed’. Hvordan skal det forstås? Jo, det var Judas som skaffede pengene til veje og som foranledigede købet af den såkaldte Blodmark. Man mener at der er tale om et fladt jordstykke på sydsiden af Hinnoms Søns Dal. Da Judas erkendte at forholdet til hans himmelske Hersker var ødelagt, gik han hen og hængte sig. (Mattæus 27:3-10) Måske brast rebet, eller grenen knækkede, for der siges at ’han styrtede på hovedet ned og hans bug sprængtes’ da han ramte de spidse klipper. Måtte ingen af os blive en falsk broder!

Fyldt med hellig ånd!

8. Hvornår blev Jesu disciple døbt i hellig ånd, og hvad resulterede det i?

⁸ Hvornår fandt den lovede dåb i hellig ånd sted? På pinsedagen i år 33, ti dage efter at Jesus var steget til himmelen. (2:1-4) Denne dåb var en betagende oplevelse! Forestil dig situationen. Omkring 120 disciple var samlet i salen ovenpå da der ’pludselig lød en støj fra himmelen ligesom af en voldsom vind der fyldte hele huset’. Det var ikke en vind, det lød blot sådan. Tunger „som af ild“ satte sig på hver af disciplene og apostlene. „De blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål.“ Ved denne dåb blev de også avlet med hellig ånd, salvet og beseglet som et pant på deres åndelige arv. — Johannes 3:3, 5; 2 Korinther 1:21, 22; 1 Johannes 2:20.

9. Hvad talte disciplene om efter at de var blevet fyldt med hellig ånd?

⁹ Denne begivenhed berørte jøder og proselytter „fra enhver nation under himmelen“ som befandt sig i Jerusalem. (2:5-13) Forbavsede spurgte de: ’Hvordan kan det være at vi hver især hører dem tale på det sprog som vi er født i?’ Det kan have været sprog som blev talt i Medien (øst for Judæa), Frygien (i Lilleasien) eller Rom. Da disciplene talte „om Guds storslåede gerninger“ på forskellige sprog, blev mange slået af forbavselse, men nogle gjorde nar og mente at de var fulde.

Peter aflægger et betagende vidnesbyrd

10. Hvilken profeti blev opfyldt på pinsedagen år 33, og hvilket nutidigt modstykke findes der hertil?

¹⁰ Peter begyndte sit vidnesbyrd med at sige at man ikke allerede klokken ni om morgenen kunne være beruset. (2:14-21) Nej, denne begivenhed var en opfyldelse af Guds løfte om at han ville udgyde hellig ånd over sit folk. Gud inspirerede Peter til at tilføje ordene „i de sidste dage“ og „de skal profetere“, hvilket peger frem til vor tid. (Joel 2:28-32) Jehova ville give varsler i himmelen og tegn på jorden før hans store dag, og kun de der påkaldte hans navn i tro ville blive frelst. At den hellige ånd er blevet udgydt over de salvede, har også sat dem i stand til i dag at „profetere“ med stor energi og dygtighed.

11. Hvad gjorde jøderne ved Jesus, og hvad gjorde Gud derefter?

¹¹ Dernæst forklarer Peter hvem Messias er. (2:22-28) Gud bevidnede at Jesus var Messias ved at sætte ham i stand til at udføre tegn, undere og kraftige gerninger. (Hebræerne 2:3, 4) Men jøderne fik ham pælfæstet „ved lovløse mænds hånd“, nemlig ved romerne, der ikke adlød Guds lov. „Efter Guds bestemte beslutning og forudviden blev [Jesus] udleveret“ til disse mænd. Gud oprejste imidlertid Jesus og skaffede hans menneskelegeme af vejen på en sådan måde at det ikke gik i forrådnelse. — Salme 16:8-11.

12. Hvad forudsagde David, og hvoraf afhænger frelsen?

¹² Profetierne om Messias blev yderligere fremhævet i det næste Peter sagde. (2:29-36) Han pegede på at David havde forudsagt at hans mest betydningsfulde efterkommer, Messias, Jesus, ville få en opstandelse. Fra en ophøjet stilling ved Guds højre hånd i himmelen havde Jesus udgydt den hellige ånd som han havde modtaget fra sin Fader. (Salme 110:1) Peters tilhørere ’så og hørte’ åndens virke, idet de så tunger som af ild over disciplenes hoveder og hørte dem tale på fremmede sprog. Peter nævnte også at frelsen afhænger af om man anerkender Jesus som Herre og Messias. — Romerne 10:9; Filipperne 2:9-11.

