Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • “Jeg appellerer til kejseren!”
    “Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
    • 10, 11. Hvordan viste Paulus respekt for Agrippa, og hvad fortalte han om sin fortid?

      10 Paulus takkede respektfuldt kong Agrippa for muligheden for at forsvare sig over for ham og anerkendte at kongen var ekspert i alle jødernes skikke og stridsspørgsmål. Derefter beskrev Paulus sin fortid: “Jeg har levet som farisæer og tilhørt den strengeste sekt i vores religion.” (Ap.G. 26:5) Som farisæer havde Paulus sat sit håb til at Messias skulle komme. Og nu hvor han var kristen, pegede han frimodigt på Jesus som den længe ventede Messias. Grunden til at Paulus stod foran dommersædet, var en tro som han og hans anklagere havde tilfælles – nemlig håbet om at Gud ville opfylde sit løfte til deres forfædre. Den forklaring gjorde Agrippa endnu mere interesseret i hvad Paulus havde at sige.e

      11 Om den hårde behandling Paulus engang havde udsat de kristne for, sagde han: “Selv var jeg overbevist om at jeg skulle gøre meget for at bekæmpe nazaræeren Jesus’ navn. ... Og jeg var så rasende på dem [Kristus’ disciple] at jeg endda forfulgte dem i andre byer.” (Ap.G. 26:9-11) Paulus overdrev ikke, og mange var udmærket klar over hvor voldsomt han havde forfulgt de kristne. (Gal. 1:13, 23) ‘Hvad har mon forandret sådan en mand?’ har Agrippa måske tænkt.

      12, 13. (a) Hvordan beskrev Paulus sin omvendelse? (b) Hvordan havde Paulus ‘sparket imod pigkæppen’?

      12 Det næste Paulus sagde, gav svaret: “Mens jeg var på rejse til Damaskus med myndighed og fuldmagt fra de øverste præster, så jeg ved middagstid, konge, et lys fra himlen, klarere end solens glans, og det strålede omkring mig og omkring dem der rejste sammen med mig. Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‘Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig? Det vil blive hårdt for dig at fortsætte med at sparke imod pigkæppen.’ Men jeg sagde: ‘Hvem er du, Herre?’ Og Herren sagde: ‘Jeg er Jesus, som du forfølger.’”f – Ap.G. 26:12-15.

      13 Inden alt det skete, havde Paulus i overført forstand ‘sparket imod pigkæppen’. Ligesom et lastdyr ville skade sig selv unødigt ved at sparke imod den spidse ende af en pigkæp, havde Paulus skadet sig selv åndeligt ved at modarbejde Guds vilje. Ved at vise sig for Paulus på vejen til Damaskus havde den opstandne Jesus fået den oprigtige men vildledte mand til at ændre tankegang. – Joh. 16:1, 2.

      14, 15. Hvad sagde Paulus om de forandringer han havde foretaget i sit liv?

      14 Paulus havde virkelig gjort nogle drastiske forandringer i sit liv. Henvendt til Agrippa sagde han: “[Jeg har] gjort det jeg fik besked på i det himmelske syn, for jeg bragte det budskab ud – først til dem i Damaskus og så til dem i Jerusalem og over hele Judæa og også til nationerne – at de skulle angre og vende sig til Gud ved at leve på en måde der stemmer med deres anger.” (Ap.G. 26:19, 20) I årevis havde Paulus udført den opgave som Jesus Kristus havde givet ham i synet. Hvad havde det ført til? De der tog imod den gode nyhed som Paulus forkyndte, angrede deres umoralske og uærlige måde at leve på og begyndte at tilbede Jehova. De blev gode samfundsborgere der overholdt loven og bidrog til freden der hvor de boede.

      15 Men alle de gavnlige resultater betød ikke noget for Paulus’ jødiske modstandere. Paulus sagde: “Det var derfor jøderne pågreb mig i templet og forsøgte at slå mig ihjel. Men fordi Gud har hjulpet mig, har jeg frem til denne dag fortsat vidnet for både små og store.” – Ap.G. 26:21, 22.

      16. Hvordan kan vi måske efterligne Paulus hvis vi skal forsvare vores tro over for myndighedspersoner?

      16 Som sande kristne må vi ‘altid være klar til at forsvare’ vores tro. (1. Pet. 3:15) Når vi bliver stillet for dommere og andre myndighedspersoner og skal forsvare vores tro, kan det måske være en hjælp for os at efterligne den metode Paulus brugte da han talte til Agrippa og Festus. Hvis vi respektfuldt fortæller dem hvordan sandhederne fra Bibelen har givet både os selv og dem der har taget imod vores budskab, et bedre liv, vil det måske påvirke dem til at give os en fair behandling.

