Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • “Vær modig!”
    “Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
    • Fem dage senere dukkede de op – ypperstepræsten Ananias, en offentlig taler ved navn Tertullus og en gruppe ældste. Tertullus indledte med at rose Felix for det han gjorde for jøderne, sikkert for at smigre ham og opnå fordele.b Da Tertullus kom til sagen, omtalte han Paulus som “en plage” og sagde om ham: “Han stifter oprør blandt alle jøderne på den beboede jord, og han er anfører for nazaræernes sekt. Han forsøgte også at vanhellige templet, så vi pågreb ham.” De andre jøder ‘bakkede op om anklagerne og påstod at de var sande’. (Ap.G. 24:5, 6, 9) Oprørsstifter, anfører for en farlig sekt og en der havde vanhelliget templet – det var nogle alvorlige anklager der kunne føre til dødsstraf.

      11, 12. Hvordan forsvarede Paulus sig selv mod de falske anklager?

      11 Nu fik Paulus lov til at sige noget. ‘Jeg taler gerne til mit eget forsvar,’ begyndte han. En efter en afviste han anklagerne. Apostlen havde hverken vanhelliget templet eller tilskyndet til oprør. Han pegede på at han faktisk havde været væk fra Jerusalem i “flere år” og var kommet for at “give gaver” – bidrag til kristne der måske var blevet fattige på grund af hungersnød og forfølgelse. Paulus sagde at han inden han gik ind i templet, var blevet “ceremonielt renset”, og at han havde bestræbt sig for “at bevare en ren samvittighed over for Gud og mennesker”. – Ap.G. 24:10-13, 16-18.

      12 Paulus erkendte dog at han havde tilbedt sine forfædres Gud ved at følge “den vej som de kalder en sekt”. Men han understregede at han troede på “alt det der står skrevet i Loven og i Profeterne”. Og ligesom flere af sine anklagere stolede han på håbet om at “både retfærdige og uretfærdige vil blive oprejst fra døden”. Til sidst udfordrede Paulus sine anklagere: “Lad mændene her selv sige hvad de fandt mig skyldig i da jeg stod foran Sanhedrinet, bortset fra den ene ting jeg råbte da jeg var blandt dem: ‘Jeg står i dag anklaget fordi jeg tror på de dødes opstandelse!’” – Ap.G. 24:14, 15, 20, 21.

      13-15. Hvordan kan vi efterligne Paulus med hensyn til at aflægge et frimodigt vidnesbyrd over for myndighedspersoner?

      13 Vi kan tænke på Paulus’ gode eksempel hvis vi nogensinde skulle blive stillet for myndighedspersoner på grund af vores tilbedelse og blive anklaget for at tilskynde til vold, oprør mod regeringen eller at tilhøre en farlig sekt. Paulus forsøgte ikke at indynde sig hos statholderen ved at overøse ham med smiger ligesom Tertullus gjorde. Paulus forholdt sig rolig og viste respekt for Felix. Taktfuldt forklarede han hvordan det virkelig forholdt sig. Han nævnte at de “jøder fra provinsen Asien” der havde anklaget ham for at vanhellige templet, ikke selv var til stede, og at han ifølge loven skulle have mulighed for at møde dem personligt så han kunne høre deres anklager. – Ap.G. 24:18, 19.

      14 Men vigtigst af alt holdt Paulus sig ikke tilbage fra at aflægge vidnesbyrd om sin tro. Frimodigt gentog apostlen sin tro på opstandelsen, det emne der havde skabt så stort kaos da han var stillet for Sanhedrinet. (Ap.G. 23:6-10) I sin forsvarstale lagde Paulus stor vægt på opstandelseshåbet. Hvorfor? For at vidne om Jesus og hans opstandelse fra de døde – noget som hans modstandere ikke ville anerkende. (Ap.G. 26:6-8, 22, 23) Ja, det var spørgsmålet om opstandelsen – og mere præcist om troen på Jesus og hans opstandelse – som var det hele striden handlede om.

      15 Ligesom Paulus kan vi aflægge et frimodigt vidnesbyrd og blive styrket af det Jesus sagde til sine disciple: “I vil blive hadet af alle på grund af mit navn, men den der holder ud til enden, bliver frelst.” Skal vi bekymre os om hvad vi skal sige? Nej, for Jesus gav os den her forsikring: “Når de fører jer afsted for at overgive jer, så vær ikke i forvejen bekymret for hvad I skal sige, men sig det der bliver givet jer i samme øjeblik, for det er ikke jer der taler, men den hellige ånd.” – Mark. 13:9-13.

      ‘Felix blev forskrækket’ (Ap.G. 24:22-27)

      16, 17. (a) Hvordan håndterede Felix retssagen mod Paulus? (b) Hvad er måske grunden til at Felix blev forskrækket, men hvorfor blev han alligevel ved med at sende bud efter Paulus?