Jehova giver vækst

13. (a) Hvad måtte jøder og proselytter anerkende for at blive døbt på rette vis? (b) Hvor mange blev døbt, og hvilken virkning havde dette i Jerusalem?

¹³ Peters ord havde stor virkning. (2:37-42) Hans tilhørere følte sig stukket i hjertet fordi de havde givet deres samtykke til at Messias blev henrettet. Derfor gav han dem denne tilskyndelse: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.“ Som jøder og proselytter anerkendte de allerede Jehova som deres Gud og vidste at de behøvede hans ånd. Nu måtte de imidlertid ændre sind og tage imod Jesus som Messias for at blive døbt i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn, hvilket ville sige at de måtte anerkende deres respektive stilling eller funktion. (Mattæus 28:19, 20) Ved at forkynde for disse jøder og proselytter brugte Peter den første af de symbolske nøgler Jesus havde givet ham, så troende jøder kunne få kundskab om, og adgang til, det himmelske rige. (Mattæus 16:19) Den dag blev 3000 døbt! Forestil dig disse mange vidner for Jehova forkynde i Jerusalem, der jo udgjorde et forholdsvis lille område!

14. Hvorfor og hvordan havde de der var kommet til troen „alting fælles“?

¹⁴ Mange af dem der kom fra fjerne egne havde ikke midler til et længere ophold i Jerusalem, men ville gerne lære mere om deres nyfundne tro og forkynde for andre. Disciplene hjalp derfor kærligt hinanden, nøjagtigt som Jehovas vidner gør i dag. (2:43-47) Som en midlertidig ordning havde de „alting fælles“. Nogle solgte deres ejendomme, og de indkomne midler blev delt ud til alle som havde et behov. Dette gav menigheden en god start, for ’Jehova fortsatte med daglig at føje dem til som blev frelst’.

En helbredelse og dens følger

15. Hvad skete der da Peter og Johannes gik ind i templet, og hvordan reagerede folk?

¹⁵ Jehova støttede Jesu disciple ved hjælp af „tegn“. (3:1-10) Da Peter og Johannes klokken tre om eftermiddagen gik op til templet til bedetimen i forbindelse med aftenofferet, lå der i nærheden af Den Skønne Port en mand som havde været vanfør fra fødselen og som bad om „barmhjertighedsgaver“. „Sølv og guld ejer jeg ikke,“ sagde Peter, „men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi, Nazaræerens, navn, gå!“ Og straks blev manden helbredt! Han gik ind i templet, hvor han „gik omkring og sprang og priste Gud“, og folk blev ’fyldt med henrykkelse’. Nogle af dem huskede måske Esajas’ ord: „Da springer den halte som hjorten.“ — Esajas 35:6.

16. Hvad satte apostlene i stand til at helbrede en vanfør mand?

¹⁶ Den undrende folkeskare stimlede sammen i Salomons Søjlegang, en overdækket kolonnade på templets østside. Her aflagde Peter et vidnesbyrd. (3:11-18) Han forklarede at det var Gud der havde givet apostlene kraft til at helbrede den vanføre mand gennem sin herliggjorte tjener, Jesus. (Esajas 52:13–53:12) Jøderne havde nægtet at kendes ved „den hellige og retfærdige“, men Jehova havde oprejst ham. Folket og dets ledere havde været uvidende om at det var Messias de slog ihjel, men Gud opfyldte på denne måde det profetiske ord om at „hans Messias skulle lide“. — Daniel 9:26.

17. (a) Hvad måtte jøderne gøre? (b) Hvad er der sket i vor tid efter at Messias er blevet „sendt“?