      ‘Du kunne overtale mig til at blive kristen’ (Ap.G. 26:24-32)

      17. Hvordan reagerede Festus på Paulus’ forsvarstale, og hvilken lignende indstilling ser vi hos folk i dag?

      17 Paulus’ overbevisende vidnesbyrd kunne ikke undgå at påvirke de to herskere. Læg mærke til hvad der skete: “Mens Paulus forsvarede sig, sagde Festus højt: ‘Du er ved at blive vanvittig, Paulus! Al den lærdom gør dig vanvittig!’” (Ap.G. 26:24) Festus’ udbrud kan have afsløret en indstilling hos ham som også ses hos folk i dag. Mange betragter dem der underviser i hvad Bibelen virkelig siger, som fanatikere. Og de der har en høj uddannelse, har ofte svært ved at acceptere det Bibelen siger om de dødes opstandelse.

      18. Hvordan svarede Paulus Festus, og hvad fik det Agrippa til at sige?

      18 Men Paulus var parat med et svar til statholderen: “Jeg er ikke ved at blive vanvittig, højtærede Festus. Det jeg siger, er sandt og fornuftigt. Faktisk ved kongen som jeg så frimodigt taler til, alt om de ting, ja, jeg er overbevist om at der ikke er noget af det der undgår hans opmærksomhed ... Tror du, kong Agrippa, på profeterne? Jeg ved at du tror.” Agrippa svarede: “På kort tid kunne du overtale mig til at blive kristen.” (Ap.G. 26:25-28) Det kongen sagde, uanset om det var oprigtigt ment eller ej, viser at Paulus’ vidnesbyrd havde gjort indtryk på ham.

      19. Hvad nåede Festus og Agrippa frem til angående Paulus?

      19 Nu rejste Agrippa og Festus sig, og audiensen var forbi. “Mens de var på vej ud, sagde de til hinanden: ‘Denne mand gør ikke noget der fortjener død eller lænker.’ Agrippa sagde til Festus: ‘Manden kunne være blevet løsladt hvis han ikke havde appelleret til kejseren.’” (Ap.G. 26:31, 32) De var klar over at manden der havde stået foran dem, var uskyldig. Måske ville de fra nu af have et mere positivt syn på de kristne og give dem en bedre behandling.

      20. Hvad resulterede det i at Paulus aflagde vidnesbyrd for højtstående myndighedspersoner?

      20 Det ser ikke ud til at nogen af de magtfulde herskere der er omtalt i beretningen, tog imod den gode nyhed om Guds rige. Gavnede det så noget at Paulus forsvarede sig over for dem? Ja, det gjorde det. Det at han blev “ført frem for konger og statholdere” i Judæa, resulterede i at der blev aflagt et vidnesbyrd for romerske embedsmænd som man måske ellers ikke kunne have nået. (Luk. 21:12, 13) Desuden var det Paulus oplevede, og den trofasthed han viste under prøvelser, med til at opmuntre hans brødre og søstre. – Flp. 1:12-14.

      21. Hvilke positive resultater kan vi opleve når vi holder ud i forkyndelsesarbejdet?

      21 Det samme gør sig gældende i dag. Når vi på trods af prøvelser og modstand holder ud i arbejdet med at forkynde, kan det føre meget godt med sig. Måske kommer vi til at aflægge et vidnesbyrd for embedsmænd der ellers ville være svære at nå. Vores udholdenhed kan være til opmuntring for andre og give dem lyst til at blive endnu mere frimodige i arbejdet med at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige.

  • “Jeg appellerer til kejseren!”
    “Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
    • e Som kristen anerkendte Paulus Jesus som Messias. Det fik jøderne, der havde forkastet Jesus, til at betragte Paulus som frafalden. – Ap.G. 21:21, 27, 28.

      f En bibelforsker har givet følgende kommentar til Paulus’ udsagn om at han var på rejse “ved middagstid”: “Medmindre en rejsende havde helt afsindigt travlt, hvilede han sig i middagsheden. Vi ser altså hvor store anstrengelser Paulus gjorde sig for at gennemføre forfølgelsen af de kristne.”

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del