      16 Det var ikke første gang statholderen Felix hørte om den kristne tro. Beretningen siger: “Felix, som havde et ret godt kendskab til Vejen [det udtryk man brugte om den tidlige kristne tro], holdt dem hen og sagde: ‘Når kommandanten Lysias kommer ned, vil jeg afgøre disse sager vedrørende jer.’ Og han gav officeren ordre til at manden skulle holdes i forvaring men have en vis frihed, og at hans trosfæller skulle have lov til at sørge for ham.” – Ap.G. 24:22, 23.

      17 Nogle dage senere sendte Felix og hans hustru, Drusilla, der var jøde, bud efter Paulus og “lod ham fortælle om troen på Kristus Jesus”. (Ap.G. 24:24) Da Paulus begyndte at tale om “retfærdighed og selvbeherskelse og den kommende dom, blev Felix forskrækket”, sandsynligvis fordi de onde ting han havde gjort i sit liv, plagede hans samvittighed. Han sendte derfor Paulus væk og sagde: “Indtil videre kan du gå, og når jeg får lejlighed til det, vil jeg tilkalde dig igen.” Efter den episode sendte Felix ofte bud efter Paulus, ikke fordi han gerne ville lære sandheden at kende, men fordi han håbede at Paulus ville bestikke ham. – Ap.G. 24:25, 26.

      18. Hvorfor talte Paulus til Felix og hans hustru om “retfærdighed og selvbeherskelse og den kommende dom”?

      18 Hvad var grunden til at Paulus talte til Felix og hans hustru om “retfærdighed og selvbeherskelse og den kommende dom”? Det var at de gerne ville vide hvad “troen på Kristus Jesus” gik ud på. Og Paulus, der vidste hvor umoralske, onde og uretfærdige de var, gjorde det klart hvad Jesus krævede af dem der gerne ville være hans disciple. Det Paulus sagde, understregede den store kontrast der er mellem Guds retfærdige normer og det liv som Felix og hans hustru levede. Det burde have hjulpet dem til at se at alle mennesker skal stå Gud til regnskab for hvad de tænker, siger og gør, og at noget der havde større betydning end den dom der skulle fældes i forbindelse med Paulus, var den dom de selv ville få af Gud. Det er ikke så mærkeligt at Felix blev forskrækket!

      19, 20. (a) Hvordan skal vi tackle det når vi møder nogle der virker interesserede, men som i virkeligheden ikke ønsker at forandre deres liv? (b) Hvordan ved vi at Felix ikke var en sand ven af Paulus?

      19 I vores tjeneste kan vi støde på nogle der minder om Felix. Til at begynde med virker de måske interesseret i sandheden, men i virkeligheden ønsker de slet ikke at forandre deres liv. Derfor må vi være forsigtige når vi prøver at hjælpe nogen der har det sådan. Men ligesom Paulus kan vi taktfuldt fortælle dem om Guds retfærdige normer. Måske vil sandheden røre deres hjerte. Men hvis det bliver tydeligt at de ikke har nogen intentioner om at holde op med at gøre de forkerte ting, lader vi dem være og leder videre efter dem der virkelig søger sandheden.

      20 I Felix’ tilfælde blev det til sidst tydeligt hvad hans virkelige motiv var, for der siges: “Da der var gået to år, blev Felix efterfulgt af Porkius Festus. Felix ville gerne være populær hos jøderne, så han lod Paulus blive i forvaring.” (Ap.G. 24:27) Felix var ikke nogen sand ven af Paulus. Han vidste udmærket godt at de der fulgte “Vejen”, hverken var ude på at stifte oprør eller starte revolutioner. (Ap.G. 19:23) Og han vidste også at Paulus ikke havde overtrådt nogen romersk lov. Alligevel holdt Felix apostlen i forvaring for at blive “populær hos jøderne”.

      21. Hvad skete der med Paulus efter at Porkius Festus var blevet statholder, og hvad har uden tvivl styrket ham?

      21 Som det fremgår af det sidste vers i Apostlenes Gerninger, kapitel 24, blev Paulus stadig holdt som fange da Porkius Festus efterfulgte Felix som statholder. En række afhøringer blev indledt, og Paulus blev overgivet fra den ene embedsmand til den anden. Det kan virkelig siges at den modige apostel blev “ført frem for konger og statholdere”. (Luk. 21:12) Som vi skal se, ville han senere komme til at aflægge et vidnesbyrd over for den mest magtfulde af alle herskere dengang. Og på trods af alt det Paulus blev udsat for, blev hans tro aldrig svækket. Han blev uden tvivl ved med at hente styrke i Jesus’ ord: “Vær modig!”

  • “Vær modig!”
    “Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
    • b Tertullus takkede Felix for at han havde bragt nationen “stor fred”. Sandheden var imidlertid at der i den periode hvor Felix var statholder, var mindre fred i Judæa end under nogen anden statholder helt frem til oprøret mod Rom. Noget andet der var langt fra sandheden, var det Tertullus sagde om at jøderne med “største taknemmelighed” anerkendte Felix’ reformer. I virkeligheden foragtede de fleste jøder Felix fordi han gjorde livet surt for dem og brutalt slog deres opstande ned. – Ap.G. 24:2, 3.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del