¹⁷ Peter pegede på hvad jøderne skulle gøre efter den behandling de havde givet Messias. (3:19-26) De måtte „ændre sind“, eller angre deres synder, „vende om“ og ændre kurs. Hvis de troede på Jesus som Messias og tog imod genløsningen, ville deres synder blive dem tilgivet og de ville få friske kræfter fra Jehova. (Romerne 5:6-11) Jøderne blev mindet om at de var sønner af den pagt som Gud indgik med deres forfædre da han sagde til Abraham: „Ved dit afkom skal alle jordens slægter velsignes.“ Det var grunden til at Gud først sendte sin messianske tjener for at udfri angrende jøder. Efter at Messias blev „sendt“ — fik overdraget magt i det himmelske rige i 1914 — har der interessant nok fundet en genoprettelse af sandheder og teokratisk organisering sted blandt Jehovas Vidner. — 1 Mosebog 12:3; 18:18; 22:18.

De ville ikke holde op!

18. Hvilken ’sten’ vragede de jødiske „bygmestre“, og hvem er den eneste hvorved der er frelse?

¹⁸ I vrede over at Peter og Johannes forkyndte om Jesu opstandelse, satte de øverste præster, tempeløversten og saddukæerne dem i forvaring. (4:1-12) Saddukæerne troede ikke på opstandelsen, men mange andre kom til troen. Alene tallet på mændene var omkring 5000. Da Peter blev forhørt af Jerusalems højesteret, sagde han at den vanføre mand var blevet helbredt „ved Jesu Kristi, Nazaræerens, navn“, ham som de havde pælfæstet men som Gud havde oprejst. Denne ’sten’ som de jødiske „bygmestre“ havde vraget, var blevet „hovedhjørnesten“. (Salme 118:22) „Der er ikke frelse i nogen anden,“ sagde Peter.

19. Hvad svarede apostlene da de fik påbud om at holde op med at forkynde?

¹⁹ Der blev gjort forsøg på at standse denne tale. (4:13-22) Men da manden der var blevet helbredt gik omkring iblandt dem, var det umuligt at benægte dette ’bemærkelsesværdige tegn’. Peter og Johannes fik alligevel ordre til ’ikke at tale eller undervise på grundlag af Jesu navn noget sted’. Hvad svarede de? ’Vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.’ De adlød Jehova som deres Hersker!

Bønner der blev besvaret

20. Hvad bad disciplene om, og med hvilket resultat?

²⁰ Ligesom Jehovas vidner beder ved deres møder, således bad disciplene også da de løsladte apostle meddelte hvad der var sket med dem. (4:23-31) Der blev sagt at lederne Herodes Antipas og Pontius Pilatus, sammen med romerske ikkejøder og Israels folk, havde samlet sig imod Messias. (Salme 2:1, 2; Lukas 23:1-12) Som svar på bønnen fyldte Jehova disciplene med hellig ånd så de talte Guds ord med frimodighed. De bad ikke deres Hersker om at bringe forfølgelsen til ophør, men om at han ville sætte dem i stand til at forkynde frimodigt trods forfølgelsen.

21. Hvem var Barnabas, og hvilke gode egenskaber besad han?

²¹ De der var kommet til troen havde fortsat alle ting fælles, og ingen led nød. (4:32-37) En af bidragyderne var levitten Josef fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas, der betyder „Trøstens Søn“, sandsynligvis fordi han var så hjælpsom og varmhjertet. Vi ønsker alle at lægge de samme egenskaber for dagen. — Apostelgerninger 11:22-24.

Løgnere afsløres

22, 23. Hvilken synd begik Ananias og Safira, og hvad kan vi lære af det der skete med dem?

²² Ananias og hans hustru, Safira, ophørte imidlertid med at anerkende Jehova som deres Hersker. (5:1-11) De solgte en mark og beholdt selv nogle af pengene, men foregav at de bragte apostlene hele beløbet. I kraft af en særlig kundskab som Peter fik ved Guds ånd, var han i stand til at gennemskue deres hykleri, hvilket førte til at de mistede livet. En kraftig advarsel for dem som fristes af Satan til at gå krogveje! — Ordsprogene 3:32; 6:16-19.

²³ Efter denne hændelse havde ingen med dårlige motiver mod til at slutte sig til disciplene. Men der var andre der kom til troen. (5:12-16) Og når de syge og de som var plagede af urene ånder troede på Guds kraft, „blev alle kureret“.

Adlyd Gud mere end mennesker

24, 25. Hvorfor forfulgte de jødiske ledere apostlene, og hvilken norm satte apostlene derved for alle Jehovas tjenere?

