• ‘Gud gør ikke forskel på nogen’
    “Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”

    • ‘De kom ikke med flere indvendinger, og de lovpriste Gud’ (Ap.G. 11:1-18)

      15, 16. Hvorfor begyndte nogle af de jødiske kristne at kritisere Peter, og hvad sagde han til sit forsvar?

      15 Peter var uden tvivl ivrig efter at tage til Jerusalem for at fortælle hvad der var sket. Men nyheden om at uomskårne ikkejøder havde “taget imod Guds ord”, var åbenbart nået frem først. Så snart Peter ankom, “begyndte tilhængerne af omskærelsen at kritisere ham”. De var vrede over at han havde “besøgt uomskårne mænd i deres hjem og spist sammen med dem”. (Ap.G. 11:1-3) Spørgsmålet var ikke om ikkejøder kunne blive disciple af Kristus. Nej, de jødiske disciple insisterede på at ikkejøderne skulle overholde Loven – også buddet om omskærelse – for at kunne tilbede Jehova på en acceptabel måde. Nogle af dem havde helt klart svært ved at give slip på Moseloven.

      16 Hvad sagde Peter til sit forsvar? Ifølge Apostlenes Gerninger 11:4-16 pegede han på fire tydelige tegn på Guds ledelse: (1) Det syn han havde fået fra Gud (vers 4-10); (2) åndens befaling (vers 11, 12); (3) englens besøg hos Cornelius (vers 13, 14); og (4) udgydelsen af den hellige ånd over ikkejøderne (vers 15, 16). Peter sluttede med et meget tankevækkende spørgsmål: “Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han gav os der fik tro på Herren Jesus Kristus, hvem var så jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?” – Ap.G. 11:17.

      17, 18. (a) Hvad måtte de jødiske kristne gøre efter at have hørt Peters argumenter? (b) Hvorfor kan det være en udfordring at bevare enheden i menigheden, og hvilke spørgsmål må vi stille os selv?

      17 Nu hvor de jødiske kristne havde hørt Peters argumenter, måtte de træffe en beslutning. Ville de kunne lægge deres fordomme fra sig og tage imod de nydøbte ikkejøder som deres kristne brødre? Beretningen siger: “Da de [apostlene og andre jødiske kristne] hørte det, kom de ikke med flere indvendinger, og de lovpriste Gud og sagde: ‘Så har Gud altså også givet folk fra nationerne mulighed for at angre og vende om så de kan få livet.’” (Ap.G. 11:18) Deres positive indstilling gjorde at menighedens enhed blev bevaret.

      18 I dag kan det også være en udfordring at bevare enheden, for Guds sande tjenere kommer fra “alle nationer, stammer, folk og sprog”. (Åb. 7:9) Vores menigheder består altså af mennesker med forskellig etnicitet, kultur og baggrund. Spørg dig selv: ‘Har jeg fjernet ethvert spor af fordom fra mit hjerte? Er jeg besluttet på aldrig at lade verdens splittende holdninger – deriblandt nationalisme, lokalpatriotisme, racisme og stolthed over min kultur – påvirke den måde jeg behandler mine brødre og søstre på?’ Husk hvad der skete med Peter nogle år efter at de første ikkejøder var blevet omvendt. Fordi han havde ladet sig påvirke af andres fordomme, ‘trak han sig tilbage’ fra de ikkejødiske kristne og måtte derfor irettesættes af Paulus. (Gal. 2:11-14) Hvor er det vigtigt at vi ikke lader fordomme slå rod i vores hjerte!

      “Et stort antal fik tro” (Ap.G. 11:19-26a)

      19. Hvem begyndte de jødiske kristne i Antiokia at forkynde for, og hvad blev resultatet?

      19 Begyndte Jesus’ disciple at forkynde for uomskårne ikkejøder? Læg mærke til hvad der senere skete i Antiokia i Syrien.d Der var en stor jødisk befolkningsgruppe i byen, og forholdet mellem jøder og ikkejøder var nogenlunde fredeligt. Betingelserne for at forkynde for ikkejøder var derfor gode. Det var her nogle jødiske disciple begyndte at forkynde den gode nyhed for “de græsktalende”. (Ap.G. 11:20) Deres forkyndelse var ikke kun henvendt til græsktalende jøder men også til uomskårne ikkejøder. Jehova velsignede arbejdet, og “et stort antal fik tro”. – Ap.G. 11:21.

      20, 21. Hvordan viste Barnabas beskedenhed, og hvordan kan vi vise beskedenhed i vores tjeneste?

      20 For at der kunne blive forkyndt for alle dem i Antiokia der var interesserede, sendte menigheden i Jerusalem Barnabas dertil. Men den store interesse var åbenbart mere end han kunne klare alene. Hvem var bedre egnet til at hjælpe end Saulus, der skulle være apostel for nationerne? (Ap.G. 9:15; Rom. 1:5) Ville Barnabas betragte Saulus som en rival? Nej, tværtimod. Barnabas var beskeden og forstod at han havde brug for hjælp. Han tog initiativ til at tage til Tarsus, lede efter Saulus og få ham med tilbage til Antiokia for at hjælpe til. Sammen brugte de et år på at styrke og opmuntre disciplene i menigheden der. – Ap.G. 11:22-26a.

      21 Hvordan kan vi vise beskedenhed i vores tjeneste? Det er en egenskab der kræver at vi erkender vores begrænsninger. Vi har alle forskellige stærke sider og forskellige evner. For eksempel er nogle måske dygtige til at forkynde uformelt eller fra hus til hus men har svært ved at aflægge genbesøg eller oprette bibelstudier. Hvis du kunne tænke dig at blive bedre til en bestemt tjenestegren, kunne du måske bede andre om hjælp. Hvis du gør det, vil du måske få bedre resultater og opleve større glæde i tjenesten. – 1. Kor. 9:26.

      De sendte “nødhjælp til brødrene” (Ap.G. 11:26b-30)

      22, 23. Hvordan viste de kristne i Antiokia kærlighed til deres brødre og søstre, og hvordan gør Guds folk i dag det samme?

      22 Det var i Antiokia at “disciplene ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne”. (Ap.G. 11:26b) Det navn er en god betegnelse for dem der efterligner Kristus og følger hans lære. Blev de jødiske og ikkejødiske troende knyttet sammen som brødre og søstre efterhånden som folk fra nationerne blev kristne? Tænk på hvad der skete da der opstod en stor hungersnød i år 46 e.v.t.e En hungersnød gik hårdt ud over de fattige fordi de hverken havde nogen opsparing eller et lager af mad. Under den her hungersnød havde de jødiske kristne i Judæa, hvoraf mange tilsyneladende var fattige, brug for nødhjælp. Da brødrene i Antiokia – deriblandt de ikkejødiske kristne – hørte om behovet, sendte de “nødhjælp til brødrene i Judæa”. (Ap.G. 11:29) Sikke et smukt udtryk for at de elskede deres brødre og søstre!

      23 Sådan er det også blandt Guds folk i dag. Når vi hører at vores brødre og søstre i et andet land eller i vores eget område er i nød, gør vi noget for at hjælpe dem. Afdelingskontorernes udvalg er hurtige til at oprette nødhjælpskomitéer for at hjælpe brødre og søstre der er blevet ramt af naturkatastrofer, som for eksempel orkaner, jordskælv og tsunamier. Det er et udtryk for ægte kristen kærlighed når vi hjælper vores trosfæller der er i nød. – Joh. 13:34, 35; 1. Joh. 3:17.