²⁴ Ypperstepræsten og saddukæerne forsøgte nu at bremse den utrolige vækst ved at fængsle alle apostlene. (5:17-25) Men samme nat udfriede Guds engel dem. Og ved daggry underviste de i templet! Forfølgelse kan ikke standse Jehovas tjenere.

²⁵ Da apostlene blev ført for Sanhedrinet blev der lagt pres på dem. (5:26-42) De fik påbud om at holde op med at forkynde, men sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Hermed var normen for Jesu disciple sat, en norm som Jehovas vidner også følger i dag. Efter en advarsel fra lovlæreren Gamaliel nøjedes lederne med at lade apostlene piske, forbød dem at forkynde, og løslod dem derefter.

26. Hvilke lighedspunkter er der mellem apostlenes forkyndelse og den forkyndelse Jehovas vidner udfører i dag?

²⁶ Apostlene glædede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld. „Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed.“ Ja, de var forkyndere der gik fra hus til hus. Det samme er Guds vidner i nutiden. Også de har modtaget hans ånd, fordi de adlyder ham og siger: „Jehova er vor Hersker!“

Lad os vandre i Jehovas frygt

„Idet [menigheden] vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal.“ — APOSTELGERNINGER 9:31.

1, 2. (a) Hvad skete der da den kristne menighed kom ind i en periode med fred? (b) Hvad gør Jehova, også selv om han tillader forfølgelse?

DISCIPLEN stod over for en stor prøve. Ville han bevare sin uangribelighed over for Gud? Ja! Han havde vandret i Jehovas frygt og vist ærefrygt for sin Skaber. Han ville også dø som et trofast vidne for Jehova.

² Denne gudfrygtige og uangribelige tjener var Stefanus, „en mand fuld af tro og hellig ånd“. (Apostelgerninger 6:5) Mordet på ham udløste først en bølge af forfølgelse, men derefter kom menigheden i hele Judæa, Galilæa og Samaria ind i en periode med fred og blev åndeligt opbygget. „Og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal.“ (Apostelgerninger 9:31) Som Jehovas vidner i dag kan vi være forvissede om at Gud vil velsigne os hvad enten vi lever under fredelige forhold eller bliver udsat for forfølgelse; det fremgår af Apostelgerninger, kapitel 6 til 12. Lad os derfor vise Gud ærefrygt når vi forfølges, og bruge tider med fred til at blive åndeligt opbygget og være endnu mere aktive i tjenesten for Jehova. — 5 Mosebog 32:11, 12; 33:27.

Trofaste til enden

3. Hvilket problem opstod der i Jerusalem, og hvordan blev det løst?

³ Selv i en tid med fred kan der opstå problemer, men en velorganiseret menighed kan medvirke til at de bliver løst. (6:1-7) De græsktalende jøder i Jerusalem mente at deres enker blev overset ved den daglige uddeling, mens de hebraisktalende jøder blev favoriseret. Dette problem blev løst idet apostlene udpegede syv mænd til at tage sig af „dette nødvendige arbejde“. En af dem var Stefanus.

4. Hvordan reagerede Stefanus på de falske beskyldninger?

⁴ Kort efter blev den gudfrygtige Stefanus imidlertid sat på en prøve. (6:8-15) Nogle mænd stod frem for at diskutere med Stefanus. Flere af dem tilhørte De Frigivnes synagoge, som måske bestod af jøder der var blevet taget til fange af romerne og senere givet fri, eller af frigivne slaver som var gået over til jødedommen. Da de ikke kunne stå sig imod den visdom og ånd hvormed Stefanus talte, førte de ham til Sanhedrinet, hvor de fremførte falske vidner der erklærede: ’Vi hørte denne mand sige at Jesus vil ødelægge templet og ændre de skikke som Moses har overleveret os.’ Men selv Stefanus’ modstandere kunne se at han ikke var en forbryder. Hans tillid til Jehova afspejlede sig i hans rolige ansigtsudtryk, der fik ham til at ligne en engel, en budbringer for Gud. Herved skilte han sig tydeligt ud fra sine fjender der gik Satans ærinde, hvilket sikkert har stået at læse i deres ondskabsfulde ansigter.

5. Hvad understregede Stefanus i sin tale?

⁵ Da Stefanus blev forhørt af ypperstepræsten Kajfas, aflagde han et frygtløst vidnesbyrd. (7:1-53) I sin gennemgang af Israels historie viste han at Gud havde til hensigt at afskaffe Loven og tempeltjenesten når Messias kom. Stefanus pegede på at israelitterne havde vraget Moses, befrieren som alle jøder hævdede at de holdt i ære, nøjagtig som de nu undlod at anerkende den der skulle tilvejebringe en større udfrielse. Ved at gøre opmærksom på at Gud ikke bor i huse gjort med hænder, viste Stefanus at templet og den tilbedelsesordning der knyttede sig dertil ville blive afskaffet. Men eftersom hans dommere ikke frygtede Gud eller ønskede at lære Hans vilje at kende, sagde Stefanus: ’Stivnakkede mænd, I modstår altid den hellige ånd. Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt? De dræbte dem der forud forkyndte om den Retfærdiges komme, ham hvis forrædere og mordere I er blevet.’

6. (a) Hvilken trosstyrkende oplevelse fik Stefanus før sin død? (b) Hvorfor var det rigtigt af Stefanus at sige: „Herre Jesus, modtag min ånd“?

⁶ Stefanus’ frygtløse tale førte til at han blev dræbt. (7:54-60) Dommerne blev rasende over denne afsløring af deres medansvar i Jesu død. Men Stefanus’ tro blev styrket da han ’stirrede ind i himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd’. Stefanus kunne nu møde sine fjender i forvisningen om at han havde gjort Guds vilje. Selv om Jehovas vidner ikke modtager syner, erfarer de den samme gudgivne ro når de forfølges. Da Stefanus’ fjender begyndte at stene ham uden for Jerusalem, bad han: „Herre Jesus, modtag min ånd.“ Det var rigtigt at bede sådan, for Gud havde bemyndiget Jesus til at oprejse de døde. (Johannes 5:26; 6:40; 11:25, 26) Knælende råbte Stefanus: „Jehova, tilregn dem ikke denne synd.“ Derefter sov han ind i døden som martyr, ligesom så mange andre af Jesu disciple har gjort siden da, også her i nyere tid.

Forfølgelse spreder den gode nyhed

7. Hvad resulterede forfølgelsen i?

⁷ Stefanus’ død resulterede i at den gode nyhed blev udbredt. (8:1-4) Den forfølgelse der nu brød ud, bevirkede at alle disciplene, på nær apostlene, spredtes ud over Judæa og Samaria. Saulus, der bifaldt mordet på Stefanus, rasede mod menigheden som et vildt dyr, idet han trængte ind i det ene hus efter det andet og slæbte Jesu disciple ud og lod dem kaste i fængsel. Men eftersom disciplene fortsatte med at forkynde hvor de kom hen, blev Satans plan om at standse de gudfrygtige forkyndere gennem forfølgelse, forpurret. Også i dag har forfølgelse resulteret i at den gode nyhed er blevet udbredt, eller at folks opmærksomhed er blevet henledt på Rigets budskab.

8. (a) Hvad skete der som følge af den forkyndelse der fandt sted i Samaria? (b) Hvordan brugte Peter den anden af de nøgler som Jesus havde betroet ham?

⁸ Evangelieforkynderen Filip tog til Samaria for at „forkynde Messias“. (8:5-25) Det vakte stor glæde i den by da den gode nyhed blev forkyndt, urene ånder blev uddrevet og folk blev kureret. Apostlene i Jerusalem sendte Peter og Johannes til Samaria, og da de bad og lagde hænderne på dem der var blevet døbt, modtog disse nye disciple hellig ånd. Den nydøbte Simon, der tidligere havde øvet magi, forsøgte at købe denne myndighed, men Peter sagde: ’Må dit sølv forgå sammen med dig. Dit hjerte er ikke retskaffent i Guds øjne.’ Da han fik besked på at ændre sind og bede Jehova om tilgivelse, anmodede han apostlene om at bede for sig. Dette bør bevæge alle der i dag frygter Jehova til at bede om Guds hjælp til at vogte hjertet. (Ordsprogene 4:23) (Ordet „simoni“, der betyder „handel med kirkelige og gejstlige embeder“, stammer fra denne begivenhed.) Peter og Johannes forkyndte derefter den gode nyhed i mange andre samaritanske landsbyer. Det var altså i den forbindelse at Peter brugte den anden af de nøgler Jesus gav ham så samaritanerne kunne få kundskab om, og adgang til, det himmelske rige. — Mattæus 16:19.

9. Hvem var den ætiopier som Filip forkyndte for, og hvorfor kunne han blive døbt?

⁹ Guds engel tildelte derefter Filip en ny opgave. (8:26-40) På vejen fra Jerusalem til Gaza kørte en vogn med en „eunuk“, en hofmand der var skatmester hos den ætiopiske dronning, Kandake. Han var ikke eunuk i fysisk forstand, for det ville have udelukket ham fra den jødiske menighed, men han var taget til Jerusalem for at tilbede som en omskåren proselyt. (5 Mosebog 23:1) Filip fandt eunukken i færd med at læse i Esajas’ bog. Efter at være blevet inviteret op i vognen, forklarede Filip Esajas’ profeti og ’forkyndte den gode nyhed om Jesus for ham’. (Esajas 53:7, 8) Kort efter udbrød ætiopieren: „Se! Her er vand; hvad hindrer mig i at blive døbt?“ Det var der intet der gjorde, eftersom han havde kundskab om Gud og nu havde fået tro på Messias. Filip døbte ætiopieren, som derefter rejste videre med glæde. Er der noget der afholder dig fra at blive døbt?

En forfølger bliver omvendt

10, 11. Hvad hændte der Saulus fra Tarsus på vejen til Damaskus og kort tid efter?

¹⁰ I mellemtiden søgte Saulus at få Jesu disciple til at afsværge deres tro under trusler om fængsel eller død. (9:1-18a) Ypperstepræsten (sandsynligvis Kajfas) gav Saulus breve til synagogerne i Damaskus, hvilket bemyndigede ham til at føre de mænd og kvinder som tilhørte „Vejen“, den livsform der byggede på Kristi eksempel, bundne til Jerusalem. Da han omkring middag befandt sig i nærheden af Damaskus, strålede et lys fra himmelen, og en stemme spurgte: „Saul, hvorfor forfølger du mig?“ De der var sammen med Saulus hørte „lyden af en stemme“, men forstod ikke det der blev sagt. (Jævnfør Apostelgerninger 22:6, 9.) Denne delvise åbenbarelse af den herliggjorte Jesus var tilstrækkelig til at blinde Saulus. Gud lod imidlertid disciplen Ananias give ham synet tilbage.

¹¹ Efter sin dåb blev den tidligere forfølger selv udsat for forfølgelse. (9:18b-25) Jøderne i Damaskus ønskede at rydde Saulus af vejen. Men om natten sænkede disciplene ham ned gennem en åbning i muren, sandsynligvis i en stor flettet kurv fremstillet af reb eller kviste. (2 Korinther 11:32, 33) Åbningen kan have været et vindue i en discipels hjem som var bygget ind i muren. Det var ikke fejt at flygte fra fjenderne for at kunne fortsætte forkyndelsen.

12. (a) Hvad skete der med Saulus i Jerusalem? (b) Hvordan gik det menigheden her?

¹² I Jerusalem hjalp Barnabas disciplene til at acceptere Saulus som en trosfælle. (9:26-31) Her diskuterede Paulus frygtløst med de græsktalende jøder, der forsøgte at gøre det af med ham. Da brødrene opdagede dette, førte de ham til Cæsarea og sendte ham til Tarsus, hans fødeby i Kilikien. Derefter kom menigheden i hele Judæa, Galilæa og Samaria „ind i en periode med fred og blev opbygget“ åndeligt. „Og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal.“ Et godt eksempel som også viser menigheder i dag hvordan de kan modtage Jehovas velsignelse.

Ikkejøder kommer til troen

13. Hvilke mirakler satte Gud Peter i stand til at udføre i Lydda og Joppe?

¹³ Peter havde også travlt. (9:32-43) I Lydda (vore dages Lod) på Saronsletten helbredte han den lamme Æneas. Dette fik mange til at vende sig til Herren. I Joppe blev den elskede discipel Tabita (Dorkas) syg og døde. Da Peter kom, viste enkerne ham grædende de klædninger som Dorkas havde lavet til dem. Peter gav Dorkas livet tilbage, og da nyheden herom spredtes kom mange til troen. Peter blev i Joppe hos garveren Simon, hvis hus lå ved havet. Garvere lagde dyreskind i blød i havet og behandlede dem med læsket kalk før de skrabede hårene af dem. Huderne blev omdannet til læder ved at de blev garvet med en væske der indeholdt ekstrakt fra forskellige planter.

14. (a) Hvem var Kornelius? (b) Hvad ved vi om Kornelius’ bønner?

¹⁴ På dette tidspunkt (år 36) skete der også en bemærkelsesværdig udvikling andre steder. (10:1-8) I Cæsarea boede der en gudhengiven ikkejøde ved navn Kornelius, en romersk centurion der havde cirka 100 mand under sin befaling. Han var anfører for „den italienske hærafdeling“, der sandsynligvis bestod af soldater rekrutteret blandt de romerske borgere og frigivne slaver i Italien. Kornelius frygtede Gud, men han var ikke en jødisk proselyt. En engel viste sig for ham i et syn og fortalte ham at hans bønner var „steget op som et minde over for Gud“. Skønt Kornelius på dette tidspunkt endnu ikke havde indviet sig til Jehova, blev hans bøn alligevel besvaret. Som engelen havde anvist, sendte han bud efter Peter.

15. Hvad skete der mens Peter bad på taget af Simons hus?

¹⁵ I mellemtiden modtog Peter et syn mens han bad på taget af Simons hus. (10:9-23) I en trance så han en slags pose ligesom et linnedstykke, fyldt med urene firføddede dyr og krybdyr og fugle. Da Peter fik besked på at slagte og spise, sagde han at han aldrig havde spist noget vanhelligt. „Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for vanhelligt,“ lød svaret. Synet bragte Peter i vildrede, men han fulgte åndens ledelse. Sammen med seks jødiske brødre tog han med Kornelius’ udsendinge. — Apostelgerninger 11:12.

16, 17. (a) Hvad fortalte Peter Kornelius og dem der var samlet i hans hus? (b) Hvad skete der mens Peter talte?

¹⁶ Nu var tiden kommet til at de første ikkejøder skulle høre den gode nyhed. (10:24-43) Da Peter og hans rejsefæller ankom til Cæsarea, ventede Kornelius sammen med sin familie og nogle nære venner på dem. Kornelius kastede sig ned for fødderne af Peter, men apostelen modsatte sig ydmygt at man viste ham denne ærbødighed. Han fortalte om hvordan Jehova havde salvet Jesus som Messias med hellig ånd og kraft, og forklarede at enhver som tror på ham får tilgivelse for synder.

¹⁷ Nu greb Jehova Gud ind. (10:44-48) Endnu mens Peter talte udgød Gud hellig ånd over disse troende ikkejøder. Derved blev de avlet som følge af Guds hellige ånd og begyndte at tale på fremmede tungemål og forkynde Guds storhed. Derefter blev de døbt i Jesu Kristi navn. På denne måde brugte Peter den tredje nøgle så gudfrygtige ikkejøder kunne få kundskab om, og adgang til, det himmelske rige. — Mattæus 16:19.

18. Hvordan reagerede de jødiske brødre da Peter fortalte dem at ikkejøder var blevet ’døbt i hellig ånd’?

¹⁸ Senere begyndte tilhængere af omskærelsen at strides med Peter i Jerusalem. (11:1-18) Men da han forklarede hvordan folk fra nationerne var blevet ’døbt i hellig ånd’, herliggjorde de Gud og sagde: „Så har Gud altså også givet folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv.“ Vi bør også være lydhøre når Guds vilje bliver gjort kendt for os.

Oprettelsen af en ikkejødisk menighed

19. Hvordan gik det til at disciplene blev kaldt kristne?

¹⁹ Den første ikkejødiske menighed blev nu oprettet. (11:19-26) Da disciplene blev spredt under den trængsel der opstod efter Stefanus’ død, tog nogle til Antiochia i Syrien, der var kendt for sin afgudsdyrkelse og sit moralske fordærv. Da de dér forkyndte den gode nyhed for de græsktalende, ’var Jehovas hånd med dem’ og mange kom til troen. Barnabas og Saulus underviste i byen i et år, og „det var i Antiochia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne“. Det var uden tvivl Jehova der sørgede for at de blev kaldt dette, eftersom det græske ord chrēmatiʹzō betyder „at blive kaldt ved guddommeligt forsyn“ og altid bruges i Bibelen i forbindelse med noget der kommer fra Gud.

20. Hvad forudsagde Agabus, og hvordan reagerede menigheden i Antiochia?

²⁰ Der kom også gudfrygtige profeter til Antiochia fra Jerusalem. (11:27-30) En af dem var Agabus, der ved ånden gav til kende „at der ville komme en stor hungersnød over hele den beboede jord“. Denne profeti gik i opfyldelse under den romerske kejser Claudius’ regering (41-54). Historikeren Josefus omtaler denne ’store hungersnød’. (Jødernes Oldtidshistorie, 20. bog, kap. II, 5. afsnit; kap. V, 2. afsnit) Som et udtryk for deres kærlighed sendte menigheden i Antiochia et bidrag til brødrene i Judæa der var i nød. — Johannes 13:35.

Forfølgelsen virkningsløs

21. Hvad gjorde Herodes Agrippa I ved Peter, men hvad skete der?

²¹ Perioden med fred ophørte da Herodes Agrippa I begyndte at forfølge de gudfrygtige kristne i Jerusalem. (12:1-11) Herodes henrettede Jakob med sværdet, måske ved at halshugge ham. Jakob blev derved den første apostel der led martyrdøden. Da Herodes så at det behagede jøderne, satte han Peter i fængsel. Apostelen blev øjensynlig lænket mellem to soldater, mens to andre bevogtede fængselscellen. Herodes havde planer om at henrette ham efter påsken og de usyrede brøds dage (14.-21. nisan), men de bønner menigheden bad for ham blev besvaret i rette tid, hvilket også mange gange er tilfældet med vore bønner. Guds engel udfriede mirakuløst apostelen.

22. Hvad skete der da Peter tog hen til det hus hvor Markus’ moder, Maria, boede?

²² Kort efter befandt Peter sig ved det hus der tilhørte Maria (Johannes Markus’ moder), og som åbenbart var et af de kristnes mødesteder. (12:12-19) I mørket genkendte tjenestepigen Rode Peters stemme, men lod ham stå uden for den lukkede port. Først troede disciplene måske at Gud havde sendt en engel der viste sig i Peters skikkelse og talte med en stemme som hans. Men da de lukkede Peter ind, bad han dem give Jakob og brødrene (måske de ældste) besked om hans udfrielse. Derefter forlod han dem og gik under jorden uden at meddele hvor han tog hen, for ikke at bringe dem eller sig selv i fare i tilfælde af at de skulle blive forhørt. Herodes søgte forgæves efter Peter, og vagterne blev straffet, måske endda henrettet.

23. Hvordan endte Herodes Agrippa I’s styre, og hvad kan vi lære heraf?

²³ Herodes Agrippa I’s styre fik en brat afslutning da han i år 44 befandt sig i Cæsarea. Han blev 54 år gammel. (12:20-25) Han var indstillet på strid med fønikierne i Tyrus og Zidon. Men fønikierne bestak Herodes’ tjener Blastus til at arrangere et møde hvor de kunne bede om fred. På „en fastsat dag“ (hvor der også blev holdt en fest til ære for kejser Claudius), iførte Herodes sig kongelig dragt, satte sig på dommersædet og holdt en tale. Som reaktion herpå råbte tilhørerne: „En guds røst, og ikke et menneskes!“ Øjeblikkelig slog Jehovas engel ham „fordi han ikke gav Gud æren“. Herodes „blev ædt op af orme og udåndede“. Må denne advarsel bevæge os til fortsat at vandre i frygt for Jehova idet vi skyr stolthed og giver ham æren for det vi udretter som hans folk.

24. Hvad vil en kommende artikel vise vedrørende forkyndelsesarbejdets vækst?

²⁴ Til trods for Herodes’ forfølgelse ’havde Jehovas ord fortsat fremgang og udbredtes’. Som en kommende artikel vil vise, kunne disciplene forvente yderligere vækst. Hvorfor? Fordi de „vandrede i Jehovas frygt“.